Danmark bliver til Sverige – og Sverige bliver til Danmark

6. november 2022
2 minutters læsetid

Der er to betragtningsmåder. Den ene er, at resultatet af folketingsvalget er ”grumset” – som det hed om et valg for mange år siden. 8. september 1987, til glæde for nørderne. Det grundede sig i, at flertalskonstruktionerne var komplicerede, og yderfløjene var blevet styrkede. Det gjorde Folketingets arbejde vanskeligt.

Den anden er, at resultatet af folketingsvalget er en katastrofe. Selv medregnet Lars Løkke Rasmussens sammenflikkede parti af lykkejægere, har den såkaldte blå blok intet flertal. Flertallet i Folketinget er rødgrønt, og det vil betyde fare på to afgørende politikområder.

Primært miljøpolitikken og den såkaldte klimapolitik, hvor væslerne, nulvækstmørkemændene og skatteopkræverne kommer til at få rig lejlighed til at boltre sig og flå og adfærdsregulere befolkningen.

Sekundært udlændingepolitikken, hvor man sagtens kan forestille sig lempelser, der vedtages ved hjælp af liberalt sindede partier. De egentlige tilhængere af en omtrentligt stram udlændingepolitik er marginaliserede til at udgøre i bedste fald 25 af Folketingets medlemmer.

Er der et udgangspunkt, folketingsvalget indvarsler et fald for, så er det i øvrigt idéen om at Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Amerika med flere er de spaltede lande, vis-a-vis opfattelsen af, at vi er mere samlede. Det kan, i det omfang noget sådant er muligt, dokumenteres kort. Følg med blandt midtbyvælgere på tværs af landet.

I Holstebro midtby stemte 11.672 vælgere ved et valgsted. 1,4 procent af dem stemte på Alternativet. I Sønderborg midtby stemte 4.579 vælgere ved et valgsted. 1,7 procent af dem stemte på Alternativet. I Esbjerg midtby stemte 7.935 vælgere ved et valgsted. 2,2 procent af dem stemte på Alternativet. I Odense midtby stemte 8.900 vælgere ved et valgsted. 4,4 procent af dem stemte på Alternativet. I Københavns midtby stemte 11.289 vælgere ved et valgsted. 11,4 procent af dem stemte på Alternativet.

Det vil vise sig hvad dette radikaliseringspotentiale fører til. Kønt bliver det næppe.

Og så er der én ting til. Danmark bliver – delvist jævnfør ovenstående – åbenbart til Sverige, og Sverige bliver til Danmark.

For nylig tiltrådte Sveriges regering efter rigsdagsvalget i september. Regeringen udgøres af tre borgerlige partier, støttet af partiet Sverigedemokraterna. Regeringens arbejdsgrundlag er ret detaljeret, men rummer blandt andet følgende:

  • Skærpelse af vilkårene for såkaldt arbejdskraftindvandring og en generel justering af udlændingepolitikken til EU’s såkaldte minimum
  • Gennemførelse af en folketælling med henblik på at få overblik over personer, uden lovligt ophold i Sverige
  • Entydig satsning på atomkraft
  • Afskaffelse af de lempelige vilkår, unge (fremmede) kan begå kriminalitet under, herunder den såkaldte strafrabat
  • Kundskabsorienterede læseplaner i folkeskolen, dertil skærpede ordensregler
  • Skattelettelser for lav- og mellemindkomstgrupper
  • Udarbejdelse af en kulturkanon

Sådan bliver regeringsgrundlaget for Danmarks kommende regering næppe. Der er for første gang i årtier håb for Sverige, den politiske situation i Danmark ser fortvivlende ud.

Til allersidst: hold også godt øje med Folketingets arbejdsform. Bliver det i den kommende valgperiode, at tiltaleformen hr. og fru bliver afskaffet og direkte tiltale tilladt? Det ønsker væslerne formentlig også. Fem af folketingets 179 medlemmer blev valgt før år 2000, virkeligheden bløder virkeligt nu.

 

 

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside