Ad hoc-feminismen har kronede dage

18. november 2021
5 minutters læsetid

Af Anne-Marie Vestergaard

Forleden besøgte jeg Bogforum i Bella Centret hvor jeg mellem etablerede forfatternavne fik lejlighed til at opleve den unge britiske forfatter Florence Given.

Jeg kendte hende ikke men fandt hurtigt ud af at hun er blevet berømt og indflydelsesrig på at skrive den selvbiografiske bog Du skylder ikke nogen at være smuk, en art selvhjælpsbog og peptalk til unge kvinder.

Da Given begyndte at gå i byen som attenårig, fandt hun ud af at mændene havde svært ved at holde hænderne for sig selv, noget hun på de sociale medier takserede som sexisme. Desuden besluttede hun på et tidspunkt at hun ikke gad gå med bh og måtte derefter udholde mænds stirrende blikke, hvilket hun tolkede som en seksualisering af de kvindelige bryster.

Uden at have læst bogen tænker jeg, at hun, og de mange jævnaldrende kvinder blandt publikum, måske mest af alt havde svært ved at kende sig selv og deres grænser i en frisat, strukturløs kultur

Florence Given fremstod på bogmessen som et sympatisk ungt menneske der talte for kvinders ret til at være sig selv i en perfekthedskultur hvor også kvinder indbyrdes målte og vurderede hinanden.

Det var imidlertid påfaldende hvordan hun syntes at have indforskrevet sig i tidens ideologiske feminisme og hele woke-vokabulariet: Patriarkat, heteronormativitet (hun definerede sig selv som biseksuel men var pt. mest tiltrukket af kvinder), mandligt blik, kropspositivitet, MeToo-bevidsthed etc.

Uden at have læst bogen tænker jeg, at hun, og de mange jævnaldrende kvinder blandt publikum, måske mest af alt havde svært ved at kende sig selv og deres grænser i en frisat, strukturløs kultur, hvor alt i princippet er tilladt, og hvor fornuften og mådeholdet sætter ud når credoet om selvrealisering kombineres med en nordeuropæisk alkoholkultur.

Offergørelsen hersker hos feminister

Intervieweren, anmelder og debattør Katherine Diez, var ovenud begejstret for bogen og forfatteren og istemte sangen om patriarkatet der vil forhindre unge kvinder i at være sig selv. Diez blev selv skandaleberømt i 2018 da hun som ny skribent på Berlingske lagde et billede af sig selv på Instagram, hvor hun poserede nøgen med Morten Sabroes roman 32 cm lagt over brysterne og skrev at hun gik i seng med sit arbejde. Machoforfatteren fik siden sin bekomst i en meget lunken anmeldelse i avisen. Det må så have været ”patriarkatet” der reagerede da både mænd og kvinder ytrede sig kritisk overfor den type litteraturformidling.

Man kan prøve at tænke på det omvendte scenarie: Hvis en mandlig anmelder havde poseret nøgen på de sociale medier med en kvindelig forfatters bog anbragt i skridtet, havde man straks hørt det forudsigelige feministiske hylekor. Katherine Diez var blogger før hun blev anmelder og kombinerede da flotte, mere eller mindre afklædte, billeder af sig selv med diverse lærde kulturanbefalinger. Kvinder kan både være smukke og kloge, var budskabet, og Diez havde brug for at blive bekræftet, også blandt misundelige medsøstre.

Men er det ikke at sparke åbne døre ind i et samfund hvor unge kvinder aldrig har haft bedre muligheder, at ville kæmpe for lige netop det? Diez har samtidig meget mediebevidst brugt sin skønhed og det feministiske budskab til at få en platform i medielandskabet (endog ansat af en kvindelig kulturredaktør), så hvad er det for et objektiverende patriarkat som hun i forelsket samklang med Florence Given mener gennemsyrer alt? Diez er oven i købet blevet kæreste med en minister!

Den forklaringsramme vil jeg kalde ad hoc-feminisme, en til lejligheden opfundet feminisme der giver mening til de individuelle oplevelser.

Også Helle Thorning-Schmidt har på det seneste erklæret sig som moderne feminist. Hun optræder i en musikvideo med den rå rapper Tessa fra Vestegnen, der ret hurtigt er blevet et feministisk ikon med sine seksuelt eksplicitte tekster. Det er i øvrigt pudsigt som samme gruppe feminister fordømmer den type tekster når de kommer fra mandlige rappere.

I forbindelse med udgivelsen af sin bog Blondinens betragtninger – Om køn, feminisme og #metoo har Thorning-Schmidt udtalt at hendes egne to døtre har inspireret hende. Den ene har flydende køn, og den anden er panseksuel, og de har med deres respektive livsvalg givet hende en forståelse for LGBT-ideologien og dens frigørende potentiale. Hun har ved flere lejligheder beklaget sig over at der var meget fokus på hendes udseende og påklædning da hun var statsminister, og at hun i det hele taget var offer for sexisme.

Thorning-Schmidt glemmer dog, at netop hendes køn var med til at bringe hende frem i Socialdemokratiet, fordi ledende kræfter gerne ville have en kvindelig formandskandidat, og pludselig betød hendes manglende landspolitiske erfaring ikke noget.

Med hensyn til det politiske spil har hun nok oplevet mest modstand fra kvindelige politikere, tænk på Margrethe Vestager, Mette Frederiksen og Johanne Schmidt-Nielsen… At Thorning-Schmidt indforskriver sig til den ideologiske feminisme virker som en opportunistisk handling der giver hende credit på de bonede gulve, f.eks. i medierne og hos Facebook hvor hun er ansat i et tilsynsråd. Og det sælger bøger at iscenesætte sig selv som et offer.

Jeg synes at de tre eksempler er sigende for en udbredt tendens i samfundet, uagtet at de tre kvinder hver især har haft nogle personlige oplevelser som står til troende, og som jeg selv kan relatere til som kvinde. Det er den fortolkning og den selvforståelse som oplevelserne rammes ind af, som jeg anfægter. Den forklaringsramme vil jeg kalde ad hoc-feminisme, en til lejligheden opfundet feminisme der giver mening til de individuelle oplevelser.

Uvidenskabeligt

Den næres af den ideologiske feminisme der byder sig til som en forførende teori, fordi den bekvemt dækker over en grumset, kompleks virkelighed fuld af kontradiktioner.

De tre kvinder tilhører alle eliten og har derfor magt og privilegier. Og feminisme er endt med at blive de magtfuldes sprog der blandt andet kan legitimere diskrimination af mænd og sågar justitsmord. Når kvinder vil frem, skyes der ingen midler. Sexisme kan derfor også rette sig mod mænd, men det tales der ikke så meget om.

Filosoffen Karl Popper er berømt for sin definition af videnskab: En teori skal kunne falsificeres, ellers er det pseudovidenskab. Den ideologiske feminisme er og bliver en pseudovidenskab, fordi den ikke kan falsificeres. Den forudsætter det som den vil bevise, nemlig patriarkatet som samfundsstruktur. Men uantastelig og dogmatisk kværner den alt på sin vej i vores forvirrede tid, hvor følelse trumfer fornuft.

Sexisme findes derude i virkeligheden, men det bliver sværere og sværere at tale om den, fordi alle katte er blevet grå. Til skade for både mænd og kvinder.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside