EU flag
Foto: Amio Cajander

Debatten om forbeholdet tager fart: Myten om myterne

21. marts 2022
3 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Til juni skal vi stemme om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, og allerede nu er debatten i gang. Beskyldninger og overdrivelser flyver rundt i vanlig stil – og midt i stormvejret står alle eksperterne – de anerkendte og de (som i mit tilfælde) fuldstændigt selvudråbte – og forsøger at skabe lidt klarhed over emnet. Jeg har således tidligere beskrevet, hvad forbeholdet og dermed afstemningen reelt set handler om.

Et godt greb, når man skal skabe klarhed i en kompliceret debat, er altid at punktere de myter, der måtte være. Og netop det greb benytter Christine Nissen fra DIIS sig af i et debatindlæg på Altinget. Og selvom forskere – også Christine Nissen – vanligt er både indsigtsfulde og nuancerede, må vi vist hellere lige kigge en ekstra gang på disse myter, der punkteres. For nogle vigtige nuancer er vist blevet udeladt, og debatindlægget er måske lidt en myte om myterne.

Myte nr. 1: EU-hæren kommer!

Den første myte, som Christine Nissen vil punktere, er myten om, at der kommer en EU-hær, hvis vi ophæver forbeholdet. Og nej, det gør der ikke, skriver Christine Nissen og peger på, at EU’s forsvarspolitik er et rent mellemstatsligt samarbejde. Alle skal nikke til det, hvis EU’s militær skal sættes ind. Og det er sådan set også fuldstændig korrekt og følger bl.a. direkte af EU-traktatens art. 42.

Men diskussionen om en EU-hær handler bare ikke om, hvordan verden ser ud i dag. Den handler om, hvordan verden ser ud i morgen. Og der er i øvrigt forskel på, om vi diskuterer etableringen af en selvstændig, militær kapacitet på EU-niveau eller beslutningsstrukturen for indsættelsen af militære styrker under EU-flag.

Hele forsvarsområdet er i dag underlagt enstemmighed, men der er tydelige politiske visioner om at lave om på det, ligesom traktatens ord om at skabe vej for ”et fælles forsvar” også taler sit klare sprog.

Så selvom vi ikke står foran etableringen af en EU-hær hverken i morgen eller i overmorgen, er det altså noget overmodigt at afvise al snak derom fuldkommen som en myte.

Nr. 2: Danmark mister suverænitet

Den anden myte, som Christine Nissen vil punktere, er myten om, at en afskaffelse af forsvarsforbeholdet er suverænitetsafgivelse. Og nej, Danmark mister ikke suverænitet ved at opgive forbeholdet, for forsvarsområdet er mellemstatsligt, og Danmark har derfor vetoret over beslutninger, der tages, skriver Christine Nissen.

Juridisk er det også fuldstændig korrekt, men igen handler diskussionen ikke om i dag, men om i morgen.

Som jeg tidligere har skrevet, er diskussionen om suverænitet langt mere speget end som så: Et område, der er mellemstatsligt i dag, behøver nemlig ikke være det i morgen. Hvis Danmark ophæver forsvarsforbeholdet, og man i fremtiden laver en traktatændring, der indfører (kvalificerede) flertalsafgørelser på forsvarsområdet frem for enstemmighed som i dag, vil det næppe – i snæver juridisk forstand – kunne betragtes som suverænitetsafgivelse. Vi har jo allerede overladt området til EU; man ændrer barer på beslutningsgangene, hvilket ikke er suverænitetsafgivelse, selvom det betyder, at Danmark pludselig kan risikere at blive stemt ned.

Og den diskussion er altså også værd at tage seriøst – ikke mindst i lyset af den udvikling og integrationsdynamik, som historisk har præget EU.

Nr. 3: Mere EU betyder mindre USA for Danmark

Den tredje myte, som Christine Nissen vil punktere, er myten om, at et stærkere EU-forsvar vil få amerikanerne til at trække sig tilbage. Men nej, for der eksisterer intet modsætningsforhold mellem EU og NATO, skriver Christine Nissen. Også dette er sådan set korrekt. Det ville måske også være en ret bizar situation, hvis amerikanerne – der i årevis har bedt os i Europa om at tage vores forsvar lidt mere seriøst selv – pludselig skulle modarbejde en indsats for selvsamme.

Men igen handler det ikke om i dag, men om i morgen. USA’s globale, strategiske modpart er ikke længere Rusland; det er Kina. Øget europæisk, militær autonomi er for amerikanerne et gode, for så kan man bruge sin energi andetsteds. Dette er sådan set såre logisk. Men hvad de langsigtede konsekvenser af dette er, kan man kun spekulere i.

Derudover er en indholdet af en fremtidig EU-forsvarspolitik givetvis anderledes og sandsynligvis langt mere aktiv end NATO’s politik. Og også dette skal man have med i sine overvejelser – og derfor er det altså næppe helt en myte, at mere EU kan komme til at betyde mindre USA.

Myten om myterne

Christine Nissens indlæg er sådan set både lødigt og grundigt, men alligevel overser hun desværre ret så afgørende elementer og nuancer i debatten om forsvarsforbeholdet; det er som om, der er tale om en ”myte om myterne”.

Der findes utallige argumenter både imod og for en ophævelse af forsvarsforbeholdet – denne skribent lader sig gerne påvirke i både den ene og den anden retning, og Christine Nissen leverer selv et par argumenter for en afskaffelse. Men lad os nu få alle nuancerne med, for det er altså ingen nem beslutning – og selv myterne om EU-hær, suverænitetsafgivelse og amerikansk farvel har altså en kerne, der er værd at tage seriøst.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura. 

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside