Det moderne gennembrud og 68’ernes ungdomsoprør afskaffede ikke moralen, men erstattede den gamle moral med ny moral. Resultatet er vor tids religiøse ny-moralisme – og den eneste kur er kristendommens absolut amoralske forkyndelse.
“Vejen går altid fra gammel moral til ny moral, aldrig fra moral til moralløshed”, skrev teologen Johannes Horstmann engang. Vores tid giver ham ret.
Engang sagde vi, at vores samfund var præget af kristen moral. Det var nu altid et lidt forvirret postulat, for man kunne sjældent definere betydningen af udsagnet synderlig stringent, og igennem tiderne har det udsagn betydet en lang række af ting.
Kristen moral kunne således have med en konservativ seksualmoral at gøre: kritik af seksuelt samvær udenfor ægteskabets trygge rammer, en vis mistænksomhed overfor homoseksuelle forhold og måske også et “hænderne over dynen!” til (præ-)pubertære teenage-drenge. Eller den kunne defineres i forlængelse af næstekærlighedsbuddet: hjælp til de fattige og udsatte (ikke mindst i form af velfærdsstaten), for tiden velsagtens nødhjælp og husly til ukrainerne (og syrere!). Den kunne kort og godt defineres med det, man nu lige for tiden fandt rigtigt og havde et behov for at ophøje fra blot at være tidens moral til at være en mere evig af slagsen.
Mennesket som homo moralis
Undertiden kunne denne moral også slå om i moralisme: Til dyneløfteri og løftede pegefingre, som havde et primært farisæisk formål, nemlig at understrege egen overlegne moralske habitus overfor sig selv såvel som omverdenen.
En sådan kristen moral har vi rigtignok ikke mere, eller dens udbredelse er i hvert fald blevet væsentligt mindre: Langsomt men sikkert eroderede den i løbet af det 20. århundrede, først med det moderne gennembrud og Georg Brandes i begyndelsen af århundredet og siden med 68’ernes ungdomsoprør og angreb på den smule etablerede, der var tilbage. Det kan man begræde. Meget godt gik tabt i disse oprør, gennembruddet ligner undertiden et sammenbrud, som Søren Krarup har betegnet det.
Men fik vi så til gengæld den frihed fra moralens tunge lænker, som det forrige århundredes revolutionære mænd og kvinder profeterede om? Nej, tværtimod fik vi udpenslet, at mennesket er et umiskendeligt moralsk væsen, et homo moralis. Vi kan ikke leve uden moral og er derfor heller ikke blevet snydt for det.
Ny-moralismen
Således afslørede ungdoms- og studenteroprøret i ’68, bevægelsens anti-autoritære tilbøjeligheder til trods, sig hurtigt som en yderst moralsk bevægelse, og f.eks. slog opgøret med universiteternes såkaldte professorvælde hurtigt over i en fuldtonet munkemarxisme med eget moralkodeks, som dikterede alt fra klædedragt til styret af universitetet og den akademiske praksis. Enhver afvigelse var klasseforræderi og blev besvaret med fordømmelse og forfølgelse. Noget lignende har utvivlsomt gjort sig gældende på Femø-lejren, hvor der næppe har været mange pencil-skirts, barberede armhuler (for slet ikke at nævne andre krops- og kønsdele) eller klassiske kernefamilier.
Og moralen har ikke sluppet sig tag endnu. Om noget lever vi i en mere moralsk – eller måske snarere: moralistisk – tid end nogensinde før. Skulle man lade det mindste kritiske ord falde om den fremherskende LGBTQ(+ ad infinitum)-bevægelse, står der øjeblikkeligt en hær klar med udskamning for homo-/trans-/queer-fobiske udsagn. Og Gud nåde og trøste det menneske, som skulle komme for skade at stige ombord på et fly for at drage på charterrejse – rendyrket klimaforræderi og svigt overfor kommende generationer! For slet ikke at tale om de mænd, der for tiden får deres liv og karriere ødelagt i #metoo-sager – typisk uden noget der ligner rettergang eller retssikkerhed. Moralske domme og udskamning kender nemlig ikke til den civiliserede tale om, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist.
Hykleriet, som altid følger med moralen og i særlig grad moralismen, er vi derfor heller ikke fri for. Kristian Heegaard kunne eksempelvis befinde sig på den fløj hos De Radikale, som slog hånden af selv den mindste hånd på låret, for kort efter at måtte trække sig for uønskede seksuelle tilnærmelser. Og Alternativets Carolina Magdalene Maier bekæmpede klimaforandringerne imens hun sled alverdens flysæder tynde.
Moralen er uomgængelig
Heraf kan vi lære, at vi aldrig bliver fri for moralen. Hvilket jo i og for sig er heldigt, når mennesket nu har brug for den tryghed og de faste rammer, som moralen forlener os med. Uden moral er et menneskeligt samfund kort og godt en umulighed.
Men at vi ikke bliver fri for moralen, betyder for det første på ingen måde, at vi dermed ikke kan forholde os kritisk til den på et givent tidspunkt gældende moralske orden. Det er et menneskeligt vilkår, at moral skifter med tiden: indimellem kan der være grund til at ønske, at moralske normer ændrer sig, fordi de ikke længere opleves som meningsfulde. Andre gange kan der være behov for at sige nej til og bekæmpe moralske skred.
Alt dette er relative spørgsmål, som det er menneskers opgave at bruge deres sunde fornuft til at diskutere og på eget ansvar tage stilling til. Problemet opstår først, når skellet mellem det absolutte og det relative svigter, og moralske spørgsmål altså opfattes som var de absolutte. Her var den såkaldte kristne moral i det mindste ærlig: Den kaldte sig jo kristen og ville dermed legitimere sig selv som i særlig grad guddommelig – som absolut.
Ny-moralismens løgn
Så ærlig er nutidens moral ikke – men den regnes ofte for lige så absolut. Særligt klimaforandringerne er her fremtrædende som et moralsk problem, der har fået klare, religiøse perspektiver. De mange dommedagsprofetier er ikke til at tage fejl af, ligesom diverse klima-asketers bods- og omvendelsesprædikener fylder overalt i samfundet. Det betyder desværre, at klimamoralismen breder sig side om side med CO2-panikken, alt imens de fornuftige løsninger er svære at få øje på midt i den religiøse iver.
Vi hverken kan eller skal altså af med moralen. Men vi skal tæmme den og holde op med at gøre den til et guddommeligt spørgsmål, og det er der kun én måde at gøre på: Den kristne forkyndelse. I det relative er vi altid i moralitetens sfære: vi kender kun ny moral og gammel moral, og kan så ud fra det forsøge at dømme om moral og umoral, alt efter vores tid og sted.
Den amoralske kristendom
Kristendommen, derimod, er absolut amoralsk. Jesus kendte nok sin tids moralske forskrifter og etiske systemer, men han bekymrede sig ikke om dem – han hverken støttede eller bekæmpede dem. Det var altsammen relative spørgsmål, som Jesus virkelig ikke kunne bekymre sig om. For ham drejede det sig om noget anderledes absolut: Om Guds absolutte fordring til mennesket, nemlig at det skulle blive til intet og underkaste sig sin skaber. Og om Guds lige så absolutte tilgivelse, som tilgiver ethvert menneske.
Her stilles alle mennesker lige som syndere under Guds nåde, og de moralske skel, som vi så gerne stiller op, destrueres med ét. Og først når vi i dette perspektiv er stillet lige overfor det absolutte, kan vi gå ud og beskæftige os med de relative og moralske spørgsmål – uden at gøre religion ud af dem.
Skal vores moral ikke blive religiøs og moralistisk forudsætter det et amoralsk Ord fra Gud.
