Familie rimer på fædrelandskærlighed – om ikke lydligt, så i hvert fald sagligt. Det lærte danskerne ifølge månedens kronikør under besættelsen: Det var ikke statens kald, men hjemmets, som modstandsfolkene hørte. Det er i familien, at kærligheden til folket gives videre fra generation til generation.

Engang ankom en kat til vort hus og lagde en friskfanget, død mus på trappen. Den ville gerne ind og forsøgte derfor at købe os med sin fangst.

Det lille optrin minder mig om forholdet mellem Danmarks Radio og det socialdemokratiske/kulturradikale parnas. DR er blevet fyrsteligt belønnet af magthaverne ved at aflevere gaver som Huset på Christianshavn, Matador, Krøniken og senest Krag og Virkner.

Parnassets fortælling

Dermed er danskerne også igennem mange år blevet fortalt en bestemt historie; om et lidt latterligt, hyklerisk, indimellem direkte ondskabsfuldt borgerskab, om fascistiske KUere og nazister, der synger Grundtvigs sange, om radikale frihedskæmpere og socialister, der ejer drivkraften og visionerne til at bringe Danmark ind i både det 20. og 21. århundrede med fri abort, daginstitutioner, enhedsskole og EU. Det gode liv leves hos Emma i Rottehullet, Laura i kælderen eller hos den enlige, socialistiske mor, Karen.

Og dog – måske serien om Krag og Virkner utilsigtet kom til at vise, hvad det socialdemokratiske projekt virkelig indeholder; den gave, DR senest lagde på trappen, viste et opløst, ormefyldt kadaver, der ikke har noget opbyggeligt at tilbyde mennesker. For det socialdemokratiske projekt, velfærdsstaten, rejste sig på ruinerne af Krags familie og sendte Danmark ind i det ansigtsløse fællesmarked, som Krag havde forberedt sig på at tilslutte sig siden besættelsen.

En modfortælling: Kristendom og fædreland

Jeg forstår ikke, hvorfor så mange finder den historie tiltrækkende, og jeg er endda selv en del af den; min farfar var ærkesocialdemokrat og agiterede for Stauning i 1906. I min familie er der imidlertid ingen Mads Skjern, Kaj Holger eller en grisk fabrikant, der kaster lange skygger. Det gør Farfar derimod. Han var ikke nogen rar mand, men vi har til forskel fra Socialdemokratiet aldrig ladet skyggerne fylde, for uden Farfar havde ingen af os været her, og så må man få det bedste ud af det.

Hos os findes det tabte paradis til gengæld i et par præstegårde, i Humble og i Vedersø. Her var hhv. min tiptipoldefar og tipoldefar præster. Den ånd af glæde ved familien, af kristentro, fædrelandskærlighed og forsvarsvilje, der herskede her, og som gjorde, at min morfar og to af hans brødre blev aktive i modstandskampen, blev afgørende for det hjem, min mor skabte. Det var den ånd, hun udstrålede, da min far som ung fenrik faldt for hende. At vi ingen traditioner har fra hans hjem, skyldes ikke, at han bøjede af overfor hendes, nej, det skyldes, at han fandt hjem, da han fandt min mor. Hvad var det så for et hjem?

Jeg er den yngste af fire søskende, og i min tale til Mor, da jeg bisatte hende, beskrev jeg vort hjem således:

Vi har nok oplevet vore forældre på forskellig vis, men fælles for os er, at vi kan huske tilbage på en barndom fuld af nåde, med lange, solbeskinnede somre, hvid jul hvert år og påskeklokker, der kimede mildt. Det er selvfølgelig billedlig talt, men Mor forstod i den grad at skabe et hjem, hvor der blev læst alt fra Anders And og Sølvpil til Himmerlandshistorier, spillet musik fra Beethoven til giro 413, hvor et sygt barn var sikker på at få en kølig hånd på en feberhed pande, hvor højtiderne blev fejret, så det var en fryd, hvor borde blev dækket og pyntet, hvor der blev hæklet, strikket og syet de fineste kjoler til os piger, hvor haven stod i fuldt flor, og hvor der blev syltet og kogt, braset og bagt i en lind strøm.

Gavmild var hun. Engang fik en af min broders overordnede i flyvevåbnet tilsendt en pakke med hjemmebagte kokosmakroner; de var sprøde udenpå, saftige indeni, og i bunden var der ikke sparet på chokoladen. Afsenderen var min mor, og overrasket ringede den overordnede til min bror, som ikke blev mindre overrasket.

Men så begyndte noget at dæmre; han havde nogle dage før over et par glas rødvin pralet med sin moders kokosmakroner, og han syntes også, at hans overordnede skulle smage dem. Så en sen nattetime havde han ringet til vores mor og bedt hende bage nogle og sende dem til den og den adresse. Hvad hun mente om at blive vækket for at blive sat i sving med at bage, fik vi aldrig at vide, men historien siger noget om det overskud, hun havde; for vi havde overskud hjemme, selv om vi ikke havde mange penge, fordi min mor var hjemmegående.

Misundelse som grundlag for politik

Kammerater, der kom på besøg, blev godt beværtet, for en kage var der altid råd til at have i huset. Den stod fast i en bradepande i ovnen og var lige til at skære af. Vi havde ugentlig grød- eller suppedag, rationering på kødet (Far fik tre stykker flæsk og vi andre to og så fremdeles), og om sommeren levede vi i høj grad af, hvad haven frembragte. Bilen solgte min far, da jeg var syv. Så jeg har altid cyklet eller taget offentlige transportmidler til alt, hvad jeg skulle til. Jeg var voksen, før jeg kom på en udlandstur med mine forældre. Jeg har arvet meget tøj, og jeg kunne være misundelig på andre, der havde mere, men jeg fik at vide, at det var et dårligt træk. Hvilket det er.

Du må ikke begære noget, der hører din næste til. Det gør man i det socialdemokratiske folkehjem; man hæfter sig ved ulighed og sætter al sin sociale ingeniørkunst ind på at få har for meget og færre for lidt, og har derfor ideligt blikket stift rettet mod enhver knast, der skal fjernes. Misundelse som grundlag for politik. Hvor er det trist.

Et hjem for alle

Er det et skønmaleri af min barndom? Det er såmænd bare, hvad der står tilbage, for paradiset er jo tabt, og intet er perfekt i en falden verden, heller ikke mine forældre eller mit hjem. Men jeg ville ikke bytte for nogen andens hjem.

Jeg føler derimod, at jeg har et ansvar overfor den åndelige arv, jeg fik fra det. Jeg har efter bedste evne forsøgt at give mine egne børn en opvækst, der ligner min, men jeg har også ønsket at bruge mine gaver til mere end det. Jeg har derfor igennem nogle år brygget på en historie om et hjem, som alle kan træde ind i, hvis de vil. Jeg fik lyst til at lægge en gave på trappen, nemlig romanen om den kristne og nationalt sindede familien Jessen, der kæmper for Danmark både før, under og efter besættelsen. Men samtidig skulle familiens skæbne afspejle landets og folkets skæbne. Vi kan nemlig ikke være et folk uden kærlighed til landet, og vi har ikke fortjent at have et land, hvis ikke vi giver landet svar, som Jens Rosendal skriver i en af sine fædrelandssange.

Den kærlighed til landet kan kun gives videre fra mennesker, der har den og selv har fået den skænket af andre. Deri ligner den troen. Det er en opgave, kun familien kan løse. Det er – for mig at se – en helt særlig erfaring, Danmark gjorde sig under besættelsen. Det var nemlig ikke staten, der sendte modstandsfolkene ud på slagmarken, det var enkeltpersoner, der satte sig selv ind, og fælles for mange af dem var, at de elskede deres hjem og havde modtaget kærligheden til landet der.

De hørte kaldet i familien, og den gave, de lagde på trappen, var et offer, der gav os landet, vort hjertes hjem hernede, tilbage. Jens Otto Krag satte alt ind på at forære det bort. Nu er der kun den tomme trappe tilbage, hvor fluerne summer om ådslet, han lagde.