Universitetspolitik: Pseudoforskning
Foto: Geoff Livingston

Pseudoforskning: Universiteterne og den videnskabelige bestræbelse

28. juni 2021
6 minutters læsetid
Debatten om aktivistisk forskning og Folketingets indgreb herimod raser. Kai Sørlander fortæller om den historiske dynamik bag det, han betegner som aktivistisk pseudoforskning, og som han ser som en direkte trussel imod det traditionelle videnskabsideal.

Overalt i den vestlige verden oplever vi en skærpet politisk opmærksomhed omkring, hvad der sker på universiteterne. Herhjemme er det senest kommet til udtryk i Folketingets indskærpelse om at sikre, at forskningen holdes på sporet. Men skal vi forstå, hvad der egentlig er galt med universiteterne i den nuværende situation, så er det nødvendigt at forsøge at forstå den historiske dynamik, som har skabt den.

Vestlig erkendelsestrang

Den vestlige kultur er kendetegnet ved en særlig erkendelsestrang. Det gav sig på den ene side udslag i opdagelsesrejserne. Man ville vide, hvad der befandt sig bag horisonten; og efterhånden fik man kortlagt hele jordkloden. På den anden side gav erkendelsestrangen sig også udslag i den videnskabelige revolution. Man ville vide, hvorledes verden hænger sammen, og hvorfor den er, som den er; og man undersøgte det empirisk.

Det førte til udviklingen af de forskellige videnskaber – såsom fysik, kemi og biologi. Efterhånden kunne alle aspekter af verden og vor situation i verden undersøges videnskabeligt. Og universiteterne udviklede sig til centre for videnskabelig forskning. Hermed stod universiteterne for en erkendelsesekspansion, der grundlæggende blev anset for at være en værdi i sig selv. Man søgte mere og dybere viden, ganske simpelt fordi man blev drevet af en indre trang. Man ville ikke stille sig tilfreds med at være uvidende.

En dynamo for samfundsudviklingen

Men den videnskabelige udvikling stod ikke alene. Den var snævert forbundet med en teknologisk udvikling. Med den videnskabelige udvikling af optikken kunne man udvikle instrumenter – kikkerter og mikroskoper – til at studere naturen nøjere, og dermed kunne man udvikle videnskaberne yderligere. Jo bedre man forstod fysikken, jo bedre blev man også til at udvikle redskaber, der kunne hjælpe med fysisk arbejde. Efterhånden førte den fortsatte videnskabelige og teknologiske udvikling også til en økonomisk udvikling. Samfundet blev industrialiseret, og det medførte igen en social udvikling: dannelsen af en arbejderklasse. Desuden bredte videnskabernes ekspansion af den rationelle forpligtelse sig også ind på politikkens område. Man måtte uddanne folk til at styre sig selv igennem demokratiske institutioner.

Således har universiteterne spillet en væsentlig rolle i den vestlige samfundsordens historiske udvikling. De stod for en erkendelsessøgen – og en vidensformidling – som har medvirket til at skabe store sociale forandringer i de vestlige samfund. Og disse forandringer har nu også slået tilbage på universiteterne selv.

Markedsgørelsen af universitetet

Det er sket med universiteternes markedsgørelse. Forskning koster penge. Den moderne fysik har bevæget sig så langt ud, at grænsebrydende eksperimenter kræver enorme investeringer i partikelacceleratorer. Den moderne biologiske forskning foregår også i et snævert samspil med en teknologisk og kommerciel udnyttelse. Private fonde med særlige interesser er blevet involveret i finansieringen af forskningen. Man forsker ikke kun for erkendelsens skyld, men nok så meget for at få nye patenter, som kan udnyttes kommercielt. I den situation kan det komme til konflikter mellem forskernes erkendelsesinteresse og de økonomiske bagmænds kommercielle interesser; og sådanne konflikter kan true forskningsfriheden.

Mere generelt så truer hele denne udvikling selve det værdigrundlag, som universiteterne traditionelt har stået for. I et demokratisk samfund er det vigtigt at have en institution, der står for engageret sandhedssøgen. Ikke kun fordi det giver borgerne et fælles grundlag, hvorpå de kan diskutere politiske forskelle, men også fordi det holder denne værdi frem for borgerne. Kompromitteres universiteterne i deres sandhedssøgen, så kompromitteres værdien af selve den blotte sandhedssøgen. Og det er en åndelig svækkelse af samfundet som helhed.

Universitetets interne forfald

Men hvorfor har universiteterne overhovedet ladet sig fange af markedsgørelsen? Hvorfor har de ikke stået urokkeligt fast på det traditionelle videnskabsideal? Når vi forsøger at tænke over det, så er der grund til at tro, at forandringen ikke kun skyldes et ydre, økonomisk pres. Tværtimod er der al mulig grund til også at inddrage, at universiteterne allerede var undergået en indre forandring, som medførte, at de heller ikke selv længere entydigt troede på det traditionelle videnskabsideal.

I første omgang var det sket med marxismens indtrængen på universiteterne. Og med marxismens gradvise svækkelse gled det over i postmodernismens generelle forkastelse af ’store fortællinger’, som var forbundet med en forkastelse af troen på magtfri erkendelse og en hævdelse af teksters uomgængelige flertydighed. Der var nu forskningsmiljøer på universiteterne, som forkastede rationalitetens – og dermed videnskabernes – universalitet, og som i stedet anså de traditionelle videnskaber for at være del af en vestlig undertrykkelseskultur.

Aktivistisk pseudoforskning

I begyndelsen var disse forskningsmiljøer primært kritiske imod den traditionelle videnskabelighed – og afslørede dens fordomme. Men efterhånden har de udviklet sig i retning af en aktivistisk pseudoforskning, som vi har set konkrete eksempler på inden for specielle forskningsområder – især vedrørende racisme, køn, migration og kolonisering. På disse felter har man kunnet dele verden op i undertrykte og undertrykkere, og man har kunnet gøre forskningen til en stemme for dem, som man anså for undertrykte. Hvor meget denne forskning reelt fylder på universiteterne, er et empirisk spørgsmål; men selve det, at den findes, er problematisk. For det sætter universiteterne i et dilemma.

Hvis det traditionelle videnskabsideal – at man skal bygge på logik og på erfaringer, som i princippet kan efterprøves af enhver – ikke holder, så er der ikke noget demokratisk grundlag for at give universiteterne en særlig forskningsfrihed. Og hvis det traditionelle videnskabsideal holder, så er det en skandale, at universiteterne tillader pseudoforskning, som direkte forsynder sig imod dette ideal. Der er jo ikke blot tale om almindeligt forskningssløseri, men om en aktivisme, som bevidst krænker de fundamentale kriterier for videnskabelig forskning, og som derfor også krænker universitetets kontrakt med det demokratiske samfund.

Postmodernismens inkonsekvens

Det burde være universitetets egen opgave at tænke sig ud af dette dilemma: at afklare, om det traditionelle videnskabsideal holder, eller om det bygger på en illusion. I grunden er den tænken, der kræves, filosofisk. Den angår selve betingelserne for videnskabernes mulighed. Skal det traditionelle videnskabsideal holde, så skal det som minimum være konsistent. Og umiddelbart er der intet i dette ideal, som undergraver dets egen universelle gyldighed.

Men hvad så med den postmodernistiske kritik af det traditionelle ideal? Hvad med påstanden om, at der ikke findes magtfri erkendelse? Og hvad med påstanden om, at der ikke findes entydige sandheder? Problemet med disse påstande er, at de ikke kan formuleres som universelt gyldige – som vi alle bør acceptere – uden at de modsiger sig selv. De kan umuligt være grundlag for en universelt gyldig videnskabelig erkendelse. Men dermed kan de heller ikke stå som grundlag for en holdbar kritik af de traditionelle normer for videnskabelig erkendelse. Tværtimod står disse normer tilbage som de eneste konsistent gyldige. Så enten opretholder vi de traditionelle normer for videnskabelig erkendelse, eller også har vi ingen universelt gyldige kriterier for videnskabelig erkendelse. Og i sidste tilfælde har vi intet gyldigt grundlag for at opretholde universitetet som en institution, der nyder en særlig statsunderstøttet forskningsfrihed.

Universitetets svigt

Nogenlunde således skulle universitetet have reflekteret over dets egen opgave, da det blev mødt med kritik af en konkret forskning, der ikke opfylder betingelserne for videnskabelighed. Men i stedet reagerede det hovedsageligt ved at påberåbe sig sin forskningsfrihed. Forskere skrev under på udtalelser om, at deres forskningsfrihed var truet. Men når selve problemet er, om man bryder med betingelserne for, at man har ret til en særlig forskningsfrihed, så er det ureflekteret – og et universitet uværdigt – blot at svare med at påberåbe sig den selvsamme ret til forskningsfrihed. Så lukker man af for den nødvendige refleksion – og det var, hvad universitetet sidst af alt burde gøre.

Der bør ikke herske tvivl om, at universitetets markedsgørelse er et problem, fordi den truer dets status som neutral institution for engageret sandhedssøgen. Men der bør heller ikke herske tvivl om, at det åndeligt set er et større problem, at der inden for universitetets egne rammer er forskningsmiljøer, som på et inkonsistent grundlag forkaster selve muligheden for en universel, rationelt forpligtet sandhedssøgen. Et universitet, der tillader det, har mistet forståelsen for, hvad dets egentlige opgave er.

Kai Sørlander

Kai Sørlander (f. 1944) er forfatter, filosof og har udgivet flere bøger bl.a. “Det uomgængelige” (1994), “Den endegyldige Sandhed” (2002) og senest i 2008 bogen “Forsvar for rationaliteten”.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside