Samuel Paty
Foto: Thomas Bresson

Vi har ytringsfrihed i Danmark, men…

15. februar 2022
17 minutters læsetid
Om hvordan islam blev den eneste religion i Vesten, der ikke må kritiseres, forhånes eller laves satire om.

En hjørnesten i det danske demokrati er frihedsrettighederne i Grundloven. De er selve fundamentet. Og når der rykkes ved dem, er demokratiet truet i sin grundvold. Så enkelt kan det siges.

Vi har religionsfrihed i Danmark. Alle kan frit dyrke andre guder end den evangelisk-lutherske, som de fleste i dette kristne land bekender sig til. Hvis man da bekender sig til noget. For man har også ret til at være ugudelig – og sågar blasfemisk. Det må man helt selv om. Vi har også forsamlingsfrihed, trykke- og pressefrihed, og sådan set også ytringsfrihed. Og metodefrihed i uddannelsessystemet. Eller hvad?

I 2005 i kølvandet på Muhammedkrisen og al den virak, den medførte, var mange af den formening, at ytringsfrihed ikke skulle forveksles med ytringspligt, og at tegningerne bare var en provokation mod en – hertillands – muslimsk minoritet. Lovlige og indenfor ytringsfrihedens grænser, bevares. Men en unødvendig magtdemonstration fra majoritetssamfundets side mod et religiøst mindretal.

Her seksten år senere er situationen imidlertid en helt, helt anden.

Blasfemiparagraffen

For minoriteten har vokset sig større, og det burde være tydeligt for enhver, at religionen islam fordrer særhensyn i det offentlige rum. Det gælder påklædning, mad, bøn og omgang mellem kønnene. Og der er også en – uberettiget – forventning om, at netop den religion skal skånes for at blive forhånet og latterliggjort. Også selvom det er blevet fuldt lovligt at gudsbespotte alle religioner og deres guder og profeter her i landet, efter at Folketinget afskaffede § 140 i straffeloven, populært kendt som blasfemiparagraffen, i 2017. Kun Socialdemokratiet stemte imod. Venstre besindede sig, og stemte fodslæbende for.[1]/[2]

Med halshugningen af skolelæreren Samuel Paty er det blevet indiskutabelt, at ikke alene dem, der benytter sig af ytrings- og pressefriheden, men nu også af deres metodefrihed i skolen, risikerer at blive mødt med voldsmandens veto. Nu er det ikke mere blot i ghettoer, at religionskritik og blasfemi meget vel kan blive en livsfarlig hævdelse af demokratiske rettigheder. Den erkendelse har fået mange til at klappe i som østers. I stedet for at stille det helt centrale spørgsmål: Hvor mange særhensyn til en minoritet et kulturkristent, sekulært land som Danmark bør, kan eller skal tage, før det ikke er et vestligt demokrati mere?

I Danmark såvel som i Frankrig er der tradition for at kritisere magthavere og samfundsinstitutioner med satire. Den danske pendant til Charlie Hebdo er publikationer som hedengangne Blæksprutten og nuværende Svikmøllen. Satire finder man også i Groft sagtBerlingske og i Rokokoposten. Jonatan Spang spidder nådesløst alt og alle i sit satireprogram, Tæt på sandheden, herunder statsministeren. Fingrene bliver ikke lagt i mellem. Intet er helligt. Det skulle da lige være islam.

Men kan blasfemi-paragraffen – som der er nogen, der ønsker sig så brændende – da ikke bare genindføres, for så vidt angår den religion, som George W. Bush refererede til som en fredens religion i kølvandet på 11. september 2001, der med præsidentens ord ”gav trøst til en milliard mennesker rundt om i verden”[3]. Nej, må være svaret. Selvom vi lever i en tid, hvor minoriteter, ikke bare religiøse, fordrer særhensyn, ville det være en farlig vej at gå.

I Danmark er det jævnfør straffelovens § 266 b forbudt at forhåne en bestemt gruppe af personer offentligt på grund af bl.a. race eller tro. Man må heller ikke rette beskyldninger mod navngivne personer, hvis det er egnet til at nedsætte dem i andres agtelse. Så føler man sig forulempet, kan man ved det, der hedder privat påtale, selv indgive anmeldelse og få prøvet ved domstolene, om man har grund til at føle sig bagvasket eller forhånet.[4] Men disse personers guder nyder altså ingen – lovmæssig – beskyttelse mod spot og forhånelse.

I vor tid bruges de europæiske racisme-paragraffer mere og mere flittigt. Og udvides til at omfatte en større og større personkreds. § 266 b hedder racismeparagraffen i Danmark i folkemunde. I 1939, da den indførtes af åbenlyse grunde, blev den kaldt for jøde-paragraffen. I dag bruges den ikke mindst til at beskytte muslimer mod det, man kalder hadtale. Og det er efterhånden blevet et vidt begreb. 

Hets mot folkgrupp

I Sverige stod forhenværende statsminister Stefan Löfven indtil for nyligt i spidsen for verdens første – og indtil videre – eneste feministiske regering. Regeringsmagten er nu overtaget af Magdalena Anderssons socialdemokratiske et-parti regering, men det får næppe nogen reel betydning. I Den humanistiske stormagt er det vigtigste slagord stadigvæk: Alla människors lika värde. Det bruges yderst effektivt som mundkurv mod enhver kritik af de massive problemer, der er opstået i kølvandet på de ca. 100.000 opholdstilladelser til primært ikke-vestlige indvandrere, der bevilges hvert år i Sverige. Efter migrantkrisen i 2015 åbnede svenskerne, eller måske nærmere magthaverne, deres hjerter, mens andre lande lukkede deres grænser.

Bestemmelsen om såkaldt hetz mod folkegrupper i kapitel 16, § 8 i Brottsbalken, den svenske straffelovs racismeparagraf, har siden været anvendt flittigt for at forhindre, som det hedder, fremmedfjendtlighed og fornedrelser. Af minoriteter, altså. Om svenskfientlighet, racisme mod svenskere, har den stort set ikke været brugt.

Den svenske blasfemiparagraf blev afskaffet helt tilbage i 1970. De jure altså. De facto tyder meget på, at der sættes lighedstegn mellem racisme og gudsbespottelse i Sverige. I kølvandet på koranafbrændingerne i Malmø og de efterfølgende optøjer i ghettoen Rosengård tilbage i september 2020 udtalte den daværende statsminister Löfven: Bare fordi man har lov til at sige, så behøver man ikke altid sige ting og sager. Jeg har vældigt svært ved at forstå dem, som hele tiden skal provokere, skænde og nedgøre andre mennesker. Jeg har ualmindelig svært ved at se det nyttige i det. Vi behøver det ikke i vores land.[5] I en anden sammenhæng har Löfven slået fast, at Sverige, som han udtrykte det, har den største respekt for religionen islam.[6]

Rationalet er altså, at folk i Sverige skal undlade at bruge deres ytringsfrihed og ret til at demonstrere ud fra den betragtning, at man ellers risikerer at støde eller krænke nogen.

Som det fremgår af følgende eksempler, er der meget snævre grænser for, hvordan man kan ytre sig i Sverige. En kvinde blev tiltalt for at have sagt til en anden kvinde – med tørklæde – at hun ville se bedre ud, hvis hun tog det af.[7] I en SVT-produktion i fjor var der partilederdebat om utsatta områden, som svenskerne kalder dem, hvor bl.a. de 40 kriminelle klaner, der skønnes at være i Sverige, blev debatteret, og hvordan man skulle forhindre børn og unge i ghettoerne i at påbegynde en kriminel løbebane. For at diskutere det aspekt blev fiktive Hassan brugt som eksempel. Selvom det primært blev drøftet, hvordan man kunne hjælpe Hassan med at bryde negativ social arv, faldt det en svensk journalist så meget for brystet, at han efterfølgende har opsagt sin stilling på programmet, Agenda hedder det.[8]

Men noget ytrings- og religionsfriheden i Sverige kan og er blevet brugt til, er at møde op foran den franske ambassade i Stockholm til fredagsbøn på medbragte bedetæpper og demonstrere imod Frankrigs præsident Emmanuelle Macron og for et forbud mod at forhåne religion i Sverige.[9]

Tyskerne har samme restriktive tilgang som Sverige. De kalder det bare Volksverhetzung. Men ingen kan være i tvivl om, at grænserne mellem, hvad der anses for racisme og hvad der anses for religionskritik, er blevet flydende.

I Skotland har parlamentet nu valgt at gå skridtet endnu videre. Et nyt udvidet lovforslag, fremsat af Skotlands justitsminister Humza Yousaf, om hadforbrydelser og offentlig orden blev vedtaget i marts i år. Således at det ikke bare er forbudt at bruge hadtale men også at opildne til og videreformidle hadtale. Og det sågar i eget hjem.[10] Kritikere har – forgæves – påpeget, at der er risiko for, at den slags lovgivning kan forhindre lovlige demonstrationer og hæmme legitim debat og kritik og dermed ytringsfriheden.[11]

Vive la république

I Voltaires, de Tocquevilles og Charlie Hebdos hjemland har præsident Macron valgt en noget anden tilgang. Om det er, fordi han frygter det kommende præsidentvalg i 2022, Madame Le Pen eller måske snarere Eríc Zemmour, eller han reelt ønsker at bekæmpe Frankrigs åbenlyse problemer med det, han kalder for islamisk separatisme, er ikke godt at vide.

Ligesom i de fleste andre europæiske lande ved man det ikke præcist, men der befinder sig et skønsmæssigt mellem 6 til 8 millioner stort muslimsk mindretal i Frankrig.

Siden 2012 er flere end 260 franskmænd døde som ofre for terror. Efter at Macron tilbage i 2020 indledte sin kamp, er republikken blevet hårdt ramt af terror og trusler. Macron nægter indtil videre at underkaste sig. Han deltog i den halshuggede Samuel Patys statsbegravelse. Og mandag 2. november 2020 var der ét minuts stilhed på landets skoler for den dræbte lærer. Macrons nyopfundne offensive tilgang blev mødt med voldsom kritik fra præsident Erdogan, der mener, at den franske præsident må have mistet forstanden. Heller ikke Pakistans præsident Imran Khan har holdt sig tilbage, men beskylder Macron for at opildne til det, han kalder for islamofobi, altså en irrationel frygt for islam.[12] Khan er gået så vidt, at han overfor Mark Zuckerberg har stillet krav om, at Facebook helt forbyder islamkritik – eller med hans ord – islamofobi. Khan tillod sig at drage en falsk analogi til Facebooks forbud mod Holocaust-benægtelse og udbad sig, at det samme skulle gælde for islam, altså at en hel religion skulle være hævet over kritik. Khan talte i den forbindelse om pogromer imod muslimer.[13]

I Danmark

Umiddelbart efter at Samuel Paty var blevet halshugget, demonstrerede partiet Stram Kurs på Kongens Nytorv og lagde ved samme lejlighed en bårebuket ved Den franske ambassade til den døde lærers ære. Fremmødet var yderst beskedent.Mens Black Lives Matter Denmark, en forening hvis amerikanske pendant er selverklærede marxister, kunne forsamle i omegnen af 15.000 demonstranter i sommeren 2020 i protest imod, at en voldsdømt, amerikansk mand døde i forbindelse med en anholdelse, kunne yderligere en demonstration i protest imod, at den franske folkeskolelærer fik hugget hovedet af for at passe sit arbejde mønstre i omegnen af 200 demonstranter.

Det var omtrent det samme med Hizb ut-Tahrir nogle dage senere. En organisation, der er forbudt i Rusland, hvor den er kategoriseret som en terrororganisation. I Tyskland er den ulovlig grundet antisemitisk propaganda. Også i Tyrkiet og Egypten og de fleste arabiske lande er Hizb ut-Tahrir forbudt, men ikke i Danmark. Her i landet står det Hizb ut-Tahrir frit for at bruge de grundlovssikrede rettigheder, det verdensomspændende islamiske, politiske bevægelse nyder godt af i et demokratisk land, og ditto forsamlingsfrihed til at protestere foran Den franske ambassade mod Macron og mod muhammedtegningerne. Og det gjorde den så. Under skatteborgerbetalt politibeskyttelse blev der tordnet mod vestlige værdier og imod, hvordan vi her i Vesten anser vores såkaldte ytringsfrihed som hellig. Demonstrationen forløb fredeligt. Selvom der givetvis var mange, der følte sig krænket af den.

Da Ekstra Bladets udsendte medarbejder forsøgte at få svar på det legitime spørgsmål: Hvad er værst, tegning eller halshugning, blev han belært om, at det var mangel på pli at trykke tegningerne, og han i øvrigt skulle lade de voksne tale. Journalisten fik aldrig noget svar på sit spørgsmål.[14]

Fælleseuropæiske løsninger?

I bl.a. Sverige og Danmark har lærere været udsat for repressalier for at vise eller ville vise Muhammed-tegningerne. I Belgien og England er en lærer blevet fyret for det samme. Pernille Rosenkrantz-Theil udtalte sig for første gang, da hun 26. november 2020 blev kaldt i åbent samråd om brug af Muhammedtegninger i undervisningen i folkeskolen. Undervisningsministeren udgangspunkt var, at lærerne havde metodefrihed, også angående hvorvidt de ville undervise i tegningerne og i givet fald hvordan.

De såkaldte pædagogiske redskaber ministeren gav tilsagn om, var, at der ville komme en generel vejledning i, hvordan man som lærer kunne gribe svære, kontroversielle emner an. Derudover opfordrede hun til politianmeldelse, hvis lærerne følte sig truet. I den forbindelse kan nævnes, at anmeldelser om trusler og trusler på livet er steget til næsten det tredobbelte fra 2015-19.[15]

Og som oppositionen med Henrik Dahl i spidsen påpegede, er det ikke alene Muhammedtegningerne, men også f.eks. Israel-Palæstinakonflikten, Holocaust, terrorisme, seksualundervisning og erotik i kunsten, der er problemer med at undervise i på visse skoler.

Ministeren nævnte flere gange sin mærkesag – tvungen fordeling af elever på ungdomsuddannelserne, så det afspejler samfundets sammensætning – som en løsning. Ministeren forfægtede desuden følgende synspunkt: Jeg mener ikke, at islamisterne skal kunne vinde den sejr, at de kan diktere, hvilke frihedsrettigheder vi begynder at begrænse.[16]

Det store problem er, at det gør de allerede.

EU’s stillingtagen

Udover de sædvanlige officielle beklagelser og fordømmelser og erklæringer om solidaritet til Frankrig efter mordet på Samuel Paty kniber det gevaldigt med handling. Det gør det derimod ikke til at bekæmpe såkaldt strukturel og ubevidst racisme i EU, et videnskabeligt udokumenteret begreb, som er en væsentlig del af den EU-antiracisme-handleplan for 2020-2025, der er godt undervejs. EU-formand Ursula von der Leyen understreger (i min oversættelse) at: Det er muligt, at vi har forskellig tro, at vi tilhører forskellige minoritetsgrupper, men vi bliver nødt til at sikre, at vi lytter til hinanden, lærer fra hinanden og omfavner denne diversitet.

Det skal bl.a. ske ved at promovere positive narrativer og gennem media literacy, mediedannelse kan det nok oversættes til. Og hvad er så det? Hvis man ser på midlerne, aner man nok også hensigten: Kommissionen vil udvikle og udbyde en række seminarer om racemæssige og etniske stereotyper og bringe journalister, civilsamfundet og repræsentanter med minoritetsbaggrund sammen, som det er formuleret. Kommissionen samarbejder med det europæiske journalistforbund om at lave en række online seminarer for at fremme bevidsthed om og promovere et nuanceret billede af – ja, det står der direkte – muslimer og islam.[17]

Det betyder med andre ord, at det er blevet en del af EU’s agenda at modvirke racisme i alle medlemslandene ved at begrænse kritik af islam. Ergo sidestilles i EU-regi religionskritik med racisme. Det er i hvert fald svært at læse det på anden måde.

Vejrer aftenlandet morgenluft?

Et af de seneste i en efterhånden lang, lang række af terrorangreb i Europa udspillede sig hen over en november-nat i 2020 i Østrig af alle lande. I Stefan Zweigs fødeby. Stefan Zweig var wiener om en hals, og udødeliggjorde byen i hovedværket Verden af i går, hvor han skrev om som ung mand at diskutere Søren Kierkegaard med sine medstuderende på byens Kaffeehäuser over en kop melange, gå til koncerter i Staatsoper og på bogjagt i byens mange antikvariater. Selvom hans verden udgik fra Wien og senere Salzburg, var den verdensberømte forfatter selverklæret kosmopolit og fortaler for en europæisk union. Men Stefan Zweig var også jøde, og han indså tidligt, ligesom Albert Einstein og Sigmund Freud, at nazisterne langsomt men sikkert ville overtage magten på kontinentet, og at han måtte flygte for at redde livet. Først til England, så USA og til sidst Brasilien, hvor han begik selvmord i 1942.

I dag forlader jøderne også i stort antal Europa. Især franske, tyske og svenske jøder, men også i mindre grad danske. De emigrerer ikke primært til England og USA, som Stefan Zweig, men til Israel.For Europa er igen blevet til krigens hus.

Europa efter Paty

Muhammedtegningerne handler om noget langt større end satire rettet mod en fremmed religions profet. De er blevet symbol på vestlige værdier. På ytringsfrihed, religionsfrihed, herunder retten til at optræde blasfemisk og gudsbespotteligt, og en stolt tradition for at kritisere magthavere og kulturinstitutioner. Og religion. Alle disse demokratiske rettigheder er om end ikke sat ud af kraft, så blevet voldsomt indskrænket i vor tid. Med drabet på Samuel Paty har voldsmænd med succes fået udvidet deres vetoret til klasselokalet. Før sin ubetimelige død underviste den franske skolelærer i det, vi her i Danmark nok ville kalde for demokratisk dannelse.

Efter Paty skal lærere forholde sig til ikke bare om deres pensum er lærerigt, oplysende, almendannende og forhåbentlig også interessant og inspirerende, men guddødemig også til, om deres pensum måtte krænke elevers eller deres forældres religiøse følelser. Betyder det, at der udover de famøse tegninger er og for al fremtid vil være emner, man som lærer er tvunget til at undlade i sit pensum, fordi de måske kunne vække anstød hos nogen? Er den censur som for længst er afskaffet her i landet, nu blevet indført som kollektiv selvcensur? Før gjaldt den kun i visse ghettoområder, hvor politiets magtmonopol for længst er brudt og den grundlovssikrede ret til at demonstrere en saga blot. Samt på landets avisredaktioner, der undlader at trykke tegninger af frygt for repressalier.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har tidligere proklameret, at gud har vigepligt i Danmark og nu ligesom også Inger Støjberg udtalt mere direkte: ”Danmark skal ikke tilpasse sig islam”[18]/[19]

Spørgsmålet er, om det passer? Er ytringsfriheden i Danmark med Grundtvigs ord, hvis man slår op i Højskolesangbogens 18. udgave, vel at bemærke, sang nr. 89, det nordlys i fribårne ord i midsommerens sol, der ej for midnat vige? Nej, desværre ikke. Der bliver flere og flere eksempler på, at danskere vælger at bøje sig for diverse religiøse krav, og nu også for, hvad man må kritisere og gøre til genstand for satire.

Skal danskerne, herunder nu også lærerne i klasseværelset, bare blive ved med at udøve selvcensur og dermed begrænse egen ytringsfrihed og håbe, at det går over, og der ikke er – flere – der bliver dræbt. Er løsningen at vende den anden kind til? Under det føromtalte samråd appellerede Henrik Dahl fra Liberal Alliance til, at Folketinget lavede konstruktive løsninger på et alvorligt demokratisk problem, for som han udtrykte det: Vi er i en ny situation, og vi har nogle regler, der stammer fra en tid, der er væk. Fordi voldsmandens veto er et faktum.

Noget, der synes at være alment og stiltiende accepteret – udover af det, nogen kalder den yderste højrefløj. Den tier ikke. Ligesom vor tids avantgardekunstnere heller ikke gør det. Med store personlige omkostninger til følge. Det gjaldt svenske Lars Vilks, der døde sidste år. Hans rondellhund skulle vise sig at blive en livsforandrende kreation for kunstneren. Han måtte leve under Säpo-beskyttelse. Mange svenske politikere og meningsdannere, der ganske vist hyldede ham i døden, mente, mens han levede, at han kunne skylla sig själv.[20] Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til familieliv, som ellers tages meget alvorligt hinsidan, hvor den har ført til hundredetusindvis af familiesammenføringer, ligesom her i Danmark, hvor konventionen lige har bidraget til at sende Inger Støjberg i fængsel, gjaldt åbenbart ikke for Vilks, der af sikkerhedshensyn ikke måtte leve sammen med sin kæreste, men kun se hende sjældent og under stort sikkerhedsopbud.

Trykkefrihedsselskabet tier heller ikke. I Danmark gik Sappho-prisen 2021, en pris indstiftet for at hylde ytringsfrihedens helte, som fx Douglas Murray, til to af de desværre forsvindende få fra undervisningssektoren, der tør tale Roma mit imod om, hvorvidt Muhammedtegningerne skal vises i skolerne, eller eleverne bare kan google dem selv (sic!). Nemlig rektor for Københavns professionshøjskole Stefan Hermann og læreren ”Charlotte” samt professionshøjskolen selv. ”Charlotte” hedder i øvrigt slet ikke Charlotte, men noget andet og har nu fået PET-kontakt og hemmelig adresse.

En mindehøjtidelighed den 16. oktober 2021 på Kongens Nytorv, Samuel Paty in memoriam, initieret af Gruppen Paty kunne mønstre ganske få deltagere, herunder en enkelt venstrefløjspolitiker, nemlig Pia Olsen Dyhr, der kaldte ytringsfriheden for demokratiets kronjuvel.[21] I radioudsendelsen Cordua og Steno blev Samuel Patys navn også nævnt umiddelbart efter årsdagen for hans død. Værterne drøftede, om deres fidusbamse mon skulle gå til Gruppen Paty. ”Det der Paty”, som en af værterne udtrykte det. For at fastholde fokus på ytrings- og undervisningsfrihed. ”Noget som folk hurtigt glemmer ellers”.[22] ”Det, der Paty” endte med at få den. Fidusbamsen. Det kan man jo så glæde sig over.

I folketinget

Ellers går der en engel gennem det offentlige rum om ”det der ytringsfrihed”. ”Den der frihedsrettighed i grundlovens § 77”, kunne man også sige. En af det vestlige demokratis grundpiller, nemlig retten til at sige og skrive, hvad man mener. På Christiansborg er der heller ikke sket meget, her hvor vi for længst er gået ind i andet år efter Paty.

Frie Grønne har stillet et beslutningsforslag om genindførelse af blasfemiparagraffen. Det blev nedstemt af samtlige partier.[23] Sågar af socialdemokratiet, der ellers stemte for dens bevarelse tilbage i 2017. Nye Borgerlige har fremsat beslutningsforslag B2 om sikkerhedsberedskabsplaner og læringsforløb om Muhammedkrisen. EL og R gav udtryk for, at det var fuldstændig uacceptabelt med trusler mod lærernes ytringsfrihed under folketingsdebatten, inden de bekendtgjorde, at de ville stemme imod forslaget.

Men højrefløjspartierne og SF havde flertal udenom regeringen, så det så ud til, at der omsider ville kommeundervisningsmateriale om Muhammedtegningerne i det nye år.[24] For en stund. Indtil SF sprang i målet og stemte imod.[25]

Dette skete i kølvandet på, at regeringen pludselig i en tilsyneladende kovending i 11. time varslede forhandlinger om ytringsfrihed og selvcensur i det nye år, og Nick Hækkerup, landets justitsminister – ikke undervisningsministeren – i samme forbindelse udtalte: Regeringen er helt enig med SF i, at det er uacceptabelt, hvis der gennem vold og trusler skabes selvcensur og censur i skolen, uanset om det skyldes f.eks. Muhammed-krisen og dens primærkilder, Holocaust, LGBT+ spørgsmål, kvinders ligestilling eller seksuel frigørelse. Og samme sted om de tryghedsskabende foranstaltninger som justitsministeren i andre sammenhænge er så optaget af, kom Hækkerup med denne hensigtserklæring: Alle lærere skal føle sig frie og trygge i deres undervisning, og det har Folketinget en forpligtelse til at sikre.[26]

Og det lyder jo umiddelbart forjættende. I Frankrig skrev den franske præsidentfrue Brigitte Macron den 20. oktober 2020, der dengang var i corona-isolation og ikke kunne deltage i hans begravelse, i et åbent brev til Samuel Patys ære: I dag er vi alle lærere.[27] Det lød jo smukt. Måske var der vitterligt mange, der følte sådan på Samuel Patys begravelsesdag.

Men nu, mere end et år efter Paty blev myrdet, må der siges – for nu at bruge Madame Macrons retorik – at være akut mangel på lærere. For kun ganske få ønsker, eller tør, løfte opgaven.


[1] Det kan man læse mere om her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/derfor-blev-s-blasfemiparagraffens-sidste-ridder

[2] https://www.dr.dk/nyheder/politik/venstre-kovending-en-samlet-regering-stoetter-nu-afskaffelse-af-blasfemiparagraf

[3] https://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2001/09/20010917-11.html

[4] Se for nærmere straffelovens kapitel 27.

[5] https://www.expressen.se/nyheter/rasmus-paludan-vill-demonstrera-i-stockholm-/

[6] https://www.expressen.se/stefan-lofven-vi-har-aldrig-kritiserat-islam/

[7] https://live.aftonbladet.se/supernytt/news/foerolaempade-kvinna-i-sloeja-aatalas.jSDU6nW-f

[8] https://www.svt.se/kultur/svt-journalisten-christian-catomeris-lamnar-agenda-efter-kritiserat-namnval

[9] https://nyhetsbyran.org/2020/11/20/offentlig-fredagsbon-utanfor-franska-ambassaden/

[10] https://www.bbc.com/news/uk-scotland-scotland-politics-56364821

[11] https://beta.parliament.scot/-/media/files/legislation/bills/current-bills/hate-crime-and-public-order-scotland-bill/introduced/explanatory-notes-hate-crime-and-public-order-scotland-bill.pdf særligt pkt. 52, iii

[12] https://www.bbc.com/news/world-asia-54689283

[13] https://twitter.com/ImranKhanPTI/status/1320440661385093121/photo/1

[14]https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/hizb-ut-tahrir-demo-er-halshugning-vaerre-end-en-tegning/8347497

[15] https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=30050

[16] https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/BUU/kalender/52134/samraad.htm

[17] Se EU’s handleplan imod racisme 2020-2025 s. 14 og s. 22 (von der Leyen-citatet). Kan downloades her:

https://ec.europa.eu/migrant-integration/library-document/union-equality-eu-anti-racism-action-plan-2020-2025_en

[18]  https://jyllands-posten.dk/debat/leder/ECE12696432/islam-skal-tilpasse-sig-danmark-ikke-omvendt-hvem-er-uenige/

[19] https://www.altinget.dk/artikel/se-inger-stoejbergs-tale-der-er-maaske-lige-rigeligt-der-har-aendret-sig-i-venstre-siden-jeg-meldte-mig-ind

[20] https://www.expressen.se/ledare/sakine-madon/fega-kultur-sverige-har-svikit-lars-vilks/

[21] https://www.youtube.com/watch?v=cpS5Opouxc0

[22] https://www.berlingske.dk/cordua-steno/cordua-steno-hvor-gaar-graensen-for-identitetspolitikken-i-statslige

  • time ca. 54.56 inde i programmet)

[23] https://www.ft.dk/samling/20201/beslutningsforslag/b194/index.htm

[24] https://skolemonitor.dk/nyheder/art8523762/Nu-kommer-der-undervisningsmateriale-om-Muhammedtegninger

[25] https://www.ft.dk/samling/20211/beslutningsforslag/B2/40/afstemninger.htm

[26] https://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse/regeringen-indkalder-til-forhandlinger-om-selvcensur/

[27] https://newsrnd.com/news/2020-10-20-conflans-attack–%E2%80%9Cbeing-a-teacher%E2%80%9D–brigitte-macron-s-tribute-letter-to-samuel-paty.rJsQMc3DD.html

Helle Birk

Helle Birk er cand.jur. et mag., gymnasielektor og lærebogsforfatter.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside