Vores tidsskrift Replique fylder 10 år, og det fejrer vi gennem december med en julekalender med tilbageblik på nogle af de bedste artikler, vi har udgivet. Julekalenderen åbnes her med et tilbageblik på fødselarens første leveår.
Det er ti år siden vi startede tidsskriftet Replique. I logisk forlængelse heraf har dette i det ydre lidt usynlige, men i substansen særdeles fyldige tidsskrift jubilæum. Jeg husker ikke længere, hvordan vi kom på idéen, men helt er sammenhængen ikke gået tabt.
Selvom Replique er et højpandet foretagende, der i abstraktionsniveau fuldt ud står mål med sin storebror Årsskriftet Critique, så er der noget vældig lavpraktisk over hele undfangelsen. Sådan er det jo i øvrigt gerne med undfangelser, har jeg læst.
Tilbage i 2011 havde Årsskriftet Critique eksisteret i tre år. Det var endnu på den tid et blad, der blev udgivet af Konservative Studenter på Aarhus Universitet – sådan som det med visse afbrydelser havde været tilfældet siden 1964.
Men Årsskriftet Critique havde jo også en onlinetilstedeværelse. En primitiv hjemmeside, hvor man kunne se, hvordan man dog kunne få fingrene i dette tidsskrift. Og nu var det hele kommet så vidt, at der også var kommet en Facebook-side til.
Men hvad er problemet med et årsskrift på sociale medier? Ja, problemet er altså, at det kun udkommer en gang om året. Man skal ikke være en certificeret SoMe-haj for at forstå, at det ikke er et godt udgangspunkt for web 2.0 eksperimenterne. Kort sagt: Vi havde intet at lægge på Facebook.
Det var vist dette, der var den helt lavpraktiske årsag til Replique. Men der var selvfølgelig mere. Ønsket om at brede fronten ud. Erkendelsen af, at Årsskriftet Critique kunne meget, men også havde mangler. En mangel var, at det var vanskeligt at skabe dialog eller gemytligt slagsmål om artiklerne. De kom jo kun en gang om året. Skulle man så bringe en replik året efter? Det ville være galskab. Idioti.
Nej, der var brug for et nyt magasin, hvor folk kunne replicere på Critiques kritik. Og hvad med anmeldelser. Vi ville gerne mere systematisk tage livtag med litteraturen, ikke mindst den dengang så sprudlende borgerlige debatlitteratur. Men skulle vi så bruge plads i Årsskriftet Critique på anmeldelser. Det ville være ærgerligt. Og desuden ville de jo være aldeles uaktuelle, når bladet først kom.
Det ville være dårskab.
Og hvad nu med formatet i Årsskriftet Critique? Skar man ikke noget væk, når man insisterede på artikler af en længde på 10-20 sider? Jeg tænker her ikke på læserne. Læserne må man aldrig tænke på. De skal bare have besked. Nej, jeg tænkte på skribenterne. Måske kunne vi bedre dyrke talenterne med et lidt kortere format.
Også dette gik ind i drømmen om Replique. Her skulle være anmeldelser. Replikker til Critique-artikler og så kulturstof. Senere kom kronikken til. Alt sammen noget andet end Årsskriftet Critique, men i dag jo med til at give Årsskriftet Critique sit ansigt. Vi er meget bevidste om, at det kun er os selv, der kan finde ud af at skelne. Schwamm drüber!
En ting husker jeg vældig klart. Selvom jeg måske fik grundideen, blev det redaktør Rasmus Pedersen, der udmøntede den. Rasmus var dengang ganske nyslået redaktør ved Årsskriftet Critique. Han havde overtaget efter en anden Rasmus Pedersen, som heldigvis hed Ladekjær til mellemnavn, så det hele ikke endte i babelsk sprogforbistring.
Jeg husker, at jeg satte Rasmus – altså vores nye Rasmus – stævne i en af kaffestuerne ved Stakladen på Aarhus Universitet.
Her havde jeg udlagt idéen i grundtræk og foreslået, at Replique blev hans ansvarsområde. Før Rasmus slog sig på den analytiske filosofi, var han en dannet mand. Der var ingen bedre til opgaven. Redaktionen var foruden Rasmus også mig selv og så Anders Orris, som dengang ikke var tilknyttet Critique, men som vi kendte fra den konservative ungdomsbevægelses rækker. Senere kom den unge Brorson til. Nu er han godt nok ikke så ung længere, men sådan er der så meget.
Det var Rasmus, der skrev det forord til Replique, der siden har været rettesnoren for redaktionsarbejdet. Og ja, jeg må også indrømme, at ordene med deres vægt har præget Critique i det hele taget. Det var gode ord. De er værd at gentage, værd at holde fast i. Værd at kæmpe fra.
Vi slutter med dem som et Amen.
”Udgangspunktet for nærværende tidsskrift er, at kultur har betydning. Hvis kulturkampens frontkæmpere har troet på muligheden for at vinde kampen uden at tale om kultur, har de taget fejl. Et af formålene med tidsskriftet Replique vil være at bidrage med et mere positivt svar på spørgsmålet om, hvordan vi forstår kultur.
Vi holder på, at kultur i sig selv har værdi, men at al kultur ikke er af samme værdi. At det er muligt og nødvendigt at skelne mellem de store værker og personligheder, der afgørende præger vores selvforståelse, og det lette og overfladiske, der vil blive glemt; samt at kulturen er for vigtig til at blive overladt til politisk ensidighed. Den kultur, vi lever i, kan ikke skabes eller genskabes i nuet af den ideologiske kulturforståelse, der altid lader det politiske gå forud for analysen og dermed tilsidesætter værket. Netop fordi kulturen er det fælles, historiske grundlag, vi altid-allerede står på, er skellet mellem det høje og det lave vigtigt, fordi det lader os forstå hvad der er modsat den ideologiske kritiks hvad der burde være.”
