„Giv Fanden i virkeligheden“ eller Sverige er – også – forfærdeligt

27. august 2022
5 minutters læsetid

Sverige og Danmark minder meget om hinanden. Mens svenskerne er på vej til valg, er danskerne måske også på vej. Vi ved det bare ikke helt endnu. I Sverige derimod kommer valget med en sikkerhed, som var det hugget ind i grundfjeldet. Her foreskriver forfatningen nemlig, at der er faste valgperioder.

Dette er i virkeligheden et godt billede på forholdet mellem dansk og svensk folkekarakter. Hvis der er noget, svenskerne kan, er det at adlyde. Intet sted er Luthers næsten kritikløse forhold til øvrigheden trængt så meget ind i folkelegemet som i Sverige.

Måske det skyldes 1800-tallets udvandring? Karl Oskar-typerne flyttede til Amerika?

Måske skyldes det bondekulturens svagere stilling? Sverige blev tidligt et industriland. Industri kræver disciplin. Bondens selvstændighed omstilles til industriarbejderes patriarkalske underordning under direktionen.

Den fagbevægelse, der lover udfrielse af den underordnede tilstand, indstifter blot en ny. Sverige er både det lutherske og det socialdemokratiske land per excellence.

I modsætning til os lever svenskerne ikke i et formløshedens tyranni. Ja, formløsheden er i hvert fald mindre tyrannisk. Ellers er det tyranniet, der er mindre formløst.

Jeg kan aldrig blive enig med mig selv. Men det kunne jeg nok, hvis jeg var svensker.

På motorvejene kører alle præcis det, de må. Det er 110 kilometer i timen. Som udkantsdansker er det en stressende oplevelse. Den styrkende alles kamp mod alle, som er livet og virkeligheden på E45, er her blevet til en langsommelig karavane-tilværelse.

Der er heller intet at se på. Intet er mere trist end en motorvejsstrækning i Sverige, omgivet som den er af den triste nåleskov på alle sider. Her er mennesket stiller over for naturens ubønhørlighed.

Derfor har de hyttet sig sammen.

Modernismens hærgen

I Jönköping har de ikke meget kultur. Engang var byen køn med mange træhuse. Denne tilstand af overordentlig skønhed prægede byen, indtil efterkrigstiden.

I 1960’erne kom velstanden til Sverige og de svenske Socialdemokrater revolutionerede landet fra oven. Svenskerne, disse Nordens altid tjenestevillige preussere, klikkede hælene sammen og jublede i kor, da saneringen hærgede gennem byen.

På byens museum kan man læse, at – jeg tror – 40 procent af byens kerne, blev revet ned i 1960’erne og 1970’erne. Sverige var urørt af verdenskrigen, men blev ikke forskånet for socialdemokratismen. De gamle huse var symboler på fattigsverige.

Væk skulle de. Væk kom de.

I stedet blev bygget deprimerende, funktionelt folkehjemsarkitektur, der kun tiltaler de utiltalende. Heldigvis kom i slutningen af 70’erne en reaktion mod ødelæggelserne. Resten af byen fik lov at stå. Og tacka för det.

Kulturpaladset i Jönkoping

Byens Museum er et lille udstillingslokale i forlængelse af arkivet. Arkivet ligget i forlængelse af byens bibliotek, som igen ligger i forlængelse af byens kunstmuseum. Alt under et tag.

Her er velfærdssystemet golde funktionalisme gået i alliance med det nye årtusindes geskæftige projektkultur og har skabt noget helt igennem forfærdeligt. En kulturghetto.

Kunstmuseet har en udstilling, hvor kuratorer har samlet en masse ting og historier, der viser hvordan Sveriges vej mod frigørelse går over opgøret med identiteter og strukturer. Transaktivisters kamp sammenlignes med Frelsens Hærs indsats.

Det er Sveriges vej fra helvedspøl til moderne foregangsland og moralsk stormagt. Det moralske består i dag i at tvivle på moralen. I 1949 kom svenskerne efter sigøjnerne. Eller “de rejsende” som det hedder. Hvem er vores tids ofre for svenskernes racisme? Hekse var kvindeforkæmpere.

Udstillingen er så didaktisk, at man føler sig fikseret på skolebænken på De Frie Grønnes partiskole.

En anden udstilling er lavet af svenske skoleelever. Udstillingen viser, hvordan Sverige er præget af en masse normer og fordomme, som det nu er nødvendigt at sætte spørgsmål ved. Udstillingen hedder Normstormer. Det er ligesom at være hjemme.

Det er billeder af unge piger, der kysser hinanden og unge drenge, der kysser hinanden. Der er en grim pige med dårlig hud, og teksten spørger, om hun er grim. Det er hun vist ikke, skal vi forstå. Der er en pige på en slags knallert. Er det hendes brors? Står der. Nej det er det vist ikke, skal vi forstå.

Der er et billede af et ungt menneske i en kørestol foran en høj trappe. Der kan hen vist ikke komme op, må vi tænke. Intet land er i øvrigt så handicapvenligt som Sverige.

Når man går rundt og ser indretningen i bybilledet, tænker man uvilkårligt, at 45 procent af landets befolkning må sidde i rullestol. Selv badesøen har en rampe til rullestole, så man kan rulle de vanføre i søen.

Hvad de så end skal lave der?

Alle værkerne er forsynede med navne på skaberen. Undtagen et. En ung pige vender ryggen til på et billede. Hun har en halskæde med en Davidsstjerne. Den tør hun ikke gå med offentligt. Hun er jøde. Billedet er anonymt.

Ved siden af er der et billede af nogle muslimske kvinder i hijab. De har ansigtet mod beskueren. De mener også, de bliver forfulgt. Anonyme er de dog ikke. Måske der alligevel er en forskel?

Det fortryllede Sverige affortryllelse

I underetagen er der en udstilling af den store svenske folkemytekunstner John Bauer (1882-1918). Hvis fortryllede billeder tiltaler en stadig mere desillusioneret romantiker som nogen kunne tænkes at være.

Her er kunsten gået ind i de ubønhørlige nåleskove, der senere skulle reduceres til staffage for motorvejene, og har fundet trolde og eventyrvæsener. ”Giv fanden i virkeligheden – så meget som muligt” skriver John Bauer.

Amen.

I Sverige kan man kun omgås den form for vitalistisk og mystisk tilværelsesforståelse med listesko. Eller i hvert fald med plastikposer på fødderne. Dette er ikke et billede eller en metafor. Man måsta have plastikposer på fødderne. Jeg forstod først ikke hvorfor.

Men da jeg trængte længere ind i udstillingen, forstod jeg det alt for godt.

Gulvet var nu imiteret mos og græs. Billederne hang mellem træerne. Men ikke mange. Der stod ikke noget om, hvad man så. Det var også ligegyldigt. Det kunstige græs, de kunstige søer var sagen.

Og så. Nu myldrede det med babyer. Og mødre af den værste slags. De ved, den slags midt i 30’erne med små børn, der tager dem med ind i kulturinstitutioner, ikke fordi de forstår kultur, men fordi de gerne vil være den slags, der forstår kultur. Stramme ansigtstræk, der gennem målrettet hunger skal skjule forfaldet. Solbriller, der skal skjule sjælløsheden og usikkerheden. Solbriller i mørke. Menneske dog!

Alt det har museerne regnet ud. John Bauer-udstillingen viste sig at være et legeland. Jeg ifører mig en grøn elverkappe.

Svensk husmandskost

Senere var jeg i boghandel. Jeg ville, inspireret af den Bauerske similioprindelighed, købe en kogebog med husmandskost. Det vil sige med rigtig svensk mad.

I den velassorterede boghandel var der to reoler med kogebøger. Indisk mad. Let mad. Slankemad. Fy for satan. Somalisk mad lavet af hijabkvinde. Børnemad. Fingermad. Ingen svensk mad. Jo dér. Vegansk husmandskost. Fy for satan. Ud igen!

Tændstiksmuseet er det eneste af byens store kulturinstitutioner, der har undgået sammenslutningen med de andre kulturinstitutioner. Jönköping blev stor og stærk på tændstikker.

Man kan samle på tændstikæsker. Filumenist er man så. Det var kongen af Ægypten, kan jeg læse. Pæne æsker.

Der er mange eksotiske tændstikæsker. Det er ikke uden problemer i nutidens Sverige, hvor museet har været i en regulær skidtstorm, fordi det har udstillet tændstikæsker, der har udstillet eksotiske folkeslag som eksotiske og derved har understøttet en imperialistisk fortælling om Vesten og Resten.

De fleste af disse var nu gemt væk. Bag en dør, titter et negerhoved, der minder om Karl Steggers pragtrolle som negerkonge i Styrmand Karlsen.

Bøh. Fortiden er ikke til at stikke af vejen. Og i Sverige er den heller ikke til at spøge med. Sådan bliver det også herhjemme. Vores eneste håb er John Bauer. Giv fanden i virkeligheden. Den ultimative ulydighed. Flugten ud i det romantiske sværmeri.

Ja sgu.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside