Har Europa en fremtid? Her er fire bud.

14. november 2022
8 minutters læsetid

Der her været en bekymrende mangel på reflektion over EUs fremtid i forbindelse med 50-året for Danmarks medlemskab. En ny bog forsøger at råde bod på det. Læs den kritiske anmeldelse her.

Af Morten Jarlbæk Pedersen


Den 2. oktober i år var det præcis 50 år siden, at danskerne stemte ja til at træde ind i det, der dengang hed EF. Den begivenhed kalder højtråbende på refleksion over, hvor vi er, og hvor vi skal hen med det, der nu hedder EU.

Den refleksion har dog været bekymrende fraværende i en tid, hvor der ellers med forrygende kraft og hastighed finder en ”konstitutionel udvikling sted ad bagdøren”, som Cepos’ Otto Brøns-Christensen udtrykte det på et socialt medium.

Bevares, på universiteterne inviterede man til konferencer, hvor the usual suspects i den verden talte og debatterede – men en bredere politisk debat og refleksion kan vi vist ikke påstå at have set skyggen af. Hvilket er både ærgerligt og bekymrende.

Et ærligt forsøg på refleksion har Mikkel Mejling Andersen, Johan Moesgaard, Vincent Rudnicki Østergaard og Simon Humberto Krog dog sat sig for at levere med bogen ”Til guldbryllup med Europa – fire veje for Danmark i fremtidens EU” – en bog, som denne anmelder har læst med stor interesse.

For meget policy for lidt polity

Og lad mig af hensyn til den dovne og/eller travle læser begynde med mine konklusioner, hvoraf jeg især skal fremhæve to:

For det første er det ærgerligt, at bogen ikke i højere grad går i dybden med det, der i denne anmelders optik egentlig bør reflekteres over, nemlig den konstitutionelle udvikling. Hvordan skal EU’s beslutningsmaskine se ud? Hvilke ”checks-and-balances” skal der være? Hvordan skal vægten være mellem Europa-Kommission, Europa-Parlament og medlemslandene? Og hvad med domstolens rolle i fremtiden?

Når man sætter sig for at skrive en bog, der eksplicit vil se langt ud i fremtiden, er det den slags spørgsmål, jeg havde håbet på. Men bogen handler i langt højere grad om konkrete og nuværende politiske udfordringer.

Bevares, det er udfordringer af de store – herunder især håndteringen af klimapolitik, digitalisering og techgiganter – der snildt kunne lede til en grundigere og større diskussion om, hvad EU generelt set skal og bør være for en størrelse. Men (flere af) forfatterne når desværre ikke helt i mål, men fortaber sig i de konkrete problemer og deres håndtering lige nu.

Hvis jeg kan tilgives lidt indspist lingo fra min studietid, så bruger forfatterne desværre lidt for meget tid og energi på ”policy” og lidt for lidt på ”politics” og alt, alt for lidt på ”polity”, der ellers er det absolut mest interessante spørgsmål.

En socialdemokratisk kogebog?

For det andet kan de præsenterede løsninger – trods nuanceforskelle mellem forfatterne – koges ned til et ønske om mere politik og regulering, flere EU-puljer og flere kræfter og (økonomiske) midler til Europa-Kommissionen.

Det kan synes som en socialdemokratisk kogebog for EU-politik, og dette er måske bogens vigtigste bidrag både direkte og indirekte. Direkte fordi bogens refleksioner nemt kan oversættes til konkret (socialdemokratisk?) politik nu og de kommende år.

Indirekte fordi bogen dermed udstiller det manglende modsvar i form af tilsvarende borgerlige refleksioner over ønsker til fremtidens EU-politik. Derfor er det måske heller så hverken overraskende eller interessant, at Niels Fuglsang, der er socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet, i den anmeldelse han fik lov at skrive for Altinget, var endog meget begejstret.

Mere regulering, mere regulering, mere regulering

Bogen er skrevet af fire selvstændige forfattere med fire forskellige baggrunde og fire forskellige fokusområder. Og alle fire dele af bogen har forskellige styrker og svagheder. Mikkel Mejding Andersen – tidligere rådgiver for et (andet) socialdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet skriver om digitaliseringen og fremtidens regulering.

Johan Moesgaard skriver om lidt af hvert, herunder den europæiske socialpolitik. Vincent Rudnicki Østergaard giver en grundig indføring i EU’s klimapolitik. Og Simon Humberto Krog leverer en række argumenter for en fælleseuropæisk skattepolitik. Alle fire emner, der måske kunne bære en bog alene; det er i al fald fire emner, som denne forfatter kunne skrive meget om. Jeg vil forsøge at fatte mig i korthed, men vi bliver nødt til at kigge på de bogens fire dele hver især.

Mikkel Mejding Andersen skriver om reguleringen af den digitale verden – et univers, hvis udvikling ingen kunne forestille sig for blot føje år siden, og som derfor både kræver nye reguleringsmuskler til unionen og et helt generelt opgør med hele unionens ”bedre regulering”-dagsorden.

Mikkel Mejding Andersen ønsker bl.a. at gøre op med EU’s ”lette, principbaserede lovgivning”, da denne har ført til mange af de problemer, man i sidste ende måtte rette op på – nogle gange med kontroversielle midler.” Og det er da korrekt, at forfatteren forbilledlig klart illustrerer, at det digitale, indre marked udviklede sig på en uforudsigelig måde, og at det senere hen viste sig, at reguleringen ikke var fulgt med.

Det er bare ikke det samme som, at ”bedre regulerings ”-tilgangen i sig selv er problematisk, og forfatteren diskuterer desværre udfordringerne ved ønskerne om europæisk detailregulering her, der og alle vegne.

Europæisk detailregulering betyder, at markedet ”fryser” fast, og at der bliver behov for konstante tilpasninger af reglerne.

Der er ingen, der påstår, at man kan lave ”uendelig og tidløs” regulering – men det er vel på ingen måder et argument for ikke at presse på og forsøge.

Mikkel Mejding Andersens bidrag bliver på den måde interessant og illustrativt for både venstrefløjens tilgang til EU og unionens udvikling i almindelighed – og på hvorfor mange borgerlige får eller bør få et betydelig kritisk-reflekteret forhold til EU; bevægelsen i Bryssel er netop i retning af detailregulering af langt flere områder, sådan som Mikkel Mejding Andersen og hans ligesindede ønsker det.

“Den mest indgribende retsakt”

Omvendt er Mikkel Mejding Andersens analyse af udfordringerne i EU-debatten herhjemme lige på kornet.

Med udgangspunkt i GDPR-reglerne – ”den mest indgribende retsakt, EU nogensinde har vedtaget på det digitale område – måske også den mest indgribende overhovedet” – peger Mikkel Mejding Andersen f.eks. på, at debatten først opstår, når reglerne er lige op over.

Først når vi kan se paddehatteskyen i det fjerne, begynder vi at diskutere, om bomben er en god ide. Hertil kunne man dog supplere forfatterens overvejelser med pointen om, at miseren i høj grad skyldes, at journalister interesserer sig mere for parlamentet og Rådets trakasserier og mindre for Kommissionens udspil.

Når Kommissionen først har udstukket en retning, så bevæger maskineriet sig ellers gerne den vej. Og det gælder både, hvad angår konkret lovgivning og sådan i det bredere perspektiv. Det må vi efterhånden have lært!

Ikke et ”socialt Europa” – men noget andet

Johan Moesgaards kapitel er ganske anderledes. Det grundlæggende argument hos denne forfatter er, at EU’s sociale søjle risikerer at underminere den danske arbejdsmarkedsmodel. De ved, den hvor fagforeninger og arbejdsgiverforeninger forhandler løn- og arbejdsvilkår uden statslig indblanding. Derfor er der behov for et alternativ til social regulering i EU.

Ikke mindst fordi det ellers kan koste den danske opbakning til EU.

Denne anmelder køber argumentet så langt, at EU’s sociale søjle kan vise sig – eller måske allerede er? – en udfordrende opfindelse. Men herfra synes kæden desværre at hoppe lidt af.

Det kan f.eks. synes som noget af en tyrkertro hos forfatteren, at danskernes opbakning til EU baserer sig på fagforeningernes ret til at forhandle løn. Samtidigt underspiller forfatteren statens faktiske rolle på det danske arbejdsmarked. Kontanthjælpssystemet, den aktive beskæftigelsespolitik, støtten til dagpengesystemet. Alt sammen er lige så integrerede dele af den danske arbejdsmarkedsmodel som overenskomsterne.

Forfatteren overser også det ret så grundlæggende problem med EU’s sociale dimension, nemlig at opbakningen til sociale ydelser i almindelighed baserer sig på en vis tillid og genkendelighed mellem giver og modtager. Og den del findes kun i ringe grad, når modtageren er en tilfældig og for kort tid siden indvandret arbejdstager fra et andet land.

Det er dette forhold, den europæiske socialpolitik udfordrer.

At forfatteren overser dette aspekt, er desværre noget forkrøblende for dette ellers interessante kapitel Forfatteren behandler således EU’s sociale regulering som noget nyt, selvom det er et element, der har rødder helt tilbage i 1950’erne (den tredje – ja, tredje! – forordning, der i 1958 blev udstedt i EØF, handlede således om vandrende arbejdstageres adgang til sociale ydelser).

Omvendt er denne forfatter noget mere reflekteret og bevidst om EU’s begrænsninger end flere af de andre medforfattere til bogen.

Det er befriende, også selvom det ender i den lidet overraskende opskrift med flere direkte midler til unionen, flere socialpuljer og mere ”økonomisk omfordeling i EU, hvor vi godt tør hjælpe resten af Europa endnu mere med at bekæmpe sociale problemer”.

Redegørelse: Sådan fungerer EU’s klimapolitik

Bogens tredje del tager hul på klimapolitikken. Her begiver forfatteren Vincent Rudnicki Østergaard ud i en længere redegørelse for EU’s klimapolitik. Vi får således både præsenteret, hvor den kommer fra, hvordan den ser ud lige nu, og hvad der er på bedding.

Dette kapitel er utrolig velskrevet; der er tale om en meget systematisk og klar gennemgang af de faktiske forhold.

Forfatteren er embedsmand, og fremstillingen er præget af embedsmandens evne til systematisk fremstilling. Desværre bliver det aldrig rigtig mere end det: en redegørelse. Og det er i grunden ærgerligt, for denne anmelder havde gerne set en længere diskussion af EU’s klimapolitik og de udfordringer, der følger heraf – herunder ikke mindst om klimapolitikken nødvendiggør en omkalfatring af EU’s forfatningsmæssige ramme.

Det fremstår indirekte, at forfatteren ønsker højere klimaambitioner kombineret med mere støtte til Sydeuropa (ikke så afvigende fra Johan Moesgaards ønske om socialfonde).

Det bliver desværre aldrig rigtig sagt tilstrækkelig højt i dette kapitel.

En europæisk skattepolitik, der skal redde verden

Bogens sidste kapitel handler også om klima, men det begynder måske der, hvor Vincent Rudnicki Østergaard holder sig tilbage.

Forfatteren til dette kapitel, Simon Humberto Krog, fremmaner således et billede af klimaudfordringen som altoverskyggende: ”Der er ingen arbejdspladser, vækst eller velfærd på en død planet”, som det skrives.

I forlængelse heraf peger forfatteren på skattepolitikken som det oplagte redskab, da skattepolitik jo kan bruges til at løse alle problemer, der kræver, at borgerne ændrer adfærd.

Det ikke er bogens bedst leverede afsnit, men Simon Humberto Krog får sat et par tanker i gang.

Klimaprisen kan blive for høj og føre til uro og demokratisk mistillid. Det er en bærende og relevant pointe. Det er ligeledes relevant, når forfatteren peger på, at det kan koste på konkurrenceevnen med en alt for vidtgående, dansk enegang på klimaområdet.

Klimapolitikkens dilemmaer er til at tage og føle på.

Men er skattepolitikken så det, der skal til? Skal EU have de muskler, hvis verden skal reddes, og ”EU skal fastholde sin plads i Solen” (og ja, det er et citat)?

Denne anmelder er nok betydelig mere skeptisk end forfatteren.

Summa: Et tiltrængt – om end ikke helt færdigt – bidrag til en vigtig debat

Bogen ønsker at kvalificere den danske EU-debat, og det har den absolut potentiale til.

Der er masser at tage fat på, og det er tydeligt, at forfatterne har gjort sig store anstrengelser. Det skal de have cadeau for, for det er mere, end mange andre formår.

Bogen er velskrevet – visse kapitler mere end andre – og interessant, og forfatterne formår at gøre EU-politikken både tilgængelig, relevant og interessant.

Johan Moesgaard Andersen, Mikkel Mejling Andersen, Simon Humberto Krog, Vincent Rudnicki Østergaard: Til guldbryllup med Europa – Fire veje for fremtidens Europa, Skriveforlaget

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside