Er litteraturens tid ved at være forbi?

15. november 2021
4 minutters læsetid
Faldende bogoplag, selviscenesættende forfattere og en tiltagende moralisme er bare nogle af de symptomer, som den svenske litteraturprofessor Sven Anders Johansson kommer omkring, når han i sin nye bog Litteraturens slut forsøger at diagnosticere samtidens svenske, danske og måske ligefrem vestlige litteratur. Det er en velskrevet og letlæst bog, som tager sit emne og sin tid meget seriøst, men som desværre lider en smule af liberalt tunnelsyn.

Det kan godt være, at det er tyskerne, som bryster sig af at komme fra Das Land der Dichter und Denker, men med verdens største litteraturpris, prestigefyldte universiteter som Uppsala, Lund og Stockholm og et 19. og 20. århundrede med flere tunge forfattere som August Strindberg, Selma Lagerlöf, Pär Lagerkvist og Astrid Lindgren kan man ikke komme uden om, at den store litteratur og studiet af den også har spillet en central rolle for den svenske selvforståelse. Derfor har de seneste årtiers mange kriser og skandaler omkring nobelprisuddelingen og det Svenska akademi naturligvis også sendt dybe rystelser ned gennem det svenske kulturliv og samfund.

En af de mere etablerede navne, som er blevet ramt af disse rystelser, er den svenske litteraturprofessor ved Mittuniversitet i Sundsvall og kulturredaktør på Sveriges største avis Aftonbladet Sven Anders Johansson.

I stil med danske debattører, forskere og politikere som Kasper Støvring, Marianne Stidsen, Morten Messerschmidt og Henrik Dahl har han længe stillet sig meget kritisk overfor den politisk korrekte og identitetsfokuserede retning, som det svenske kulturliv og den svenske litteratur bevæger sig i.

Da den østrigske forfatter Peter Handke modtog nobelprisen i 2019 og efterfølgende blev kritiseret for sin støtte af serberne og deres angreb på bosnierne under krigene i Eksjugoslavien, var han eksempelvis en af dem, som mente, at man gik for meget efter manden (forfatteren) og for lidt efter bolden (eller i det her tilfælde litteraturen).

For at modarbejde, at litteraturen blot ender som et talerør for tidens politiske og samfundsrelaterede tendenser, har han derfor dette forår skrevet en kulturkritisk bog, hvor han gennem et historisk tilbageblik forsøger at minde læserne om, at litteraturen som kunstart også kan have selvberoende kvaliteter og deri sin egen ret.

Fra fremskridt og autonomi til kriser og moralisme

Henover den korte (186 siders) bogs tre kapitler (Början, mitten og slutet) overflyver Johansson de sidste 200 – 300 års litteraturhistorie, og viser med inspiration fra litteraturhistorikere og filosofer som Georg Wilhelm Friedrich Hegel, György Lukács og Ian Watt, hvordan den moderne roman og dens mange afarter (eksempelvis noveller, essays og prosalyrik) blev født, fik succes og mistede indflydelse igen.

Hovedpointen er, at alt det, som oprindeligt var med til at skabe den moderne og store romankunst, også blev det, der i vores tid endte med at slå den ihjel igen.

Mere præcist beskriver Johansson eksempelvis, hvordan den teknologiske udvikling i første omgang var med til at forfine bogtrykkekunsten og udbrede litteraturen til masseren, og hvordan den samme udvikling derefter gennem opfindelsen af internettet, smartphones og masseproducerede mainstream-litteratur også har været med til at udfase de store, tunge og trykte romaner i det moderne forbrugssamfund.

Og som et andet eksempel beskriver han på lignende vis, hvordan det stærke politiske- og samfundsrelaterede indhold, der i sin tid gjorde de realistiske romaner succesfulde blandt den brede læserskare, senere blev det som i sin identitetspolitiske-ekstrem, langt hen ad vejen, gjorde litteraturen konform, steril og kedelig.

Derved sammenskriver Johansson ikke bare den moderne litteraturs historie med det moderne liberale demokratis fremkomst og krise, men han peger samtidig også på, at det moderne menneske grundlæggende mangler værdier som ydmyghed og mådehold, og det er denne vinkel, som giver bogen kant og dybde.

Det moderne menneskes største svaghed

Uden direkte at sige det så antyder Johansson, at det moderne menneske måske skulle være stoppet med at stille øgede politiske krav til romankunsten, da den stadig i begyndelsen og midten af det 20. århundrede have frihed og rum nok til at indeholde, æstetik, ånd og eksistentiel dybde.

Spørgsmålet er nemlig, ifølge Johansson, om vi er bedst tjent med, at det er idealet om godhed, som dominerer vores litteratur, eller om vi også godt må lade litteraturen overraske og imponere på sine egene præmisser.

Det er modigt, at Johansson tør åbne op for en diskussion om formål og begrænsninger, for den har længe manglet i det litterære felt og det generelle samfund. Men man bliver også nødt til at være en smule kritisk overfor hans positionering.

Trods sine meget fornuftige og velargumenterede refleksioner, så vil Johansson nemlig ikke kendes som konservativ, men bliver gentagende ved med at lægge vægt på, at han er liberal og derfor også er åben for at bruger de politisk korrekte pronominer, som det er blevet normen i Sverige.

Derved træder han ind i en lang række af nutidige liberale, der som eksempelvis Lasse Birk Olesen mener, at man kan reformere og ”helbrede” den moderne liberalisme fra dens mange onder, hvis man blot styrker sit værdisæt og indre kompas.

Som alle konservative ved, så er det naturligvis en liberal selvfornægtende utopi, for Johansson glemmer som alle andre liberale, at det i bund og grund er arven fra Hegel og liberalhumanismen, som i sidste ende har skabt den uhæmmede fremskridtstro, som han i bogen ønsker at begrænse. Det er et paradoks, som hverken han eller nogen anden moderne liberal har løst eller kan løse, og det er en smule trist, at de bliver ved med at tro, at man kan gøre det.

Kernestof til enhver kulturkritiker

Trods at Johansson derfor ikke er den nye Allan Bloom, og analyserne måske også nogle steder er lidt for komprimerede, og der til tider penduleres lige heftigt nok mellem svære filosofiske ideer og aktuelle sager, så må man stadig give Johansson, at han har formået at skrive en bog, som selv ikke-akademiske mennesker vil få meget ud af.

Samtidig begrænser bogen sig ikke bare til Sverige, men peger med flere danske og internationale eksempler på, at litteraturens udviklingshistorie er noget, som præger os alle sammen. Som introduktion til et svært og omfattende emne, der har stor betydning for vor tids kultur og samfundsudvikling er bogen derfor kernestof til enhver kulturkritiker.

Sven Anders Johansson: Litteraturens slut. Glänta, 2021.

Jonas Hoeck

Jonas M. Hoeck er cand.mag. i litteraturvidenskab, tidligere linjefagsleder på Askov Højskole og nu ph.d.-studerende ved Karlstad universitet. Han skriver for diverse medier og holder foredrag på højskoler og kulturhuse. På aarsskriftet-critique.dk skriver han fra og om forskningens, litteraturens og kulturens verden.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside