Nyfødt

Fra populationsbombe til fertilitetskrise: Europas demografiske nedtur og vejen til et nyt babyboom

15. marts 2022
6 minutters læsetid

Rigdom, sekularisering, individualisering. Europas faldende fødselstal har mange mulige årsager, men én ting er sikkert: Imens Europas befolkning aldres, sker det modsatte med særligt Afrikas. Hvad betyder det for fremtiden og hvordan løser vi problemet – hvis vi overhovedet kan?

Af Frederik Ambjørn

Det har længe været populært at komme med dystopiske og maleriske forudsigelser om overbefolkning. Præsten Thomas Malthus forudsagde i 1798, at det stigende befolkningstal ville medføre sultedød, fordi der ikke ville være mad nok til at brødføde det stigende antal mennesker. Stanford-professoren Paul Ehrlich slog i 1968 sit navn fast med bestselleren The Population Bomb, hvor han (fejlagtigt) forudsagde verdensomspændende hungersnød og kriser i den nærmeste fremtid pga. overbefolkning. Også i dag er der visse dele af befolkningen, især klima- og økologiske aktivister, som advokerer for, at folk bør få færre eller ingen børn af hensyn til klodens velbefindende.

Men et stigende antal eksperter, aktivister og politikere er begyndt at agitere for, at vi i stedet skal være bekymrede for, at der bliver født for få mennesker – på globalt niveau, men især inden for Europa. For i lande som bl.a. Danmark, Sverige, Tyskland og Ungarn bliver der født så få børn, at befolkningen ikke kan reproducere sig selv. Hvis hver kvinde i gennemsnit føder mindre end 2,1 børn, betyder det, at befolkningen vil skrumpe, medmindre der kommer tilstrækkelig migration udefra til at kompensere for det lave fødselstal.

De lave fødselstal i bl.a. Danmark betyder, at der finder afgørende forandringer sted i befolkningssammensætningen. Når folk føder få børn, bliver befolkningen i gennemsnit ældre, og der bliver færre mennesker i den erhvervsaktive alder til at forsørge de ældre, der er gået på pension. Denne aldring af befolkningen betyder mindre økonomisk dynamik i samfundet, og mange økonomer påpeger, at situationen ikke er holdbar på længere sigt for de europæiske samfund.

Der er derfor søsat flere initiativer i Europa for at få fertilitetsraten løftet – bl.a. med den italienske kampagne ”Fertility Day”, skattefritagelse for kvinder med mange børn i Østeuropa eller DR’s ”Knald for Danmark”-koncept –indtil videre uden den store succes.

Hvorfor føder vi så få børn?

Det naturlige spørgsmål er derfor, hvorfor Danmark og en række europæiske lande trods diverse incitamentstrukturer og kampagner ikke har formået at løfte fertilitetsraten. En første årsag er økonomisk udvikling: I rige lande bliver der i gennemsnit født færre børn, bl.a. fordi man er mindre afhængig af afkom for økonomisk tryghed, hvis man bor i et samfund med et højt velstandsniveau.

I fattige og agrare lande er det at føde mange børn ofte den bedste forsikring mod fattigdom og sult, i og med at man dermed sikrer sig arbejdskraft på sin gård eller lignende. Børn er dog ikke længere en økonomisk nødvendighed i rige, industrialiserede lande som Danmark: De er i stedet blevet et tilvalg, som man alt efter behov kan vælge at prioritere, men man kan også sagtens klare sig uden, hvorfor mange mennesker bevidst fravælger at få børn.

Andre forskere peger på sekulariseringen af Europa som en afgørende faktor i vores fertilitetsproblemer: Religiøse mennesker får i gennemsnit markant flere børn end ikke-religiøse. Fx er der store forskelle i fertilitetsraten på tværs af religiøse grupper i USA, hvor bl.a. mormoner får markant flere børn end både ateister og agnostikere. Når flere mennesker ikke længere tror på en (eller flere) Gud(er), føler de givetvis ikke den samme pligt til at forplante sig og få afkom.

En tredje faktor, som kan være med til at forklare fertilitetskrisen, er ren og skær biologi. Mange par i Europa døjer med fertilitetsproblemer, især hvis de har ventet med at prøve at få børn til de er oppe i 30’erne. Parallelt med dette har det moderne samfunds mange kemikalier, plastikprodukter og giftstoffer kombineret med en usund og inaktiv livsstil bidraget til en bekymrende nedgang i vestlige mænds sædkvalitet, som epidemiologen Shanna H. Swan har beskrevet i sin uhyggelige bog Countdown.

Hvis denne tendens fortsætter ufortrødent, vil det på sigt kun være muligt for meget få mennesker at få børn. Nogle optimister håber og tror på, at vi kan udvikle teknologi, som kan forhindre eller i det mindste udsætte biologisk massesterilitet, men det er på ingen måde sikkert, at teknologien kan vinde dette kapløb mod det biologiske ”forfald”, før det er for sent.

På vej mod Eurafrika?

Ved første øjekast er det derfor svært at finde optimismen frem, hvis man er bekymret for de lave fertilitetsrater i Europa og andre lande. Mange samfund har i årtier prøvet forskellige tiltag af uden held, hvorfor fertilitetskrisen lader til at have karakter af et ”vildt problem”, som vi ikke kan modvirke med politiske snuptagsløsninger.

Der er dog andre steder i verden, som har langt højere fertilitet end Europa. Det klareste eksempel er Afrika. Afrika skiller sig ud ved at have en ung og hastigt voksende befolkning, mens de europæiske befolkninger bare skrumper og bliver ældre. Ifølge FN’s prognoser kan to ud af fem af klodens mennesker i 2100 udgøres af afrikanere. I en verden plaget af fertilitetskrise og ”ældrebyrde” kan Afrikas imponerende babyboom vise sig at blive kontinentets største styrke i det 21. århundrede – og givetvis Europas redning.

Det mener den konservative forfatter Ross Douthat i hvert fald, som i bogen The Decadent Society beskriver, hvordan Europas demografiske nedtur potentielt kan blive vendt, hvis der sker en større befolkningsmæssig integration af Europa og Afrika, som ultimativt kan fusioneres til et ”Eurafrika”. Douthat påstår endda, at en sådan udvikling er mere eller mindre uundgåelig, da Europa står til at skrumpe med over 100 millioner mennesker i dette århundrede, mens Afrikas befolkning vil vokse med flere milliarder mennesker.

I år 2065 vil bare Nigerias befolkning være omtrent lige så stor som hele EU’s befolkning. Disse mange mennesker vil ikke alle sammen bare blive i Afrika; mange vil søge mod rige lande i bl.a. Europa, og de kan ifølge Douthat være kilden til en art renæssance af det dekadente og hensygnende Europa.

Kritiske røster på især højrefløjen ser mildt sagt ikke positivt på visionen om Eurafrika og forudser store integrationsproblemer og ustabilitet, hvis Douthats vision eller lignende scenarier med massemigration til Europa bliver en realitet. Men hvad er alternativet, hvis vi skal undgå demografisk kollaps?

Behov for fremtidsoptimisme

Flere debattører og forskere påpeger, at vores øgede velstand, sekularisering, individualisering og udsættelse af graviditet jovist har haft betydning for den lavere fertilitet, men problemet stikker dybere end det: Befolkningerne i Europa har overvejende mistet troen på fremtiden og vil derfor ikke bringe børn til en verden, som de tror vil skabe dårlige liv for deres afkom. Dette skyldes bl.a. frygt for klimaforandringerne, hvor mange er angste for, at deres børn i fremtiden skal leve på pæle og bebo en klode, som inden for den nærmeste fremtid vil blive ubeboelig. Nogle klimaaktivister ser det endda som en alvorlig brøde at få børn, da deres kroppe og materielle forbrug selvsagt vil bidrage til øget CO2-udledning.

Beslutningstagere bør bestemt tage disse bekymringer og deres implikationer for fertilitetsraten alvorligt, da klimaforandringer er et reelt problem: Ifølge en af de fremmeste eksperter på området, den nobelprisvindende klimaøkonom William Nordhaus, er et realistisk middle of the road-scenarie, at klimaforandringerne i år 2100 vil reducere globalt BNP med 2-3%. Vi vil altså stadig være langt rigere end i dag i år 2100, men mindre rige end i en situation, hvor vi ikke skulle døje med de negative konsekvenser af klimaforandringerne. Det er et relativt alvorligt problem, men det betyder ikke, at menneskeheden i den nærmeste fremtid er dømt til at leve på pæle. Tværtimod vil vores levestandard i 2022 formentlig ligne den rene armod sammenlignet med, hvad vi med al sandsynlighed kan se frem til i 2100.

Hvis vi tilgår udfordringen på en smart måde og investerer klogt i nye klima- og energiteknologier, kan vi måske endda se ind i en fremtid, der er lysere end Nordhaus’ modellerede scenarie. Men udvikling af ny teknologi kræver kloge hoveder, og det kræver til gengæld, at der i første omgang bliver født kloge hoveder, som kan bidrage til at udvikle teknologien og avancere vores samfund.

I det lys kan øget fertilitet måske frames som en nødvendig forudsætning for at vi udvikler teknologien hurtigt nok til at håndtere klimaproblemet, som aktivisterne i den grønne bevægelse kerer sig dybt om. Denne ”fertilitetspositivitet” kombineret med mere realistisk fremtidsoptimisme baseret på den fremmeste ekspertviden kan måske være den cocktail vi har brug for, hvis fertilitetsraten skal op igen.

Under alle omstændigheder er den lave fertilitetsrate et problem, som Europa, Vesten og store dele af resten af verden er nødt til at forholde sig til. Det kan meget vel blive det største politiske spørgsmål i det 21. århundrede, og det er usandsynligt, at vælgerbefolkninger vil acceptere, at politikerne bare lader stå til. Tiden vil vise, om vi har viljen, kreativiteten og modet til at finde realistiske løsninger på udfordringen.

Frederik Ambjørn er stud.scient.pol. 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside