P.C. Jersild
Foto: Frankie Fouganthin

En frihedsorienteret kommunitarist

15. juni 2022
9 minutters læsetid
For en dansk læserskare er P.C. Jersild et relativt ukendt navn – og det er en skam, hævder Repliques anmelder. Her møder vi noget så sjældent som en individ- og frihedsorienteret kommunitarist. Anders Orris introducerer Jersilds forfatterskab.

Han ser oftest noget streng ud på billeder. Han ligner det, han nok nødigst vil ses som: en pligttro svensk bureaukrat, en afdelingschef i en statslig forvaltningsmyndighed eller, allerværst, en administrerende overlæge.

P.C. Jersild (f. 1935) læses nok ikke så meget mere, på trods af han – vistnok – stadig skriver. Det kan han næppe lade være med. En hurtigt optalt bibliografi tæller halvtreds udgivne værker, dertil kommer en del manus og forlæg. Han har afsøgt mange genrer, men Jersilds romaner er nok de bedst kendte, snarere: de mindst glemte, i dag. Et tværsnit af dem vil rubricere Jersild med overskrifter som kritisk, drømmende-eskapistisk, samtidsengageret og med elementer af science fiction. Der er sikkert flere overskrifter, men disse er dækkende. Et par brudstykker fra bredere fremstillinger kan dog være gavnlige: “P.C Jersild, der var uddannet læge og en af 60’ernes mest anerkendte svenske forfattere, udviklede sig til den mest fremtrædende kritiker af bureaukratisk antihumanisme” skriver Henrik Berggren i sin fremragende biografi over Olof Palme, som samtidig er en bred og værdifuld skildring af nyere svensk historie. “Kritiker af centralisering og økonomisk vækst som ideologi” kaldes Jersild af Sveriges nationalkronikør Göran Hägg i bogen Välfärdsåren.

Hvorfor forfattere bliver glemte er svært at sige. Det er ikke fortjent i tilfældet Jersild, og det skal nærværende introduktion til forfatterskabet, med afsæt i fire værker, forhåbentlig begrunde. I nærværende artikelforfatters bekendtskabskreds findes en venlig mand, der i halvfjerdserne rejste rundt til danske boghandlere med attachémappen i hånden og solgte bøger for Jersilds foretrukne danske forslag, Samleren. “Han solgte ikke godt” fortæller vedkommende i dag, men bøgerne kan dog findes ved antikvariater og genbrugsforretninger. Der ender mangt en forfatters produktion, her er alle forfattere lige. Jersild var nok for svensk, alt i alt, og hermed er givet en ledetråd til, hvorfor han dog er interessant at læse i dag.

Stumpen

Føljetonromanen Stumpen, udgivet første gang i 1972 og desværre ikke oversat til dansk, er et godt sted at begynde. Den er letlæst, munter og skærper ens svenskkundskaber. Dens tilblivelseshistorie er også interessant. En flok venstreorienterede banditter, og dem var der også mange af, dengang, søsatte samme år ugebladet Folket i Bild/Kulturfront. Bladet er måske mest kendt for sin afsløring af den svenske regerings uofficielle efterretningstjeneste og hemmelige afdeling for beskidte trick, kaldet ”IB”, i 1973. Til det første års udgivelse udtænkte Jersild Stumpen, der blev til på den måde, at han indleverede tre afsnit og skrev yderligere ni, medens udgivelserne stod på.

Stumpen beskriver en tid i den alkoholiserede og udstødte taber Sture ”Stumpen” Lindströms liv. En loyal og vittig skildring af et Sverige, folk kun så i glimt – og Jersild vidste hvad han skrev om, for han havde selv arbejdet som læge ved en socialmedicinsk anstalt, der behandlede mennesker fra det alkoholiserede og udstødte segment. Jersild anslår også den satiriske tone fra begyndelsen i romanen, da hovedpersonen i første afsnit søger varme, selskab og et sted at sidde ved en (virkeligt eksisterende) offentlig anstalt, der på skatteydernes regning aflivede kæledyr.

Pointen er klar fra begyndelsen og udfoldes gennem bogen: en bureaukratisk velfærdsstat er ingen garanti mod social nød og udstødelse. Den vil tilmed ofte have vanskeligheder ved at finde plads, også rent fysisk, til de mest udstødte. Hovedpersonen i Stumpen rammes eksempelvis på fortvivlende vis flere gange af, at han ikke er korrekt folkeregistreret og dermed ikke tilhører noget sygehusdistrikt. Systematikken rationaliserer og hjælper de i forvejen resursestærke; de forknytte farer blot vild. Kun en tvetydig, ret beset ansvarsfraskrivende handling gør, at hovedpersonen indlægges på rette sted. Modsat inviterer en ung, håndfast-aktivistisk lægestudine og kollektivbeboer hovedpersonen ind i et tidstypisk, løst organiseret, men dog forpligtende fællesskab med tag over hovedet. Her forankres han dog kun i en kortere periode – og romanens udsigelse er i den henseende tvetydig: er den sociale udstødelse, restfattigdom talte man om dengang, et onde, man kan udrydde, eller er den et beklageligt træk ved enhver samfundsmodel, som kun socialt ansvarlige handlingsmennesker kan afhjælpe ved at tage hånd om deres kronisk uansvarlige og ubehjælpsomme medmennesker? I den henseende er Jersild ikke en ideolog med alle svarene på rede hånd.

Vi ses i Mai Lai

To år før udgivelsen af Stumpen havde Jersild allerede gjort et mere vidtgående forsøg på at skildre et bureaukrati og dets karakter. Mere avanceret indstillede læsere kan i stedet begynde her. Romanen Vi ses i Mai Lai, der findes i dansk oversættelse, er en fremragende skildring af det særegent svenske, generelt skandinaviske bureaukrati med en tidløs relevans. Dens ydre handling kredser om en personaleadministrativ forsøgssektion – vittigt forkortet PAFS – i det svenske militær. Denne ledes af en stabspsykolog, som har samlet sig en arbejdsgruppe, hvori der, ganske tidstypisk, indgår en fagforeningsrepræsentant, en ung, køn sygeplejerske, en informationsspecialist og en flyvermajor.

Forsøgsaspektet – projektmageriet, dengang i dets vorden – er kendetegnende for bureaukratiets bemægtigelse af (velfærds)staten. Man leder efter sager, der er økonomisk overskud til at foretage ”forsøg”, bureaukratiet bliver til et mål af og i sig selv, og opretholdelsen af dette bureaukrati tiltvinger sig forrang for et offentligt apparat, der var defineret ved løsningen af bestemte, afgrænsede opgaver. Behersker man bureaukratiets spilleregler, bliver politik, inddragelse og medmenneskelig forståelse blot til brikker i dette spil, og den der forstår spillereglerne bedst, kan holde spillet gående længst muligt.

Jersild skildrer i romanen, hvordan dette leder til en latent fare for manipulation og ansvarsfraskrivelse. PAFS får mulighed for at løse en konflikt, et ulmende oprør blandt en deling soldater, der skal rydde op efter et kemisk eksperiment i Nordsverige, men det bliver ikke til andet end rejser, forplejning og hotelværelser på statens regning og konsekvensløs sniksnak. PAFS har intet andet eksistensgrundlag end at opretholde sig selv som bureaukratisk forsøgsinstans – og ganske sigende går gruppen i opløsning, da den konfronteres med den opgave, den ellers havde udset sig. Alle vil hellere noget andet.

Jersild skriver ikke romanen fra et skadefro og hånende perspektiv, på trods af han åbenlyst er fortrolig med miljøet og metoderne, og han solidariserer sig ret beset med den afmægtige stabspsykolog. Set over tid er perspektivet dog blevet forskudt: dengang blev romanen også læst som let sørgmodig selvudlevering, når man blev stillet overfor samtidens ofte ubønhørlige krav om det engagement, der antydes ved romanens titel. I dag er Vi ses i Mai Lai læseværdig, fordi den fortæller os noget om hvordan vore offentlige apparater opløste bundetheden ved løsningen af konkrete, forpligtende opgaver, forankrede ved den enkeltes mere eller mindre distinkte ansvarsfølelse, og i stedet indførte et komplekst-tøjlesløst bureaukrati, hvor forsøgs- og projektvirksomhed, uforpligtende arbejdsgrupper og stærk inerti opløser forpligtelsen ved det personlige ansvar.

Babels hus

Perspektivet fra Vi ses i Mai Lai og Stumpen mødes i den roman, der må være Jersilds hovedværk: Babels hus, udgivet og oversat i 1978. Romanen er en kalejdoskopisk skildring af en moderne bureaukratisk organisation i form af et relativt fiktivt stockholmsk storsygehus, tidstypisk for perioden med sin opsvulmethed. Babels hus følger to spor. Dels situationen for en omtrentlig hovedperson, en pensioneret typograf, der oprindelig indlægges for et hjertetilfælde, men sidenhen opbevares på sygehuset, fordi ingen anden kan eller vil tage sig af ham. Herigennem skildres et alment forfald i mellemmenneskelige relationer. Dels den kalejdoskopiske skildring af et sygehus’ mennesker, hovedsageligt det medicinske personale, men også ufaglært, flittige som dovne, og dertil løse tråde om psykisk syges, afmægtiges, forvirredes og bedragernes møde med sygehusets funktioner. Alt sammen uden romanen mister sammenhæng eller anliggende. Det er også værd at nævne, at Jersilds perspektivskift i romanen stedvis virker særdeles effektivt, nærmest som i en skrækfilm. I forskellige passager skildres for eksempel en tyvagtig sygeplejerskes tur forbi et par stuer og en ældre, svagtseende kvindes skæbnesvangre vildspor til et område af sygehuset under ombygning, hvor Jersild brutalt lader hende ligge.

Romanens klare styrke er Jersilds fortrolighed med miljøet. Det er ganske sigende, at Jersilds fagfæller mukkede over romanen, indtil det viste sig den havde så stor gennemslagskraft, at de var nødt til at diskutere den. Babels hus er dels et partsindlæg i en specifik diskussion i en moderne velfærdsstat, dels en bredere skildring af hvordan bureaukratiske instanser med tusindvis af ansatte og tilsvarende funktioner lever op til sin stillede opgave. Jersild lader romanen forudskikke af et forord, der måske burde have været et efterord, hvor han karakteristisk skriver:

Et sygt menneske skal altid behandles. Selvfølgelig venter sygehuset som modpræstation at patienten reagerer på behandlingen, det vil sige bliver rask eller i hvert fald får det bedre. For at opsummere: En patient skal være syg [ordet kursiveret af Jersild] – og efter visse foranstaltninger blive mere eller mindre rask [ordet kursiveret af Jersild]. Alle mennesker eller fænomener, der falder uden for disse medicinske krav, betragtes af sundhedsvæsenet som afvigelser. Et menneske, der ikke kan bevise at der er sygt, har intet at gøre på sygehuset. En patient, der trods store anstrengelser bare bliver dårligere og dårligere, har heller intet at gøre på et akutsygehus. Den, der dør, fremstiller et mistillidsvotum.

Denne programmatik foldes ud og kolliderer i Babels hus med den foreliggende virkelighed, patienternes, menneskenes virkelighed, for som Jersild skriver afrundende i forordet:

[Dette] skal ses imod patienternes sprog. De fleste patienter har svært ved at udtrykke sig præcist og naturvidenskabeligt eksakt. På [sic] indlæggelsen for eksempel har man bare ondt, er forvirret, forvåget, panikslagen, forgiftet, bevidstløs, afmægtig, ikke så sjældent beruset eller flagrer rundt langs væggene som en spurv i en tunnel.

Babels hus er et miskendt hovedværk i moderne skandinavisk litteratur. Skal man kun læse én bog af P.C. Jersild, skal man læse den. Også for at blive klogere på vor tid.

Fem hjerter i en tændstikæske

Afslutningsvis skal det dog nævnes, at Jersild selv har givet os den personlige og historiske baggrund for sit forfatterskab i form af sædeskildringen Fem hjerter i en tændstikæske, udgivet og oversat til dansk i 1989. Det er ikke tilfældigt det ekspliciteres, at der er tale om en sædeskildring og ikke om egentlige erindringer, selv om mange syntes at have overset det, da skildringen blev udgivet. Mange skændtes om hvorvidt det skildrede var eller kunne være ”sandt”. Formen er som følger: 83 erindringsbilleder, tableauer, vekslende mellem korte skildringer og kortere og længere, genkaldte indre overvejelser fra perioden fra da Jersild var fem år til han trådte ind i de voksnes rækker.

Jersild er opvokset i et type- og rækkehusområde nord for Stockholm, og skildringen veksler mellem familiens indre og Jersilds eget indre og ydre liv. Et konsekvent lurende aspekt er hjemmets frikirkelige ståsted, spændingerne mellem den labile fader og den psykosomatisk-hypokondriske moder og Jersilds positionering i forhold til dette, opvæksten igennem. Nedenstående, karakteristiske læsestykke er fra skildringen af en 31. december i hjemmet:

Derefter indvikles de voksne i en diskussion om, hvor mange procent Konsum [Sveriges kooperation, ”Brugsen”] giver i år. Vi handler ikke i Konsum af ideologiske grunde, som de fleste andre på Ringsjövägen. Vi vil bare have del i dividenden. Socialdemokraterne har vi ikke noget tilovers for. De er fjendtligt indstillede mod både frikirkerne og prinsesserne på Haga. – Gid de må havne i helvede! siger jeg med eftertryk. – Sosserne? indskyder min søster. – Sosserne! – Sådan noget skal du ikke sige, siger mor. Man skal ikke ønske ondt over andre. – Gid de må havne i himlen! ændrer jeg det . Men det falder slet ikke i god jord, og far siger temmelig brysk: – Hold du din mund! Men et øjeblik efter slår han en skraldende latter op for at vise, at han egentlig er i sit bedste humør til trods for min lille forløbelse. At være i godt humør gør ham åbenbart sulten, for han bestiller smørrebrød til kaffen, skønt det er mindre end en time siden, at vi spiste. 

Fem hjerter i en tændstikæske, et overset hovedværk i nyere skandinavisk erindringslitteratur, er fyldt med sådanne tableauer fra Jersilds opvækst, ofte med den kosteligt lystige fader, der i et tableau for eksempel viser sig som særdeles håndfast afholdsmand, når han ved juletid adspredte sig med at hælde foræret, rigelig diplomatspiritus – han fordelte varerationer fra statens såkaldte fødevarekommission – ud over kompostbunken, nok til stor forargelse for naboerne.

Afrunding

Den skildrede fællesskabsfølelse, i familien som blandt børnene og i kvarteret, tilhørsforholdet til bestemt område og dets mennesker, er hele bagtæppet for Jersilds her skitserede forfatterskab: dialektikken mellem et fællesskabspræget før og et individualiseringspræget efter; et før hvor stærke, men bemandingsmæssigt svage institutioner skabte rammerne om tilværelsen og et efter, hvor mere diffuse, men bemandingsmæssigt stærke institutioner svækkede den normative integration i tilværelsen.

I den sammenhæng er P.C. Jersild selv noget så modsætningsfyldt som en individ- og frihedsorienteret kommunitarist, og dermed er han en slags overlevende, paradoksal personificering af det moderne Sverige. Det gør kun forfatterskabet mere interessant og relevant.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside