Vi må ikke misbruge kulturkampen til at spare på universiteterne

29. november 2021
3 minutters læsetid

Vi behøver ikke at forestille os, hvordan det bliver på de danske universiteter, hvis vi ikke snart hiver i håndbremsen og laver en vild U-vending.

Allerede nu kan vi kigge på USA, England og Sverige, hvor man flere steder har skiftet nationalflaget ud med regnbueflaget, hvor Valerie Solanas SCUM Manifesto er studieboghandlens bestseller, og hvor 90% af alle kurser og seminarer tager udgangspunkt i den præmis, at alle hvide heteroseksuelle mænd er nogle dumme racistiske svin.

Derfor ser jeg det også grundlæggende som en god ting, at kulturkampen i Danmark er genopstået, og at flere politikere og meningsdannere de sidste mange år har problematiseret den negative udviklingsbane, som de vestlige universiteter har bevæget ind på, og jeg syntes også grundlæggende, at det var meget fornuftigt, at Henrik Dahl og Morten Messerschmidt fik bred opbakning til deres erklæring om, at politik ikke må forklædes som forskning.

For det burde sige sig selv, at vi naturligvis ikke kan leve med, at universiteterne udvikler sig til en politisk skole, hvor den primære opgave bliver at lære folk, hvad de skal stemme, og hvilke demonstrationer, de skal tage til.

Kulturkamp må ikke blive sparekrav

Når det er sagt, så syntes jeg desværre, at det ser ud til, at Henrik Dahl og flere af tidens andre politikere udelukkende bruger kritikken af universiteterne til at argumentere for flere besparelser, og det syntes jeg er både trist og frustrerende. I de ti år, som jeg har studeret og arbejdet i universitetsverdenen, er der ikke gået et år, hvor man ikke har besparet humaniora, fyret forskere, sat begrænsninger på de studerendes studietid, mindsket optag eller direkte lukket studier, og der er intet, som tyder på, at det faktisk virker.

Snarere tværtimod. Først og fremmest smadrer man studiemiljøerne og gør kvaliteten af uddannelserne betydeligt dårligere fordi, de studerende blandt andet ofte ender med at få færre forelæsninger, mindre tid med underviserne og færre muligheder for studieture og lignende aktiviteter. Og for det andet, så hjælper sparerøvelserne ikke på problemet med den stigende politisering og aktivisme. Det tragiske er nemlig, at det ofte er forskere, som ikke arbejder med moderigtige emner som klima, feminisme eller kolonialisme, der ender med at blive fyret under disse besparelser, og på den måde koncentreres antallet af politiskkorrekte forskere blot endnu mere på de forskellige fakulteter.

Et af problemerne er, at jo flere midler, du tager fra universiteterne jo mere afhængige bliver forskerene af eksterne fondsmidler, og som man kan se på de forskellige fondes sider, så gives disse midler i dag oftest til projekter, der på den ene anden måde har et samfundsnyttigt fokus som eksempelvis klima, kvinders rettigheder eller lignende.

Hvad er alternativet til besparelser?

Løsningen er således ikke yderlige besparelser. Og i stedet for at eksperimentere mere i den retning, så skal man i stedet i gang med at tænke i den modsatte retning. Hvordan kan vi investere i og forme universiteterne, så de bliver mere rummelige, og der skabes højere kvalitet for de studerende og forskerne? Det kunne eksempelvis ske gennem særligt oprettede puljer, der tilgodeser den type af projekter, som i dag er underfinansierede, eller som man gerne så flere af.

Man kunne også overveje at indføre andre regler for, hvordan fonde må støtte projekter. Eksempelvis kunne man forestille sig, at der var øgede krav til diversiteten blandt de projekter, som fondene støtter. Hver gang de støtter et feministisk- eller fedmeaktivistisk projekt, så skal de også støtte et projekt med en vinkel, som ikke nødvendigvis har en bred samfundsgavnende effekt. Pointen er, at diskussionen grundlæggende befinder sig det helt forkerte sted.

Kritik af tingenes tilstand er fin, men vi skal ned i maskinrummet og justere på de forskellige instrumenter, hvis vi skal have gang i noget produktivt, og meget peger på, at der også skal kastes mere kul eller kolde kontanter ind i kedlen. Paradoksalt nok, så sætter man nemlig kun forskningen og forskerne fri, hvis man sørger for, at de ikke skal udfylde deres projektansøgninger med en masse politiskkorrekte buzzwords, men at de faktisk kan få midler til projekter der er smalle, nørdede og geniale.

Henrik Dahl nævner godt nok på side 183 i sin seneste bog, at bevillingssystemmet bør afpolitiseres, men hvordan det skal ske, kommer han ikke ind på, og det virker ikke til at han er villig til at gøre de økonomiske prioriteringer, som skal til. Så derfor får han og de andre områdeansvarlige politikere her en opfordring til ikke længere at rive ned, men i stedet bygge op og tage de rigtige og kloge valg, så vi for en gangs skyld ikke afvikler men styrker vores forskningsmiljøer. Det ville være innovativt.

Jonas Hoeck

Jonas M. Hoeck er cand.mag. i litteraturvidenskab, tidligere linjefagsleder på Askov Højskole og nu ph.d.-studerende ved Karlstad universitet. Han skriver for diverse medier og holder foredrag på højskoler og kulturhuse. På aarsskriftet-critique.dk skriver han fra og om forskningens, litteraturens og kulturens verden.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside