Arabiens appel

6. november 2022
7 minutters læsetid
Ørkenen udvisker de menneskelige slør og lader os få et glimt af de tidløse dele af livet. Essay om ørkenens appel af Philip Hovgaard.

Jeg drog til Jordan for at få svar på et spørgsmål, der har ligget mig på sinde; hvad er det dragende ved Arabien?

Jeg har været betaget af den aura, der tilkommer ørkenlandskabet i det geografiske område, der før kaldtes Arabien og siden Mellemøsten, efter jeg første gang så Lawrence of Arabia.

Lawrence of Arabia omhandler den engelske officer T.E Lawrence, der under Første Verdenskrig får til opgave at rapportere og mægle med Prins Faisal, leder af en af Osmannerriget undertrykt stamme. Den engelske hær og Prins Faisal har nemlig begge osmannerne som fjende.

Lawrence ligger dog hurtigt sine, af den engelske hær, udstukne retninger bag sig.

Han underligger sig den arabiske levevis, bærer deres klæder, spiser deres mad og rider på lige fod med beduinerne. Lawrence har øjensynligt de bedste intentioner; han vil samle de fragmenterede arabiske stammer, for kun med denne fælles front kan araberne modstå de præsente koloniherrer, osmannerne, og samtidig have en stærk hånd mod fremtidig underkuelse.

Lawrence påtager sig en profet-lignende persona som de arabiske stammer kan samles om, lig en vis anden profet 1300 år før, der også udrustede araberne med det absolutte, de evige svar, den fælles forståelse. Rollen giver Lawrence mulighed for at udrette store fremskridt på få år, men profettilstanden korrumperer ligeledes Lawrence, der således bliver narcissistisk, egenrådig og grænsende til sadistisk.

Lawrence selv repræsenterer denne dualitet.

På trods af dette formår Lawrence, og den nu fælles arabiske front, at indtage Aqaba, en strategisk vigtig havneby ved Aqababugten. Slutteligt leder Lawrence araberne ind i Damaskus — den mest centrale by for arabisk selvstyre, selvforståelse og selvrealisering. Her etablerer Lawrence det nationale arabiske råd, der dog kun får en kort levetid.

Disse krigeriske indtog er nemlig ikke ensbetydende med starten på et arabisk selvstyre.

Bag kulisserne ratificeres Sykes-Picot aftalen, og således opdeles de tidligere Osmanniske besiddelser mellem det engelske og franske imperie.

Araberne er blevet brugt som en brigade i koloniherrernes hær.

Prins Faisal bliver som et plaster på såret indsat som leder Syrien, efterfølgende i Irak, og siden (hans efterfølgere) i Saudi Arabien.

Et usselt forløb mener nogen, et realistisk kompromis mener andre.

Lawrence selv vender tilbage til de rullende engelske bakker med følelsen af at have svigtet araberne med Sykes-Picot aftalen og svigtet sig selv med sine utilbørlige profettendenser.

Mangen en seer vil dog sidde tilbage med en vis veneration for Lawrence, der i sin gerning udførte noget universelt og tidsløst.

Hans liv havde brændende mening i den brændende ørken, hans væsen repræsenterer den menneskelige higen efter det absolutte og hans storhed og fald spejler den menneskelige historie.

Dette appellerer på tværs af menneskelige tider. En moralsk ren mission, hvori man kan manifestere sine kvaliteter, og således missionere. Som Moses ledte de jødiske slaver til det forjættede kanaaens land gennem Sinai ørkenen, ledte Lawrence de kuede arabere gennem den berygtede Nefud-ørken til det forjættede ideal; det nationale arabiske råd i Damaskus.

Det er disse bibelske tematikker, der springer i øjnene i Koranens land.

Netop ørkenen som medie forekommer interessant. Da Lawrence bliver spurgt hvorfor han kan lide ørkenen svarer han; “den er ren”.

Den fungerer som en tids-udviskende eliksir, der piller de tidsbestemte lag væk fra det løg, der er den menneskelige eksistens, således at de evige tematikker erkendes. De evige tematikker i den absolutte religions land forekommer enormt spændende.

Ørkenens perspektiv

I 1761 sejlede en opdagelsesrejse på kongeligt mandat afsted fra oplysningstidens København. Med på ekspeditionen var den berømte danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr. En af opdagelsesrejsens hovedmål var at finde svar på, hvorfor man kaldte det sydlige arabien for arabia felix (det lykkelige arabien). Thorkild Hansen beskriver i bogen Det lykkelige Arabien hvorledes ørkenens øde uendelighed formår at fjerne de føromtalte slørende lag:

”Ingen fuglesang indleder den begyndende dag, ingen trækroner gengiver vindens susen. Menneskets stemme er hver morgen det første og det eneste, der høres i den store stilhed herude. Alting har ligesom trukket sig tilbage for at man bedre kan få øje paa sit eget liv.”

Det eneste aftryk mennesket naturligt sætter i ørkenen er fodspor, og disse forsvinder let som når bølgen udvisker sandslottet. Den menneskelige eksistens sættes i perspektiv i ørkenen. Den evige og absolutte ørken, overfor det forgængelige og relative menneske.

Men hvilke universelle og tidsløse menneskelige vilkår og læresætninger er det så der beskues så klart i den rene ørken, hvis sand bortvisker slørene?

Man er som menneske næsten ingenting, blot et lys der flakker i vinden. Dette er en ydmyg erkendelse. Beduinerne har forstået det og lever således ydmygt med gæstevenskabet som lov. Man lever livet i et langsomt tempo, drikker af små kopper, byder rundt. Der drikkes små slurke, og bydes derefter igen. Havde man haft fyldte kopper, ville det virke uvelkomment. Som et påbud om at drikke op og forsvinde.

Denne gæstevenskabets lov som beduinernes gæster møder, er grundstenen i den livsfilosofi som beduinerne ynder at efterleve.

Beduinerne “er gæster hos skæbnen, og de finder det rimeligt, at den ikke øser rigdom og overflod op i det krus, de rækker frem”(s.219). Skæbnen øser ikke rigdom og overflod i deres kop, for “det vilde være, som om den hånligt bad dem om at forsvinde” (s.219).

Resultatet af at ørkenen har pillet lagene væk, så man bedre kan få øje på sit eget liv, er at man i ørkenen lever i ydmyg vished om individets beskedne og momentære rolle, og derfor nærer en forståelse for at værdsætte øjeblikket, og stille sig til takke med at drikke små slurke. I den livsforståelse ligger evigheden, for man er i harmoni med ens plads i tilværelsen.

Da jeg spurgte vores guide i Wadi-Rum ørkenen, hvad han fandt tiltrækkende ved ørkenen, svarede han “a bedu out of the dessert is like a fish out of water. My family has been bedu for many generations, and will be for many more.”

“Ørkenen definerer menneskelivet som det at være ingenting” (s.299). De ydre lag skæres væk, og således sættes perspektiv, hvad der er vigtigt, og hvad ens rolle er.

Åndelighed før rigdom

Beduinerne er ikke materielt velstillede, men som det anføres af Thorkild Hansen er rigdom “ikke nødvendigvis endemålet for menneskenes stræben; den vil tilsyneladende meget hellere være der, hvor begyndelsen er. Udviklingens slutfase, den har elendigheden taget patent paa.” Herefter påminder Hansen os om, at sådan en elendighed givetvis kan studeres “i et “underudviklet” radioaktivt Europa inden for en nærtforstående fremtid.” (s. 331–332)

I erkendelsen af at materiel velstand har flod og ebbe, her i de gamle civilisationernes vugger, forefindes en spirituel konstant. Den upåagtede nøjsomme levevis.

Matermatikeren og digteren Omar Khajjám beskriver ovenstående således:

“Stormslidt hænger rosen nu så kummerfuld, og nattergalen trygler: “Rose vær mig huld” sæt dig under roser og tænk en gang, har ofte muld avlet roser, og roser blev til muld.” (s.325)

Ørkenen i Norden

Da den store danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr vender hjem fra sine togter tilvælger han netop denne nøjsomme levevis, fremfor berømmelse og pragt. Dette unægteligt inspireret af hans tid i ørkenen. Han bosætter sig ikke i kongens København, men vælger istedet at blive landskriver i det ukendte Meldorf, Dietmarsken. I marsken møder Niebuhr atter den ubrudte kiming i horisonten, som han mødte i ørkenen og på havet. “Hvor jord og himmel mødes, en vældig cirkel af stilhed, i hvis centrum man vedbliver at befinde sig, uanset hvor længe man går, og i hvilken mening man går”.

Ligesom da han som dreng passede køer på marken, fandt han den ubrudte cirkel i ørkenen, “nøjagtig ligeså ren”.

Det er i denne beskedenhedens, perspektivets og de simple værdiers cirkel at lykken er at forefinde. “Her ligger måske omsider det lykkelige Arabien”.

Det dragende ved Arabien for mig er altså ørkenens tidsløse og udviskende rolle, der sætter den menneskelige eksistens i perspektiv. Heraf afleder beduinerne gæstevenskabet og nøjsomheden, der kan stå i kontrast til den vestlige postmoderne individualisme.

Den uendelige ørken er det reneste medie til at udviske de tidsbestemte variabler, hvorfor man således “bedre kan få øje på sit eget liv”. Civilisationer kommer og går; “har ofte muld avlet roser, og roser blev til muld”, men de evige sandheder om den menneskelige eksistens består. Den evige og absolutte harmoni forefindes således i gæstevenskabets lov, befordret af den tilsyneladende ugæstfri ørken.

Samtidig kan der dog være en deterministisk fatalisme at spore. Denne tendens truer med at fastlåse levevisens tilhængere. Som når beduinerne i Lawrence of Arabia afskriver at redde en i ørkenen segnet kammerat, da de ikke mener at mennesket har indflydelse på egen skæbne. “It is written”. Da Lawrence på mirakuløs vis redder denne beduin udtaler han til den måbende skare af beduiner: “nothing is written”.

Vestens individualisme

Det interessante er så at parre den vestlige individualisme med denne orientalske kollektivisme. Ørkenen muliggjorde Lawrences til tider dekadente profetstatus, hvorved han kunne missionere de kuedes tidsløse sag. Ørkenen muliggør ligeledes beduinernes nøjsomme, til tider stagnerende, harmoniske levevis. Den rene individualisme kan blive dekadent, men kan skabe menneskelig progression, og den rene kollektivisme kan blive stagnerende, men føre til en lykkelig harmonisk tilværelse.

Ud af den orientalske erkendelse af livets fælles forgængelighed og civilisationernes cyklus, udleder den vestlige individualist at han må bruge den begrænsede tid på at lade livets lys brænde så klart som muligt. Formålet med tilværelsen er ens immanente ansvar for intergenerationel overdragelse af viden og det menneskelige lys. Fodsporene udviskes hurtigt i sandet, men ørkenen forbliver ørken. Både Lawrence og Niebuhr synes som besat af at opnå noget større, hvilket kan stå i kontrast til beduinernes beskedne accept af blot at være.

Kombinationen af de to livsanskuelser synes appellerende. En orientalsk forståelse for personlig værdi og tidsperspektiv, tilsat vestlig trang til at lade individet lyse så klart som muligt i den begrænsede tilkomne tid.

På den måde sikres ikke blot overdragelse af den menneskelige fakkel på tværs af generationer, men tillige en stadigt mere klart brændende flamme.

På den måde spejler ørkenen som et fatamorgana den menneskelige eksistens i det uendelige potentiale der er individet.

Philip Hovgaard

Philip Hovgaard er kadet hos Hærens Officersskole.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside