Mann var også bare dødelig og oplevede skriveblokader, sygdomsforløb og familiære udfordringer

12. september 2022
5 minutters læsetid
Thomas Manns liv og arbejde var, som hans store romaner, fyldt med dramatik, store tanker og dybe følelser, og derfor bliver man aldrig træt af at læse om ham og hans virke, skriver Jonas M. Hoeck.

For nogle år siden udkom et udvalg af Thomas Manns essaysamling Et upolitisk menneskes betragtninger. Dengang endte jeg min meget rosende omtale med at skrive, at jeg håbede, at vi ville få flere lignende oversættelser af se i de kommende år.

Det glæder mig derfor også, at oversætteren Karin Højersholt og det lille forlag Multivers har fortsat deres dygtige arbejde og nu har givet os endnu en bog med tekster af den tyske forfatter.

Hvor de sidst taklede Manns store politiske stridsskrift, så har de denne gang kastet sig over fire essays, der har det til fælles, at de alle lægger sig bagved eller ved siden af fire af de store romaner, som man typisk husker Thomas Mann for – mere præcist hans første roman, som han senere fik nobelprisen for, Buddenbrooks (1901), hans sygdomsmytologiske roman, Troldomsbjerget (1924), hans nyfortolkning af det jødiske folks skabelsesmyte, Josef og hans brødre (1933 – 43), og endelig hans sene storværk om den europæiske kulturs og den ensomme musiker Adrian Leverkühns mørke sider, Doktor Faustus (1947).

På nær det første essay ”Bilse og jeg” (1906) er alle essays skrevet, da Mann i midten af sit liv boede med familien i eksil i det idylliske Pacific Palisades – tæt på Californien og langt fra det dystre Nazi-Tyskland.

Dette er essays, hvor man gennem Manns personlige erindringer og refleksioner både får en dybere indsigt i hans poetik og måde at tænke og arbejde på og en bedre forståelse for de mange udfordringer, som både skiftende sygdomme og den buldrende anden verdenskrig gav ham.

Man kan roligt sige, at denne samling, som har fået den flotte titel At erkende dybt og gestalte smukt – essays om at være forfatter og menneske, ikke er en bog for hvem som helt. Den er lige ud sagt meget nørdet og formentlig kun for de, som allerede er bekendt med Mann og tidligere har læst hans føromtalte skønlitteratur.

Er man en af disse heldige, så er det dog en bog, som man bliver nødt til at anskaffe sig. For det er både intellektuelt stimulerende og underholdende at kigge den store forfatter over skulderen.

Det med at erkende dybt

Som titlen indikerer, så er et af de bærende temaer i den nye bog den dybe erkendelse og dens sammenhæng med det at skrive og skrive godt og smukt.

I det første essay ”Bilse og jeg” er hovedpointen, at Mann ikke giver meget for den moderne ide om den spontane kunstner, som med rå talent og uden øvelse eller forarbejde skulle kunne fremstille stor kunst, og at han i stedet på samme måde som de engelske nykritikkere anser det at kunne læse og tænke, som nogle af de vigtigste træk for en dygtig forfatter.

Som det lyder et sted, så er det at finde på nyt underordnet i forhold til det, at have en stor historisk viden og kunne låne/stjæle og sætte opsamlet materiale og viden sammen på en begavet måde:

”Det forekommer mig indlysende, at evnen til at finde på, selvom den skulle ytre sig digterisk, alligevel ikke på nogen måde kan gælde som kriterium for, om man er kaldet til at blive digter. Ydermere ser det ud til, at der er tale om en lavt rangerende form for begavelse, der af gode, ja, af selv de bedste, ånder snare betragtes som mindreværdig og i hvert fald som en egenskab, der sagtens kan undværes.”

Denne beskrivelse af Manns syn på forfattergerningen efterfølges af et essay, ”Introduktion til Troldomsbjerget”, hvor Mann gennem et oplæg for et hold litteraturstuderende ved Princeton Universitet beviser, at han selv er mindst lige så vidende om litteraturens væsen, som en akademiker.

Grundlæggende efterlever Mann i de forskellige essays sin poetik i både sin måde at arbejde og skrive på.

I en lind strøm nævnes forfattere, musikere, videnskabsfolk, politikere og teoretikere, som han enten er inspireret af eller, som gennem gentagende samtaler har hjulpet ham til at forstå og indsætte svære fænomener i hans fortællinger.

Blandt andet omtales navne som Goethe, Nietzsche, Schiller, Shakespeare, Hesse, Stifter Werfel, Wagner, Schönberg og nogle meget spændende samtaler og udvekslinger om musikkens væsen, som Mann havde med den tyske teoretiker Theodor Adorno.

Samtidig skriver Mann også i en, for hans tekster typisk, stil, hvor det føles som om, at Mann næsten tænker for eller med os mens han skriver. Det betyder, at man som læser kan opleve læsningen som en dobbelt erindring/opdagelse, hvor man i selskab med Mann og hans mange selvrefleksioner løbende bliver mindet eller oplyst om glemte eller nye små detaljer ved hans fantastiske romaner og ved forfatterfaget som sådan.

Det er alt sammen overvældende, og minder en om som læser, at ikke alle kunne gøre det, som Mann gjorde.

Det med at gestalte smukt

Man bliver naturligvis ikke bare en stor forfatter ved at have styr på sin historielæsning, videnskab og være en god læser. I sine essays beskriver Mann også overgangen fra tænkning over erkendelse til kunstens gestaltning.

Her er det ekstremt interessant at læse om Manns brug af virkemidler som montagen, myten, ledemotivet, drømmen og hans tanker om det at besjæle det litterære stof.

Mann beskriver det at nå til det sidste produkt, som en hård og opslidende proces, der koster hjerteblod, og som kunstneren interessant nok alligevel ikke helt er i kontrol over. Nogle gange vil materialet noget, som forfatteren ikke havde regnet med. Og det må han give efter for.

Det med at være menneske

Essayene indeholder også dagbogsagtige passager, som fortæller om de mennesker som Mann møder og de oplevelser og problemer han har mens, at han arbejder med de store værker.

Særligt det sidste meget lange essay, ”Tilblivelsen af Doktor Faustus” går i dybden med alle de møder, foredrag og radioudsendelser, som Mann forpligter sig på i perioden omkring slutningen af anden verdens krig.

Her er det spændende at høre, at Thomas Mann også bare er dødelig, og at han oplever skriveblokader, sygdomsforløb og familiære udfordringer, som besværliggør hans skriveproces.

Den store forfatter var også bare et menneske.

Vi kan ikke få nok af Mann

Man skal som sagt ikke starte med at købe og læse denne essaysamling, hvis man vil ind i Thomas Manns univers, men det er fire spændende essays, som giver en bedre forståelse for Manns arbejdsproces og ideerne og formidealerne bag hans store romaner, og derfor er det en bog, som man med sikkerhed vil få gavn af, når tiden er rigtig.

Slutteligt må man bare tørt konkludere, at der nok ikke findes ret mange tekster af Mann, som ikke bør oversættes. Som den grådige læser håber jeg derfor endnu engang på mere.

Thomas Mann oversat af Karin Højersholt.
At erkende dybt og gestalte smukt – essays om at være forfatter og menneske
Forlaget Multivers

Jonas Hoeck

Jonas M. Hoeck er cand.mag. i litteraturvidenskab, tidligere linjefagsleder på Askov Højskole og nu ph.d.-studerende ved Karlstad universitet. Han skriver for diverse medier og holder foredrag på højskoler og kulturhuse. På aarsskriftet-critique.dk skriver han fra og om forskningens, litteraturens og kulturens verden.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside