Thomas Sowell

Thomas Sowell: Den glemte gigant

15. august 2021
6 minutters læsetid

Der kan dårligt herske tvivl om, at den danske borgerlighed befinder sig i en idékrise. Men hvad er vejen ud af den borgerlige ørkenvandring? Frederik Ambjørn peger på den amerikanske økonom Thomas Sowell som inspiration til en borgerlig renæssance – en borgerlighed, som ikke overbyder venstrefløjens oppustede politiske visioner, men tværtimod sætter grænser for det politiske.

Af Frederik Ambjørn

Hvis man beder danske borgerlige udvælge de mest betydningsfulde tænkere og debattører i nyere tid, vil man typisk høre gode folk som Milton Friedman, William Buckley og Ayn Rand blive nævnt.

Alt for sjældent bliver økonomen og polyhistoren Thomas Sowell inkluderet i den gruppe, og der er stadig ikke én eneste af hans bøger, som er blevet oversat til dansk – og det, selvom hans intellekt, bidrag til samfundsvidenskaben og kontrære perspektiv på verden gør ham fortjent til en plads blandt de største koryfæer i det borgerlige idéunivers.

Han er for nylig fyldt 91, og det bør være en kærkommen lejlighed til at udbrede Sowells vigtige forfatterskab og virke som politisk tænker i Danmark.

Den unge Sowell

Sowell blev født i North Carolina i 1930. Hans far døde allerede før han blev født, og i stedet for at vokse op med sin biologiske mor blev Sowell adopteret af sin grandtante. På trods af, at han ikke voksede op i en idyllisk og akademisk familie, fremviste Sowell hurtigt et intellekt ud over det sædvanlige.

Han blev optaget på den prestigiøse Stuveysant High School i New York og var en fremragende studerende, som tydeligvis var universitetsmateriale og så ud til at have en lys fremtid foran sig. Sowell mødte dog tidligt modgang og måtte droppe ud af skolen pga. pekuniære og personlige problemer. I stedet tog han en masse småjobs og kom senere ind i hæren.

Midt i sine tyvere startede den unge Sowell på universitetet og uddannede sig til økonom på Harvard, Columbia og University of Chicago. Han var som mange andre unge akademikere erklæret marxist og tilhænger af marxistisk økonomisk teori.

Intellektuel transformation

Men der skete undervejs en intellektuel transformation af den unge Sowell: mens han arbejdede for den føderale regering, indså han marxistisk teoris inkonsistens og manglende overensstemmelse med virkeligheden. Han begyndte at nære en skepsis over for socialistisk politik, som han på første hold kunne se ofte skabte flere problemer end løsninger, især for samfundets mindrebemidlede.

Empiriens primat over teorien skulle senere blive en hjørnesten i Sowells intellektuelle modus operandi: vi må altid starte med at se på fakta og den reelle virkelighed før vi drager teoretiske konklusioner i stedet for at starte med en teori og prøve at få virkeligheden til at bekræfte denne.

Denne overgang fra rødglødende marxist til empiriker er ikke unik for Sowell. Som han selv sagde i et interview:

Most of the leading conservative thinkers of our time did not start off as conservatives (…) Milton Friedman was a liberal and a Keynesian. Hayek was a socialist. Ronald Reagan was so far left that at one point the FBI was following him.

Sowell var med andre ord blevet voksen og godt på vej til at blive USA’s måske mest prominente, afroamerikanske stemme på højrefløjen: ungdommens blåøjede idealisme og utopisme blev erstattet af en urokkelig tro på det frie marked og en sund skepsis over for marxisme og andre utopiske ideologier.

Midstridende visioner og trade-offs

Denne skepsis over for storslåede visioner og muligheden for at løse samfundsproblemer blev en grundpille i Sowells tænkning. Bl.a. i bøgerne A Conflict of Visions, The Vision of the Anointed og The Quest for Cosmic Justice udlægger Sowell sit vigtigste bidrag som forfatter, nemlig de visioner, som danner grundlag for politisk debat og samfundsudvikling.

Ifølge Sowell har de progressive modsat de konservative en tro på, at samfundsproblemer kan løses, hvis bare man har de rigtige intentioner, og at mennesket i sin essens er godt. Denne ”ubegrænsede vision” kom bl.a. til udtryk ved diverse programmer for at hæve mindstelønnen i USA.

Intentionen var utvivlsomt god: giv arbejdere mulighed for at tjene flere penge for deres indsats, så de ikke bliver udnyttet groft af arbejdsgiverne og er nødt til at tage flere job for at få hverdagen til at hænge sammen.

Men gode intentioner og idealisme er ikke ensbetydende med gode resultater. For højere mindsteløn havde den uforudsete effekt, at især dem uden uddannelse og sprogkundskaber fik sværere ved at få et job og endte på samfundets bund, fordi arbejdsgiverne ikke var villige til at give dem den højere løn.

Middel- og overklassen klarede sig glimrende og fik endda højere løn pga. denne politik, men som i så mange andre tilfælde var det samfundets fattigste, der måtte bære hovedomkostningen for den storstilede lønpolitik. Som Sowell selv skrev: ”The real minimum wage is zero. That is what many inexperienced and low skilled people receive as a result of legislation that makes it illegal to pay them what they are currently worth to an employer”.

Med andre ord må vi ifølge Sowell basere vores politik på empiriske realiteter og konsekvenser, ikke idealisme og ædle motiver, bl.a. når vi vil hjælpe samfundets svageste.

Nye løsninger skaber nye problemer

Et mere hjerteskærende eksempel på, hvor katastrofalt det kan være at sætte ideologi og gode intentioner over alt andet, så vi med Josef Stalins tvangskollektivisering og dekulakisering i Sovjetunionen 1928-1933, der førte til massiv sultedød og millioner af døde.

Som historikeren Stephen Kotkin beskriver i sine fremragende Stalin-biografier, var det primært Stalins jernfaste tro på socialismen, urokkelige idealisme og ”gode intentioner”, som førte til dette horrible folkemord. Det fremgik tidligt af tallene, at programmet var en veritabel katastrofe, men i stedet for at lade sin politik blive bestemt af fakta, insisterede Stalin på at gennemtrumfe sin socialistiske vision for samfundet. Mange kommunistiske intellektuelle og idealister, også i Vesten, så passivt til eller støttede ligefrem denne ondskabsfulde politik.

For Stalin, den progressive idealist par excellence, blev et par millioner døde set som en beskeden pris for at realisere det kommunistiske Utopia. Havde han og andre idealister kendt til Sowells værker, ville vi måske have undgået nogle af de største tragedier i det 20. århundrede.

Den begrænsede vision

Dette eksemplificerer ifølge Sowell, hvorfor konservative er skeptiske over for ideen om, at vi kan løse politisk betændte problemer, så længe vi har ædle motiver. For der er ikke nogen løsninger, kun trade-offs: hæver du mindstelønnen, vil der uundgåeligt komme flere ufrivilligt arbejdsløse, og prøver du at tvinge din ideologi ned over samfundet, vil det ofte have uforudsete konsekvenser.

Sowell er derfor fortaler for det, han kalder den ”begrænsede vision”, som står i kontrast til de progressives ”ubegrænsede vision”: vores samfund har og vil i al fremtid have problemer, som ikke kan løses, uden at vi skaber en række nye problemer.

Mennesket er af natur fejlbehæftet, og der kommer ikke en Alexander og løser den gordiske knude. Beslutningstagere og eksperter bør derfor – på trods af deres gode intentioner og vidtløftige visioner – være ydmyge og tilbageholdende, når der skal træffes politiske beslutninger. De ufejlbarlige idealløsninger findes ikke.

Denne mere ydmyge tilgang kan ofte være svær at sælge til vælgerbefolkningen, som vil have tendens til at blive mere engageret i politiske projekter, der lover alskens ”gratis” ydelser og paradis på jord. Men ikke desto mindre er det ifølge Sowell den rigtige tilgang: ethvert politisk tiltag vil have en omkostning, og for at maksimere samfundets velfærd må vi derfor efter bedste evne lave cost-benefit-analyser for de lovforslag, som skal igennem systemet.

Vi har brug for Sowell i Danmark

I en tid med stigende radikalisering og politisering; stort opslåede, ideologiske visioner, som oftest gør mere skade end gavn; og en bekymrende kulturmarxistisk tendens til, at politik i stigende grad baseres på identitet, grupper og klasser frem for individer, har vi i dag mere end nogensinde brug for Sowell i Danmark.

Ved at studere og inkorporere Sowell i vores tænkning, kan vi borgerlige give et mere kvalificeret modbud til venstrefløjen, som for nuværende synes næsten uovervindelig i det danske vælgerhav. En af hovedårsagerne til det nuværende borgerlige morads er, at der ikke er nok politisk idéudvikling. I de sidste 10-15 år er der, ud over Ole Birk Olesens Taberfabrikken og Christopher Arzrounis Helt Uforsvarligt, ikke udgivet en eneste borgerlig bog med politisk-intellektuel slagkraft.

Anders Fogh igangsatte i sin tid sin uforglemmelig kulturkamp, men siden da er det borgerlige projekt sandet til, hvor de nationalkonservative kæmper om at have den mest ekstreme udlændingepolitik, mens de liberale sælger vigtige, men småkedelige paroler om behovet for skattelettelser. Imens skriver socialdemokrater bøger på stribe med talentfulde unge stemmer som Matthias Tesfaye, Kaare Dybvad og Peter Hummelgaard i front.

Fortsætter denne tendens ufortrødent, risikerer vi borgerlige endegyldigt at tabe den politiske kamp om Danmark i det 21. århundrede, og det socialdemokratiske tusindårsrige kan blive en realitet. Vi kan dog finde intellektuel og politisk ammunition og vejledning i Thomas Sowells vise ord, som kun bliver mere aktuelle og vigtige dag for dag.

Venstrefløjens ideologiske tunnelsyn skal bekæmpes med fakta og empiri og de store socialistiske visioners naivitet og negative konsekvenser for både top og bund skal imødegås med en begrænset og realistisk vision, som kan skabe reelle, positive forandringer for samfundet.

Frederik Ambjørn er stud.scient.pol.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside