Af Rasmus Ulstrup Larsen
Valget er ovre og blå blok tabte noget så eftertrykkeligt. Faktisk tabte blå blok langt mere, end de selv ved af. For ikke nok med, at Mette Frederiksen sejrede, så lader det til, at hun vil tage Moderaterne med ind i maskinrummet, som har den officielle politik, at Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti skal holdes fra indflydelse.
Så ikke nok med, at blå blok tabte valget. De bliver også i højere grad sat uden for døren, end de var i forrige valgperiode. Det er et dobbelt nederlag vi er vidne til.
Det har selvsagt skabt panik i blå blok, der lader til at have kastet alle forhåbninger om en konsolidering over de næste fire år, i skraldespanden.
Selv Pernille Vermund har åbnet op for, at Radikale måske ikke er så slemme at samarbejde med som parlamentarisk grundlag, hvis det kan få Lars Løkke over i blå blok, hvor han hører til. Der er ikke mange ”ufravigelige krav” over den udmelding. Og forståeligt nok.
Den nye situation for det, jeg vil kalde for den populistiske akse af blå blok, som består af NB, DD og DF, er, at de står til at blive komplet irrelevante.
Hvor Dansk Folkeparti ofte lå tættere på Socialdemokratiet på flere områder end Socialdemokratiets egne støttepartier, så står de nu, sammen med de to andre partier, til at være dømt ude i den kommende periode. Det kan få alle der står i den situation til at se Radikale som et fornuftigt parti, hvis det er det som skal til.
Det forbandede ved den situation er, at det vil gøre mulighederne for en borgerlig regering ved næste valg endnu sværere, hvis de blå partier bliver desperate.
Der er reelt kun to valgmuligheder: Pisse i bukserne for at få indflydelse på kort sigt, eller tage den lange ørkenvandring og bygge sig op til næste valg. Jeg håber på sidstnævnte, men tror på førstnævnte. Det hele afhænger i sidste ende af Venstre, og dem ved man som bekendt aldrig hvor man har.
Rasmus Ulstrup Larsen er journalist ved Kontrast, kommentator ved Altinget og forfatter til bogen Tidens tegn
