Årsskriftet Critique: Efter Brexit – hvad kan vi lære?

13. november 2021
4 minutters læsetid

Vi bringer et uddrag af ph.d. Morten Jarlbæk Pedersens artikel Efter Brexit fra Årsskriftet Critique 2021. Artiklen beskæftiger sig analytisk med Storbritanniens erfaringer med at bryde med EU. Det viser sig, at spørgsmålet om Brexits betydning er en hel del vanskeligere at vurdere, end både tilhængere og modstandere har villet indrømme. 

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Den 23. juni 2016 blev en skæbnens dag for både briterne og resten af EU: Her stemte et flertal af briterne for en udmeldelse af unionen. 

Det er første gang i EU’s historie, at en sådan situation skal håndteres. Det betød mange uafklarede spørgsmål, utallige politiske hensyn, variabler og forhandlinger. Men hvordan kom det dertil? Hvad er effekterne af Brexit? Og hvad kan vi lære af processen? Det er disse tre spørgsmål, der behandles i denne artikel. 

Hvorfor kom Brexit overhovedet?

I dag har vi efterhånden vænnet os til tanken, men for blot få år siden stod det ingenlunde skrevet med blæk eller mejslet i sten, at vi skulle have en Europæisk Union uden deltagelse af Storbritannien. Nej, det var faktisk en tæt på kættersk tanke at forestille sig, at noget land overhovedet skulle få den sære trang at melde sig ud af unionen. Men pludselig stod vi der med en britisk udmeldelsesblanket i hånden.  

Den situation var ikke prøvet før, og derfor har forløbet efter den britiske udmelding da også været noget kaotisk. Og hvis vi skal hitte rede i dette kaos, bør vi som minimum have en grundlæggende forståelse for den situation, der førte til briternes farvel til EU. Det forløb er nemlig selv en noget speciel størrelse, og det er et forløb, der har medvirket til, at selve håndteringen af Brexit blev, som den blev. 

Det er ingen hemmelighed, at briterne traditionelt har været blandt de mere tilbageholdende og skeptiske, hvad angår EU’s udvikling i retning af en stadig snævrere union. Ja, det er faktisk slet ikke første gang, at briterne skal stemme om deres EU-medlemskab. Allerede i 1975 – blot små 2,5 år efter deres indmeldelse samtidig med Danmark i 1973 – stod briterne i stemmeboksen for at afgøre, om det europæiske fællesskab stadig var noget, de ønskede at deltage i.  

Dengang var tingene noget anderledes i dag, og afstemningen i 1975 skyldtes Labours kritik af det indre marked og dette partis ønske om at skabe et folkeligt mandat for EF-medlemskabet. Som de skrev i deres valgmanifest fra dengang:  

In the greatest single peacetime decision of this century – Britain’s membership of the Common Market – the British people were not given a chance to say whether or not they agreed to the terms accepted by the Tory Government. Both the Conservatives and the Liberals have refused to endorse the rights of our people to make their own decision. Only the Labour Party is committed to the right of the men and women of this country to make this unique decision. 

I moderne tider synes tingene vendt på hovedet, og en kritik som Labours ville man nok snarere forvente at finde på højre- end på venstrefløjen. Den bredere kritik af det europæiske projekt synes nemlig at have skiftet form:

Fra at være et socialistisk fænomen, der byggede på en kritik af fællesmarkedet og handelspolitikken, er det i dag snarere et højreorienteret fænomen, der bygger på kritik af unionsmedlemsskabets konsekvenser for medlemslandenes suverænitet, den alt for omfattende regulering og unionens manglende respekt for kulturelle og juridiske forskelligheder landene imellem. De to typer af skepsis over for det europæiske projekt er forskellige i deres natur.

Forskning har således vist, at det for venstreorienterede mestendels er en skepsis mod EU’s nuværende (markedsbaserede) opbygning, mens det for højreorienterede er en skepsis mod yderligere integration som sådan.

Venstreorienterede har således traditionelt været skeptiske over for EU, fordi unionen ikke gjorde nok, mens højreorienterede var skeptiske over for unionen, fordi den gør for meget – eller i hvert fald ikke skal gøre mere. Og jo mere EU har udviklet sig og gjort flere politiske domæner til sit eget, des mere er den første kritik svundet ind og den anden kritik vundet frem.  

Denne omkalfatring af EU-kritikken har også fundet sted i Storbritannien. Pludselig var det derfor ikke længere kun Labour, der måtte slås med EU-skepsis i sit bagland, men også en kamp, der martrede det store konservative parti. Den indre kamp i det konservative parti begyndte allerede under

Margaret Thatchers lederskab i 1970’erne og 1980’erne, og Thatcher var da også selv en del af kampen. Tænk blot på hendes berømte ord: ”I want my money back”, da Thatcher krævede en særlig britisk rabat på medlemskabet, eller da hun i 1988 – endda i en tale på Europa-Kollegiet Brügge i Belgien – udtalte, at

”we have not successfully rolled back the frontiers of the state in Britain, only to see them re-imposed at a European level with a European super-state exercising a new dominance from Brussels.”

Den interne EU-debat hos de konservative var således ingen ny sag, da den daværende britiske premierminister – den konservative David Cameron – i 2010’erne blev gradvist mere presset af sit EU-skeptiske bagland.

Ikke mindst i lyset af arbejdet med den (kuldsejlede) forfatningstraktat og den efterfølgende og i Camerons regeringstid nyligt ikrafttrådte Lissabon-traktat, der føderaliserede EU på en måde, som man ikke hidtil havde set. Den indholdsmæssige forskel mellem den opgivne forfatningstraktat (der skulle fungere som en faktisk forfatning for unionen) og Lissabon-traktaten, der erstattede den, er til at overse.

De primære forskelle var, at de symbolske elementer som flag og hymne var taget ud af traktaten, at man opretholdt en række medlemslandes forbehold, at man styrkede de nationale parlamenters mulighed for kontrol med EU-lovgivningen, og så valgte man at bruge den traditionelle metode med at ændre traktaterne frem for at skrive en helt ny. Ikke just radikale forandringer i forhold til den forfatning, man i Bryssel og omegn oprindeligt havde foreslået…

Vil du læse hele Morten Jarlbæk Pedersens artikel om Brexit? Så tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster 199 kr. om året. I år får du 222 siders borgerlig og konservativ idé- og samfundsdebat. Læs om det her.

Tegn abonnement her

Morten Jarlbæk Pedersen (f.1984) er ph.d. i statskundskab. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Han er desuden tilknyttet aarsskriftet-critique.dk som fast skribent med særlig vægt på rammer for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura. 

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside