En nationalkonservativ roman om det moderne Danmark

24. juni 2022
3 minutters læsetid
En nationalkonservativ fortælling om Danmarks syndefald. Sådan kan romanen ifølge vores anmelder karakteriseres. Kan litteraturen bidrage til debatten om Danmarks fortid, nutid og fremtid – og kan den gøre det uden at gå på kompromis med egne litterære standarder?

Den nationalkonservative sognepræst og debattør Marianne Wagner har kastet sig ud i en ambitiøs roman om tilblivelsen af det moderne Danmark, med en dramatisk familiehistorie som prisme. Det er velkomment, al den stund at litteraturen også kan bidrage til debatten om Danmark, den nyere historie og vores urolige samtid. Desuden giver romangenren rum for refleksion, for nuancer og tvetydighed, hvilket ofte mangler i en polariseret debat.

Romanen starter med et gammelt sagn: En såkaldt manepæl på en eng i det nordvestlige Jylland har holdt det onde væk i mange generationer. Engang skete der en forfærdelig forbrydelse på stedet, og morderens insisterende genfærd måtte manes i jorden på en meget håndfast måde. Bogens to mandlige hovedpersoner, brødrene Mogens og Jens, er vokset op med den historie og de har gjort deres for at holde hullet lukket med en ny pæl. Det mytiske og det konkrete fletter sig hermed ind i hinanden.

Manepælen bliver et ledemotiv og centralt symbol i en stort anlagt familiehistorie, der spejler det personlige i Danmarkshistorien, i en periode fra midt i tyverne til midt i halvfjerdserne. De afgørende, traumatiserende begivenheder bliver dels besættelsestiden og modstandskampen, dels Danmarks tilslutning til EU i 1972. Mellem afsnittene med en alvidende fortæller får det ældste barn i søskendeflokken, Lise, stemme i dagbogsoptegnelser der går fra hun er et stort barn til hun bliver en moden kvinde.

Den bibelske symbolik

Romanens titel refererer til et bibelsk citat som faderen, læge og politiker, havde læst op for børnene i starten af april 1940, om den stærke (læs: troende) der passer godt på sin gård (læs: forsvarer sig mod det onde). Den som forsømmer at forsvare sig, bliver derimod overmandet af den urene ånd der er vendt mangefoldigt tilbage.

Den kristne symbolik danner ligesom sagnet om manepælen en fortolkningsramme om romanen og dens udfoldelse af en detaljerig familiehistorie, hvor Jens’ dramatiske selvmord tvinger Mogens til at gå tilbage i tiden for at løse gåden. Rejsen tilbage i tiden betyder også, at han må tage sit eget liv op til revision.

Han genopdager betydningen af familierødder og hjemstavn. Der en kristen opbyggelighed i romanen, og som læser forstår man at den onde ånd kan manifestere sig på mange måder, både i det intime, personlige liv og i det storpolitiske.

Karakterernes problemer

Plottet og stoffet er egentlig udmærket, men personerne, miljøet og dramaet bliver ikke rigtig levende og nærværende for denne læser. Fortælleren beretter og beskriver på en ofte jappende og usmidig måde, og hun virker styret af en idé og et budskab.

Jens og Mogens bliver ikke troværdige som hovedpersoner, idet de fremstår mere som typer end som mennesker af kød og blod. Jens er den drømmende, idealistiske mand der ikke kan finde ud af kærligheden og tilværelsen. Mogens er den moderne, karrierebevidste mand, med kvindetække og sans for at gå med tidens tendenser.

Bedst fungerer Lises dagbogsoptegnelser, hvor personen fremstår mere levende og nærværende. Dog truer typificeringen også her, for hun fremstår mild og kvindelig på en lidt for traditionel og pæn måde. Er der virkelig ikke mere spræl i hende?

Hun kommer i romanen til at repræsentere den sunde fornuft og realitetsprincippet, i forhold til brødrene der er henholdsvis ”for lidt” og ”for meget”. Hun er garant for familie og kontinuitet. Ikke desto mindre er der en spontanitet i hendes sprog som savnes hos de andre personer, der skildres med fortællerens lige lovlig demonstrative tankereferater og replikker.

Potentialet i de mytiske lag

De mytiske og kristne lag i romanen er helt klart spændende, men de fremstår mest som postulater, og de kunne have været udviklet mere og dyrket rent sprogligt. Til denne dimension lægger der sig en dramatisk nøglebegivenhed på Grønland, hvor Jens forsøger at redde en kvinde fra en isbjørn. Han bliver overtydet af en åndemaners udlægning af det skete.

Det bliver sagt i romanen, at Jens levede i en anden virkelighed, måske en åndelig, men det bliver desværre ikke udfoldet. Til gengæld kommer han selv til at fremstå som en Jesusskikkelse der ofrer sig for de syndefulde, materialistiske mennesker, læs: det moderne Danmark der vokser frem efter 1945, og som bliver knæsat med tilslutningen til EU i 1972.

En nationalkonservativ fortælling om Danmarks syndefald

Alt i alt vil jeg betegne Når den stærke vogter sin gård som en ideologisk roman, hvor hensigten bliver forstemmende tydelig. Familie- og danmarkshistorien bliver limet sammen uden kanter og sprækker. I et kristent, nationalkonservativt perspektiv skildrer Marianne Wagner landet Danmarks kapitulation og ”syndefald”, især fra besættelsestidens samarbejdspolitik og behandlingen af frihedskæmperne efter krigen, til teknokraternes opbygning af velfærdsstaten og forførelse af befolkningen. Denne blev lokket ind i et EF, hvor det slemme Sydeuropa ultimativt vil komme til at undertvinger sig det gamle, stolte Danmark.

Manepælen er blevet bundrådden, og det er på høje tid at den bliver skiftet ud…

Marianne Wagner: Når den stærke vogter sin gårdForlaget Mellemgaard, 2022.

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside