Det mytiske Jylland giver genlyd i Tolkiens bøger

22. november 2022
15 minutters læsetid
Forfatteren Casper Clemmensen viser i sin opsigtsvækkende bog, at historierne om elvere, hobbitter og orker har rod i Jyllands mytiske sagnhistorie. Kulturhistoriker og forfatter til Danskhed i middelalderen Adam Wagner har læst bogen og giver en indsigtsfuld anmeldelse her.

Alene titlen på Casper Clemmensens bog, »Tolkien og det mytiske Jylland«, må vække nysgerrigheden hos alle danske læsere, der interesserer sig for Tolkiens univers. For hvad i al verden har J. R. R. Tolkien og hans verdensberømte bøger om herskerringen, Midgård og hobbitterne med Jylland at gøre? En hel del ifølge Clemmensen (s. 9):

»Tolkien ønskede at skabe en engelsk mytologi, en fødselsberetning for det engelske folk, og det førte ham utroligt nok bort fra Englands kyster, over Nordsøens mørke vande og dybt ned i Jyllands tidlige historie.

Tolkien så Danmarks jernalderstammer, særligt dem der var bosat i Jylland, som afgørende elementer for grundlæggelsen af hans eget England, og derfor kom hans mytologi, hans litterære mesterværker, helt naturligt til at rumme rigtigt mange elementer af dansk og jysk geografi og kulturhistorie.

På det akademiske plan udviklede Tolkien en banebrydende teori om Danmark og særligt Jylland. En teori som i dag generelt bekræftes af videnskaben, men som derefter er hensunket i forglemmelse og aldrig er blevet beskrevet herhjemme før nu.«

Kernen i bogens anliggende er således at redegøre for Tolkiens »banebrydende teori« og for det, der underbygger den, men Clemmensen vil også vise, hvorledes Tolkien i det hele taget var inspireret af nordiske fortællinger om Jylland og den gamle stamme, jyderne, som sammen med angler og sakser udvandrede til Britannien, grundlagde England og blev til englænderne.

Derfor tager Clemmensen læseren med på en spændende rejse gennem Tolkiens liv og forskning såvel som gennem Danmarks og Englands fælles oldtidshistorie, islandske sagaberetninger om Jylland og jyske stednavne, ikke at forglemme.

Emnefeltet er således bredt – både biografisk, litterært, historisk, arkæologisk, sproghistorisk, etymologisk og mytologisk – og selve formidlingen af det varierer også genremæssigt, idet Clemmensen både veksler mellem det sagligt refererende og det historiefortællende eller ligefrem fabulerende, som sine steder fjerner sig vel meget fra den sikre grund.

God historie men ikke helt overbevisende

Læser man bogen for den gode historie, vil man muligvis ikke være enig med nærværende anmelder i, at bogens ærinde svækkes noget af ønsket om netop at levere en god historie, for dét lykkes utvivlsomt over lange og væsentlige stræk, men fagligt set står noget af argumentationen svagt, ligesom noget af det faglige stof behandles for overfladisk.

Clemmensen stiller sig for ofte tilfreds med enkle påstande eller forklaringer og går nogle steder uden om vigtige diskussioner, der kunne nuancere billedet eller gøre læseren klogere. De lidt for mange småfejl eller unøjagtigheder peger i samme retning.

Til gengæld er stoffet spændende, Clemmensen har sat sig ind i et meget bredt emnefelt, og han introducerer en for danske læsere særdeles vedkommende viden om Tolkiens interesse for de gamle jyder og den oldtidsarv, som er fælles for danske og englændere. Og han gør det med overskud, højt humør og indlevelse.

Angelsakser og jyder

Mens det nok er velkendt, at angler og sakser udvandrede til Britannien omkring 450 e.Kr., er det måske mindre kendt, at også en stamme kendt som jyderne deltog. De sidstnævnte bosatte sig især i Kent og på øen Wight.

Selvom anglerne kom til at give navn til landet, England, og dermed også til dets folk, englænderne, kaldes hele denne gruppe af germansktalende kolonisatorer og erobrere samt deres sprog for angelsaksisk efter de to største folkeslag; men den betegnelse er dog en moderne konstruktion.

Selv indbyggerne i de saksiske dele af England kaldte aldrig sig selv for andet end angler/englændere. Og netop denne angelsaksiske (og jyske!) invasion af det romanobritiske Britannien er omdrejningspunkt for bogen, idet det er i Tolkiens studier heri, at forbindelsen mellem ham og Jylland skal findes.

Tolkiens angelsaksiske mytologi

Clemmensen tager udgangspunkt i J. R. R. Tolkiens liv (1892-1973), hvad der synes oplagt og i øvrigt fungerer fint. Allerede i 1910 gav den unge Tolkien udtryk for, at England manglede en angelsaksisk mytologi – altså ikke bare en engelsk i ordets normale forstand, og slet ikke en britisk, mytologi, men en angelsaksisk, altså en, der hverken var keltisk, romersk eller normannisk.

Tolkien selv oplevede, hvordan gamle angelsaksiske ord appellerede særligt til ham, ligesom han senere om det angelsaksiske Beowulf-kvad sagde, at det altid måtte appellere særligt til dem, »der er indfødte i dette land og sprog« – det engelske.

Denne mytologi gik Tolkien selv i gang med at skabe, og det blev til værkerne »Hobbitten« og »Ringenes herre« samt til baggrundshistorierne i »Silmarillion« m.v., der jo er kendte og elskede verden over – måske fordi de er så partikularistiske… For det er de, og Tolkien søgte og fandt især sin inspiration i det gamle angelsaksiske stof samt i videre forstand i det nordiske. I disse studier stødte han naturligvis hurtigt også på jyderne.

Jyderne

Med jyderne forstår vi en selvstændig stamme, der har lagt navn til Jylland (»jyde-land«), men som jo ophørte med at være en selvstændig stamme. Betegnelsen »jyder« blev siden enten brugt om de danske, der boede i Jylland, eller om den stamme der engang udvandrede til England. Dette er sagen kort fortalt – for den er naturligvis omdiskuteret, hvilket vi vender tilbage til senere.

Bl.a. stødte Tolkien på jyderne, da han studerede det førnævnte Beowulf-kvad, som menes at stamme fra slutningen af det 8. århundrede; dateringen er omdiskuteret og nævnes i øvrigt ikke af Clemmensen.

Handlingen foregår i Skandinavien, bl.a. hos danernes kong Hrothgar (hvilket i senere nordiske kilder er overleveret som Roar), i en tid, som må være engang i det 6. århundrede. Men i handlingen er der indlagt en scene med en skjald, der fremsiger et kvad, som foregår i en endnu ældre tid i Frisland, hvor der er kampe mellem nogle daner og nogle friser ved et sted kaldet Finnsburg, og der er nogle jyder indblandet – vistnok, for det har været omdiskuteret, og det er særligt det spørgsmål, Tolkien beskæftigede sig med.

Mere skal ikke siges om kvadets handling her, for det gøres der godt og fyldigt rede for af Clemmensen, men tilføjes skal det, at netop dette optrin kendes fra et andet gammelt angelsaksisk digt, om end kun som fragment, hvorfor der er al grund til at tro, at der ikke blot er tale om et påhit fra Beowulf-digterens side, men om en virkelig angelsaksisk overlevering.

Og Finnsburg-fragmentets handlingsbeskrivelse kaster lys over den sparsomme beskrivelse i Beowulf-kvadet.

Dette optrin, som er beskrevet i disse to digte, og som altså nævner jyderne, synes at foregå før den jyske (og angliske og saksiske) udvandring til Britannien, og en af lederne hedder Hengest, hvilket i andre angelsaksiske kilder er navnet på en af to brødre, som ledte den angelsaksiske invasion af Britannien. Intet under, at Tolkien fandt disse kilder spændende og værd at studere nærmere, hvilket han da også gjorde.

Tolkiens »kæmpe opdagelse«

Tolkiens forskning i disse kilder er afgørende for Clemmensens fremstilling, jf. Tolkiens »banebrydende teori om Danmark og særligt Jylland«, som Clemmensen allerede i sin indledning lover at komme nærmere ind på.

Der lægges i det hele taget op til noget ganske særligt: »Det førte Tolkien afsted på en livslang, passioneret søgen ind i Danmarks og Jyllands glemte historie, og de svar, han bragte med tilbage, er mildest talt utrolige.« Der tales også om »Tolkiens hemmelighed« (begge steder: s. 65) og en »kæmpe opdagelse« (s. 72) osv. Sandelig store ord, som ikke holder helt, bl.a. fordi det ikke er rigtigt, »at jydernes part i den angelsaksiske folkevandring var blevet skrevet ud af historien af anglernes efterkommere« (s. 65).

Det er dog netop fra Beda, en engelsk gejstlig, der levede fra 672 til 735, og som Clemmensen selv nævner, at vi har vores grundliggende viden om jydernes kolonisering af dele af Britannien.

Hvad var da Tolkiens »opdagelser«? Jo, for det første identificerede han gruppenavnet »eoten«/»eoton« i Beowulf-kvadet med »jyder«, for det andet konkluderede han, at den Hengest, der også optræder i handlingen (og som flere identificerer med den Hengest, der ifølge andre kilder ledte den angelsaksiske invasion af Britannien), selv var en af disse jyder (og altså hverken dansk eller frisisk), og for det tredje konkluderede han, at man måtte tolke handlingen således, at der var to grupper af jyder, der kom til at kæmpe mod hinanden, da den ene gruppe allerede befandt sig hos friserne og tjente deres konge, Finn, mens den anden gruppe kom sejlende dertil sammen med danerne.

Især den tredje »opdagelse« fik betydning for Tolkiens tese om jydernes skæbne i Jylland og baggrunden for deres udvandring til Britannien.

Og det er da også Tolkiens helt egen »opdagelse«, hvilket den første tese ikke er, selvom Clemmensen giver indtryk af noget andet. Ja, læser man ikke meget opmærksomt, får man næsten det indtryk, at Tolkien også opdagede Beowulf-kvadet. Og selv den opmærksomme læser forledes til at tro, at Tolkien som den første fik den tanke, at det kunne være jyder, der var tale om, og ikke jætter, som man umiddelbart af sproglige grunde måtte tro (idet de to betegnelser ligner hinanden på oldengelsk):

»Tolkien (…) opdager, at det langtfra kun betyder monster eller kæmpe, det kan også betyde jyder!« (s. 70); »Det er en kæmpe opdagelse!« (s. 72). Men Tolkien var langtfra den første, der gjorde den »opdagelse«. Bl.a. oversatte både John Kemble og Benjamin Thorpe (begge englændere) med »jyder« (»jutes«) i hhv. 1837 og 1855.

Det ænder naturligvis ikke ved, at Tolkien kunne understøtte denne tolkning med nye argumenter, men en »kæmpe opdagelse« var det altså ikke. Og når der gøres noget ud af den sag her, er det, fordi denne fejltagelse eller overdrivelse, eller hvad vi nu skal kalde det, desværre ikke er et særsyn i Clemmensens bog.

Det vender vi tilbage til, for først må vi lige afslutte Tolkiens jyske studier: I stedet for at blive forvirret over jydernes rolle i Finnsburg-kampen, så Tolkien en vigtig pointe i, at der var jyder på begge sider i kampen.

For at der hos friserne opholdt sig nogle jyder, som var udvandret fra Jylland, og at der opstår strid mellem dem og de tilrejsende daner og jyder, tyder på en splittelse blandt jyderne, hvis baggrund har noget med danerne at gøre: Den ene gruppe af jyder er i eksil, og der består et fjendskab mellem dem og danerne, mens den anden gruppe af jyder har sluttet sig til danerne.

Altså får man herigennem et lille glimt af baggrunden for den jyske udvandring til Britannien: De blev fortrængt af de fremtrængende daner! En spændende tolkning, som Tolkien dog heller ikke stod alene med, men som han altså fandt yderligere belæg for i sin tolkning af de to beretninger om Finnsburg-kampen.

Og disse studier er det altså, som frem for alt knytter Tolkien og Jylland sammen. Clemmensen giver en indlevet genfortælling af hele historien om jyderne, som den fremstår på baggrund af Tolkiens teser. Her savnes dog en klargøring af, at det er en tolkning og ikke rene kendsgerninger, det handler om, men den levende fortælling træder i hvert fald tydeligt frem.

Jyderne i Britannien

Naturligvis indfører Clemmensen også læseren i den jyske kolonisering af især Kent; noget der næppe er kendt viden for særlig mange danske læsere.

Desværre er der en tendens til at fokusere så meget på jyderne, at læseren måske slet ikke bliver klar over, at de blot var en mindre del af den meget større »angelsaksiske« invasion. Og Clemmensen kunne med fordel have berettet lidt mere om de mange nuancer der er; fx er der spor af både saksisk, frisisk og frankisk indflydelse i de »jyske« områder i England.

Og kolonisternes nye stednavne kan næppe, som Clemmensen gør, kaldes »jyske«, da de mig bekendt ikke rent sprogligt kan skelnes fra de andre angelsaksiske former – og der er da vist heller ikke noget der hedder »oldjysk«!

Og selvom der fx findes et Grinstead i et af de områder, hvor jyderne bosatte sig, så peger vandløbenes navne i Kent da vist snarere mod det gamle saksiske område. Sådanne overvejelser, som forskningen er rig på, udelader Clemmesen, så den jyske bosættelse kommer til at fremstå både mere betydningsfuld og mere ren og afgrænset fra den øvrige angelsaksiske, end den nok var.

I øvrigt er der mange sådanne historiske diskussioner, der ikke tages, selvom der er nok af usikkerheder. Fx Clemmensens meget skråsikre kategorisering af både angler og jyder som »ingvæoner« i modsætning til danerne og skandinaverne; jo, Tolkien abonnerede også på denne gruppebetegnelse, som i sidste ende bygger på Plinius og Tacitus, der dog skrev nogle hundreder af år, før jyder og daner mødtes og måske stødte sammen, og som i øvrigt ikke nævner jyderne.

Og faktisk bruges betegnelsen i Beowulf-kvadet om danerne! Så hvor sikker er den skelnen egentlig?

Diskussionen er omfattende og trækker tråde til diskussionen om, hvilke(t) sprog jyder, angler og sakser talte; var de såkaldte vest- eller nord-germaner eller noget midt imellem? Heller ikke den diskussion går Clemmensen egentlig ind i, men den burde nok i det mindste have været ridset op, så læseren blev bekendt med, at den findes og næppe er helt så enkel, som man hos Clemmensen får indtryk af.

I øvrigt er den heller ikke irrelevant for den spændende tese, som Clemmensen fremfører, at guldhornene skulle være et jysk offer til guderne inden udvandringen fra Jylland, eftersom indskriften på det korte guldhorn jo var urnordisk…

Samsø og jyske stednavne

Da Clemmensen behandler sagaen om Hervør og Hejdrek (eller: Hervarar saga), får han atter lejlighed til at fortælle, og det fungerer godt. Når Clemmensen inddrager denne saga og andre nordiske kilder, er det, fordi Tolkien jo havde en videre nordiske interesse.

Og at Tolkien havde læst netop denne saga, er velkendt (det er såmænd herfra, han har dværgenavnene Durin og Dvalin). Men den jyske vinkel fastholdes, for denne saga foregår også delvis i omegnen af Jylland, nærmere bestemt på Samsø, hvor kampen mellem Angantyr og hans brødre på den ene side og Pile-Od og Hervør på den anden finder sted.

Dette leder så videre frem til Clemmensens egen ide om, at Tolkien undervejs i sine jyske studier, måske i forbindelse med studiet af ovennævnte saga, er blevet inspireret af jyske stednavne. Isgård på Mols kunne jo have inspireret til Isengard, og Eskerod (i Øster Lisbjerg herred) til Esgaroth. Hjelms dyb til Helms Deep – skønt Hjelm er en ø, og Hjelms dyb farvandet mellem denne og Djursland; men alligevel, et navn kan jo godt inspirere til at navngive noget, der er helt anderledes. Så måske?

Teorien er ikke underbygget med andet end navneligheden samt sandsynligheden for, at Tolkien må have set disse navne på et kort over Jylland i forbindelse med sine studier. Når man kender både Tolkiens glæde ved og optagethed af kort samt hans begejstring for navne alene pga. deres lyd, virker ideen faktisk tilforladelig.

Under alle omstændigheder er nærværende anmelder overbevist om, at teorien nok skal bide sig fast om ikke andet så i forbindelse med digterruter og lignende; »Visit Aarhus« reklamerer allerede med Tolkiens østjyske inspiration på sin hjemmeside.

Kritikpunkter

Ud over de allerede nævnte ankepunkter samt mindre fejl, som vi ser bort fra, bliver vi nødt til at se på nogle eksempler på fejl, således at den indledende bedømmelse ikke fremstår som en udokumenteret påstand.

Altså: I forbindelse med den angelsaksiske og jyske invasion af Britannien får man i bogen at vide, at den keltiske kultur af romerne var blevet fortrængt til Wales og Cornwall.

Men faktisk taltes der endnu britisk/keltisk i Britannien, da »angelsakserne« ankom, altså også i det, der senere blev til England. Det var »angelsakserne«, der fortrængte briterne til Wales og Cornwall (og Bretagne)!

Også den meget skråsikre omtale af jydernes tro og guder er uheldig, al den stund vi vel ikke har ret mange kilder til det. Hvorfra ved Clemmensen, at de var vane-dyrkere (i modsætning til danerne, der skulle være Odin-dyrkere)? Hvorfra ved Clemmensen, at jyderne havde en veludbygget vølve-kult?

At der ikke er tale om kendsgerninger, ja, vel knap om anerkendte teorier, burde læseren nok indvies i; man kunne jo også anføre belægget for teorien. (At der et sted fremhæves et »jysk« stednavn fra øen Wight, hvori gudenavnet Odin indgår, synes i øvrigt ikke at underbygge tesen.)

Og i forbindelse med en omtale af den førnævnte kamp på Samsø mellem Angantyr og Pile-Od skriver Clemmensen, at arkæologien her kommer os til hjælp og viser os, at et stort slag blev udkæmpet på Samsø i 728.

Der henvises til Vikingeskibsmuseets hjemmeside (dog fejlagtigt anført), men dér står der intet om arkæologiske fund! Årstallet 728 nævnes ganske rigtigt af Vikingeskibsmuseet, men således: »Ifølge Saxo faldt Angantyr sammen med sine 11 brødre i et slag på Samsø i 728 – netop på den tid, hvor Kanhavekanalen blev opført«. Kilden til årstallet er altså Saxo, ikke arkæologiske fund.

At det så også er noget vrøvl, idet Saxo ikke tidsfæster Angantyrs kamp, det er jo ikke Clemmensens fejl – men hans egen fejl er nu også slem nok. Det er et klassisk eksempel på, hvordan fejlagtige oplysninger sniger sig ind i litteraturen, fordi kilden ikke kontrolleres. Måske Clemmensen har overtaget henvisningen fra anden side uden at kontrollere den? Hvem ved.

Nu vi er ved »Hervarar saga«, som Clemmensen genfortæller meget fint, så går der enkelte steder lige lovlig meget meddigtning i den, når der sniger sig »oplysninger« ind, som ikke stammer fra sagaen! Sagaen siger således intet om, at Odin ikke vil have det magiske sværd Tyrfing ind i Asgård.

En sidste ting, der ikke kan undgå et par kritiske ord med på vejen, er litteraturlisten, for den er opstillet uden nogen form for orden overhovedet! Ikke alfabetisk, hverken efter fornavn eller efternavn, ikke i rækkefølge, ikke efter årstal, nej, ikke efter nogen forståelig orden i det hele taget. Tolkiens egne værker er fx spredt med løs hånd forskellige steder i litteraturlisten. Jeg har faktisk aldrig set noget lignende.

Fortællingen og den gode historie

Clemmensen synes allerhelst at ville fortælle en eller flere gode historier, og de kapitler, der fungerer bedst, er dem, hvori handlingsforløb, de være sig historiske eller litterære, refereres eller genfortælles.

Men man må trods alt forvente mere end en god historie i de afsnit, hvor historien (altså: fortiden og forskningen i den) behandles. Det tror jeg sådan set også, den grundige forsker Tolkien ville have ønsket. Under alle omstændigheder skylder forfatteren sin læser at gøre opmærksom på de usikkerheder, der er, samt ikke mindst at videregive så rigtige oplysninger, som det er muligt. Man må forvente, at læseren ønsker viden, ikke kun underholdning.

Men denne kritik vil nogle læsere givetvis synes er for hård, for det kan jo være forskelligt, hvad man forventer sig. En historiker vil nok forvente sig mere i den retning end en, der mest er interesseret i de gode historier, der inspirerede Tolkien til hans mægtige mytologiske univers. Og alle dem, der har den interesse, vil jeg anbefale bogen.

Såmænd også til de mere kritiske læsere, idet de dog opfordres til at søge mere viden om de behandlede emner i de værker, der er nævnt i litteraturlisten (hvis man kan finde dem), hvis de vil bruge oplysningerne i anden sammenhæng, eller hvis de vil vide, om den viden, der ligger til grund, er mere usikker, end Clemmensens fremstilling lader ane.

Endelig vil jeg anbefale epilogen, især afsnittet ’Vestens sidste skjald’, for den siger noget sympatisk om forfatterens bevæggrunde. Måske man ligefrem burde begynde med den. Er man den type, der gerne spørger »hvad siger det os i dag« eller lignende, ja, så skal man helt klart begynde her.

Her genkender man noget af det, som man også blandt andet ser tematiseret i »Ringenes herre«, nemlig hvordan man finder mening, når den meningsfulde verden, man kender, tydeligvis svinder hen eller står for fald. Hvordan holder man modet oppe, når alt synes håbløst?

Clemmensens bud synes at være fortællingen om det meningsfulde og vore egne rødder, både i Tolkiens verden og i den verden, der inspirerede ham. Og fortællingen er som sagt Clemmensens stærkeste side, fortælling båret af indlevelse.

I øvrigt er bogen smukt illustreret af Esben Hanefelt Kristensen, hvis mosaikagtige billeder bidrager til at drage læseren ind i et mytisk univers, hvor Tolkiens liv smelter sammen med Midgård og oldtidens jyder. Måske den rette stemning at læse bogen i.

Casper Clemmensen: Tolkien og det mytiske Jylland. Hovedland, 2022. 232 sider, illustreret.

Adam Wagner

Adam Wagner er mag. art. i historie og forfatter til Danskhed i middelalderen (2015) og Tobak til tiden (2014). Han er foredragsholder samt fast skribent ved aarsskriftet-critique.dk og beskæftiger sig bredt med nordisk historie, særligt med identitets- og kulturhistorie. Han står desuden bag Nordisk Fortidsformidling.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside