Tom Høyem: Firkløverregeringen ville genrejse middelklassen!

1. juli 2021
8 minutters læsetid

Med anledning af Poul Schlüters død er der grund til at overveje hans regeringsperiodes betydning. Den kan månedens kronikør berette om, for selv om det er næsten fyrre år siden, Firkløverregeringen tiltrådte, var han selv med i forreste række som minister. Forarbejdet havde han også været med til – læs et tidsvidnes beretning fra en afgørende epoke.

Af Tom Høyem

Firkløverregeringen blev egentlig planlagt på en rejse til Irland i påsken 1981. Rejsen var arrangeret af forstanderen for Europahøjskolen på Møn, Ingolf Knudsen (1940-1999). Ingolf Knudsens rolle for den danske middelstands selvrespekt i halvfjerdserne og firserne er underkendt. Som socialdemokrater gik vi to sammen med Erhard Jakobsen om at stifte Centrumdemokraterne i 1973.

Ingolf Knudsen var MF for CD fra 1973 til 1979 og blandt andet formand for undervisningsudvalget. Han forlod Folketinget for at koncentrere sig om arbejdet som forstander for Europahøjskolen, der bestemt ikke var velkomment i den venstreorienterede højskoleverden. Ingolf Knudsen blev stemplet som ”sorte Ingolf”. Han havde dog en enestående evne til at samle borgerlige intellektuelle omkring sig.

Med på Irlandsrejsen var Lisbeth og Poul Schlüter, Bertel Haarder og hans hustru, Ingolf og Else Knudsen, min hustru og mig og andre gode borgerlige kræfter. Samtaletemaet var naturligvis tiden efter Anker Jørgensens skrantende socialdemokratiske regering. Konkret også statsministeremnerne: Henning Christophersen eller Poul Schlüter? I lufthavnen sagde Poul Schlüter: Jeg tror, at Anker går til sommer, så starter vi. Der gik et år længere end beregnet, men 10. september 1982, ved det første regeringsmøde, hilste Schlüter mig velkommen med ordene: Det var jo, hvad vi planlagde i Dublin.

Forudsætningerne

Firkløverregeringen faldt ikke ned fra himlen. Middelklassen og borgerligheden var hånede og angrebet konstant siden 1968-oprøret. Gennem halvfjerdserne havde ”munkemarxismen” udviklet sig til absolut dominerende mainstream i den intellektuelle verden, særligt på gymnasierne, universiteterne og i medierne.

Der var faktisk en skrigende mangel på intellektuelle borgerlige som Henrik Stangerup og Erik Aalbæk Jensen. Tre af os var særligt yndede skydeskiver på Ekstrabladets berømte side 2 og i universitetskredse, nemlig Bertel Haarder, Per Stig Møller og undertegnede. Blot et enkelt af hundreder af eksempler: Jeg var en tid undervisningsassistent på Københavns Universitet i noget så uskyldigt som Viggo Stuckenbergs forfatterskab. På et lærermøde på universitetet sagde mødelederen: vi må jo passe på, for vi har en af Erhards spioner blandt os. De mange angreb på os førte i øvrigt til et livslangt venskab mellem os.

Sproget udtrykker vor identitet. Mange i middelstanden følte, at den sproglige udvikling ofte karikerede vor historie, sammenhæng og selvrespekt. Derfor var det ingen politisk handling, da vi 1979 stiftede Modersmål-Selskabet, men det var en markering fra middelstanden mod en venstreorienteret mainstream. Vort selskab blev derfor også mødt med hån og fordømmende klicheer om, hvor reaktionære vi var.

I dag, med vore globale netværk af sociale medier og mobiltelefoner, er det nok svært at forstå, hvor stor indflydelse monopolet Danmarks Radio havde. Det var et borgerligt ønske at bryde monopolet. Men foreløbig stiftede Erhard Jakobsen i 1972 foreningen ”Aktiv Lytterkomite” og i 1976 foreningen ”Aktive lyttere og seere”.

Formålet var ikke blot at dokumentere DR’s dominerende venstreorientering. Hensigten var bredere, nemlig at sikre ytringsfrihed, alsidighed og redelighed i radio og tv, en lødig folkelig linje, balance mellem nyt og gammelt kulturstof samt respekt for sproget og for nationale og religiøse symboler og traditioner. Erhard Jakobsen måtte gennem en enorm personlig hetz og hadkampagne, men initiativet var også et forsøg på at styrke den hånede borgerlige selvrespekt.

Erhard og Glistrup

Jordskredsvalget 1973, med Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen som hovedaktører, var det tydeligste forsøg på at genskabe middelklassens borgerlige identitet og selvrespekt (citat fra Henning Fonsmarks bog Historien om den danske utopi).

Sjældent har to fremtrædende politikere været så forskellige som Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen. Udelukkende deres fænomenale kommunikationsevner var fælles. Glistrup var den vrede nedbryder og oprører. Velfærdsstaten, den formynderiske forvaltning, var sammen med globaliseringen målene for de ofte frådende angreb. Men en stor del af middelstanden følte, at Mogens Glistrup udtrykte deres afmagt.

Erhard Jakobsen ville noget fundamentalt andet. NATO og EU og globaliseringen var for ham den urørlige ramme om Danmarks eksistens. Hans oplevelser fra modstandsbevægelsen, årene 1940 til 1945, viste kommunismen som socialdemokratiets absolutte modstander.

Fra stiftelsen af Centrumdemokraterne følte han (og vi), at Socialdemokratiet i stadigt højere grad af den intellektuelle marxistiske elite blev presset til at sætte spørgsmålstegn ved disse fundamentale realiteter. Blot et enkelt eksempel: Også på de gymnasier, hvor jeg arbejdede i de år, diskuteredes, efter skolerejser til Østtyskland, om landet egentlig var en fremtidsmodel for os alle. I dag utroligt. Dengang en del af hverdagen.

Centrumdemokraterne blev foragteligt kaldt bil- og parcelhuspartiet. Det er både rigtigt – og naivt overfladisk. Erhard Jakobsen var forkæmperen for den socialdemokratiske velfærdsstat. Han oplevede, at han havde kæmpet for, at den normale socialdemokratiske arbejder skulle kunne købe parcelhus, bil, måske endda sommerhus, og at deres børn skulle kunne få studenterhuen. Nu oplevede han, at netop Socialdemokratiet, blandt andet gennem grundskatterne, tog afstand fra denne gruppe af middelklassen. Det var en helt, helt anden ”midte”, der taltes om i bogen Oprør fra midten fra 1978. Bogen hævdede frihed, men den frihed måtte skaffes med tvang.

Tilfældet sverige

Middelklassens selvrespekt var ikke kun angrebet i Danmark. Det var endnu værre i Sverige. Ja, Sverige var et lighedsformynderi, et laboratorium lige for vore øjne. Socialdemokratiet, ”rörelsen”, havde gennem 44 års uafbrudt regeringsmagt gennemtrængt hvert eneste lille hjørne af det svenske samfund. Ændringer var næsten utænkelige. Jeg var med til at stifte Centrumdemokraterna i Sverige og blev næstformand for og æresmedlem af partiet.

Oplevelsen var næsten som at være med i en illegal modstandsbevægelse. Jeg var dansk lektor ved Universitetet i Stockholm mellem 1975 og 1979 og havde været dansk rejselektor for Foreningen Norden i Sverige 1967/68 med arbejde på 43 gymnasier overalt i landet. Jeg kom med den danske traditionelle holdning, at alt var bedre i Sverige, at Sverige var et forbillede. I en næsten eksistentiel erfaring måtte jeg konstatere, at Sverige ikke var et forbillede, men en advarsel om ensretning og formynderi og ufrihed.

Henning Fonsmark havde som chefredaktør for Berlingske Tidende blik for den udvikling. Han ansatte mig som udenrigskorrespondent mellem 1976 og 1980 i Stockholm ved siden af mit universitetsjob. Jeg skrev vel 1.000 artikler om Sverige i de år, og Henning Fonsmark roste, at jeg havde forandret det traditionelle Sverigesbillede i den danske intellektuelle medieverden.

I 1976 dannedes den første borgerlige regering i Sverige i mange år. Det blev til fire regeringer på seks år. Mon noget lands borgerlige vælgere nogen sinde er blevet så skuffede som svenskerne? 44 års akkumuleret håb tilintetgjort af uenighed og afmagt. Svenske borgerlige ministres begrundelser for fiaskoen var:

  1. Vi kunne ikke enes.
  2. Vi var bange for ikke at være endnu mere socialdemokratiske end socialdemokraterne.
  3. Vi var ikke krisebevidste.

Firkløverregeringen

Det lærte vi af i Firkløverregeringen. Statsminister Poul Schlüter var sig den svære opgave utroligt bevidst. På det første regeringsmøde, 10. september 1982, definerede han vor opgave krystalklart. Vi fik alle 21 ministre en video af den engelske serie Yes, minister sammen med et eksemplar af ministeransvarlighedsloven.

I er ikke ministeriernes, I er ikke organisationernes, I er ikke embedsapparatets ministre. Fiskeriministeren er ikke fiskeriets minister. Grønlandsministeren er ikke grønlændernes minister. I er Firkløverregeringens ministre og jeres opgave er at omsætte vor vision for genoprettelsen af Danmark på jeres ressortområde. I er ikke jeres partiers ministre. Jeres loyalitet er i regeringen. Splid mellem partierne er bandlyst. Dertil er vor opgave for stor. Danmark er i krise.

Vi er en mindretalsregering. Måske holder vi kun et halvt år, men så lad os gøre tingene rigtigt. Vi devaluerer ikke kronen, ligegyldigt hvad det koster. Vi accepterer Grønlands ønske om at træde ud af EU, selv om vi er 100% for EU. Det var de to allerførste beslutninger. Begge med enorm rækkevidde. Styrke i den økonomiske politik. Tilbageholdenhed i udenrigspolitik.

Efter valget i januar 1984 viste statsminister Poul Schlüter format og teamloyalitet. Partiernes mandattal var forandret. CD var gået tilbage. Erhard Jakobsen havde den sædvane, at hvis folk ville tale med ham, måtte de komme til hans kontor og ikke omvendt. Det gjaldt også statsministre. Men efter valget mødtes vi fire lidt triste CD-ministre på Erhards kontor. Erhard gik undtagelsesvis til statsministeren.

Vi var indstillet på at miste en, måske endda to ministre. Erhard ville foreslå statsministeren, at jeg beholdt ministeriet for Grønland og samtidigt overtog boligministeriet. Jeg havde i længere perioder erstattet både boligminister Niels Bollmann og trafikminister Arne Melchior på grund af sygdom. Vi ventede spændt. Erhard kom glad tilbage. Poul Schlüter havde sagt: Firkløverregeringen er et hold. Der er ikke brug for udskiftninger. CD kan beholde sine fire ministre.

Til at begynde med blev Firkløverregeringen opfattet som en parentes. Måske også af os selv. Da vi havde siddet seks måneder, blev der serveret champagne og lagkage på et ministermøde. Vi måtte hellere fejre det halve år. Vi ved jo ikke, om vi bliver et år, mente Poul Schlüter. Flere af de tidligere ministre havde i ministerierne varslet, at de snart kom tilbage. Jeg var ikke den eneste minister, der en sen aften på mit eget ministerkontor overraskede en flok embedsmænd med oppositionspolitikere i løftet stemning – og fandt et tømt ministerbarskab.

Påskestrejkerne

Påsken 1985 blev helt skelsættende. Regeringen havde sammen med De Radikale i en varslet storkonflikt IKKE som tidligere ophævet et mæglingsforslag til lov, men fik gennemført en omfattende lov for lønudviklingen i to år, både på det private og på det offentlige arbejdsmarked. En bunden opsparing for skattepligtige indkomster over 150.000 kr. fulgte med. En ”helhedsløsning” sagde statsministeren med hentydning til J.O. Krags store forlig i 1963. Påskestrejkerne mod os var de mest omfattende siden 1945. SID’s formand Hardy Hansen afsatte 180 millioner til at vælte regeringen.

Men strejkerne var domineret af den faglige venstrefløj og DKP. Det viste Erhard Jakobsen ved fra Christiansborg – fra det karnapvindue, hvor H.C. Hansen en generation tidligere mod de strejkende havde hvæset mig skal I ikke pisse på – at vise sin sko mod de strejkende.

Historieløse medier mente, at nu rablede det helt for Erhard Jakobsen. Han benyttede sin sko, som Sovjets Nikita Khrustjov tidligere havde hamret sin sko i bordet i FN. Fagoppositionen var et problem for både LO og Socialdemokratiet – også fordi strejkerne og hærværket var voldsomt upopulære. Man indstillede sig på, at Firkløverregeringen var kommet for at blive og skulle bekæmpes med stemmesedlen.

28.marts 1985 havde demonstranter spærret adgangen til Christiansborg, der jo ligger på øen Slotsholmen. Broerne var blokerede. Vi politikere kunne ikke komme på arbejde. ”Højforræderi”. Justitsminister Ninn-Hansen var på Christiansborg, men mange af os andre kunne ikke komme gennem blokaden. Statsministeren var i telefonkontakt med justitsministeren, der tilbød at rydde blokaden med massiv politiindsats. Det ville have kostet menneskeliv. Mange.

På et tidspunkt var jeg sammen med Poul Schlüter og andre ministre på Københavns Politigård. En betjent fik en god ide. Vi politikere blev afvist af blokadevagterne, men ikke politiet. Jeg lå derfor sammen med Danmarks statsminister på gulvet af en politivogn og blev smuglet gennem barrikaderne ind på Christiansborg. En dansk løsning. En Poul Schlüter-løsning.

Da vi 1987 nedlagde ministeriet for Grønland, havde jeg mulighed for at blive transportminister, men foretrak at blive rektor for Europaskolen i Oxford. Poul Schlüter ønskede til lykke og tilføjede: hvis du fortryder, er du altid velkommen tilbage.

Firkløverregeringen gav Danmarks middelstand selvrespekten tilbage – også fordi vi havde en statsminister med format.

Tom Høyem var Minister for Grønland fra 1982 til 1987, repræsenterende Centrumdemokraterne. Herefter var han rektor for Europaskolerne i Oxford, München og Karlsruhe til 2015. Sideløbende aktiv i tysk politik, først i Ausländerbeirat i München, siden 2004 som gruppeformand for De Frie Demokrater (FDP) i kommunalbestyrelsen i Karlsruhe.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside