Eva og Rune Selsing har skrevet et stykke kristen, konservativ identitetspolitik og et begavet modsvar til den aggressive og højtråbende identitetspolitik på venstrefløjen, ifølge vores anmelder.

Af Anne-Marie Vestergaard

For nogle år siden var jeg udsendt som censor på det Frie Gymnasium. Det er altid spændende at besøge en ny skole, og jeg bemærkede i forbifarten graffitien på væggene i den smukke gamle bygning.

Der var ikke noget lærerværelse, for på denne skole med udstrakt elevdemokrati fandt man det naturligt at lærere og elever også udenfor undervisningen færdedes i de samme rum, og sågar spiste sammen.

Kantinen serverede kun vegansk mad. En elev i niqab passerede, og jeg spurgte måbende læreren hvordan han havde det med elever hvis ansigt var tildækket. Ikke noget problem overhovedet, replicerede han…

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på mine oplevelser på det Frie Gymnasium ved læsning af Eva og Rune Selsings bog, Den borgerlige orden – Om angrebet på det almindelige menneske.

Hadets filosofi

Forfatterne går meget grundigt til værks i deres redegørelse for det de kalder hadets filosofi og den erodering af den borgerlige orden som bestemte idéer og strømninger har forårsaget gennem flere årtier. Desuden leverer de en form for samtidsdiagnose, med inddragelse af kunst og arkitektur. Normskred og selvrealisering kobles til verdensfjern avantgardekunst.

Det grimme har fortrængt skønheden. Sidst i bogen giver de deres konstruktive bud på konservative normer og værdier samt en konservativ livsform der skal give den enkelte ny livsmening og styrke fællesskabet. I epilogen kommer de ind på det politiske niveau, den sejrende liberalistiske tankegang der cirka siden anden verdenskrigs afslutning, både globalt og nationalt, har betonet individets frihed og rettigheder, på bekostning af meningsgivende fællesskaber.

Hadets filosofi har fået vind i sejlene fordi liberalismen med sit frihedsbudskab og fravær af fællesskabsvisioner lagde vejen pivåben for den. Idéerne er sivet ned i samfundet og har udmøntet sig i ulykkelige, angste og ensomme mennesker og en stigende atomisering.

Gud er død

Der er kog i den borgerlige debat for tiden, og synspunktet er velkendt. Men det specielle ved denne bog er dens grundige behandling af bestemte filosoffer, deres teorier og indflydelse. Forfatterne skal have stor ros for sproglig klarhed i formidling af svære teorier.

At de også inddrager filosoffernes eget liv i analyserne, giver en ekstra dimension til hele bogens anliggende. Rammen og præmissen for hele bogen er klar og tydelig: Gud og kristendom. Samtidig betones kristendommens kæmpe betydning for udviklingen af den vestlige civilisation, for moral, værdier, kunst og institutioner, og sågar for det moderne historiesyn og de ideologier som forfatterne ellers ikke bryder sig om.

Bogens forfaldshistorie starter med Nietzsches berømte ord, ”Gud er død”, hvilket skal tages for pålydende, for den moderne verden er blevet gudløs, og menneskene har gjort sig selv til små guder.

Selsingernes eget bud på en nutidig borgerlig orden tager derfor et selvfølgeligt udgangspunkt i kristendommen og det sakrale. Det såkaldt almindelige menneske der lever en borgerlig tilværelse, er gennem årtier blevet lagt for had af filosoffer og teoretikere, kulminerende med tidens identitetspolitik og diverse mindretals krav om særlige hensyn og brud på ældgamle normer og forestillinger.

I det stykke minder bogen om Mikael Jalvings Forsvar for almindeligheden fra sidste år, men hvor det anekdotiske og selvoplevede hos sidstnævnte blandes med teori og refleksioner i en mere åben og søgende form.

Nietzsche og overmennesket

Den første af hadets filosoffer, digterfilosoffen Friedrich Nietzsche indvarsler et nyt menneskesyn, det autentiske, skabende (over)menneske der gør op med kristendommens falske værdier for at skabe sine egne.

Viljen til magt bliver af forfatterne først og fremmest fortolket som et ønske om at sætte sin vilje igennem og herske over andre. Ordet ”Macht” kommer af machen, at gøre eller skabe, men den dimension af ordet bliver underbelyst.

Nietzsches forfatterskab er sprogligt vildtvoksende og rummer mange litterære træk, men det er hadet til det ordinære menneske med slavemoral der bliver det primære fokus i fremstillingen. Nietzsche havde selv brudt med en baggrund i borgerskabet og måtte hutle sig igennem, syg, ensom og ukendt. I den biografiske tolkning er det med til at forklare hans indædte had til det normale og kulturbærende i sin egen tid.

Heidegger og Sartre

Martin Heidegger er den næste i rækken af hadets filosoffer, og det tjener forfatterne til ære at formidle teorien i et notorisk vanskeligt forfatterskab. Heidegger opfinder sågar nye ord og begreber og bliver senere en inspirator for poststrukturalister som Derrida, der på sprogfilosofisk vis stiller spørgsmålstegn ved selve fundamentet for vore ord og begreber.

Også hos Heidegger fremhæves kritikken af civilisationens grundlag og den bevidstløse tilslutning til det normale. Han er ateist, får et professorat og ender som overbevist nazist. Det biografiske kaster lys tilbage på filosofien, for der er en sammenhæng mellem hadet til det bestående i værket og en tilslutning til totalitarismen og dens løfte om et nyt menneske i et perfekt samfund.

Jean-Paul Sartre er elev hos Heidegger, og med hans berømte ateistiske eksistentialisme begynder hadets filosofi for alvor at brede sig ud i efterkrigstidens samfund. Efter Væren og intet, en tung sag der skal løfte arven fra Heidegger, udgiver Sartre den korte og fyndige Eksistentialisme er en humanisme.

Mennesket er født frit, og intet er givet på forhånd. Det er ansvarligt for sin egen tilværelse i kraft af de valg det foretager, og det skaber selv sine værdier, for intet af det overleverede er brugbart. Forfatterne ser konsekvensen i denne nulstilling, en værdirelativisme der kun er vokset med årene.

De kommer dog ikke ind på et andet aspekt af teorien, nemlig at ethvert menneske med dets egne livsvalg kommer til at fremstå for de andre som værende eksemplarisk i forhold til hvad et menneske kan være. Et eksempel til efterfølgelse, måske? En kim til normativitet? Sartre bliver som bekendt kommunist, endnu en filosof bliver lokket af totalitarisme i den moderne, gudløse verden. Også han har med ung vrede vendt sit borgerlige miljø ryggen. Han lever et hedonistisk liv, med narkotika og en lind strøm af unge piger.

De Beauvoir

Hans livslange ledsager, Simone de Beauvoir, er også eksistentialist og betragtes som bedstemor for den moderne feminisme i kraft af værket Det andet køn. Forfatterne ser i bogen en skræmmende nedbrydning af kønsrollerne og en nedvurdering af det traditionelt kvindelige, hvor kvinden først og fremmest er hustru og mor.

Patriarkatet findes i deres optik slet ikke, og de forbigår at forfatteren også går tilbage i historien i sin beskrivelse af kvinden som det andet køn i forhold til det ”normale” køn, manden. Beauvoirs beskrivelse af den gifte kvindes liv i samtidens bedre borgerskab, hvor hun bliver passiv og narcissistisk, bliver blot afskrevet som værende et udslag af hendes egen umodne vrede og afvisning af den kønsrolle som hun blev forsøgt opdraget til.

At hun har nogle ekstreme idéer om moderskab og børnepasning, kan man som læser se bort, for mange af hendes analyser var (og er stadig nogle steder i verden) retvisende. Hun får ikke selv børn, og ligesom Sartre lever hun et hedonistisk liv, endda som biseksuel. Endnu engang bliver det biografiske brugt af forfatterne til at fortolke værket.

Problematisk psykologisme

Når nu de er så optagede af hadets filosoffer, kan denne voldsomme passage om Beauvoirs eksplicitte kritik og afvisning af den tids misogyne, katolske borgerskab der ville forme kvinder på en bestemt måde, undre: ”Det er den lille Beauvoir med svovlstikkerne. Hun kigger ind i det varme, borgerlige hjem og derefter på sin egen selvvalgt, golde tilværelse, hvor kødets flygtige lyster og radikal, venstreorienteret harme udgør den tvivlsomme substans.” (s. 77).

Det er dybdepsykologisk symptomallæsning for fulde gardiner. Jeg forsvarer ikke den moderne feminisme en bloc, men mange kvinder er gennem tiden blevet oplyst og inspireret af Beauvoirs bog, også de talrige der har forsøgt at forene kvindesag med et borgerligt liv med mand og børn.

I øvrigt er det en misforståelse at kalde hende socialkonstruktivist, for hun anerkender fuldt ud de biologiske køn. Hun er interesseret i den kulturelle formning af køn, der i modsætning til det biologiske køn ikke er givet og uforanderlig.

Butler og feminismen

At socialkonstruktivisten Judith Butler, ledende teoretiker indenfor moderne kønsteori og inspirator for identitetspolitik, netop har taget Beauvoirs berømte citat ”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det” til sig, peger ind i et problem i fremstillingen af hadets filosoffer og deres ødelæggende indflydelse på vores samfund.

Der mangler en mellemregning. Butler og andre forskere bliver ganske rigtigt inspireret af filosoffer fra den kontinentale tradition, især Derrida og Foucault. Der bliver udviklet et teoretisk afsæt for køns- og minoritetsforskning med en problematisk indebyrd af aktivisme, med de velkendte, tvivlsomme forskningsmæssige resultater på amerikanske universiteter de seneste 20-30 år. Hertil hører også den ideologiske feminisme som har vundet mere og mere indpas i Danmark i de seneste år.

Derrida og Foucault er blevet vulgariseret

Jacques Derrida er svær at rubricere som filosof, er det sprogfilosofi eller tekstkritik han bedriver? Forfatterne gør fint rede for hans kritik af vestlig metafysik og dens ord og begreber. Bemærk at han vil bygge op igen, idet han ønsker at gøre os klogere på hvordan sprog og tekster opererer med forskydninger af betydning og mening.

Han blev hurtigt populær i USA, men advarede på et tidligt tidspunkt mod at man brugte hans teorier politisk. Michel Foucaults overgribende magtteori bliver ligeledes præsenteret, men også han er primært optaget af sprog og repræsentation ud fra en filosofisk metode.

Både Derridas og Foucaults bøger er efterfølgende blevet vulgariseret og instrumentaliseret i amerikanske universitetsmiljøer, på en måde som går direkte imod den moderne subjektopfattelse som d’herrer selv abonnerer på: Subjektet eller individet er flertydigt, flydende, underlagt sprogets og kulturens kategorier og begrænsninger.

I køns- og minoritetsstudier er det derimod et suverænt subjekt der indsættes. Dette subjekt bliver opfattet som et undertrykt, følende, sansende, krænket, forurettet, magtfuldt individ, i en forskning der gør en dyd ud af at være aktivisme samtidig. Man opererer med et individ der sært nok samtidig er determineret af køn, race og etnicitet – og af skæringspunkterne mellem dem – og ikke blot af nutidens men også af fortidens blodige undertrykkelse, som værende medlem af en gruppe med de samme karakteristika. Suveræn og et offer for strukturel undertrykkelse på én og samme tid. Yderst selvmodsigende og filosofisk inkonsistent, for at sige det mildt.

En fin kritik af identitetspolitikken

Selsingerne har en fin karakteristik af identitetspolitikkens amokløb og de mulige følelser af nid og nag der ligger bag. ”Min identitet er i et fjendtligt forhold til resten af verden” (s. 111), står der blandt andet. De gør opmærksom på at der er en indre logik i identitetspolitik som godt kan ende i grupper på én! Jeg kunne ikke være mere enig.

Det unormale skal normaliseres i en bevægelse mod endegyldig atomisering og respekt for en hvilken som helst subjektiv sandhed. Ofre for alverdens uretfærdighed og stigmatisering har skubbet det normale, gennemsnitlige borgerlige menneske bort og degraderet ham til en privilegieblind, hvid mand.

”Familie. Ægteskab. Kærlighed. Troskab. Pligt. Køn. Sandhed.” (s. 11). Disse størrelser mener forfatterne er blevet undermineret af virkningen fra hadets filosoffer. Den kristne, borgerlige mentalitet og livsform, som naturligt er vokset ud af den ældgamle vestlige civilisation, skal genopdages.

Vejen dertil går via en tydelig familiepolitik, en besindelse på ægteskabets hellighed og den livslange kærlighed, samt en forankring i fællesskabet, det nationale såvel som det lokale. Det menneskelige liv får sin dybde og mening ved at forbinde sig med det sakrale. Forfatternes konstruktive bud, skrevet i lyriske vendinger, er modigt og usædvanligt.

Dets ærlige højstemthed vil nok provokere mange prosaisk sindede danskere – som jeg selv, en borgerlig, modernitetsramt agnostiker, blev det. Men de har fat i noget, især omkring familien som samfundets mindste enhed og pligten. For når man står med sit nyfødte barn i armene, gør man det man skal…

Bogen er udtryk for kristen, konservativ identitetspolitik, og som sådan et begavet modsvar til den aggressive og højtråbende identitetspolitik på venstrefløjen.

Den borgerlige orden – Om angrebet på det almindelige menneske, 282 sider, forlaget Eksistensen.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.