Kilde: Wikicommons

Fukuyama: Derfor er liberalismen i krise efter historiens afslutning

13. november 2022
16 minutters læsetid
De tyvere vi lever i, har revitaliseret en lang række af de globale konflikter, vi troede den liberale verdensorden havde besejret. En ny bog af den verdensberømte amerikanske politolog Francis Fukuyama forsøger at analysere samtiden og liberalismens udfordringer. Vor anmelder har læst den.

Har historien en indre mening? Spørgsmålet forekommer ikke åbenlyst, når man gransker det forrige århundredes blodige annaler, hvis brutale vidnesbyrd i nogen grad netop kan tilskrives idéen om historien som bærer af et prædetermineret mønster. Både Lenin og Stalin betragtede sig i hvert fald sig selv som instrumenter for udfrielsen af menneskets foruddiskonterede skæbne, og Gulag-lejrene blev i den forbindelse en genvej til historiens endestation.

Fukuyama

Men ifølge den amerikanske politolog Francis Fukuyama forudså de kommunistiske tyranner ikke denne endestation korrekt, idet de misforstod, hvilket samfund historiens fuldbyrdelse ville frembringe. Med sin berømte bog ”Historiens afslutning og det sidste menneske”  fra 1992 videreførte Fukuyama nemlig den gammelkendte idé om historiens indre logik, idet han proklamerede enden på menneskets ideologiske evolution og universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som den finale form for menneskelig regeringsførelse.

For enden af historiens universelle udviklingsmønster identificerede han således en verdensomspændende konsensus omkring markedsøkonomien og den demokratiske retsstats legitimitet, hvorved han ophævede den internationale politiks ideologiske konflikter og reducerede fremtidens idékampe til tekniske spørgsmål vedrørende økonomi, miljø og opfyldelsen af diverse sofistikerede forbrugsbehov.

Som et optimistisk produkt af sin tid, hvor Berlinmuren faldt og Sovjetunionen kollapsede, genskabte Fukuyama således den tiltro til historiens progression, der tidligere havde formet både Kant, Marx og Hegels filosofi, og som det 20. århundredes civilisatoriske sammenbrud ellers havde diskrediteret. Det var i øvrigt i høj grad netop Hegels historiefilosofi (medieret igennem den fransk-russiske filosof Alexander Kojeves berømte udlægning heraf ), som leverede det analytiske rammeværk bag Fukuyamas tese om historiens afslutning og det liberale demokratis beslægtede sejrsgang.

En tese, der siden den blev fremført har klæbet til hans navn og virke som indflydelsesrig offentlig intellektuel, og som ligeledes har været genstand for en del kritik og latterliggørelse fra både den politiske venstre- såvel som højrefløj. En del af denne kan imidlertid tilskrives misforståelser vedrørende Fukuyamas teori, der ikke sætter historien helt i stå, men som snarere udråber det liberales demokratis intellektuelle sejr og optegner en langsigtet udviklingshistorie vedrørende retningen på menneskets normative forståelse af den ”retfærdige” politiske orden og dens institutioner.

30 år efter

Men her 30 år efter bogens udgivelse synes historien ikke umiddelbart at arbejde for Fukuyamas tese vedrørende dens retningsbestemte march mod det liberale demokratis universelle udbredelse.

Fremfor en fredfyldt æra af postideologisk politik har det seneste årti derimod budt på en global demokratisk recession, hvor lande som Kina og Rusland har konsolideret deres autoritære karakter og forskudt de tektoniske plader under den liberale verdensorden til fordel for en ny geopolitisk magtrivalisering (senest udtrykt i Ruslands revanchistiske invasion af Ukraine).

Selv i Vesten har man været vidne til en nedadgående tillid til det liberale demokratis institutioner, hvorfor det heller ikke er nogen overdrivelse, når Fukuyama i sin nye bog Liberalism and Its Discontents indledningsvist konkluderer at liberalismen er truet overalt på kloden. En udvikling, som i de forgange år har slået skår i den liberale selvsikkerhed og affødt en stribe mere eller mindre apokalyptiske bøger af prominente intellektuelle som fx Tim Snyder, Yascha Monk, Anne Appelbaum, Moises Naim og David Runciman.

For nok fremstår kommunismens økonomiske dogmer i dag som en ideologisk kuriositet, men som model for statslig dominans stortrives den endnu i stater som Rusland og Kina, hvorfor tesen om Historiens afslutning ligner en reminiscens fra 90’ernes unipolære verdensorden.

Med sin nye bog Liberalism and Its Discontents skriver Fukuyama sig ind i denne kontekst, og bogen er grundlæggende et forsøg på at diagnosticere tidsåndens sygdomme med henblik på at redde det liberale demokrati fra sine egne dæmoner såvel som ydre fjender.

Mere konkret er Liberalism and Its Discontents et defensorat for det Fukuyama kalder klassisk liberalisme, hvilket indebærer tilbagevendingen til et art ukorrumperet liberalisme fra tiden før dens egne trossætninger blev radikaliseret med økonomisk neoliberalisme og excessiv identitetspolitik til følge. Det er således en gennemgående pointe i bogen, at den liberale doktrin i visse henseender er blevet doktrinær, hvorfor liberalismen snarere skal modereres end ofres på historiens mødding til fordel for nye ideologiske græsgange.

Fukuyama har i forlængelse heraf aldrig været en ukritisk fortaler for liberalismen, idet han altid har været dens kulturelle og psykologiske konsekvenser bevidst, men som Churchill insisterer han på fraværet af levedygtige alternativer.

Siden tilblivelsen af Historiens afslutning og det sidste menneske har Fukuyama desuden revideret dele af sin egen politiske tænkning, blandt andet foranlediget af Irak-krigen i 2003. Som tidligere rådgiver for Reagan-administrationen var Fukuyama i mange år affilieret med den såkaldte neokonservatisme, der – som demokratiets leninister – i nullerne ønskede at bruge USA’s globale hegemoni som løftestang for en art demokratisk imperialisme, hvorved de blev eksponenter for en revolutionær liberal universalisme der skulle forcere historiens afslutning i blandt andet Mellemøsten.

Der fandtes imidlertid ingen genvej hertil, og Irak-krigen føjede i stedet endnu et kapitel til historien om fejlslagne indgreb i menneskehedens pilgrimsrejse mod perfektion, ligesom den førte til et brud mellem Fukuyama og den neokonservative bevægelse. Fukuyama har desuden udtrykt en øget skepsis overfor ideen om selvregulerende markeder såvel som hele den liberalisering af den globale økonomi, som i 2008 førte til finanskrisens verdensomspændende recession.

Sidstnævnte er en væsentlig pointe i Liberalism and Its Discontents første del, som imidlertid indledes med en kort definition af det han bogen igennem benævner ”klassisk liberalisme”.

 Liberalismen og dens krise

Overordnet udlægger Fukuyama den klassiske liberalisme som en fredfyldt administration af forskelligheder i et pluralistisk samfund præget individuelle rettigheder, tolerance og personlig autonomi. Individets rettigheder er i forlængelse heraf formaliseret i en lovgivning, der garanteres af en stat, hvis magt er demokratisk funderet og institutionelt inddæmmet.

Fukuyama betragter i den forbindelse også liberalisme og demokrati som to distinkte størrelser, hvilket er en relevant sondring, der fx kommer til udtryk i Ungarns illiberale demokrati. Et samfund, som nok er demokratisk, men hvor folkeviljens udfrielse har undermineret liberale komponenter som frie medier, neutralt bureaukrati og mindretalsrettigheder.

Fukuyama forbinder desuden den klassiske liberalisme med privat ejendomsret samt en form for markedsøkonomi, og hans liberalismekonception kan således samlet set rummes indenfor et bredt spænd af politiske overbevisninger.

Men ifølge Fukuyama er liberalismens valorisering af individuel autonomi, et kernelement i den liberale idétradition, i dag blevet radikaliseret af både den politiske højre- og venstrefløj, hvilket i praksis har affødt to distinkte strømninger, der begge repræsenterer en fare mod liberalismes grundprincipper såvel som demokratiske legitimitet.

Fra liberalisme til neoliberalisme

Højrefløjstruslen kommer ifølge Fukuyama fra den såkaldte neoliberalisme, som i 70’erne vandt frem under frimarkedsideologerne Ronald Reagan og Margaret Thatcher og efterfølgende blev videreført af centrumvenstrepolitikere som Tony Blair og Bill Clinton. For Fukuyama er neoliberalismen ikke synonym med kapitalismen, men repræsenterer snarere, som økonomisk idekomplekst knyttet til den såkaldte Chicago skole, en radikalisering af liberalismens suveræne individ og ellers værdifulde tiltro til markedsøkonomiens effektive ressourceallokering.

Han indrømmer imidlertid neoliberalismen sin berettigelse under de store velfærdsbureaukratiers inflations- og arbejdsløshedskrise i 70’erne, men finder, at dens prærefleksive modstand mod statslig regulering af økonomien efterhånden er blevet en kontraproduktiv religion, som underminerer markedsøkonomiens egen succes.

Fukuyama henfører imidlertid ikke blot problemerne til neoliberalismens reelle effekter, i form af fx stigende ulighed, økonomiske kriser og øget utryghed, men anfægter ligeledes hele idéen om det rationelle, selviske og nyttemaksimerende individ, som udgør kernen i konstruktionen af den økonomiske teori.

Mennesket handler nok efter økonomiske incitamenter (uden dem var centralt administrerede planøkonomier en katastrofe), men det er også et socialt væsen på jagt efter respekt og intersubjektiv anerkendelse.

For Fukuyama er liberalismens individualistiske præmisser således ikke forkerte, men derimod ufuldstændige, da individet – fremmedgjort og isoleret i sin individualisme – typisk længes efter gruppetilknytningens fælleskabslige forpligtelser og sociale solidaritet. Det forsimplede menneskesyn kommer fx til udtryk, når hensynet til økonomisk effektivitet ikke balanceres i henhold til diverse sociale, beskæftigelsesrelaterede eller lokalmiljømæssige hensyn.

Fukuyamas opgør med neoliberalismens dereguleringsdagsorden er ikke ny, hvilket dog ikke gør kritikken af den moralsk anstødelige og politisk eksplosive forøgelse af samfundets økonomiske skel mindre berettiget. Mere tankevækkende bliver det imidlertid, når Fukuyama adresserer den progressive venstrefløjs illiberale attituder.

 Identitetspolitikkens opblomstring

Hvor højrefløjen menes at have radikaliseret liberalismens forsvar for individuel autonomi indenfor det økonomiske domæne, menes venstrefløjen derimod at have ladet den slår om i en ekstrem forherligelse af individuel selvrealisation. En tendens, som ifølge Fukuyama både har stimuleret tilblivelsen af tidens identitetspolitiske bevægelser samt liberalismens immanente tilbøjelighed til at svække det kollektive engagement.

Idéen om, at mennesket rummer et indre, autentisk selv, der har krav på respekt og anerkendelse, er en gammelkendt tanke i Vestens idéhistoriske kanon og blandt andet formuleret af tænkere som Kant og Rousseau.

Men ifølge Fukuyama har liberalismens valorisering af det suveræne selv efterhånden slået om i en prærefleksiv forherligelse af individuel autonomi og dissens, der truer med at dræne livet for mening såvel som sociale loyaliteter.

Hvor liberalismen tidligere beskyttede det frie valg indenfor rammerne af et kollektivt moralsk univers, kredser den i stigende grad om individets ret til selv at definere tilværelsens moralske rammeværk, hvilket ifølge Fukuyama repræsenterer en problematisk nihilisme, der eroderer den fælles grund, hvorfra menneskelige meritter kan vurderes, og som han knytter til den liberale filosof John Rawls indflydelsesrige kontraktteori.

En anden udløber af liberalismens autencitetsbestræbelse er ifølge Fukuyama tidens venstreorienterede identitetspolitik, der udmærker sig ved at gøre ydre karakteristika som fx køn, race og etnicitet til essentielle komponenter af det indre selv.

I 60’erne var identitetspolitikken nok et virksomt værktøj i relation til at fremme marginaliserede gruppers rettigheder og dermed fuldende det liberale projekts universelle løfte.

Men ved at kræve grupperettigheder snarere end individuelle rettigheder tenderer dagens identitetspolitiske bevægelser mod at bryde med liberalismens individualistiske grundprincipper, hvorfor en i udgangspunktet berettiget kritik af, at liberalismen i praksis ikke efterlever sine egne egalitære idealer, i Fukuyamas optik har bragt dele af venstrefløjen på kollisionskurs med liberalismens ideologiske kompas.

Venstreliberal identitetspolitik

Fukuyamas refleksioner over tidens venstreliberale identitetspolitik er bestemt interessante. For nok har denne foranlediget en mere kompleks forståelse af identitet, da individet ikke blot inkarnerer den liberale teoris autonome agenter, men også er formet af abstrakte sociale kræfter uden for dettes kontrol.

Men modsat liberalismens blik for den enkeltes autonomi og selvbestemmelse rummer den venstresnoede identitetspolitik også en deterministisk tendens til at gøre kollektive identitetsmarkører til uantastelige og uoverskridelige kategorier, hvorfor det kulturelle slægtskabs overhistoriske konstanter gives absolut autoritet over individet.

En tendens, som i sidste ende både ansporer til en kulturel konformisme såvel som en separatistisk retribalisering af verden. Ved at betragte forskellige gruppers livserfaringer som grundlæggende inkommensurable, og dermed afvise idéen om universel gyldig erkendelse, forfægter den venstreorienterede identitetspolitik desuden et syn på identitet, som er beslægtet med den historiske nationalisme, der netop var en reaktion på oplysningsparadigmets universelle prætentioner (tænk tysk romantik).

Som fænomen begrænser identitetspolitikken sig imidlertid heller ingenlunde til venstrefløjen, men kan i sin nationalistiske og religiøse aftapning spores i alt fra Ungarns nationalkonservatisme til Indiens hindunationalisme og Myanmars militante buddhisme. Det er da også i den højreradikale identitetspolitik, at Fukuyama identificerer den største trussel mod det liberale demokrati, men venstrefløjens illiberale gruppetænkning menes dog at svække liberalismens resiliens overfor mere ”giftige” udlægninger heraf.

Ifølge Fukuyama har liberalismens uindfriede løfter dog også affødt en grundlæggende mistro til det liberale projekt på venstrefløjen, hvor dette, som en refleks af skjulte magtinteresser, i stigende grad opfattes som et problematisk skalkeskjul for samfundets herskende grupper.

Fukuyama indrømmer i forlængelse heraf, at det liberale samfund har mange onder på samvittigheden, men at påstå, at fænomener som patriarkalisme eller racisme er iboende elementer i liberalismen er for ham at essentialisere historisk kontingente fænomener.

Fukuyama peger derimod på, hvordan liberalismen rummer den teoretiske retfærdiggørelse af sin egen kontinuerlige selvkorrektion, idet det fx var liberale idéer som leverede skytset til 60’ernes borgerrettighedsbevægelse samt ansporerede Abraham Lincoln til at udfordre slaveriets moralske legitimitet forud for den amerikanske borgerkrig.

 Ytringsfrihed og antirationalisme

Foruden ovenstående blotlægger Fukuyama over flere kapitler en dybfølt bekymring for, hvordan begreber som ytringsfrihed, sandhed og videnskabelige rationalitet – fundamentale principper i den klassiske liberalisme – aktuelt trues fra forskellige kanter.

For Fukuyama er truslen mod ytringsfriheden dels forankret i et velkendt mønster, hvorigennem mere eller mindre autoritære regimer søger at kontrollere den offentlige meningsudveksling.

Men han fremhæver ligeledes en række nye trusler med afsæt i fx internettet og de sociale mediers udvikling, hvor informationsstrømmen i stigende grad koncentreres hos få monopollignende platforme og den enkelte generelt disponeres for en uoverskuelig mængde af algoritmeinducerede ekkokamre samt ufiltreret information (herunder meget misinformation), hvis kumulative effekt både har undermineret de traditionelle mediehierarkiers autoritet og indsnævret den borgerlige offentligheds demokratiske deliberation.

Fukuyama angriber desuden den postmoderne venstrefløjs opgør med idéen om objektive videnskabelige praksisser, samt det beslægtede reservoir af kritiske teorier, som i jagten på elitens skjulte agendaer har skabt et fornuftdetroniserende åndsklima, hvori individets følelser er blevet den primære kilde til autenticitet.

Denne radikale subjektivisme, hvorigennem virkeligheden betragtes som plural, et spørgsmål og magt og skiftende perspektiver, er ifølge Fukuyama efterfølgende blevet indoptaget af den yderste højrefløj, der har mobiliseret den i et antielitært opgør med forskellige former for videnskabelig autoritet (Covid19-krisen er et eksempel herpå).

Fukuyama henfører opgøret med liberalismens epistemologiske præmisser til den franske filosof Michel Foucault, der nok har ret i, at idéer ofte afspejler bestemte magt- og interesseforhold, men som har efterladt en tvivlsom arv af paranoia og skepticisme.

En arv, som konkret kommer til udtryk i tidens ekstreme følsomhed overfor sproglige udtryk samt en notorisk mistænkeliggørelse af det liberale demokratis institutioner. I tilknytning hertil kan nævnes en ny intolerance, hvor aggressive tanketoldere udskammer og ekskommunikerer enhver som afviger fra venstreliberalismens progressive ortodoksi vedrørende diverse magtstrukturers subtile dominansforhold.

Fukuyama anfægter således både højre- og venstrefløjens tendens til at lade følelser trumfe den videnskabelige metodes kølige fokus på empirisk verifikation og falsifikation, og fastholder derved idéen om en objektiv verden hinsides vores subjektive forestilling herom.

 Nationalstatens nødvendighed

Selvom Fukuyama er en stærk fortaler for liberal individualisme, rummer hans tænkning alligevel en kommunitær impuls, der især kommer til udtryk i hans omfavnelse af nationalstaten som politisk entitet.

I sin bog adresserer Fukuyama blandt andet tendensen til, at liberale samfund, som følge af sin universalistiske logik, har svært ved at indramme et fællesskab og derved formulere en position vision om nationalt medborgerskab til sine indbyggere.

Mange liberale afsværger derimod nationalstatens partikulære identiteter, hvorved de udvander medborgerskabet og overlader kampen om national identitet til højrefløjen.

Men i sin refleksion over nationalstaten påpeger Fukuyama, at selvom behovet for internationalt samarbejde aldrig været mere evident er liberale rettigheder meningsløse hvis de ikke kan håndhæves af en stat med et legitimt magtmonopol indenfor et territorialt afgrænset område. Et område, hvor magtudøvelsen er underlagt institutionelle bånd og baseret på en demokratisk funderet social kontrakt, som reflekterer befolkningens almene interesser.

I forlængelse heraf mener Fukuyama ikke, at der aktuelt findes troværdige institutionelle alternativer til nationen som demokratisk håndhæver af ret og sikkerhed. EU udlægges som det mest seriøse eksempel herpå, om end denne regionale institution, på trods af, at Europa i modsætning til verden som helhed i nogen grad deler historie og kulturel identitet, også inkarnerer et ofte dysfunktionelt system med en beskeden magt indenfor domæner som fx finans- og udenrigspolitik.

Liberalismen har med andre ord brug for nationen for at realisere sig selv, hvorfor den ifølge Fukuyama må forlige sig med nationalstaten og dens territorialt afgrænsede suverænitet.

For Fukuyama inkarnerer nationalstaten desuden den største solidaritetsenhed indenfor hvilken de fleste mennesker føler en instinktiv loyalitet, hvorfor den også er en kilde til solidaritet og fællesskabsfølelser, der rækker udover historiske tilknytninger som familie, landsby og stamme.

Dette er interessante pointer, da overnationale kollektiver unægtelig ikke giver samme staldvarme som nationale ”skæbnefællesskaber”, hvis følelsesmæssige identifikation derimod repræsenterer en folkekulturel ressource, som i praksis skaber både solidaritet og sammenhængskraft.

Den nationale identitet er således en vigtig forudsætning for nationens velvære, hvorfor udfordringen ifølge Fukuyama består i at skabe nye legitime udfoldelsesmuligheder for den.

Modsat mange konservative intellektuelle insisterer Fukuyama nemlig på, at den nationale identitet skal defineres i politiske termer og derfor ikke kan basere sig på kulturelle eller etniske demarkationslinjer, en historisk betinget fælleslighed, hvis eksklusive karakter i praksis underminerer liberalismens principper om lighed.

Ved at ophøje det politiske medborgerskab til nationalt ledemotiv mener Fukuyama ligefrem, at den nationale identitetsdannelse kan bidrage til at forme snarere end at underminere de liberale værdier, som på sin vis bliver fællesskabets fundament.

Dette kan nok lyde besnærende, men som han også selv nævner går mange nationalstater imidlertid forud for liberalismen og Fukuyama kan med nogen ret beskyldes for at nære en overdreven tiltro til, at det nationale blot kan konstrueres oppe fra og ned i henhold til liberalismens abstrakte principper for socialt samkvem.

Men for at imødekomme den mangfoldighed, som er et uomgængeligt grundvilkår i Vestens liberale demokratier, må det nationale fællesskab nødvendigvis defineres tyndt, hvilket igen skaber et åndeligt vakuum som kan blive en udfordring for det liberale demokratis beståen.

Liberalismens fremtid

En af liberalismens svagheder har altid været, at den hverken leverer varme fællesskaber eller en fælles mening. Den liberale tænkning sænkede derimod forventningerne til politik, der ikke længere skulle frembringe en ideel orden, som den var formuleret af bestemte religiøse sekter og politiske doktriner, men blot skabe de rammer under hvilke folk kunne udleve deres respektive forestillinger om det gode liv.

I sin rå form leverer liberalismen således ikke noget bindende verdensbillede, men blot en række overordnede spilleregler som forpligter forskellige mennesker og meningsudkast på at indgå i en fredelig sameksistens. Denne liberale dyrkelse af individet på bekostning af alle transcenderende guder eller feberhede utopier efterlader imidlertid også et spirituelt vakuum, som kan udfyldes af en lang række distinkte tankefigurer i bestræbelsen på at genopdage den heroiske idealisme, der animerede den oprindelige kamp for liberalisme og demokrati, samt genskabe den abstrakte mening i tilværelsen, som kampen om ære, status og dominans giver.

Dette er en central pointe i sidste del af Fukuyamas bog om Historiens afslutning, der netop omhandler faren for, at mennesket vil genantænde blusset under historiens kedler med henblik på at frigøre sig fra det liberaldemokratiske (sidste) menneskes gråmelerede grundvilkår. Et grundvilkår Fukuyama udlagde som ”det uendelige pedelarbejde i museet for menneskets historie”.

Der er imidlertid mange kilder til det liberale projekts vigende tilslutning, men som ovenstående udlægning indikerer kobler Liberalism and Its Discontents i høj grad liberalismens aktuelle udfordringer til dens egne selvdestruktive vildfarelser. Fukuyama forfalder således ikke til liberal ortodoksi, og hans bog er derimod en læseværdig bestræbelse på at evaluere og gentænke liberalismen i forsøget på at redde det bevaringsværdige heri.

Fukuyamas projekt er således grundlæggende konservativt, og efter endt læsning efterlades man med en pragmatisk liberalisme som er sine egne begrænsninger bevidst og forfægter moderationens dyd. En gylden middelvej, der – forpligtet på den demokratiske og folkelige sammenhæng – tæmmer individualismens radikale sider, som de fx kommer til udtryk i både neoliberalismen og den venstreliberale identitetspolitik.

Der er således ikke noget højsvungent over Fukuyamas liberalisme, hvilket bestemt kan betragtes som en styrke, men hans teoretiske forsvar for den moderate liberalismes hengemte potentialer, der på intet tidspunkt bliver genstand for en realpolitisk formalisering, appellerer nok snarere til konsensuspolitikkens nostalgikere end yderfløjenes spirende vælgerhav.

Revitaliserede konflikter

Men på trods heraf er Liberalism and Its Discontents et seriøst indlæg i bestræbelsen på at vende det liberale demokratis globale recession, så det igen kan fremstå som en eftertragtet manual for fremtiden. For som indledningsvist antydet synes de forgange årtier, modsat Fukuyamas tese herom, ikke at have ført til det liberale demokratis globale konsolidering, men derimod til en revitalisering af gammelkendte konfliktlinjer som nation, race, religion og stamme.

Konfliktlinjer, der tidligere slumrede under den kolde krigs bipolære verdensorden, men som i stigende grad kolliderer med den liberale pakke af åbne markeder, demokrati, international lov og menneskerettigheder.

De seneste årtier har således ikke affødt nogen verdensomspændende konsensus omkring det liberale demokratis universelle gyldighed, hvilket befordrer en mere dialektisk forståelse af historien end 90’ernes optimistiske tiltro til dens lineære progression. Liberale samfund er i forlængelse heraf ingenlunde perfekte, hvorfor der også er mange legitime kritikpunkter, som på tværs af politiske skillelinjer kan rettes imod disse.

Men hvor truslen mod det liberale demokrati tidligere var funderet i en sammenhængende politisk ideologi, synes den, internt i Vesten, aktuelt snarere at udgå fra et sentimentalt opgør med de dele af liberalismens tankegods, der knytter sig til globaliseringens fusion af åbne markeder såvel som grænser. På et globalt plan forekommer de troværdige fuldblodsalternativer ligeledes sparsomme, da hverken Ruslands kleptokratiske oligarki eller Mellemøstens islamistiske teokratier kan mønstre andet end regional opbakning.

Den største trussel udgår snarere fra Kina, som ved at genopdage sine imperiale ambitioner, konfucianske rødder og historiske tradition for bureaukratisk centralisering har opbygget en autokratisk vækstmodel, der indtil nu har brudt med den ellers hævdvundne teori om, at voksende middelklasser vil medføre demokratiseringsprocesser som følge af en stigende efterspørgsel på politisk indflydelse.

Men under alle omstændigheder vil det liberale demokratis evne til at overvinde sine selvpåførte spændinger, samt succes med hensyn til at skabe bæredygtig vækst, teknologisk innovation og forførende kultur, i vid udstrækning være bestemmende for fremtidens geopolitiske orden samt det liberale demokratis rolle som attraktivt alternativ til klodens autoritære statsdannelser.

Som et led i denne proces er Fukuyamas bog relevant læsning, da den dels leverer et teoretisk forsvar for liberalismens kerne-elementer og dels inkarnerer et reflekteret selvopgør med dennes aktuelle mutationer. Hvor førstnævnte kan minde os om værdien af det liberale demokratis institutioner, adresserer sidstnævnte deres aktuelle udfordringer med henblik på at inddæmme kilderne til de oppositionelle strømninger, som for tiden underminerer det liberale samfunds normative principper.

 Francis Fukuyama: Liberalism and Its Discontents.
Forlaget Farrar, Straus and Giroux, 2022.

Frederik Thomsen

Frederik Thomsen (f. 1988) er cand.soc. fra Aalborg Universitet. Han er freelanceskribent med adresse i New York City og har blandt andet skrevet en række artikler om litteratur og idéhistorie til såvel Replique som Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside