I dag er 80-årsdagen for angrebet på Pearl Harbor

7. december 2021
2 minutters læsetid

Af Thomas Gress

Seks japanske hangarskibe med over 300 jægerfly gennemførte morgenen d. 7. december Honolulu-tid et overraskelsesangreb på den amerikanske flådebase ved Hawaii.

Knap 2.400 amerikanere mistede livet. 4 gigantiske slagskibe på sammenlagt 120.000 tons sank, og yderligere 4 svært beskadiget. Knap 200 fly blev ødelagt. Men hovedmålet – de amerikanske hangarskibe – befandt sig ikke i havnen da angrebet fandt sted.

Kun få i den japanske kejserlige ledelse var begejstret ved tanken om at angribe USA. Men angrebet var i deres øjne en nødvendighed: Japan ville udnytte krigen i Europa til at erobre britiske, franske og hollandske besiddelser i Fjernøsten, men det ville USA næppe tillade. Derfor skulle USA neutraliseres. En diplomatisk løsning var urealistisk, og eneste mulighed var den militære.

I Japan var man opmærksom på amerikanernes økonomiske overlegenhed, men man håbede på, at man kunne kæmpe sig til en blodig stilstand.

USA’s økonomiske velstand var ledsaget af åndelig velstand

Sandheden er imidlertid, at japanerne meget vel undervurderede USA’s ressourcer.

Fra perioden december 1941 frem til krigens afslutning i september 1945 byggede USA 100.000 kampvogne, 2,4 mio. andre køretøjer, 250.000 stykker artilleri, 100.000 jægerfly, 100.000 bombefly, 30 hangarskibe, 10 slagskibe, ca. 2.000 andre krigsskibe og i alt blev 16 mio. amerikanere indkaldt til tjeneste. Samtidig forsynede USA såvel Storbritannien som Sovjetunionen med talrige mængder fødevarer, råvarer og logistisk hjælp. Fx eksempel fremstillede Sovjet under Anden Verdenskrig kun 24 lokomotiver, mens de fik knap 2.000 leverede af USA. Amerikansk hjælp gjorde det muligt for Sovjet at målrette alle ressourcer militærproduktion.

Produktionsmiraklet lod sig gøre, fordi forudsætningerne var til stede allerede inden krigen brød ud. I 1940 stod USA for 40 pct. af global BNP, og omtrent halvdelen af global fremstillingsvirksomhed, om deres andel af verdensbefolkning var på 5 pct.

Fortællingen om den uovervindelige USA har sin rigtighed: USA var en supermagt længe inden Anden Verdenskrig brød ud. Og magten var en direkte funktion af den tårnhøje materielle velstand, som gjorde at dyre, varige forbrugsgoder som biler, opvaskemaskiner, køleskabe mv. var typiske i amerikanske hjem længe før de blev det i Europa.

Men den materielle velstand stod ikke alene. Den var ledsaget af en kraftfuld åndelig velstand. En national sammenhængskraft, som byggede på en anglo-protestantisk kernekultur, hvortil de millioner af tyskere, irere, italienere og østeuropæere var assimileret gennem en konsekvent integrationspolitik, hvor uddannelsessystemet stillede hårde krav om kendskab til amerikansk historie, kultur, litteratur, sprog, og hvor en pæn andel af indvandrere måtte kaste håndklædet i ringen for at vende hjem til Europa. Amerikanerne var i den grad bevidste og værnede om deres egen dannelse, og dannelsen udgjorde så at sige en ikke-materiel, men ikke desto mindre vigtig del af den typiske amerikaners humankapital.

Magt udspringer først og fremmest af BNP

Kombinationen gjorde USA uovervindelig, og heri ligger en vigtig lektion for Vesten. Magt og indflydelse udspringer først og fremmest af BNP – og BNP er intet mindre end produktet af befolkningens individuelle produktivitet samt befolkningsstørrelse.

En høj BNP er imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende med en stærk national sammenhængskraft – denne afhænger af befolkningens dannelse.

Når Vestens BNP set i forhold til den øvrige verden falder, er det naturligvis i en vis forstand genstand for glæde, fordi fattigdommen mange steder falder. Men det er ikke ubetinget godt, fordi samtidig med, at hundredevise af millioner af kineser løsriver sig fra fattigdom, da udgør Kina en mere og mere alvorlig konkurrent til Vestens overherredømme.

Samtidig har senmoderne pædagogik i mange lande haft held med at nedbryde dannelsesbegrebet fuldstændigt. Når danskerne bliver bedt om at forholde sig til, hvilke værdier de opfatter som vigtigst, svarer de med begreber som tillid, frisind, ligestilling, velfærdssamfundet eller hygge (Ytringsfrihedskommissionens undersøgelse, side 18). Det afgørende, fundamentet for alt andet – den kristne kulturarv – rangeres lavest. Andre, dybere værdier som viden og dannelse, gavmildhed, personligt ansvar, flid figurerer slet ikke.

Deri ligger et langt, langt dybere og mere alvorligt problem end den ikke-vestlige indvandring. 

Thomas Gress er dansk-amerikaner og cand.polit.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside