Kvinden er truet

6. oktober 2021
4 minutters læsetid

Af Anne-Marie Vestergaard

For nylig var der en stort anlagt udstilling om moderskab på Louisiana med titlen MOR! Moderskab og mor-barn-relationen er et gammelt og velkendt motiv i kunsthistorien, tænk blot på de utallige afbildninger af jomfru Maria og Jesusbarnet.

Det store spørgsmål i disse tider er dog, om Louisiana vil kunne arrangere en udstilling som MOR! om få år? Eller vil nogle betinge sig at den skal hedde FORÆLDER!? Og hvad vil indholdet i givet fald være?

Museet gjorde med udstillingen og dertilhørende katalog allerede behørig reverens til de uundgåelige, LGBT-folkene, idet der udover fotografier af transpersoner også var en kultegning af Paul McCarthy med titlen Mother Dad, forestillende en mand med skæg, biceps og bryster, i gang med at amme sit barn.

I forbindelse med udstillingen kom jeg endnu engang til at tænke på forfatteren J.K. Rowling. Under påvirkning af identitetspolitikken og LGBT-bevægelsens utopi om at ville opløse køn skrev hun sidste år på de sociale medier at der stadig var erfaringer som kun en person der var født som kvinde kunne have. Hvorefter helvede brød løs i form af en shitstorm fra fans og aktivister. Hun måtte undskylde mange gange og bedyre at hun elskede og respekterede transpersoner. Dengang kunne man undres over voldsomheden i reaktionerne, men bevægelsens kønsopfattelse har allerede sat sig spor i flere lande. Med groteske konsekvenser.

I Storbritannien opfordrer sundhedsmyndighederne nu jordemødre og andet sundhedspersonale til at skifte udtrykket ”breastfeeding woman” ud med ”chestfeeding person”, og en lignende sprogpolitik forsøger man at rulle ud i Sverige, og på det seneste også i Norge. Ordet ”mor” er således på vej ud i flere lande. Kvindens krop og dens biologisk betingede, kønsspecikke evner er blevet trukket ud af sproget for at tækkes nogle højtråbende kønsaktivister. Velkendte er også samme aktivisters forsøg på at ændre udtrykket ”menstruerende kvinde” til ”menstruerende person”. Formålet er at være mere inkluderende overfor transpersoner og regnbuefamilier…

Implikationerne er kvindefjendske

Inklusionsbevægelsen risikerer at udvande og bagatellisere ikke blot specifikt kvindelige erfaringer, men også kvindekampens historie.

Det ses eksempelvis med ”citat-retouchering” (mit udtryk) i USA.

Ruth Bader Ginsburg, amerikansk feministikon og højesteretsdommer, som døde sidste år, blev for nylig mindet, med en genfremsættelse af hendes tidligere udtalelse om at det er kvindens hele egen beslutning en central del for hendes liv og værdighed, hvorvidt hun vil beholde et barn eller få en abort.

Det berømte citat var i genfremsættelsen ændret, så ordene ”woman” og ”her” var skiftet ud med ”person” og ”their”!

Det var American Civil Liberties Union, en hæderkronet gammel borgerrettighedsorganisation med en stolt historie, som havde lavet disse ændringer for at signalere woke værdier og være kønsinkluderende! Heldigvis kom der mange protester, og ACLU måtte undskylde og rette tilbage i citatet. Men ideen om at retouchere i citater er blevet plantet, og mon ikke nogen vil forsøge sig igen i en bestræbelse på at tækkes de meget aggressive LGBT-miljøer?

En aggressiv kamp for anerkendelse

Kvindemuseet i Aarhus skiftede sidste år navn til KØN – Gender Museum Denmark. Direktøren udtalte i den forbindelse at man bør følge med tiden og fortælle kønnenes kulturhistorie. Hvor mange køn hun mener der er, står hen i det uvisse… Vil presset fra LGBT-folkene mon få konsekvenser for museets udstillinger?

I Danmark har der i et stykke tid kørt en debat om hvorvidt man skal indføre nye pronominer for personer med flydende køn. Og i sidste måned markerede eleverne på Aurehøj Gymnasium med en ”normkritisk” påklædningsaktion støttet af ledelsen at ”kjoler er for alle”. Det sidste kan man måske trække på smilebåndet ad, men også i Danmark er LGBT-bevægelsen og dens normkritik her og der og alle vegne, for eksempel i seksualundervisningen i folkeskolen og i undervisningsmaterialer til de gymnasiale uddannelser. Og unge sjæle er jo modtagelige.

Litteraturforskeren Marianne Stidsen har lige udgivet bogen Køn og identitet – Et spadestik dybere. Hun er især kendt for sin deltagelse i debatten om MeToo og den nye ideologiske feminisme, som hun har sammenlignet med en totalitær bevægelse, sågar en terrorbevægelse, med udtrykket ”mazisme”.

I sin nye, ambitiøse bog går hun idéhistorisk og filosofisk til værks og kommer blandt meget andet frem til at alle mennesker, mænd såvel som kvinder, er truet af det som hun kalder ”utopien om det køns- og identitetsopløste samfund”. En forskelsløs verden hvor civilisation, frihedsrettigheder og humanisme er endegyldigt forsvundet. Den gamle feminisme med dens legitime krav om ligestilling er blevet brugt som inspiration og løftestang for andre gruppers, med tiden, mere og mere aggressive kamp for anerkendelse og særrettigheder.

Den franske journalist og forfatter Caroline Fourest kommer i bogen Generation krænket – fra sprogpoliti til tankepoliti fra 2020 til en lignende konklusion angående mennesker af begge køn, hendes anliggende er universalistisk. Hun tilhører venstrefløjen og er lesbisk feminist, men hun har intet godt at sige om identitetspolitikken, hvis forskellige latent voldelige grupper hun har mødt både i Nordamerika og i Europa. Hun fastholder det indlysende, at der stadig findes sexisme og racisme i verden, men at identitetspolitikken fører til en ghettoisering og en forværring af de konkrete problemer.

Også i Danmark spreder galskaben sig

Identitetspolitikken har med lynets hast bredt sig til Danmark, og jeg spørger mig selv om den danske snusfornuft og skepsis overfor højtflyvende teorier vil være tilstrækkeligt til at slå den tilbage.

Er det et forvarsel om at kvinden og hendes kropslige og emotionelle erfaringer med graviditet, moderskab og omsorg er ved at blive skrevet ud af (kunst)historien, tillige med ethvert menneskes erindring om sit eget mødrene ophav, livets og identitetens begyndelse?

__________________________________________________________________________________

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside