Konservatismen er svaret på Værens kald

18. november 2021
4 minutters læsetid
Politolog, højskolelærer og ph.d. Søren Hviid Pedersen undersøger i sin artikel Konservatismen er svaret på Værens kald en position, han kalder Bosteds-konservatisme. Det er en konservatisme, der inspireret af Heidegger vender ryggen til liberalismen og i stedet søger mod Væren og folkelighed. Vi bringer her et uddrag. Tegn abonnement her.

Den tyske filosof Kant skrev engang, at menneskehedens natur er kroget som et træ. Men jeg ved så meget, at mine egen vej til konservatismen var forholdsvis lige. Lige fra jeg kan huske, at jeg havde en form for politisk overbevisning, har jeg identificeret mig som konservativ – en identifikation, jeg har det rigtigt godt med.  

Hvad der inspirerede en ung konservativ gymnasiast, var især tre danske forfatterskaber. Hans Jørgen Lembourns Een/mange fra 1967 er måske mit første møde med en principiel tænkende konservativ. I bogen præsenteres man for en form for eksistentialistisk baseret konservatisme, der betoner de anti-totalitære bestræbelser, der ligger bag enhver form for ideologisk tænkning. 

Per Stig Møllers omfattende forfatterskab var ligeledes et forfatterskab, jeg hentede megen inspiration og, ja, trøst i. Også her var der et forfatterskab, der meget entydigt tog afstand fra datidens totalitære ideologier, specielt marxismen og alle dens 70’er-variationer.

Men størst af alle, Søren Krarup. Hans Det moderne sammenbrud fra 1984 var noget ganske særligt for mig. Jeg gik på gymnasiet det år, den udkom, og jeg slugte bogen råt. Her var en forfatter, der var rigtig konservativ, en reaktionær traditionalist, der hudflettede samtidens dårskaber. Et bogstaveligt radikalt forfatterskab, forstået således, at det var et åbent frontalt opgør med Oplysningsfilosofien og alt det, den stod for.

Right up my alley! Her føltes det, som om den unge gymnasiast havde fundet en intellektuel soulmate. Det er et forfatterskab, jeg den dag i dag stadig finder stor inspiration i. Hvis jeg synes, at jeg er blevet lidt for sat og konsensussøgende, sådan rent intellektuelt og politisk, så hiver jeg altid Krarup frem igen og kommer på rette spor. 

Fælles for disse tre forfattere var, til trods for deres store indbyrdes forskelle, at de repræsenterede en grundlæggende konservativ disposition. Måske er den engelske konservative filosof Michael Oakeshott den bedste til at udtrykke konservatismens inderste væsen, når han i sit essay ”On Being Conservative” skriver: 

To be conservative, then, is to prefer the familiar to the unknown, to prefer the tried to the untried, fact to mystery, the actual to the possible, the limited to the unbounded, the near to the distant, the sufficient to the superabundant, the convenient to the perfect, present laughter to utopian bliss. 

Her udtrykker Oakeshott en dyb indsigt i konservatismens inderste loyaliteter: En veneration for det kendte, konkrete og umiddelbare; en følelse af forpligtelse over for det eksisterende, som kalder på vores veneration og kærlighed og ikke mindste vilje til at beskytte dette.  

Der er mange konservative måder, hvorpå man konkret kan udtrykke denne konservative disposition for det konkrete og forpligtende. Internt i den konservative bevægelse opererer man sædvanligvis med tre grundlæggende konservative dispositioner: en socialkonservativ, en liberalkonservativ og en nationalkonservativ.

Den socialkonservative position er for de konservative, der lige så godt kunne være kulturradikale. De liberalkonservative er for de konservative, der lige så godt kunne være liberalister, og de nationalkonservative er de egentligt konservative. Det vil sige en konservatisme, der tager afsæt i jord, blod og Kristus. Kristus overlader jeg til Tidehvervs-folkene, i dette essay tager jeg mig af jord og blod.  

At være konkret

Men hvad er det konservatismen vender sig imod, hvad er negationen af konservatismen? Helt grundlæggende er konservatismens negation en radikal humanisme. I vor kontekst, den danske, er negationen til konservatismen kulturradikalismen.  

Johan Fjord Jensens Homo Manipulatus fra 1966 er et koncentreret udtryk for moderne kulturradikalisme. Udgangspunktet for kulturradikalismen er et ”krav om individuel udfoldelse på tværs af hensyn til institutioner og konventioner’. Kulturradikalismen er i forlængelse af dette ’en filosofi der sætter mennesket som altings mål, og som ikke anerkender nogen instanser udenfor mennesket.”

Kulturradikalismen er en radikal form for sekulær eller ateistisk humanisme. Kulturradikalismen er ikke kun en tilværelsestydning, den er også en etik. ”Den er humanitet, en social bevidsthed, med kamp for menneskerettighederne, for de underkuedes ret både i familien, samfundet og den store verden, og en erkendelse af, at medmennesket er en livsbetingelse og forpligtelse.”  

Konservatismens skræk er det ubundne menneske, mennesket hvis eneste forpligtelse er over for sig selv, ens frihed, frigørelse eller autonomi. I mange henseender er dansk kulturradikalisme et eksempel på denne emancipationsideologi, der hylder det ubundne menneske. Det er jo heller ikke tilfældigt, at kulturradikalismen står som den store negative ’Anden’, hvis vi skal tale postmodernistisk. Over for denne kulturradikale ubundethed og frigørelsesideologi sætter konservatismen en historisk forpligtende eksistens.  

Mennesket er fundamentalt set et Dasein, en eksistens der forudsætter Mitsein. Martin Heidegger er en væsentlig tænker, og tilmed en konservativ af slagsen. Et helt fundamentalt grundvilkår for menneskelig eksistens er dets evne til at finde sig til rette, at slå sig ned, skabe et hjem, et Heimat. Dette hjem udgør menneskets verden, dets evne til at tænke og eksistere som menneske. Kun hvis vi har en evne til at bo, leve et sted og føle os hjemme, er det muligt at bygge og tænke.  

Hvis man igen vender blikket mod Heidegger, vil det fremgå, at han forsøger at beskrive og erkende menneskets eksistens som en matrix. En matrix, der indeholder dimensionerne, de udødelige (Gud og guderne) og de dødelige (menneskene) og jorden (den konkrete rodfæstning af mennesket) og himlen (det der sætter vilkåret for det jordiske). 

Eric Voegelin udtrykker i øvrigt samme bestræbelser i hans Order and History, hvor han, i lighed med Heidegger, beskriver menneskets eksistens inden for en næsten tilsvarende matrix.  At være menneske er, at tilskyndelsen og evnen til at bo, gøre en rydning i skoven, som Rüdiger Safranski udtrykker det, og hævde dette som menneskets hjem.

Ud fra dette hjem eksisterer mennesket. Menneskets eksistens er historisk og konkret. Den er nærvær, og den er tilknytning til det konkret foreliggende.  

Vil du læse hele Søren Hviid Pedersens artikel om Heidegger og konservatismen? Så tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster 199 kr. om året. I år får du 222 siders borgerlig og konservativ idé- og samfundsdebat. Læs om det her.

Tegn abonnement her

Søren Hviid Pedersen

Søren Hviid Pedersen (f. 1966) er ph.d. i statskundskab, højskolelærer og fhv. lektor ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Han er forfatter til bogen Carl Schmitt (2011) og en lang række artikler om dansk og udenlandsk konservatisme og højretænkning.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside