Har moderne konservative drukket hjernen ud?

27. marts 2022
3 minutters læsetid

Lige nu følger kæresten og jeg med i en serie på HBO, som hedder Raised by Wolves. En af filmens præmisser er, at mennesket ikke videreudvikler sig til højerestående væsener men i stedet med tiden vil degenere til mere primitive livsformer.

Uden at sige for meget, så virker den tanke ikke så urealistisk, når man hører på den liberale kritik, som Det Konservative Folkeparti har givet af regeringens nye sundhedsreform og forslag om at hæve aldersgrænsen for køb af alkohol til 18 år.”

Selvom jeg syntes, at det er super dekadent, så kan jeg på et rationelt plant forstå, at liberale som Henrik Dahl (LA) eller Martin Geertsen (V) har travlt med at skrive klummer om regeringens forbudsregime eller kalde Magnus Heunickes udtalelser for fake news og grov retorik.

Jeg kan også til dels forstå, at nogle gymnasieelever og unge socialdemokrater er bange for at miste chancen for at lave body tequila på hinanden fredag aften, men jeg syntes, at det er direkte pinligt at høre Laura Lindahl, et potentielt kommende folketingsmedlem fra Konservative, stå på nationalt tv i Debatten og forsvare, at børn på 16 eller 17 år skal drikke sig ned hver weekend.

Konservatismen handler ikke om frihed

Jeg ved godt, at Lindahl og andre sikkert har haft det super sjovt, da de som unge sad og drak hjernen ud, men det virker som om, at de har glemt, at borgerlighed, og især den konservative af slagsen, ikke bare handler om individuel frihed og ret til selvudskejelse men også om at sikre, at samfundets institutioner fungerer, og at dets borgere frit kan udvikle sig og blomstre.

Hvis de forstod dette og kendte historien, så ville de nemlig også forstå, at det heller ikke kan være ægte konservativ politik er forsvare noget, der siden antikken har været forbundet med nedbrydelse, kaos, vold og perversitet.

Alkohol er en af de vigtigste grunde til vold i nattelivet, seksuelle overgreb, trafikuheld, ødelæggelse af familier, et utal af sygdomme og en gennemgående undergravning af vores uddannelsesinstitutioner, og derfor er det derimod ægte konservativ politik, at slå hårdt ned på det og begrænse drukkulturen så meget som overhovedet

Det er en fejltolkning at tro, at konservatismen også ser mennesket som et frit og selvberoende individ. Ægte konservatisme bygger på et førmoderne og religiøst verdenssyn, hvor mennesket aldrig er frit, og hvor det altid er i fare for at falde for fristelserne. Samtidig opfattes alle mennesker som forbundne, så hvis en falder, så svækkes fællesskabet også. Derfor passer man på hinanden.

Men hvad så med kriminaliteten og de unges sociale liv?

Noget tyder på, at en af grundene til, at Konservative nogle gange har svært ved at finde den rette vej er, at de lader sig forføre af liberale argumenter. Men hvis de tænker sig lidt om, så ved de også, at konservative allerede har modargumenter klar.

Tag eksempelvis argumentet om, at begrænsning og forbud skaber øget kriminalitet.

Hvis noget fører til øget kriminalitet, så har det altid været konservativ politik at hæve straffene. Det kan man naturligvis også gøre her, så det bliver så fatalt for en 16-årig at blive taget med en øl i hånden, at det ikke kan betale sig.

Og når det gælder argumentet om, at de unge har brug for festkulturen for at fungere som unge og sociale væsner, så kan dette argument affejes som den myte det er. Alkohol er ikke en nødvendighed for at sociale relationer kan opstå og faktisk er alkohol ofte snare en begrænsning for fællesskabet. Der er nemlig flere og flere unge, som ikke gider at drikke mere, og de kæmper i disse år en hård kamp mod udskamning og mobning.

Eksempelvis har en gymnasieelev udtalt sig således til Avisen Danmark:

”Jeg synes, at kulturen omkring alkohol fylder for meget. Det bliver særligt et problem, når de elever, der vælger ikke at drikke alkohol, ikke føler sig som en del af fællesskabet på skolen. Det er vores største udfordring, når det gælder alkoholkultur, og derfor er det så vigtigt, at man tilbyder fællesskaber, der ikke handler om alkohol. Det værste er, hvis nogle bliver presset til at starte med at drikke på grund af kulturen ude på skolerne.”

Flere statistikker taler også deres klare sprog. Eksempelvis at 54% af 15-25-årige har oplevet at nogle venner har forsøgt at få dem til at drikke mere alkohol, selvom de har sagt “nej tak”, og at 2 ud af 3 har oplevet, at en ven drak sig så fuld, at det gjorde festen dårligere.

Der er således ingen gode argumenter for at bevare de giftige drikke i børnehøjde, men der er hundredvis af argumenter for at forbyde dem.

Hvis ikke du er hedonist eller libertiner men en fornuftig borgerlig eller konservativ, så vil du derfor også indse, at det som Socialdemokratiet har gang i er god, sund og opbyggelig politik, som du bør støtte.

Jonas Hoeck

Jonas M. Hoeck er cand.mag. i litteraturvidenskab, tidligere linjefagsleder på Askov Højskole og nu ph.d.-studerende ved Karlstad universitet. Han skriver for diverse medier og holder foredrag på højskoler og kulturhuse. På aarsskriftet-critique.dk skriver han fra og om forskningens, litteraturens og kulturens verden.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside