Inger Støjberg
Foto: News Øresund

Populismen er et stærkt våben, men den kan ødelægge konservatismen

31. august 2022
4 minutters læsetid
Populismen er succes, som er kommet for at blive – men den er samtidig en trussel imod konservatismen. I sidste ende må konservatismen løsrive sig fra massernes vilje.

Trods sit nederlag og den pågående retssag, står Donald Trump stadig stærkt nok til at vinde næste valg i Amerika, i modsætning til forventningerne, beholdt Viktor Orban magten i Ungarn, i Frankrig har Marie Le Pen og hendes parti Rassemblement National (RN) haft en kæmpe fremgang og undergravet Emmanuel Macrons flertal. I Sverige står Sverigedemokraterne til at blive det udslagsgivende parti ved det kommende valg, og i Danmark slår Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne alle rekorder, når det kommer til vælgererklæringer og meningsmålinger, ligesom Nye Borgerlige står til en stor fremgang siden sidste valg.

Populismen er en succes!

Selvom flere medier håbefuldt har beskrevet, hvordan de populistiske partier eller bevægelser skulle være ved at dø ud, og blandt andet det engelske medie The Guardian ligefrem har fået lavet en undersøgelse, som viser, at tilliden og støtten til populisme og populistiske partier skulle være faldende, må man på baggrund af tidens udvikling bare køligt konkludere, at populismen generelt fortsat er en stor succes for højrefløjen i de vestlige lande. Hvis ikke vi kommer til at se mere af den, så kommer vi til at se lige meget af den i fremtiden.

I stedet for at blive ved med at diskutere, hvordan vi kommer af med populismen, er det på høje tid, at vi anerkender disse tendenser som et vilkår ved moderne politik, og i stedet diskuterer, hvordan vi på den lange bane undgår, at de konservative partier ikke sælger så meget ud af værdierne, at de ender med at blive alt andet end ægte konservative. Det er nemlig faren ved som konservativ at omfavne populismen.

For selvom konservatismen måske har fordel af at placere sig i opposition til magten og normerne og stille sig på folkets side, vil jeg argumentere for, at konservatismen, når den er bedst, er lige så ufolkelig, som den er folkelig, samt at nogle af konservatismens værdier og mål ligefrem kan forstås som anti-folkelige.

At favne bredt eller at se mod stjernerne

Politikere vil gerne have stemmer, indflydelse og magt. Sådan vil politik altid være. Der er derfor heller ikke noget underligt i, at mange konservative har set en fordel i at vinde indpas hos vælgere, som normalt stemte til venstre for midten, men som nu er gået over til populistiske partier. Uden disse nye vælgergrupper ville man aldrig kunne have gennemført et Brexit, fået flertal i den amerikanske højesteret, lukket de Europæiske grænser eller, som vi har set i Danmark, begrænse identitetspolitikken på universiteterne.

Problemet er bare, at selvom konservative og gamle arbejdere umiddelbart synes at dele mange værdier – og man hurtigt kan blive enige om at forsvare den traditionelle familiemodel, kønsroller, det nationale og lokalsamfundene – så indeholder ægte konservatisme også en anden og opadskuende dimension, som løfter sig over det almindelige og basale.

Konservatismen sigter højere

Sagt på en anden måde, så kan man godt finde utallige eksempler på konservativt tankegods, som omtaler arbejderne positivt og som giver ideer til, hvordan man kan forbedre de svagest stilledes liv og vilkår, men bunden er sjældent (for ikke at sige aldrig) et mål eller noget positivt i sig selv hos en ægte konservativ.

Hvad mener jeg med det? Hvor klassiske socialister priser og fremhæver den lille mands liv og forsøger at skabe mere plads og anerkendelse til denne type liv, så vil det altid være en livsform, som konservative accepterer, men som de også vil forsøge at løftet mennesket ud af og væk fra.

Hvor socialismen kigger nedad, kan man forsimplet sige, at konservatismen kigger opad og stiler opad mod det avancerede, forfinede og sublime. Hverdagen og det praktiske er ikke nok. Livet må indeholde mere dybde, storhed og skønhed.

Når nogle konservative går på kompromis med deres egen konservatisme og begynder er please deres nye lavsociale vælgergrupper, så sker der derfor det, at man begynder at miste blikket for de værdier og idealer, som grundlæggende gør konservatismen interessant og vigtig.

Man kan med andre ord ikke altid blæse og have mel i munden på samme tid. Moderne konservative har stort set fjernet emner som kunst, æstetik, religion og naturfilosofi fra deres dagsordener – måske fordi deres vælgere synes, det er noget elitært pjat.

Set fra et ægte konservativt ståsted, er det således en utrolig høj pris, som de konservative betaler for de nye vælgere og de lukkede grænser.

Konservatismen skal turde udfordre

Hvis den moderne konservatisme ikke bare skal ende med at blive reduceret til en oprørsbevægelse, som utilfredse arbejdere kan glide ud og ind ad, når de har brug for at vise venstrefløjen deres utilfredshed, og vi virkelig skal kunne bruge en konservativ statsminister til noget, er det derfor vigtigt, at de konservative tør løsrive sig lidt fra massernes vilje og udfordre deres vælgere lidt.

Konservatismen er nemlig mest relevant, når den tør skabe sine egne bud på verdens og samfundets problemer og når den ikke er bange for at være en smule radikal og nytænkende.

Vi har ikke kun brug for sikkerhed og stabilitet. De moderne konservative skal også kunne modernisere byerne, så de bliver smukkere og bedre at bo i, de skal kunne præge skolerne og uddannelserne, så vi får dannelsen og meningsskabelsen tilbage, de skal kunne styrke kirken og den sunde religiøsitet, og de skal ikke mindst kunne genskabe en forbindelse mellem mennesket og naturen, så de fremtidige generationer ikke ender med at blive hjernedøde skærmtrolde.

Lige meget hvad, så er tiden fyldt med problemstillinger, der går langt ud over de basale behov, og dem skal tidens konservative selvfølgelige hjælpe med at løse, så verden ikke ender med at blive endnu mere dekadent, pervers, grim og sjæleødelæggende.

Jonas Hoeck

Jonas M. Hoeck er cand.mag. i litteraturvidenskab, tidligere linjefagsleder på Askov Højskole og nu ph.d.-studerende ved Karlstad universitet. Han skriver for diverse medier og holder foredrag på højskoler og kulturhuse. På aarsskriftet-critique.dk skriver han fra og om forskningens, litteraturens og kulturens verden.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside