Foto: Steen Raaschou

Marianne Stidsen: Er universiteterne ved at ødelægge videnskaben – og samfundet?

17. oktober 2022
17 minutters læsetid
Dr. phil. Marianne Stidsen kom i stormvejr efter udgivelsen af bogen “Køn og identitet”. Bogen  var en kritik af tidens modestrømninger og ledte til en plagiatanklage, der drev hende til at sige op. Nu er anklagen blevet afvist. I denne artikel giver hun i anledning af Kai Sørlanders Den rene fornufts struktur en grundig kritik af tilstanden på landets universiteter, hvor aktivistisk forskning har overhalet klassiske videnskabsidealer

I disse uger er der igen rettet et negativt spotlys mod universiteterne herhjemme. Det skyldes en analyse offentliggjort af tænketanken Justitia d. 19. september, der viser, at det er gået grelt tilbage for den akademiske frihed i Danmark. Faktisk skraber vi – efter at have ligget helt front – nu bunden blandt de nordiske lande.

Diskussionen om universiteterne er vigtig – ja, faktisk vigtigere end de fleste vil vide af, da det, der foregår her, typisk ender med at få stor betydning i resten af samfundet. Se blot på Normstormerne og deres succes med at få udbredt en venstreradikal, socialkonstruktivistisk kønsideologi i grundskolens seksualundervisning. Denne succes ville have været utænkelig uden den aktivistiske kønsforskning, der florerer nærmest uimodsagt på universiteterne i øjeblikket.

Filosoffen Kai Sørlanders nye bog, Den rene fornufts struktur, kan man i den forbindelse kun bifalde og tage hatten af for. Den falder således på et temmelig tørt sted. Som regn på en gul og vissen græsplæne.

Når spillereglerne ændres

Sørlanders værk er ikke kun stimulerende og højst tankevækkende i sig selv. Altså som et, så vidt jeg som ikke-fagfilosof er i stand til at bedømme, kvalificeret bud på et svar på en grundlæggende udfordring i den moderne filosofi, nemlig hvordan der kan etableres et sikkert og solidt fornuftsfundament for erkendelsen.

Derudover giver bogen, nok så vigtigt, anledning til en granskning af, hvad det egentlig er, man er i gang med på universiteterne lige nu. For er vi ved upåagtet at overlade universiteterne til politiske partisaner og affektdrevne pseudoforskere, mens de mere genuine forskere vises vintervejen? Det vil sige: Er vi i gang med at skippe hele spørgsmålet om en søgen efter et sikkert og stabilt fornuftsgrundlag for erkendelsen? Her kan Sørlander hjælpe os på vej.

Den rene fornufts struktur er et forsøg på netop at tænke sig ned til det bærende fundament for videnskaben; til det, der – med bogen eget tilbagevendende udtryk – ”er således nødvendigt, at det ikke under nogen tænkelige omstændigheder kunne være anderledes.”

Man kan også sige, at bogen forsøger at finde frem til et grundkriterie, hvorudfra mangfoldigheden af fænomener, af ’værender’, som det hedder i filosofien, kan rubriceres og beskrives og analyseres, hvis det skal kunne kaldes videnskab.

Princippet hedder, med bogens titel, ’den rene fornuft’. Hvilket – sagt på jævnt dansk – indebærer, at der skal være hoved og hale i tingene, så man fx ikke på én og samme tid kan hævde – for nu at tage et nyligt eksempel med en amerikansk forsker fra Kristeligt Dagblad – at indskrænkning af ytringsfriheden fører til mere og bedre ytringsfrihed. Det er simpelthen en logisk selvmodsigelse.

Mindre ytringsfrihed kan aldrig blive til mere og bedre ytringsfrihed. Mindre ytringsfrihed er det modsatte. Det er censur. Man kan heller ikke på én og samme tid hævde, at en bold er rød og blå.

Den kan have alle mulige nuancer og changeringer og farvemæssige kompleksiteter, som kan være vanskelige at indfange med de eksisterende ord og begreber. Men det er noget andet. Det handler snarere om vores stadige kamp med at tilnærme os sandheden om tingene – vel vidende at vi aldrig når helt derhen.

Kriteriet om tilstræbt logisk, fornuftsmæssig konsistens og modsigelsesfrihed – eller hoved og hale om man vil – bliver i Kai Sørlanders bog også anlagt på nutidens videnskab. Og i det lys kommer den uhjælpeligt til kort, jævnfør også eksemplet fra tidligere med den amerikanske ytringsfrihedsforsker. Som Sørlander skriver i del I med det jeg opfatter som en kerneformulering:

”Officielt er [universiteternes] opgave at stå for samfundets ypperste tænkning over verden og vor situation i verden. Når disse universiteter i stedet reelt har stået for en holdning, som benægter selve den alvorlige filosoferens mulighed, og som ikke evner at tænke sin egen selvmodsigelse igennem, så er ikke kun universiteterne på afveje, så er hele den samfundsmæssige kultur, som de repræsenterer, på afveje.”

Det stemmer fuldt og helt med mine egne iagttagelser af, at universiteterne i dag er blevet arnestedet for ødelæggelse af både videnskaben og samfundet. Fordi man ganske enkelt ikke respekterer de principper, Sørlander opridser.

Konklusioner på falske præmisser

Lad mig give et dugfrisk eksempel inden for den del af videnskaben, hvor jeg selv har slået – og stadig slår – mine folder, nemlig litteraturvidenskaben. I foråret præsenterede to forskere fra Aarhus Universitet, ph.d.-stipendiat Marie S. Lassen og professor Mads Rosendahl Thomsen, en undersøgelse af mulig såkaldt ’kønslig bias’ i dansk litteraturkritik baseret på den kvantitative big data-metode, som er det nyeste og hotteste inden for humaniora netop nu. Tydeligvis fordi metoden skal illudere hardcore objektivitet, saglighed og værdineutralitet.

Undersøgelsen fik med det samme en enorm gennemslagskraft – eller ’impact’, som det hedder på moderne universitetssprog. Den 10. maj kunne man således læse en stor artikel i Dagbladet Information, hvor dens resultater blev ’afsløret’, som det hed i overskriften.

Få dage efter fulgte Politiken trop med et opråb fra over halvandet hundrede danske forfattere, der protesterede mod den angivelige sexisme i litteraturkritikken med henvisning til, at resultaterne af Aarhus-undersøgelsen var lige så uimodsigelige, som de var oprørende.

Også andre aviser, så som Kristeligt Dagblad bragte udtalelser fra både forlæggere og andre i branchen, der pegede samme sted hen: Nu måtte der gøres noget, nu måtte der handles. Og det kunne kun gå for langsomt med at få tingene lavet om!

Om det så var Dansk Forfatterforening, gik man prompte ud med følgende melding: ”Dansk Forfatterforening har rakt ud til Kritikerlavet og planlægger at involvere Kulturministeriets Bogpanel oven på undersøgelse, der viser en slående kønsmæssig skævvridning på de danske aviser.”

Der var bare ét men, for præmissen for undersøgelsens vidtgående og radikale konklusioner var i høj grad, viste det sig, imodsigelige. Det påtog ph.d. i epidemiologi Torsten Skov sig at afdække. I en artikel i netmediet Kontrast ærgrer han sig gul og grøn over, at forskere går ud med forskningsresultater i medierne, inden de overhovedet foreligger i en form, hvor andre kan kigge dem over skuldrene og kontrollere dem. Derpå fortsætter han:

”Nu foreligger der et udkast til en videnskabelig artikel, således at der kan tages et overblik, og […] konklusionerne er, at: 1) der anmeldes lige så mange bøger af kvinder som af mænd, 2) det ikke kan konkluderes, at anmelderne har en bias imod kvindelige forfattere, 3) undersøgelsen indeholder ingen data om fordelingen af mænd og kvinder blandt anmelderne, og 4) 63% af alle anmeldelser i aviser de sidste 10 år er skrevet af mænd, og der ser ikke ud til at være nogen ændring over tid. Med andre ord er det meste af diskussionen ført på falske præmisser.”

Man kan sige, at Torsten Skov her henholder sig til netop det rationelle videnskabsideal, Sørlander redegør for i sin bog, og derved også beviser den stadige nødvendighed af dette. Hvad han gør, er slet og ret at pille undersøgelsens konklusioner fra hinanden én for én og vise, at data – om end aldrig så big – ikke giver belæg for at sige det, der siges.

Det siger en del om nutidens akademia, at dette har kunnet slippe igennem og endda blive dagsordenssættende for såvel den kulturelle som den politiske debat. I en verden, hvor tingene var, som de burde være, ville Torstens Skovs rationelle og facts-belagte gennemhulning af undersøgelsen have givet anledning til massiv selvransagelse både på universitetet, hos forskerne og i medieverdenen. For ikke at tale om på Christiansborg.

Men ikke i dag. I dag lægger man bare låg på den berettigede kritik, fordi den – lyder påstanden her – ikke flugter med det politiske mål, man ønsker at tilgodese. En sandhedsforpligtet fremstilling af tingene ville nemlig vise, at det slet ikke stod så dystert til, som man gerne vil have det til at se ud. Og dermed ville argumentet for de meget radikale og voldsomme indgreb i samfundet, man ønsker sig, også falde bort.

Man kan sige: Det er politisk spin, når det er værst. Her endog forklædt som forskning. For der er trods alt en grund til, at nogle af os hedder forskere, andre politikere. Så véd man da, hvad man får.

Fortællinger frem for sandhed

Kai Sørlanders bog skal ses i forlængelse af den katastrofe, der mere eller mindre ubemærket er sket på vores universiteter og højere læreanstalter gennem de sidste par årtier; en katastrofe, der efterhånden har bredt sig ud i resten af samfundet.

Her er der ikke kun, som mange gerne vil have det til at se ud, tale om en videreudvikling af videnskaben med nye relevante og opklarende perspektiver og vinkler – fx om køn, race, seksualitet og ligestilling.

Her er der tale om en decideret kuldkastning af videnskabens grundlæggende rationelle kodeks til fordel for noget andet, som man nok i virkeligheden bedst beskriver med ordet ’fiktion i politiseringens navn’, jævnfør også den udbredte brug i dag af ordet ’narrativer’, altså fortællinger.

For jeg synes, der måske er noget her, som de fleste kritikere – herunder også Sørlander – overser. Og det er, at der efter al sandsynlighed ikke er tale om en utilsigtet svipser, når nutidens akademikere begår alle de synder, der rulles op i eksempelvis en bog som Den rene fornufts struktur.

Det synes tværtimod helt og aldeles tilsigtet. Og hvis man ikke har det med in mente, så forstår man efter min opfattelse heller ikke rækkevidden af det ragnarok, vi står midt i.

Det kunne jeg godt tænke mig at bore lidt mere i, da jeg finder det er uhyre vigtigt, skønt som sagt temmelig underbelyst. For hvad vil det egentlig sige, at sandheden i dag, både inden for videnskaben og andre steder i stor stil ofres til fordel for fortællingen?

Vi kan måske få det opklaret ved at kigge på et udsagn fra en anden fremtrædende nutidig dansk litteraturprofessor. I sin tiltrædelsesforelæsning på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab i København i 2014 udkastede Frederik Tygstrup således præmisserne for en fremtidig kunst- og kulturvidenskab.

Credoet her var eksplicit ikke fornuftsbaseret virkelighedserkendelse – forstået som systematisk erhvervelse af, objektiv kan vi tilføje, viden om verden. Credoet var derimod politisk-aktivistisk indgriben i verden ved hjælp af fortællingen. Helt i tråd med Karl Marx’ gamle råd om, at det ikke handler om at fortolke og forstå verden, men om at forandre den, for ikke at sige revolutionere den.

En central formulering i Tygstrup-forelæsningen, som jeg mener kan bruges som en slags gylden nøgle til at gennemskue meget af det, der foregår ikke alene på universiteterne, men også i resten af samfundet lige nu, lyder:

”Den voldsomme interesse for fiktionskontrakter og deres overskridelse i den samtidige litteratur er […] ganske vist en tendens inden for litteraturen, men den er også et symptom på – og en reaktion på – at et af de vigtigste kendetegn for den moderne institution litteratur: konventionen om at betragte den som en særligt privilegeret fiktiv diskurs, begynder at miste sin samfundsmæssige særstilling.

Man kan så efter behag betragte dette som en underminering af litteraturens historiske kraft i det omfang den mister eneretten til at sige noget usandt, der ikke desto mindre ikke er løgn, eller som en frisættelse af denne selv samme kraft, fiktionsproduktionens spekulative fabulationskraft, der ikke længere er holdt indespærret i den institutionaliserede fiktions virkelighedsfjerne bur, men nu endelig, uden analogi, uden allegori, kan henvende sig direkte til formningen af de fortællinger, som udgør vores sociale referencerum.”

Her finder vi, mener jeg, i ren form et eksempel på, hvad det nutidige aktivistiske videnskabsnedbrydningsprogram – og dermed også fornuftsnedbrydningsprogram – går ud på.

Et program, hvor målet ikke er at erhverve sig stadig større systematisk viden om et område – in casu kunsten og litteraturen – men hvor målet er at bidrage til, at disse områders fiktionsteknikker kan mobiliseres i en storstilet kollektiv, politisk kamp med forbillede i den historiske avantgardes radikale forestillinger om, at kunsten skulle ’ophæves i livspraksis’, med avantgardeforskeren Peter Bürgers udtryk.

Kernen ligger i den tydelige partitagen for idéen om, at demonteringen af skellet mellem kunst og virkelighed, som Tygstrup med rette hævder findes i rigt mål inden for samtidslitteraturen, i sidste ende betyder, at den, altså litteraturen og kunsten, ’mister eneretten til at sige noget usandt, der ikke desto mindre ikke er løgn’.

For herved frisættes nemlig ’denne selv samme kraft, fiktionsproduktionens spekulative fabulationskraft, der ikke længere er holdt indespærret i den institutionaliserede fiktions virkelighedsfjerne bur, men nu endelig, uden analogi, uden allegori, kan henvende sig direkte til formningen af de fortællinger, som udgør vores sociale referencerum’ (min fremhævelse).

Hvis det er dét nutidens politikere og intelligentsia ønsker, så er det jo det, man må gå efter. Og den seneste i rækken af dokumentarfilm, der benytter sig af dette tvivlsomme trick, nemlig DR-dokumentaren om Simon Spies, tyder på det.

Man skal så blot vide, at det altså samtidig indebærer total nedbrydning og ødelæggelse af over to tusind års med møje opbygget vestlig videnskabskultur og civilisation. En videnskabskultur og civilisation, som – skal det med i billedet – har været med til at skabe den frihed, oplysthed, tolerance, fleksibilitet og økonomiske velstand, som har gjort, at vores samfund er dér, hvor det er i dag.

For som Ernst Cassirer siger i slutningen af Et essay om mennesket fra 1944 (for mig at se en af de vigtigste samfunds- og kulturvidenskabelige bøger i den sene modernitet, sammen med Erich Fromms Flugten fra friheden og Karl Poppers Det åbne samfund og dets fjender):

”Denne form [dvs. den kunstneriske originalitet eller ’fabulationskraft’, hvor der vendes op og ned på tingene og det velkendte, og hvor der manipuleres efter forgodtbefindende med virkeligheden] er særegen for kunsten, og alene kunsten begunstiges af den; den kan ikke udvides til andre områder af menneskelig virksomhed.”

I hvert fald ikke, kan vi tilføje, uden at man betaler en meget høj pris for det – jævnfør også den nylige kritik af en stærkt fordrejet og forvrænget lærebog om Danmarks kulturmøder med Mellemøsten lavet efter de eksakt ovennævnte principper.

For hvis vi ikke kun inden for kunsten, som vi jo véd er kunst og dermed fiktion, men ligeledes inden for videnskaben og vidensformidlingen, mødes af spekulative fortællinger, der har tiltusket sig retten til at sige noget usandt, samtidig med at det hævdes, at dette usande ikke er løgn, er vi ærlig talt på herrens mark.

Anderledes sagt: Vi er fuldkommen prisgivet tilfældige demagogers påstande om, at vi bliver nødt til at tro dem, når de siger, at den usandhed, de fortæller, ikke er løgn. Prisgivet, fordi de har berøvet os muligheden for at tjekke det med deres mørklægning af og manipulation med de facts, der ikke passer ind i fortællingen.

Der er jo en grund til, at noget hedder kunst og fiktion, andet videnskab og dokumentarisme. Men tydeligvis er deres agenda, at politikerne og magthaverne skal skynde sig at træffe voldsomt store, samfundsændrende beslutninger, inden alle de modstemmer, som altid følger i kølvandet, når at komme på banen og får afsløret, hvad den egentlige sandhed er.

Hvad enten det handler om medieverdenen, litteraturkritikken, Pigekoret, Herlufsholm Kostskole eller Simon Spies’ rejsebureau.

Den rene ufornuft har erstattet den rene fornuft

Lad os vende tilbage til mit eksempel med den nye kønsundersøgelse fra Aarhus, hvor jeg også gerne kort vil inddrage sagen om min egen doktorafhandling, som i øjeblikket kører ved KU, til eksemplificering af problemet.

For til sammenligning var den ene af de to forskere bag kønsundersøgelsen, professor Mads Rosendahl Thomsen fra Litteraturhistorie på Aarhus Universitet, en af de absolut ivrigste fra den akademiske verden til at sende en byge af kritik ned over mig, da min egen sag verserede i medierne sidste efterår – faktisk, sjovt nok, igangsat af den samme aarhusianske litteraturhistoriestuderende journalist, som breakede nyheden om Aarhus-undersøgelse.

Hvis man var i det perfide hjørne, kunne man få den tanke, at nogen bruger små, ubetydelige fodfejl til at få verfet uønskede kritiske elementer, så som undertegnede, af vejen. Samtidig med at de så selv under dække af at være videnskabens strengeste vogtere kan lave spekulativ, fiktiv forskning i noget, der tangerer Penkowa-kategorien.

Men lad os da forsøge at være fair. Hvad ser disse nye typer af aktivist-forskere – samt de politikere og medier, der følger efter og støtter dem – egentlig af fordele i at agere som de gør? Hvordan legitimerer de, at de fuldstændig egenrådigt trækker tæppet væk under den traditionelle vidensforståelse for i stedet at erstatte den med noget, der nok bedst kan betegnes som et flyvende tæppe?

Ja, al manipulationen og forvrængningen forsvares jo i deres optik, så vidt jeg kan se, gennem det funklende politiske mål, man har sat sig – som en medvirken i Spies-dokumentaren indvendte mod opfordringen til ro og omtanke, når det gjaldt konsekvenserne: ”Det kommer til at forsinke udviklingen:

Vores forhold til store, magtfulde mænd.” Altså vel at mærke uden for enhver demokratisk konsensus. Skal vi tro flere nye undersøgelser, er der nemlig bestemt ikke befolkningsflertal for de radikale samfundsændringer, de aktivistiske forskere og deres proselytter i kultur- og medieverdenen gerne vil presse hurtigt igennem ved hjælp af deres fiktionsbårne fortællinger pakket ind som forskning og dokumentar.

Dette er grunden til, at de selv synes det er okay, det de gør. For de har set lyset, mens vi andre stadig famler rundt om ikke i mørket, så i den sammensatte virkeligheds grumsede andedam.

Derfor mener de, at de gør os en tjeneste ved at skære virkeligheden til, så vi ikke bliver distraherede og forvirrede af nuancer og kritiske vinkler på vejen mod Det Store Mål. Som for dem, det er der ingen tvivl om, er det gennemretfærdige samfund. Vel at mærke det, de forstår ved gennemretfærdigt.

Bevidst manipulation, bevidst fiktionalisering af virkeligheden i politiseringens navn, bevidst afskaffelse af hævdvundne civilisatoriske – herunder de akademiske – spilleregler og principper, samt bevidst mørklægning og udradering af alt det, der ikke passer ind i den store politisk-revolutionære fortælling, man forsøger at spænde ud over samfundet og trumfe igennem, det er altså det, det handler om.

Her tror jeg som sagt Sørlander – ligesom flere andre – muligvis går galt i deres analyse af det, der sker lige nu. For nej, det er ikke uafvidende, når man modsiger sig selv, forvrænger og fordrejer, det er efter alt at dømme helt bevidst, at man gør det.

Hvorfor? Fordi alt andet ville forsinke udviklingen, vel at mærke den udvikling nogle få ekstremistiske aktivister med privilegeret adgang til universiteterne, til uddannelsesinstitutionerne, til medierne har besluttet er bedst for os alle sammen. Uden at vi har haft lejlighed til at tage stilling til det på et oplyst – eller informeret – som Karl Popper ville sige – grundlag, sådan som vi ellers er vant til at gøre i det demokratiske samfund.

Jeg tror, mange overser, at dette netop ikke er en fejl og en svipser fra aktivisternes side. Meget peger på, at det – jævnfør min inddragelse af Frederik Tygstrup-ræsonnementet – er fuldkommen forsætligt, at man udskifter ’den rene fornuft’ med ’den rene ufornuft’.

Et bevis på, at det er præcis sådan det forholder sig; dvs. at man bevidst forsøger at forvrænge og mørklægge tingene, kunne man finde i et interview i Weekendavisen d. 19. august med den berømte KU-fredsforsker Ole Wæver, der selv har haft sin egen sag at slås med for et par år siden.

Her fremgår det tydeligt, at den aktionsgruppe, han nu er medlem af, og som kæmper for forskningsfrihed i forhold til fonde, politikere og i det hele taget ’magtfulde, hvide mænd i systemet’ (som det hedder med nutidens klichésprog), ikke mener, man skal tale alt for højt om det pres mod forskningen, der kommer inde fra institutionen selv i form af politisk ensretning og udrensning af uønskede stemmer. Sådan som både han selv og jeg konkret har været udsat for.

Underforstået: Denne gruppe bestemmer suverænt, hvad der må tales om og ikke må tales om. Og cancel culture og aktivistisk – eller wokeistisk, som det også kan kaldes – ensrettet forskning, må der ikke tales om, fordi – som Wæver siger – lige nu er der bedre grund til at fokusere på det andet. Så debatten om de interne problemer i akademia, som han dog medgiver findes, skal altså holdes bag hermetisk lukkede døre.

For den bare lidt historiekyndige minder argumentet jo i foruroligende grad – alle forskelle ufortalt – om det, som den marxistiske filosof Jean-Paul Sartre benyttede over for sin kollega Albert Camus, da denne i 1950’erne som en af de eneste inden for den daværende intellektuelle elite kritiserede den gennembrutale udrensning af dissidenter og revolutionsskeptiske civilisationsforsvarere i det daværende Sovjetunionen. Sartres berømte – eller snarere berygtede – svar lød:

”Jeg erkender, at der er problemer med fangelejre i Sovjet. Men det er bedst ikke at tale om det, for ”vi må ikke fratage arbejderne i Billancourt deres håb.”

Vi lader svaret blafre i den sibiriske vind – til almindelig eftertanke. Og håber på, at vi en eller anden dag igen vil kunne finde hoved og hale i det, forskerne kommer ud med. For ikke at tale om det mediernes vidensformidling kommer ud med.

For mit eget vedkommende vil jeg i hvert fald sige, at af alle de uperfekte verdener, man som menneske kan leve i, da foretrækker jeg så afgjort at leve i den, vi har nu. Hvor det er sandheden og fornuften der har det sidste ord at skulle have sagt. I det mindste i den videnskabelige og politiske diskurs. Og hvor man kan ytre sig, som man vil, og gøre som man vil, uden at andre skal blande sig i det. Så længe det foregår inden for lovens rammer.

Hvordan disse rammer så skal se ud fremover, synes jeg ærlig talt befolkningen skulle tage et meget nøje kig på, inden den sætter sit kryds i stemmeboksen ved næste folketingsvalg.

For noget tyder på, at dem der bestemmer bl.a. sådanne ting, i øjeblikket er temmelig meget ude af trit med folkeflertallet. Har man ikke lyst til at råbe op i debatspalterne eller gå i demonstration mod Christiansborg, er det lige dér, i stemmeboksen, man har chancen for at vise det. For den er dog – indtil videre – ingen fiktion.

Oplæg holdt i Trykkefrihedsselskabet d. 23/8 ’22 i anledning af udgivelsen af Kai Sørlanders ’Den rene fornufts struktur’. Lettere redigeret.

Kildehenvisninger:

Bundgaard, Rebekka: ”Mænd anmelder mænd mere positivt, og kvinder er hårdest ved kvinder”, Information d. 10. maj 2022.

Bürger, Peter: Theorie der Avantgarde, 1974.

Cassirer, Ernst: Et essay om mennesket, 1999 [1944].

Dansk Forfatterforening: ”Undersøgelse af litteraturkritikken har vakt opsigt og debat”, Dansk Forfatterforening d. 19. maj 2022.

Flere underskrivere: ”172 forfattere i opråb: Sexismen i dansk litteraturkritik har alvorlige konsekvenser”, Politiken d. 21. maj 2022.

Kirkeby, Lotte: ”Opråb: Sexismen i dansk litteraturkritik skal til livs”, Kristeligt Dagblad d. 23. maj, 2022.

Lyng, Jens From: ”Filosof: Højrefløjen er en større trussel mod ytringsfrihed end cancel-kultur”, Kristeligt Dagblad d. 20. august 2022.

Mchangama, Jacob: “Akademisk frihed under pres – En komparativ analyse af forsknings- og ytringsfrihed i de nordiske lande”, Justitia d. 19. september 2022.

Skov, Torsten: ”Intet belæg for sexisme hos danske boganmeldere”, Kontrast d. 15. juli 2022.

Sørlander, Kai: Den rene fornufts struktur, 2022.

Thomsen, Mads Rosendahl: ”Der er en vigtig principiel kerne i Stidsen-sagen, som ikke må overses”, Kristeligt Dagblad d. 3. november 2021.

Tygstrup, Frederik:  ”Litteraturens geografi, teknologi og epistemologi”, Kritik nr. 213, 2015.

Zieler, Christoffer: ”Den indre trussel”. Weekendavisen d. 19. august 2022.

Marianne Stidsen

Marianne Stidsen er forfatter, dr.phil., medlem af Det Danske Akademi og formand for foreningen Ord Mod Ord.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside