Af Anne-Marie Vestergaard

”Det private er politisk”, hævdede rødstrømperne i halvfjerdserne. Ved at mødes i basisgrupper kunne kvinder fortælle hinanden om deres problemer og blive bekræftet i at de ikke stod alene med deres erfaringer.

Kvindekampen var meget politisk i de år, og selvom det var populært at vrænge ad den tids rabiate kvinder, kunne de med tiden tælle vigtige sejre som for eksempel opmærksomhed omkring hustrumishandling og oprettelsen af det første kvindekrisecenter.

I dag er nyfeminismen her og der og allevegne, på trods af ligestilling og kvinders deltagelse i snart sagt alle områder af samfundslivet.

Hvis man som kvinde føler sig diskrimineret, får ens subjektive oplevelser og betroelser hurtigt en almen gyldighed, samtidig med at der er et stort fokus på kvinders repræsentation i (medie)offentligheden. Jeg ser udbredte tendenser til det som jeg vil kalde ”affekt-feminisme” i dagens (medie)samfund. Følelser har primat.

Nu taler jeg

Et eksempel på affekt-feminisme er bogen Nu taler jeg, skrevet af journalist og litterat Rikke Viemose (f. 1969). Den fik ved udgivelsen overvejende positive anmeldelser og en del bevågenhed i form af interviews og omtaler. Viemose har efterfølgende udgivet Håndbog for privilegieblinde mænd, der i humoristisk kortform forsøger at forklare mændene hvorfor der stadig er lang vej til ligestilling.

Nu taler jeg er en selvbiografisk beretning henvendt til den voksne datter, ”om at vokse op som pige og blive kvinde i et samfund, der officielt er ligestillet, og hvor man får at vide at man har de samme muligheder og vilkår som mænd. Men er det sandt, og hvordan ser den historie egentlig ud indefra?”, som der står på bagsideteksten.

Viemoses livshistorie med små og store oplevelser skal gøre det usynlige mønster af undertrykkelse synligt for datteren – og læseren. Det handler om bevidstgørelse, ligesom for rødstrømperne, men nu ligger sandheden i det subjektive.

Påstanden om strukturel sexisme bliver dog understøttet af diverse bøger og undersøgelser. Nogle af dem er blevet problematiseret, f.eks. Mette Korsgaards bog Min uimodståelige mand og Global Gender Gap Report. Desuden perspektiverer hun til forskellige sager, f.eks. Jørgen Leth-sagen, U-bådsmordet, Sofie Lindes tale og MeToo.

Tingenes tilstand gør at datteren og med hende den unge, woke generation skal føre faklen videre og fortsætte den ihærdige feministiske kamp for ligestilling og fifty-fifty repræsentation.

Ligestilling betyder for forfatteren ikke kun ligestilling i udgangspunktet, altså lige rettigheder og muligheder, men det betyder også resultatlighed. Denne idealtilstand fremstår som et drømt utopia hvor mænd og kvinder tager lige meget del i omsorgs- og husarbejde, og hvor de to køn er ligeligt fordelt i brancher og jobhierarkier, samt indenfor politik.

Kønnene kommer i samme moment til at ligne hinanden mere. Borte er al energi, friktion og inspirerende samspil og udveksling mellem kønnene.

Viemoses egen livshistorie vidner om en typisk opvækst i en dansk middelklassefamilie, i en brydningstid mellem traditionelle kønsroller og bølgeskvulp fra ungdomsoprørets og rødstrømpernes progressive ideer.

Men hun fortæller også om talrige handyrs usynliggørende, nedladende, chikanerende og decideret krænkende attitude overfor hende, på universitetet og i særdeleshed i medieverdenen. Samtidig får man et interessant indblik i et travlt hverdags- og arbejdsliv med en naturkraft af en ambitiøs og energisk journalistmand, der ikke med samme selvfølgelighed tager del i børnepasning og husarbejde da børnene melder deres ankomst.

Viemose må derfor tidligt gå på kompromis med sine ambitioner, for det ligger ligesom i kortene at hendes mand skal have plads til at udfolde sit talent. Det er befriende ærlig snak. De to er stadig gift – manden er i dag overbevist feminist.

Valg og ansvar

Det ville dog klæde Rikke Viemose at stå ved de valg som hun har foretaget som kvinde, hustru og mor til to, fremfor at bruge sin livshistorie med små og store hændelser som belæg for en luftig påstand om strukturel sexisme.

Den omtalte mandsdominans og sexisme i mediebranchen er blevet belyst af andre de senere år, og heldigvis for det, men man kan ikke generalisere. Viemose ser en rød tråd af strukturel sexisme fra hendes tidlige barndom til nu.

Det er noget af et postulat når man tænker på kvindernes fremmarch på nærmest alle samfundsområder de seneste tyve-tredive år. Hun gør sig selv til et offer og vedgår sig endvidere patriarkalsk selvundertrykkelse. Hvor opbyggeligt er det for hendes datter at læse en sådan selvfremstilling?

Viemose har i øvrigt selv haft en nydelig karriere indenfor journalistisk og litteraturformidling, og hun og hendes mand tilhører i dag medie- og kultureliten. Når hun skal gøre status over den lange tidsperiode, hvor hun havde både børn og karriere, mener hun ikke at hun opnåede det hun havde drømt om. Hun kunne nemlig ikke realisere sig selv fuldt ud:

”Men dét at jeg valgte at indgå i en så bindende relation til ham, at jeg valgte at få børn med ham og at være hans hustru, hans kone, har kostet mig dyrt. Jeg har fået både kærlighed, tryghed og utrolig mange andre fordele ud af det, men det har samtidigt stemplet mig i omgivelsernes øjne, og det har bundet mig til et hjem og forpligtet mig i relationerne til jer.” (s. 224-225).

Pligten har været et åg. Hun bedyrer at hun elsker sine børn og sin mand, men at det har haft en pris. Tiderne og de unge mænd har heldigvis ændret sig, så hendes datter kommer nok ikke til at gå så meget på kompromis med sine egne ambitioner.

Hun vil stadig gerne give sin affektbårne vrede videre til sin datter, som brændstof til den kvindekamp der stadig pågår.

En ny måde at tænke på

Jeg fristes til at tilføje at alt har en pris. Når man som ung fertil kvinde falder for en mand med kæmpe ambitioner (og hvorfor gør kvinder egentlig ofte det?), vil man sikkert også komme til at være mere til stede på hjemmefronten end han. Hvilket nok skyldes en kombination af kvindeinstinkt og opdragelse.

Jeg er selv vokset op i slipstrømmen på kvindebevægelsen og kan godt genkende det stærke ønske om at realisere sig selv på arbejdet. Men hvad om både mænd og kvinder begyndte at tænke anderledes om begrebet selvrealisering?

Det er da absurd at forældreskab og omsorg for hinanden skal stå i modsætning til selvrealisering på arbejdsmarkedet. Selvrealisering og familierealisering bør hænge bedre sammen i selvforståelsen hos begge køn.

Sociologen Ole Bjerg har i flere debatter undret sig over det uklare begreb ligestilling og tidens ideologiske feminisme. Han taler om al den smerte og det ubehag som det perspektiv afstedkommer mellem kønnene.

Alt bliver gjort til problemer: Husarbejde, fødsel, moderskab, barselsorlov, lønforskelle, relationer mellem mænd og kvinder på arbejdspladser etc. Han advokerer for en besindelse på ressourcerne i hhv. det traditionelt mandlige og det traditionelt kvindelige og opfordrer til at man bruger hinandens styrker, frem for at bekrige hinanden.

Personligt synes jeg at det er sjovere at være på en arbejdsplads med en nogenlunde ligelig fordeling af mænd og kvinder. Hvorfor mon?

Undertrykkelse og medvindsgenerationen

Sexisme findes desværre, deri har Viemose ret. Men det er et tvivlsomt postulat at argumentere for strukturel sexisme og patriarkat i et af verdens mest ligestillede lande.

Jeg kan genkende en del af Viemoses oplevelser (undtagen de mange krænkelser i arbejdssammenhænge), nok fordi vi er vokset op i den samme modsætningsfyldte tid. Jeg tolker imidlertid mine egne oplevelser på en anden måde og mener at kvinderne for alvor begyndte at rykke fra engang i halvfemserne.

Det synspunkt står for egen regning. Viemose er vred, det er jeg ikke. At de unge kvinder, som Viemoses egen datter, tilslutter sig den ideologiske feminisme med dens aktivistiske rødder importeret fra USA, undrer mig.

De unge tilhører medvindsgenerationen hvor alle døre har stået åbne. Skyldes det mon et behov for solide forklaringer og holdepunkter i en senmoderne, strukturløs verden? Stakkels de unge mænd der skal navigere i det hajfyldte farvand. De ideologiske feminister har fået gradvis mere magt i de senere år, og ve den mand der træder ved siden af eller ytrer sig bare en lille smule ”kønnet”. Så går udskamningen i gang på de sociale medier, og så må man(d) love bod og bedring, ellers er det ud af vagten.

Et polariseret debatklima

Den engelske journalist og forfatter Douglas Murray beskriver dette klima i bogen Hordernes hærgen (2019), der behandler de forskellige grene af identitetspolitikken, og altså ligeledes feminismen, der på sæt og vis danner et blueprint for de andre gruppers indædte kamp for kollektive rettigheder.

Der hersker i offentligheden et raseri og et vanvid, hvor den mindste bøvede bemærkning eller do. berøring bliver fortolket som dybt misogyn. ”Snubletråde” er blevet lagt ud, og hvem som helst kan blive det næste offer i dagens (medie)samfund. Dialogen og rationaliteten er sat ud af kraft. Et hjemligt eksempel er komikeren Brian Mørk der i forbindelse med Naser Khader-sagen sidste år forsøgte at nuancere debatten.

På de sociale medier lagde han som familiefar op til ærlig diskussion: Hvordan kunne man hjælpe de unge piger med at blive bedre til at undgå at havne i situationer hvor overgreb kunne ske? Hvorpå fulgte et affektbåret kæmpebrøl fra ”folkedomstolen” med anklager om victimblaming. I dag er Mørk alvorligt ramt på sit levebrød og får stadig færre jobs. Han røg ind i en af de snubletråde som Murray taler om.

Affektens styrke

Indenfor humanvidenskaberne taler man om ”den affektive vending”. Spontane følelser er i de senere år blevet genstand for fornyet interesse og udforskning, på bekostning af distanceret refleksion og tænkning.

Det ses blandt andet i litteratur- og kunstanalyse, hvilket jo indlysende kan give nogle andre interessante perspektiver end en mere formalistisk værkanalyse.

Nogle teoretikere skelner mellem den spontane, kropslige følelse, affekten, og den sprogliggjorte, reflekterede følelse. Andre mener, at den spontane følelse og tanken allerede er til stede samtidig. En af disse er den indflydelsesrige britisk-australske forsker, Sara Ahmed.

Hun er poststrukturalistisk, intersektionalistisk feminist og queerteoretiker. I bogen The Cultural Politics of Emotion (2014) har hun udviklet en affektteori der kobler spontane følelser til mere bevidst raseri, vrede og indignation, hvor hun er interesseret i minoriteters erfaringer af undertrykkelse i majoritetssamfundet.

Affekten bliver i den optik en løftestang for aktivisme og oprør mod (følelser og oplevelser af) undertrykkelse. Ahmed laver teori og aktivisme på én og samme gang, uden at se et videnskabsteoretisk problem i det.

Jeg har fulgt og deltaget i kønsdebatten i flere år og synes efterhånden at ”affekt-feministerne” er kommet til overdøve mere besindige stemmer, det være sig mænd eller kvinder.

Det er et demokratisk problem.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.