Når blå blok forhåbentlig genvinder magten, skal de tænke langsigtet. En varig borgerlig forandring af vores kultur og samfund forudsætter en helstøbt, værdibåret vision for Danmark, og alle politiske udspil skal passe ind i dette inspirerende narrativ om det gode borgerlige samfund, som vil styrke folkefællesskabet i Danmark.

Det er vigtigt, at en borgerlig regering ikke blot agerer nyttige teknokrater for de røde velfærdsfanatikere, der kan finjustere og effektivisere de dele af den offentlige sektor, der trænger. Bevares, selvfølgelig skal pengene bruges fornuftigt, men vi skal komme med noget mere: vi skal være aktivistiske, vi skal inspirere, og vi skal gøre en forskel, der kan mærkes i folks dagligdag.

Derfor skal en borgerlig regering også spille offensivt ud. Vi skal stoppe med at navigere efter midten, for midten er socialdemokratisk og systembevarende. Det er fint med bredt samarbejde, men det er ikke et mål i sig selv.

Det kan gøre politikken tom og fuldstændig substansløs. Borgerlige skal ikke lade sig diktere af folkestemningen eller den mytologiske midtervælger. Vi skal flytte folkestemningen og rykke midten mod højre.

Politik er altid ideologi

Politik er normativt og ideologisk; al politik repræsenterer en bestemt verdensopfattelse og fordrer ændringer, der understøtter denne verdensopfattelse. Det er lige meget, om det handler om retspolitik, skattepolitik, velfærdspolitik eller kulturpolitik.

Hvis ikke man gør sig dette klart, ender man med at løbe nogle andres ærinde. Så er det kulturradikalisterne, socialisterne, feministerne og liberalisternes dagsorden, man ender med at understøtte, fordi de er bedre til at fremlægge praktisk politik, der understøtter deres agenda. I det tilfælde er en borgerlig regering meningsløs.

Derfor skal al politik, der udspringer fra en borgerlig regering have et klart konservativt ideologisk udgangspunkt og understøtte vores langsigtede visioner samfundet.

Hvis jeg havde magt, som jeg havde agt, ville jeg nedsætte et udvalg af intellektuelle borgerlige tænkere, som, foruden selv at fremlægge idéer til politiske tiltag, også skulle gennemgå samtlige lovforslag og sikre sig, at de understøtter denne borgerlige vision.

Opgøret med individualismen

I min optik bør den mest fundamentale vision for det borgerlige Danmark være et opgør med den ekstreme individualisme, som gennemsyrer vores kultur.

Det er ikke godt for et menneske at være alene og have nok i sig selv. Det er skadeligt for et samfund, hvis kulturen ophøjer individualisme som idealet for det gode liv: dyrk selvet og dit eget ego, frigør dig fra din familie, din kultur, din religion og forpligtende fællesskaber helt generelt.

Her bør det borgerlige modsvar være, at vi ønsker at dyrke fællesskabet – både de nære, lokale fællesskaber og det nationale fællesskab. Vi skal lægge den liberale værdirelativisme på hylden og sætte ord på, hvad det gode liv er. I alt for mange år har de borgerlige været præget af en liberal berøringsangst, som bunder i den grundpræmis, at folk er frie til selv at vurdere, hvad det gode liv er for dem.

Kampen om det gode liv

Dermed bliver ‘værdipolitikken’ et fravær af værdier; staten skal bare blande sig så lidt som muligt, og folk må gøre, hvad de vil. Det er intellektuelt fattigt, det er værdirelativistisk og så er det utroligt uinspirerende.

Hvordan skal man flytte folkestemningen og rykke samfundet i en borgerlig retning, hvis det eneste man har at tilbyde befolkningen, er et abstrakt begreb om frihed?

Derudover er det taktisk dumt. For venstrefløjen er ikke bange for at sætte ord på, hvad det gode liv er. Venstrefløjen er ikke bange for at gennemføre politik, der understøtter deres verdenssyn, og som driver befolkningen i den retning, de foretrækker.

Og hvis det borgerlige modsvar blot er at lette skatten en smule og fjerne et par regulativer, når de vinder regeringsmagten hvert fjerde år, så vil venstrefløjen over tid fuldstændig styre værdipolitikken og den kulturelle udvikling i landet. Det er sådan set det, de har gjort de sidste mange årtier.

Det borgerlige svar

Jeg siger ikke, vi skal tvinge folk til at leve på en bestemt måde. Friheden til at leve sit liv, som man vil, skal selvfølgelig bevares. Men vi skal føre en politik, der understøtter den levevis, vi som borgerlige tror på, er det bedste og sundeste for mennesker og for vores samfund.

Det er desuden en fejlslutning at antage, at et borgerligt perspektiv på, hvad det gode liv ikke er noget, der kan tale til folks hjerter og have bred appel i befolkningen. Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, vi skal vitterligt bare prioritere at føre politik, der understøtter de nære mellemmenneskelige fællesskaber, som giver mennesker tryghed og kognitiv stabilitet, herunder vigtigst af alt kernefamilien.

Når venstrefløjen taler om værdier og fører politik på baggrund af disse værdier, skal vores modsvar ikke være ‘fravær af værdier’. Vores modsvar skal være substantielt, det skal være noget folk kan forholde sig til, og det skal indgå i en større fortælling om en borgerlig fællesskabsskabende vision for vores samfund.

Rent kommunikativt handler dette om at lade værdipolitikken og visionerne skinne igennem politikken – og så skal politikken selvfølgelig også gøre en forskel i sig selv. Men det betyder utroligt meget for mennesker, at man kan se en mening med det hele.

Jeg vil i den følgende tid over en række artikler give et bud på politiske mål og visioner, som jeg mener, bør være grundlæggende for det borgerlige projekt de næste mange år.