At turde forestille sig det værste og alligevel glædes over livet

“Man kommer vidt omkring – og flyver højt – i Kasper Støvrings lille, men meget tætte og anbefalelsesværdige bog,” skriver Anne-Marie Vestergaard i sin anmeldelse af Kasper Støvrings nye bog “Fragmenter fra malstrømmen”.

Af Anne-Marie Vestergaard

Forfatter og debattør Kasper Støvring benytter i sin nye bog “Fragmenter fra malstrømmen” fragmentet som genre, og i forbemærkningen begrunder han valget: ”En litterær genre, der i modsætning til det afsluttede tankesystem åbner mod en anden orden som den, man finder i kalejdoskopets mangfoldige mønstre”.

Støvring giver kulturkritikken ny form

Støvrings ærinde er stadig kulturkritik, men han vil afstå fra klare ræsonnementer og stringente argumentationskæder. Fragmentet er en levende, livsnær form der i kraft af billedsprog kan formidle erfaringer som ellers ikke kan sprogliggøres, som åbenbaringer eller spor. I det ”fortættede særsprog” er der ofte et spændingsforhold mellem historiens kaos og en orden udenfor tiden, som Støvring kalder det mytiske.

Bogen er delt op i to hoveddele, som hver indeholder overskrifter, for eksempel ”Turbulens”, ”Sugende spiral” (Første del), ”Den lange, ubevægede flod”, ”Sedimentering” (Anden del).

Under disse er der selve fragmenterne, ofte forsynet med egen overskrift i kursiv. Bogens andet fragment, under overskriften ”Turbulens” handler om ”historien genkomst”:

”Lyset svinder heroppe i den gyldne stad for enden af historien, og det er begyndt at føles en kende ensomt. Udsigten fylder enhver med svimmelhed og rystelse. Vi ser ned i en kaotisk malstrøm af enorm omkreds. Den er formet som en afgrundsdyb tragt, der roterer så hastig, at dens indre overflade er en glat, hældende mur af vand, sort som fin ibenholt. Larmen er infernalsk, halvt skrig, halvt brøl. Vi tror, det er Resten, der kæmper mod strømhvirvlerne for at komme herop. Det er det ikke. Det, vi ser ned i, er vores egen fremtid.” (s. 11).

I det allersidste fragment refereres der til Edgar Allan Poes berømte fortælling ”En nedfart i malstrømmen”. Allusionen til titlen bliver for alvor tydelig, og måske ligger der en nøgle til forståelse af hele bogen i Støvrings parafrase af Poes historie om en fisker der bliver suget ned i malstrømmen og alligevel overlever.

Stærk iagttagelsesevne og analytisk skarphed

Vi må forstå den tid vi lever i og de fremtidsperspektiver som politikerne med deres ideologier om demokrati, menneskerettigheder og globalisering tilbyder os. Det er et frygteligt syn, for det vil nok kræve ofre, blod og kamp at bevare vores egen kultur og civilisation. Støvring er i øvrigt meget eksplicit omkring sine inspirationskilder i de afsluttende noter, hvilket klæder hele projektet og giver en lyst til at læse videre i andre kulturkritiske forfatterskaber.

Første del bruger det urolige, kraftfulde vand og erosion som samlende metafor, anden del bruger det rolige vand og aflejring som samlende metafor. Er det bogstrukturens afspejling af det som Støvring har kaldt for spændingen mellem det historiske og det tidløse? Er det udtryk for Støvrings egen metafysik, hvor historiens voldsomme og ødelæggende bevægelser modsvares af den kontinuitet og ”evighed” som udgøres af et folks religion, kultur og geografiske tilhørsforhold? Vandhvirvelen overfor den rolige flod… I så fald lukker det læsningen lidt, i forhold til indledningens betoning af fragmentets uafgørlighed og forsøgene på at indfange det som ellers ikke kan sprogliggøres.

Hvorom alting er, læser man de forskelligartede fragmenter med stor fornøjelse. Man glæder sig over iagttagelsesevnen og den analytiske skarphed, så velkendt fra Støvrings virke som debattør og kommentator, men nu tilsat sarkasme, patos og surrealisme.

Samtidig udvikler forfatteren sine sproglige registre i en fokuseren på naturkræfter og kaoskræfter, hvor der fremmanes mareridtsagtige scenarier på baggrund af migrantkrise, klimakrise og pandemi, men hvor der også er plads til subjektive beskrivelser af tidens dårskaber – med til tider satiriske træk – og smukke naturskildringer, hvor udgangspunktet er det stille, tilbagetrukne liv, langt fra storbyen og forstyrrelser af konkret eller virtuel art.

Globalister og jubelliberale leder efter varmt vand under isen

Et par citater kan give et indtryk af spændvidden, både sprogligt og tematisk:

Om globalister og jubelliberale: ”De allestedsfraværende værdsætter befrielsen ved rodløshed. Disruption og diversitet er kodeord for deres livsform. At søge nærvær i omskifteligheden og fremmedheden er imidlertid som at lede efter varmt vand under isen. Intetstedsnærvær med en globus i hånden.” (s. 15)

Om ”Den sakrale sfære”: ”Vi forundres over vilde roser, vinstokken, havørnen, svalehalen og sørgekåben, fordi de lyser for os som den dybviolette ametyst i deres radikale fremmedhed. En fuldkommenhed, vi kan beundre, fordi den er uden for vores rækkevidde. Det er verdensbranden, man ser i valmuens kronblade, evigheden, man hører i trækronernes brusen, og nåden, man smager i vinen.” (s. 124).

Man kommer vidt omkring – og flyver højt – i Kasper Støvrings lille, men meget tætte og anbefalelsesværdige bog.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.