Nyoversættelsen af Dantes Monarkiet giver danske læsere adgang til et spændende hovedværk, der viser vej mod den tidlige renæssances tankeverden. Men at tage det til indtægt for EU og FNs goder er at trække argumentet for langt, skriver vores anmelder Jens Wendel-Hansen.

Af Jens Wendel-Hansen

Ditlev Tamm har oversat og udgivet Monarchia, der oprindeligt blev skrevet i de første årtier af 1300-tallet. Lad det være sagt først som sidst: Det er overordentligt prisværdigt, at Ditlev Tamm har fået udgivet dette værk af Dante, som let kunne have været overset.

Mange vil formodentlig i værket se en introduktion til flere af de opgør, der ligger underneden i Den Guddommelige Komedie, og det vil formodentlig også være udgivelsens største populære bidrag, men derudover er værket også et partsindlæg i en af Middelalderens store politiske stridigheder, den mellem kejser og pave, om hvem der besad den verdslige magt og hvorfra. Værket kan i den forbindelse også ses som et klart renæssance-udtryk, hvor pavestolen begynder at blive direkte omtalt som en politiseret og politiserende instans, som altså ikke er hævet over eksplicit kritik.

Et rationalistisk eventyr

Værket er desuden i sin form et pragteksemplar af det, jeg ville kalde et rationalistisk eventyr. Vi begynder ved vores udgangspunkt af uvidenhed, hvorefter forfatteren forklarer os, hvad han vil bevise. Det gør han så efterfølgende slavisk, i dette tilfælde ved ivrig brug af Aristoteles’ argumentationsformer. Når dette er gjort, erklærer forfatteren, at vi er nået frem til vores endemål. Det er en stil, der måske ikke vinder ved den store spænding, men som unægtelig er let at følge med i. Dante sørger for hyppigt at gøre læseren klart, hvor vi er henne i denne proces. Ikke desto mindre er der her tale om en form, der fordrer ikke helt lidt af stedordene, som henviser til tidligere argumenter, præmisser eller lignende.

Det er mig uklart, hvor meget ansvar for denne forvirring, der her kan lægges på oversætteren, men man får som læser flere gange det indtryk, at oversætteren måske nok ved lettere omformuleringer og løsriven sig fra den direkte oversættelse kunne have vundet noget formidlingsmæssigt. Samlet set virker oversættelsen dog god, og man er faktisk i stand til at følge hele Dantes argument fra A til Å – af og til kræver det måske nok, at en passage læses 2-3 gange.

Politisk brug

Udgivelsen er forsynet med en givende indledning af Ditlev Tamm, der glimrende tegner billedet af værkets kontekst, men også værkets udgivelseshistorie, hvor man dog godt kunne have brugt en større sans fra oversætterens side til at eksplicitere den forskellige politiske brug, som værket har været genstand for. Når Dantes værker vinder fornyet interesse i netop 1800-tallet, er det vel netop på grund af den nationale italienske bevægelses direkte og effektive brug af ham til at tegne billedet af en fælles italiensk kulturarv – i fin overensstemmelse med de nationale samlingsbestræbelser. Sådanne elementer kunne med fordel have været ekspliciteret.

Værkets tekst er desuden forsynet med et stort antal lige så gavnlige og indsigtsfulde kommentarer.

Skal udgivelsen dog egentlig problematiseres, så er det da hverken i selve grundteksten eller i de historiske dele af indledningen, at det synes relevant at tage fat – og slet ikke for en lægmand. Her er der imidlertid anderledes meget at komme efter i udgivelsens indledende essay af Jens Christian Grøndahl og i et andet hjørne af den i øvrigt indsigtsfulde indledning af Ditlev Tamm. Mange af værkets læsere ville her formodentlig have slået sig til tåls med en forbindelse til Dantes øvrige værker, ikke mindst Den Guddommelige Komedie, eller en kontekstuel fremstilling af den politiske debat, den indgår i. Det er imidlertid ikke nok for hverken Grøndahl eller Tamm.

Var Dante EU-tilhænger

Her føjer man også den aktualiserende legitimering til, at Dante i værket argumenterer for, at overstatslig regulering er relevant. Tamm trækker i den forbindelse tråde til EU og FN i forhold til for eksempel klimadebatten, mens Grøndahl understreger samme pointe i forhold til corona-pandemien.

Denne anmelder skal gerne lade nåde gå for ret og acceptere, at Grøndahl og Tamm næppe med denne, ikke desto mindre unuancerede og ukritiske, parallel har tænkt det sådan, at EU eller lignende internationale organisationer skal ses som enheder, der i deres nuværende størrelse er indstiftet eller historisk udviklet dertil ved guddommelig indgriben eller forsynets vilje på historiens vegne. Men kigger vi alene på hvilke mere verdslige attributter, kejserdømmet tillægges i Dantes værk, så er det absolut væsentligste netop en ophævelse af magtbegæret, fordi det (næsten) verdensomspændende foretagende jo ikke kan angle efter mere, og derfor ikke er ledt af egeninteresse, men af retfærdighedstrang på hele menneskehedens vegne.

Jamen, er det ikke bare en kæk lille bemærkning – det, journalisterne kalder en ’krog’ – for ligesom at sikre sig, at bogen hævder relevans selv for dem, der egentlig ikke interesserer sig hverken for Dante, renæssancen eller aristotelisk argumentation for det tysk-romerske kejserdømme? Det skal jeg sådan set ikke kloge mig på, men i sammenhængen er det, Grøndahl og Tamm gør, ikke bare at kalde renæssanceforfatteren par excellence til vidne for mellemfolkelige organisationers berettigelse i det 21. århundrede. De kan også læses sådan, at de hævder, at disse organisationer har hævet sig over menneskelig fejlbarlighed. Det vil jeg nok mene kunne siges at være et vovet standpunkt.

Dante og verdensånden

Jeg er netop blevet færdig med første bind af den danske teosof Martinus’ Livets Bog, der er skrevet i Mellemkrigstiden. Her er beskrevet, hvordan det ikke mindst i lyset af Verdenskrigen – der har indtil da kun været en enkelt – nu står klart for menneskeheden, at voldelig magtudøvelse er barbari, og at vi derfor er på vej mod et højere moralsk stade – fra at være del af dyreverdenen til at blive del af den egentlige menneskeverden. Martinus gør meget ud af, at man er nødt til at se hele verdensaltet i et langt langt større perspektiv end det enkelte jordeliv eller for den sags skyld vores nuværende civilisations historie.

Ikke desto mindre kan hans konklusion, at menneskeheden nu er ved at arbejde sig til et højere stade mod en international retsorden og overgangen fra magt til ret, fra et historisk perspektiv meget let udlægges som værende i fuld overensstemmelse med tidens fredspolitiske strømninger og dermed være et meget specifikt tidsligt udtryk. Det er ligesom med Hegel i Jena. Selve verdenssjælen kommer lige præcis ridende ind i vores by. Det gør den nok i mindre grad, fordi vores by er centrum for verdenshistorien og i højere grad, fordi vores by er centrum i vores egen historie. Det samme indtryk synes jeg, at forordets og indledningens aktualiserende parallel giver mig.

Jeg synes, man skal læse bogen. Man skal lade sig fryde over formen og emnet og lade sig suge ind i hele denne tidsepoke med dens politiske intriger og magtbrynde og dens moralske ægthed og idealitet. Man skal glæde sig over at føle sig en lille smule klogere på både renæssancens debatform og Komedien som det prægtige værk, det er. Det er al tak værd, at Ditlev Tamm har sat sig for at få dette værk udgivet på dansk.

At værket bliver taget til indtægt for EU’s relevans, kan man jo så se som en tidstypisk pudsighed.