Isaiah Berlin

Forræderiet mod friheden

16. januar 2022
15 minutters læsetid

Isaiah Berlin (1909–1997) var en af sin tids vægtige repræsentanter for liberalismen. Men samtidig kritiserede Berlin liberalismens underliggende tradition med inspiration fra modoplysningen. Dermed kunne han f.eks. forsvare folkets nationale særpræg og afvise en blåøjet oplysnings-optimisme. Frederik Thomsen giver en introduktion til den britisk-jødiske idéhistoriker. 

Af Frederik Thomsen

Ethvert element af oplysningstraditionen og den beslægtede modernitet har affødt sit teoretiske modstykke. Sekulariseringen blev for eksempel mødt med frygten for en ”affortryllet verden”, det frisatte individ af Durkheims konservative anomi-begreb og arbejdsdelingen med Marx´ idé om fremmedgørelse. 

I forlængelse heraf affødte markedsøkonomiens fremkomst en stærk antibourgeois mentalitet i det nittende såvel som tyvende århundrede, hvorigennem de middelklassedemokratier, som opstod i kølvandet på den amerikanske og franske revolution, blev udlagt som hjem for alt fra varefetichisme og Webers ”jernbur” over Nietzsches ”sidste menneske” til Heideggers anonyme og rodløse ”Das Man” (man kunne her tilføje Marcuses ”endimensionelle menneske” og T.S. Eliots ”hollow man”). 

Hvad Oplysningens fædre betragtede som en verden af fremskridt er således blevet udlagt som et landskab af kulturel forarmelse, instrumentel rationalitet, rodløshed og moralsk samt spirituelt forfald af deres forskelligartede kombattanter, hvis repræsentanter spænder over alt fra korrigerende kritikere med rødder i den rationelle tradition (f.eks. Frankfurterskolens neomarxister) over den tyske romantiks antiuniversalister (f.eks. Herder) til syttenhundredtallets kontrarevolutionære modoplysningstænkere (f.eks. de Maistre og Burke). De franske postmodernister og deres mange arvtagere kan betragtes som det seneste skud på oplysningskritikkens historisk rodfæstede stamme. 

Moderniteten som udfordring

Brodden fra modernitetens kritiske ånd blev således hurtigt vendt mod den selv, hvorfor den moderne verden og vores frygt for den historisk set har indgået i en konstant vekselvirkning. Det er imidlertid en grundfæstet forestilling, at angreb på Oplysningen også indebærer et angreb på det liberale demokrati, men ligesom oplysningstraditionen er et sammensat fænomen, er det samme tilfældet for dens modstandere, som stadig kan have noget at sige os i det 21. århundrede. 

De bedste kritikere af den fransk-kantianske oplysningstradition er i forlængelse heraf ikke reaktionære, der ønsker at rulle den tilbage, men derimod moderate, hvis forankring i idéhistoriens bredspektrede modoplysningstradition formår at give moderniteten næring fra kilder uden for den selv. For disse er moderniteten med andre ord et ikke et problem, der via en radikal negation skal udryddes, men derimod en udfordring, som skal mødes. 

Et eksempel herpå er den franske fritænker Alexis de Tocqueville, der accepterede demokratiet, men som ønskede at redde det fra sine værste tendenser samt forlene det med en dybde ved at gribe tilbage til tanker fra den før-moderne vestlige tradition, nemlig aristokratiet. Konkret anticiperede han blandt andet frygten for det atomiserede og manipulerbare massemenneske, filisteren, som Hannah Arendt senere gjorde central for sin analyse af den totalitære stats fremkomst i det 20. århundrede. 

Et andet eksempel, og genstanden for dette essay, er den britisk-jødiske idéhistoriker Isaiah Berlin, som både var en vægtig repræsentant for liberalismen samt en indædt kritiker af en række kernelementer i dens underliggende oplysningstradition. En tradition, hvis tendens til monisme og manglende pluralitet han udfordrede ved at omfavne dele af den romantiske modoplysnings revolte mod oplysningstidens rationalistiske idealer.

En atypisk liberal 

Isaiah Berlin blev født i 1909 i Riga, men flyttede i 1916 med familien til Skt. Petersborg inden de i 1921 rykkede videre til England som følge af sovjetmagtens tiltagende repression, og netop oplevelserne under den bolsjevikiske revolution blev sammen med nazisternes jødeudryddelse helt centrale for hans særegne omfavnelse af liberalismen. En liberalisme, der beskæftigede sig bemærkelsesværdigt lidt med den økonomiske og produktionsoptimerende idétradition som udspringer af Adam Smith, men som i kraft af blikket for tilværelsens mangfoldighed af konfliktende værdier og livsmål ophøjede valgmuligheden til frihedens kerne. 

I sit berømte essay ”Two concepts of liberty” udfolder Berlin to frihedsforståelser, som han benævner henholdsvis positiv og negativ frihed (frihed til og frihed fra). Hvor sidstnævnte refererer til fraværet af ydre begrænsninger for handlen, omhandler den positive frihed derimod en udvidet forståelse, hvorigennem vi først er frie, når vores valg ikke er begrænset af ydre variable, som vi ikke kontrollerer. 

Vi er med andre ord ikke blot frie i kraft af de valg vi træffer, men først når vi lever et liv, der korresponderer med den plan, som vi rationelt har udtænkt for vores tilværelse. Den positive frihed dækker således ikke blot over friheden fra tvang, men indbefatter friheden til at opnå partikulære mål, hvorfor den ikke blot er, men derimod skal opnås og kultiveres via moralsk selvudvikling og politisk mobilisering. 

For Berlin er det imidlertid for let at kalde en lang række efterstræbelsesværdige værdier for frihed, da vi i sidste ende vil skulle vælge imellem disse. Det er med andre ord en illusion at tro, at f.eks. lighed, velstand, sundhed, sikkerhed og ”frihed fra” er kompatible mål som friktionsløst kan indpasses i et harmonisk og sammenhængende hele. Konflikten imellem forskellige goder er derimod menneskets tragiske grundvilkår. En central pointe hos Berlin er desuden, at den positive frihed over tid ofte slår om i tyranni samt rationaler for tvang og social kontrol, idet bestræbelsen på at gøre mennesket mere dydigt og rationelt ofte kolliderer med vores individuelle autonomi. 

For Berlin er den positive frihed nemlig tæt sammenvævet med den rationalistiske idé om, at der er en sandhed, et idealregime, og forveksles frihed for eksempel med menneskelig lykke, risikerer individet at blive reduceret til et middel for udfrielsen af abstrakte doktriner, hvorved despotismen maskeres som frihed.   

Monisme og pluralisme 

Berlins forsvar for den negative frihed er en central del af hans intellektuelle arv, men dette skal i vid udstrækning forstås i forlængelse af nogle underliggende antagelser om menneskets natur og muligheder, som han udfolder i opposition til den fransk-kantianske oplysningstradition. For Berlin er denne nemlig formet af nogle grundlæggende kardinalidéer baseret på en række hypoteser, der groft kan opsummeres således: at menneskenaturen er en universal, fikseret størrelse, som er ens i alle tider og alle steder; at alle spørgsmål har et sandt svar, og at universelle menneskelige mål derfor er mulige at identificere; og at disse mål er kompatible og derved kan indgå i en harmonisk helhed, som kan udfries ved at applikere den videnskabelige metode på moral, politik og økonomi. 

Forestillingen om, at menneskelig adfærd kan betragtes som grundlæggende uniform på tværs af tid og rum, og derfor gøres til genstand for fælles love og forklaringsmodeller, der er sande alle steder og til alle tider, er for Berlin en reduktionistisk og monistisk teori om menneskets natur. For ham eksisterer menneskets derimod i et moralsk univers med mange forskellige mål og hensigter. 

Berlins tanker om negativ frihed og pluralisme er koblet til en tredje idé, nemlig hans centralfilosofiske tese om de ultimative måls inkommensurabilitet. Berlin kaldte selv denne doktrin for pluralisme, med hvilket han mener, at der findes mange endegyldige samt efterstræbelsesværdige menneskelige værdier. Værdier, der som nævnt ikke nødvendigvis er kompatible. Det gode har med andre ord mange ansigter, og ædle hensigter tenderer mod at komme i strid med hinanden, hvorfor livet snarere bør betragtes som en konflikt mellem konkurrerende goder end en kamp mellem godt og ondt. 

Inspiration fra modoplysningen

Berlin udlægger ofte disse tanker igennem studiet af forskellige modoplysningstænkere, herunder den tyske folkesjælstænker Johann Gottfried von Herder, der i sit forsvar for de organiske og nationale enhedskulturer betragtede mennesket som et produkt af den komplekse historiske og sociale tekstur, som det er indfældet i. I forlængelse heraf opfattede han Oplysningens fordring om det almengyldige som en undergravning af verdens kulturelle særpræg, såvel som de interne og historisk fremvoksede principper, der definerer og giver mening til klodens kulturelt distinkte fællesskaber. Berlin er sympatisk indstillet overfor Herders blik for det partikulære i den historiske tradition, hvorfor hans liberalisme ikke blot skal sikre den enkeltes rettigheder og frihed, men også beskytte og konservere den fundamentale diversitet blandt mennesker, herunder nationalkarakterer udtrykt i sprog, kultur, værdier og livsstile. 

Da menneskets dybeste idealer og aspirationer udlægges som værende i permanent konflikt, supplerer Berlin altså idéen om negativ frihed med en værdipluralisme inspireret af den romantiske modoplysnings opgør med den rationalistiske og monistiske oplysningstradition. Da mennesket værdsætter distinkte såvel som inkompatible mål, bliver pluralismen den sociale formation, som er mest velegnet i relation til at organisere samfundet. Et samfund, hvor flest mulige kan forfølge flest mulige mål. 

Berlins værdipluralisme skal dog ikke forveksles med en banal relativisme, hvilket han ofte imødegår i sine tekster, idet han mener, at der findes basale moralske grundsætninger, som alle kan enes om på tværs af kulturer, tid og samfundslag. Værdierne er således afgrænset af en fælles menneskelig horisont, hvorfor det principielt set også er muligt at sætte sig ind i en given værdis levevis. Berlins værdipluralisme afviser således både den universalistiske såvel som den rent subjektivistiske moraletik, der opfatter alle værdier som historisk betingede præferencer snarere end objektivt eksisterende kilder til sammenstød og konflikt.  

Utopi og dystopi

Hvor debatten om positiv og negativ frihed primært var koblet op på den kolde krig og Berlins kamp mod – og erfaring med – den røde totalitarisme, forekommer pluralismekonceptet især relevant i relation til at analysere tidens forskellige kulturkonflikter. En af pluralismens konsekvenser er dog også, at ideen om det harmoniske og friktionsløse idealsamfund ikke bare er et uopnåeligt ideal, men også logisk inkonsistent i sin grundlæggende bestræbelse: ”Ud af menneskehedens krogede tømmer kan der aldrig laves en ret planke” er et udsagn lånt fra Kant, som Berlin flere gange anvender i sin essayistik, og som på mange måder er sigende for den liberale position, han igennem sit forfatterskab udmaler og gør sig til talsmand for. 

I Berlins optik kan rationalismen hverken afhjælpe samfundsdilemmaer funderet i sammenstød mellem forskellige objektivt eksisterende værdier eller udlede samfundets grundlæggende principper ud fra abstrakte teorier om menneskets eller samfundets ”natur”. Universalrationalismens krav om at forklare tilværelsen i ét altomfattende system såvel som den beslægtede bestræbelse på at identificere den ”endegyldige samfundsløsning” betragter han derimod som kimen til det 20. århundredes totalitære systemer. 

Berlin og Karl Popper

I dette lys bliver bolsjevikkerne jakobinernes naturlige arvtagere, og Berlins værdipluralisme samt negative frihedsbegreb et værn mod den ”oplyste” despotismes sociale ingeniørarbejde. På denne baggrund træder Berlin frem som et klarsynet produkt af sin tid, hvor bekendelsen til perfektionerende skrivebordsutopier, ofte kombineret med den udbredte tro på en historisk determinisme, ledte mange intellektuelle i favnen på diverse gruopvækkende demagoger. Berlin ligger således på linje med den østrigske videnskabsfilosof Karl Popper, som i mammutværket Det åbne samfund og dets fjender fra 1945 revsede forestillingen om, at der findes historisk determinerede udviklingsmønstre for samfundet, ligesom han argumenterede for, at man bør vende blikket mod samfundets konkrete onder fremfor utopiens ideelle gode. 

I sin fuldtonede omfavnelse af rationalismen var Popper imidlertid tættere på Kant og Oplysningen end Berlin, som i høj grad var forlenet med den russiske og romantiske tænknings ”mørkere” udsyn – herunder den nationalistiske udlægning af kulturer som distinkte sociale enheder samlet om en fælles historie. Begge anfægtede imidlertid den forkromede utopis hovmodige totalstatsløsninger og spekulative udlægning af det ideale samfund, ligesom idéen om at gribe aktivt ind i historien med henblik på at realisere de fremtidige sandheder, der mentes at ligge latent i nutiden, blev imødegået i deres tekster. Et tankesæt, der – hvad enten man betragter historiens udvikling som en lineær progression (som Kant og Condorcet) eller gennem dialektiske stadier (som Marx og Hegel) – tenderer mod at betragte revolutionen som historiens acceleration mod menneskehedens harmoniske endestation. 

Begge havde desuden konkrete erfaringer med den totalitære stat, idet Popper i 1937 emigrerede til New Zealand af frygt for nazismen og Berlin flygtede fra Oktoberrevolutionens revolutionære fortrop i 1921. En fortrop, der i pagt med tidens dialektiske bevægelse bemægtigede sig rollen som historiens selvbestaltede avantgarde, og med reference til den universalhistoriske udviklingslogik, der som en væsentlig komponent i marxismens verdslige trossystem udstak historiens gode vilje, reducerede folket til trædesten for det historiske maskineris uafvendelige fremmarch mod den videnskabelige marxismes dennesidige utopi. 

I dette lys inkarnerede den historiske determinisme et overgreb på selve kernen i Berlins frihedsforståelse, nemlig evnen til at vælge imellem forskellige alternativer, ligesom den i samspil med marxismens besnærende utopi tjente som legitimerende faktor for et kompromitterende paradoks ved kommunismen. Et paradoks, som en desillusioneret kommunist i Vasilij Grossmans anbefalesværdige murstensroman Liv og skæbne fremfører i kraft af udsagnet om, at ”den kommunistiske ideologi frigjorde mennesket fra moralen i moralens navn”.

Det administrative despoti

Som det fremgår ovenfor, nærer Berlin en helt grundlæggende afsky for tankesystemer, der betragter mennesket som midler snarere end mål i sig selv, hvorfor han – foruden sin samtids totalitære samfundssystemer – anfægter enhver form for teknokrati og overdreven videnskabelig rationalitet, der reducerer kampen mellem modstridende værdier og principper til et spørgsmål om teknikker. Da der ikke eksisterer en harmonisk konvergens hvad menneskets ultimative mål angår, underkender den teknokratiske positions omformning af alle politiske og moralske problemer til tekniske spørgsmål det demokratisk-individualistiske syn på mennesket, som Berlins pluralisme omfavner og udspringer af. 

På denne baggrund kan Berlin læses som en kritiker af enhver form for vidtgående videnskabelig bureaukratisk kontrol, der, baseret på en grundlæggende idé om harmoni mellem individ og samfund, søger at kultivere den enkeltes personlighed via eksperter og sociale teknologier, og som dermed underminerer idéen om mennesket som en kreativ og selvdeterminerende størrelse. En position, der i høj grad leder tankerne mod en senere tænker som Foucault, og som rummer en dyb afsmag for den upersonlige kollektivisme såvel som enhver form for terapeutisk, konformerende samt paternalistisk regulering af individet i henhold til et uafvendeligt, rationelt ordnet og forudgivent socialt mønster. 

Idéen om at omforme mennesket til fordel for en grundlæggende rekonstruering af samfundet associeres typisk med den yderste venstrefløjs sociale ingeniører, men overgrebet på intellektuel frihed og diversitet er og var ligeledes et udbredt fænomen i Vesten såvel som på det øvrige politiske spektrum. Enhedsbestræbelsens socialteknologiske overgreb på den individuelle vilje er således et latent og allestedsværende fænomen, som Berlin, i kraft af koblingen til den rationalistiske filosofis positive frihedsforståelse, netop sporer til de mest oplyste og humane tankesystemer i den vestlige idétradition.

Berlin som koldkrigstænker 

Berlins moralske imperativ om at lade individet forfølge sine individuelle aspirationer fik ham til at omfavne den negative frihed som koncept, imens han formulerede sig op mod sin samtids systembyggere og i lighed med andre liberale koldkrigsintellektuelle vendte ideologierne ryggen. Fremfor de store trosystemer og kollektive mobiliseringsremedier, der prætenderede at kunne forklare alle aspekter af menneskelivet, værdsatte han tvivlen samt den kritiske og uafhængige tænkning. 

Antikommunismen animerede altså mange af Berlins idéer, men han blev aldrig en udfarende ideologisk koldkriger som f.eks. Aron, Orwell og Koestler, da hans tænkning netop appellerede til tvivl og ydmyghed snarere end messianismens ideologiske korstog. Berlin afviste i forlængelse heraf heller ikke den positive frihed og dens mål, om end han fandt, at den mudrede frihedsbegrebet, ligesom han både var skeptisk overfor laissez-faire liberalismens økonomiske udbytning såvel som de radikale kollektivisters forherligelse af centralistisk statsautoritet. 

Berlin og nationen 

Som nævnt ovenfor var Berlin inspireret af modoplysningen og den tyske romantik, der gjorde op med rationalismen og erstattede oplysningens universelle prætentioner med den autentiske folkeånds kollektive identitet. Disse mangefacetterede bevægelser var således centrale for Berlins pluralismekoncept, og den beslægtede udlægning af værdisammenstødet som en uadskillelig del af menneskets lod. I forlængelse heraf forlener Berlins værdipluralisme ham med evnen til at anerkende værdier, som typisk anfægtes indenfor den liberale tænkning. 

For eksempel afspejler nationalismen ifølge Berlin et universelt og dybereliggende identitetsbehov baseret på medlemskabet til et kulturelt og historisk fællesskab med rødder i et bestemt territorium. Berlin var imidlertid ikke nationalist i en politisk, chauvinistisk forstand, men han forstod det permanente spørgsmål om tilhørsforhold, ligesom han værdsatte og respekterede diversiteten i kulturelle værdier og livsmål. For Berlin er nationalismen således ikke blot en simpel patologi, men udtryk for et genuint menneskeligt identitetsbehov. Fornægter man derimod dette, som mange socialister og liberale internationalister systematisk har gjort, afskærer man sig fra at forstå nationalismen som en basal og uafhængig historisk kraft i verden. 

Berlins aktualitet

Som det fremgår ovenfor, strukturerede Berlin sit tankeunivers ved at nedbryde en række komplekse emner til simplistiske dikotomier som positiv/negativ frihed, pluralisme/monisme og oplysning/modoplysning. I den forbindelse bliver hans udlægning af oplysningen også en lidt grovkornet konstruktion, en art stråmand, som tenderer mod at overdrive oplysningstraditionens monisme samt uniforme forståelse af den menneskelige natur. 

Men uagtet dette er forfatterskabet båret af en intellektuel nysgerrighed såvel som en udtalt aversion mod åndelig indsnævring samt alskens former for dominans og doktrinær troskab, hvilket gør Berlins tanker til en evigt relevant base for kritik og inspiration. 

Hans modvilje mod at transformere oplysningens postulerede monisme (den endelige sandhed) til praktisk politik er til stadighed relevant, eftersom de hovmodige totalløsninger på menneskehedens ulyksaligheder historisk set har indeholdt kimen til overgreb på det konkrete og historisk forankrede menneske, som ikke gnidningsfrit lader sig tilpasse de deduktive metasystemers nette uniformer. 

I dette lys bør vores politiske adfærd snarere basere sig på medfølelse og skepticisme end dogmatik og utopisme, og Berlin tilbyder i forlængelse heraf et udsyn, hvor politiske mål er uperfekte, provisoriske og funderet i kompromiser, prioriteringer samt etableringen af ustabile ligevægte. Et udsyn, hvor alle løsninger skaber nye udfordringer, og hvor demokratiet – pga. af fraværet af en altomfattende samt hierarkisk struktureret værdiskala – er en proces og ikke en konklusion. 

Som feltråb i kampen for en bedre verden synes dette udsyn muligvis vagt (jf. det gamle udsagn om hellere at tage fejl med Sartre end at have ret med Aron), men de samfund, som er kommet længst i relation til at skabe velstand, social retfærdighed og individuel frihed, er ikke revolutionære stater, men derimod stater, der gik reformvejen og satte deres lid til det hårde parlamentariske arbejde snarere end upersonlige historiske kræfter. I en tid, hvor åndelige brandstiftere på begge yderfløje igen er i bevægelse, kan Berlins forfatterskab medvirke til at revolutionens sprog ikke frakobles dette historiske vidnesbyrd.

Blød modoplysning

Berlins ”bløde” modoplysning og værdipluralisme er desuden en sympatisk anledning til refleksion, og tolerancen er som begreb unægtelig tæt knyttet til tvivlen. Men den fuldstændige tvivl er ligeledes en åbning for den etiske relativisme, og man kan i den forbindelse passende spørge, hvor opgøret med universalismen og de naturlige rettigheder egentlig fører hen? Et opgør, som Berlins værk i sin helhed bidrager til fra en liberal position, om end han formentlig ville svare, at den liberale bør lade tvivlen herske uden at lade den trumfe sine grundlæggende moralske antagelser. 

I forlængelse heraf udfolder Berlins værk oplysningens dialektik, hvor fornuften slår om i sin modsætning (en tankefigur man ligeledes finder hos Horkheimer og Adorno), alt imens han sideløbende behandler modoplysningen som diversitetens kilde. Man bør imidlertid være opmærksom på, hvilket Berlin også er, at en lignende dialektik kan identificeres i modoplysningen, idet irrationalismen og gruppetyranniet ligeledes lurer blandt dennes bredspektrede palet af bagudskuende kontrarevolutionære og romantiske autencitetsbesyngere. En gruppe for hvem kulturen bliver en lukket, fikseret størrelse, der som historisk aggregat ikke kan reorganiseres i henhold til individuelle behov og interesser, og som udskifter den fælles bekendelse til fornuften med et fokus på det ”unikke”, forstået som alt det der adskiller og isolerer folk på tvær af etniske og kulturelle skillelinjer. 

I forlængelse heraf tenderer Berlins værdipluralisme – som nok er en pragmatisk, ikke-ideologisk såvel som refleksiv måde at navigere i verden – mod at beskrive et samfund af grupper snarere end individer, når spørgsmål vedrørende kulturel mangfoldighed skal adresseres. En højaktuel tendens som rejser et vigtigt spørgsmål: Er modoplysningen (såvel som Berlins kulturelle værdipluralisme) et humant alternativ til oplysningens universalisme og rationalisme, eller efterlader dens dyrkelse af gruppeidentitet individet forsvarsløs overfor diverse kulturelle og historisk betingede former for kollektivisme? Gruppen giver nok en følelse af tilhør, en art plads i verden, men der synes at eksistere en vis spænding imellem Berlins tilslutning til den negative frihed og den beslægtede værdipluralismes forherligelse af kulturel diversitet. 

Berlin har imidlertid efterladt sig en kompleks og inspirerende liberal arv. På et overordnet plan flyttede han liberalismebegrebet væk fra den klassisk variant, som blev båret frem af en overdreven optimisme, ligesom han distancerede det fra den tendens til antiindividualisme og paternalisme, der fandtes i meget af tidens progressive tænkning. I forlængelse heraf koblede han friheden til valget, ligesom han gjorde det klart for os, at ikke alle menneskelige mål og idealer er kompatible. 

Frederik Thomsen er cand.soc. fra Aalborg Universitet og konsulent i Hvidovre Kommune.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside