Foto: Johannes Jansson Wikimedia, beskåret.

“Store P” – ved Poul Schlüters død

28. maj 2021
18 minutters læsetid
Poul Schlüter er død i en alder af 92 år. I den anledning bringer vi redaktør Anders Orris store artikel om Poul Schlüters politiske betydning fra Årsskriftet Critique III under titlen “Poul Schlüter og hans tid”

Poul Schlüter var Danmarks statsminister i knapt 10½ år, i en periode fra september 1982 til januar 1993. I det tyvende århundredes Danmark sad kun Thorvald Stauning længere, langt de fleste betydeligt kortere.

Schlüter var tilmed borgerlig, hvilket i sig selv var noget af et særsyn. I al den tid statsministerposten havde eksisteret, det vil sige fra 1918 og fremefter, havde ingen borgerlig statsminister overlevet mødet med vælgerne. Tilmed var han den første og hidtil eneste af slagsen, der repræsenterede Det Konservative Folkeparti.

Han var på mange måder en speciel karakter i dansk politik og i sit parti, hvor han steg i graderne som følge af bitre, interne magtkampe. En konsekvent undervurderet kompromiskandidat, der sled benhårdt i det for at bringe sit parti på fode igen og præsentere det som regeringsdueligt og troværdigt. Poul Schlüter sled, som det er blevet formuleret, altid for, at så mange som muligt skulle sætte deres kryds ved liste C, og helst ved Poul Schlüters navn.

Schlüter forandrede dansk politik grundlæggende i sin statsministerperiode, derom hersker der bred enighed. Der er lykkeligvis ikke megen dyrkelse af statsmænd i Danmark, omend en stribe biografier, udgivet de seneste år, har ført en semantisk og nok mest ufrugtbar diskussion om emnet med et noget broget kandidatfelt, der inkluderer Thorvald Stauning, Erik Scavenius, H.C. Hansen og Jens Otto Krag.

Af de fire lykkedes det kun for Thorvald Stauning at få trykt portrætter af sig selv til privat ophængning, i hvert fald i et større antal. Det er måske den bedste sammenfatning af den diskussion. En række bøger, også udgivet de seneste år, har dog søgt at etablere en særlig Schlüter-era i dansk politik, dog, med en vurderende bemærkning, med beskedent held.

Skal man efterspore en nøgtern og alment gangbar vurdering af danske statsministre, er det værd at konsultere den – ganske fortjenstfuldt – udbredte bog ’25 statsministre’, udgivet for et par år siden af historikeren Søren Mørch. Et værk, der med tiden nok skal øge sin alment autoritative placering. Mørch er vidende og djævelsk velskrivende, men når det kommer til en koncis vurdering af Poul Schlüters indsats som statsminister, fremstår han sjældent famlende.

Bortset fra nogle klarsynede analyser vedrørende Schlüter-regeringernes fejlhåndtering – med flere betydningsnuancer – af det udlændingepolitiske spørgsmål, savnes den klare og vurderende bedømmelse af Schlüter, der rækker udover den vanlige, som et nedsænket ekkolod i et alment, velinformeret folkedyb nok også ville kunne afsløre: At Poul Schlüter overraskede positivt som statsminister, navnlig hvad angår den økonomiske genopretningspolitik; at Poul Schlüter viste sig som en eminent parlamentarisk overlever og at Poul Schlüters markante styrke var hans langtidsholdbare, gode forhold til midterpartierne.

Det følgende skal dog ikke ses som fyldestgørende vurdering, blot et forsøg på at skitsere et supplement.

Måske skyldes den lidt svære indplacering et Schlütersk karriereforløb, som lidt af en outsider? Helmut Kohl sagde engang om sig selv, at han havde været undervurderet hele sit liv og egentlig havde klaret sig ganske udmærket på den måde. Det samme kan siges om Schlüter.

Han valgtes til Folketinget i 1964, men havde i begyndelsen en brydsom tid med den magtfulde, organisatoriske leder af partiet Poul Sørensen, der aldrig tilgav Schlüter noget økonomisk roderi fra tiden som formand for Konservativ Ungdom fra 1952 til 1955 og derfor holdt hans udfoldelsesmuligheder stærkt i tømme. Under RKV-regeringen fra 1968 til 1971 faldt det i en periode i Schlüters lod at være politisk ordfører. På den ene side en opgave, der lå lige til højrebenet for en smilende, nydelig mand med utvetydigt medietække, men på den anden side en uhyre vanskelig opgave, idet Det Konservative Folkeparti havde det vanskeligst i den på mange måder umage og lidet succesrige regeringskonstellation.

I kølvandet på regeringsdeltagelsen fulgte også en bitter strid i Det Konservative Folkeparti, der dog viste sig som Schlüters chance. Internt i partiet havde debatten om partiets fundamentale eksistensberettigelse altid ligget i kim.

En strid, der trækker tråde både tilbage og frem i tid. På den ene side eksisterer en fraktion, der anser partiet for grundlæggende højreorienteret, forstået på den måde, at dets virke må orienteres mod den borgerlige side af det politiske spektrum, primært mod et fasttømret, men i praksis ofte lidenskabsløst samarbejde med Venstre, væsentligst for at udgøre den slagkraftigst mulige opposition til Socialdemokratiet.

En fraktion, der føler sig som værende i klar opposition til opbygningen af den universalistiske velfærdsstat, en opbygning netop Socialdemokratiet ledede med størst kraft fra slutningen af 1950’erne og frem til 1970’erne. På den anden side eksisterer en fraktion, der betragter partiet som et modererende, fintslebet midterparti, der er naturligt og grundlæggende skikket til et konstruktivt samarbejde om samfundets udvikling, uden afgørende idépolitiske modsætningsforhold til noget bestemt parti.

Disse to fraktioner oplevede stærke magtkampe i kølvandet på RKV-regeringens fald ved valget i september 1971, hvor Det Konservative Folkeparti blev ramt hårdest med en mandattilbagegang på seks mandater. Regeringens fald og den fortsatte mandattilbagegang ved valget i 1973, ledte til en forbitret, intern magtkamp, der ikke skal gennemgås i detaljer her.

Blot skal det konstateres, at Poul Schlüter tiltrådte som partiets leder i januar 1974 som en slags kompromiskandidat, der skulle bilægge de magtkampe, der truede med at spalte og ødelægge partiet. I øvrigt skal det også noteres, at Schlüter behændigt havde undladt at lægge sit politiske tyngdepunkt i en af de to, før skitserede fraktioner, hvilket gav ham ekstraordinært gode forudsætninger for at bringe partiet tilbage på ret kurs.

Udgangspunktet var dystert. Netop ved folketingsvalget i december 1973, det berygtede jordskredsvalg, måtte Det Konservative Folkeparti indkassere den næststørste lussing af alle partier med femten tabte mandater.

Et historisk lavt niveau. Poul Schlüters første møde med vælgerne, som partileder, førte dog ikke til umiddelbar fremgang, i det partiet ved folketingsvalget i januar 1975 måtte tage til takke med ti mandater. Som følge heraf måtte partiet forlade det historiske gruppeværelse, værelse 28, og holde dets gruppemøder på Poul Schlüters kontor. ‘Telefonboksmøderne’ hed de i konservative folketingsmedlemmers jargon, og det var bestemt ikke kærligt ment. Forventningerne til Schlüter var ikke overvældende.

Poul Schlüter valgte i sin formandstid i slutningen af 1970’erne at følge en tostrenget strategi, der i dag fremstår noget modsætningsfyldt. Hvad angår det idépolitiske, lagde Schlüter sig umiddelbart i slipvinden af den udtalt konservative ellevepunktsstrategi som en af partiets grå eminencer, landsretssagfører Kristian Mogensen, havde skitseret ved et hovedbestyrelsesmøde i januar 1974 kort inden Schlüters tiltræden som partileder.

I praksis indebar den stillingtagen, at Schlüter bekendte dels kulør i forhold til hvilken fraktion, der kunne se frem til at nyde fremme, dels kulør i forhold til hvilken rådgiverkreds han søgte.

Sammenfattet er det sigende, at den midterorienterede Erik Haunstrup Clemmensen forlod Folketinget og dansk politik ved valget i februar 1977, hvorimod den mere udpræget borgerlige Erik Ninn-Hansen – efter et kort mellemspil – forblev en af Poul Schlüters nærmeste politiske og organisatoriske rådgivere indtil et godt stykke op i 1980’erne.

I den praktiske politik holdt Schlüter strikt på en resultatorienteret linje, sammenfattet i senhalvfjerdsernes slogan om de borgerlig stemmer, der arbejdede. Han forlod nødigt et forhandlingsbord uden en aftale. Det Konservative Folkeparti skulle vise sig som et parlamentarisk og regeringsdueligt, bredt favnende parti, der evnede at smøge ærmerne op og være med til at gøre noget ved landets afgrundsdybe økonomiske problemer.

I praksis var det dog svært – ikke blot i halvfjerdserne, men også under Schlüters statsministertid i firserne – at fastholde Det Konservative Folkeparti på en stærk idépolitisk profil af årsager der skal sammenfattes løbende i det følgende.

Først og fremmest fordi bruddet og den mandatmæssige afskalning ved jordskredsvalget i december 1973 havde ramt partiet hårdt, og i høj grad kom til at forfølge partiet gennem halvfjerdserne.

Jævnfør de skitserede, to fraktioner i partiet, var der to oplagte destinationer for den vælgerlede, der ramte de etablerede partier ved jordskredsvalget. De midterorienterede vælgere kunne søge mod Centrum-Demokratene og Kristeligt Folkeparti, der begge så sig selv som korrektiver til de etablerede politiske partier, og ikke definerede sig selv stærkt oppositionelt i forhold til velfærdsstaten.

Begge partier, dog væsentligst Centrum-Demokraterne, var reaktioner på primært en venstredrejning af Socialdemokratiet, sekundært – og afledt heraf – et tilsyneladende dysfunktionelt politisk system, hvor det traditionelle, hævdvundne samarbejde over midten i dansk politik, var blevet stadigt vanskeligere.

De højreorienterede vælgere kunne søge mod Fremskridtspartiet, der definerede sig selv som værende klart i opposition til de etablerede partier – gammelpartierne som Mogens Glistrup kaldte dem – og disse partiers konsensusprojekt om velfærdsstatens opbygning. Det Konservative Folkepartis deltagelse i RKV-regeringen havde eroderet den udbredte – og ofte skildrede, blandt andet af senere MF for Fremskridtspartiet Kirsten Jacobsen – forventning om, at når endelig en borgerlig regering kom til, ville der komme andre boller på suppen.

Følgen heraf var en udbredt lede i det borgerlige vælgerkorps, hvis ventil blev den ubetinget bredt folkeligt appellerende Mogens Glistrup, der på mange måder sammenfattede de halvgamle, småborgerliges – etiketten er positivt ment – reaktion på ungdomsoprøret.

Dette skisma satte vilkårene for Det Konservative Folkepartis virke i 1970’erne.

På den ene side en benhård konkurrence med de borgerlige midterpartier om at fremstå som det ansvarlige parti, der fik det politiske maskineri til at køre. På den anden side en tilsvarende, underlig halvhjertet skyggekonkurrence med Fremskridtspartiet om at være eksponenter for den klarest mulige borgerlige profil, hvor partiet dog kunne trække på den styrke det var at have en sammenhængende og parlamentarisk forholdsvist erfaren folketingsgruppe.

Trods disse forudsætninger er det vanskeligt at pege på noget fast idépolitisk fundament under Poul Schlüters virke som partileder. Partiet havde en lang tradition for en åben og relativt dybsindig idédebat med aktører som Ole Bjørn Kraft og brødrene Aksel og Poul Møller, men Schlüter evnede ikke at skærme, forsvare endsige udbygge den tradition. Poul Schlüters personlige pragmatisme bidragede bestemt heller ikke til kultiveringen af partiets idédebat og dennes eventuelle afspejling i praktisk politik.

Schlüter som statsminister

Poul Schlüter blev landets statsminister, helt præcist den 10. september 1982.

Forud var gået et forløb, hvor Schlüter havde samlet en række trumfkort, der postionerede ham som statsminister i den borgerlige firkløverregering. For det første havde han evnet at skabe et sammentømret parti, der i løbet af tre valg i henholdsvis 1977, 1979 og 1981 øgede mandattallet til 26, et større antal end Venstres. Schlüter evnede ganske enkelt i et stærkt, strategisk samarbejde med sine loyale støtter, først og fremmest Erik Ninn-Hansen og Ib Stetter, fuldstændigt at få bortvisket de opslidende slagsmål, der nærmest havde ødelagt partiet i første halvdel af 1970’erne. For det andet holdt han sig fri af parlamentariske fadæser.

Venstre fremstod for mange som det ledende borgerlige parti, selv efter Poul Hartlings afgang efter partiets katastrofevalg i februar 1977, men partiet satte afgørende parlamentarisk kredit over styr ved dets uheldssvangre deltagelse i den lidet succesrige SV-regering fra august 1978 til oktober 1979. For det tredje – og sandsynligvis det væsentligste – havde Poul Schlüter etableret et stærkt og personligt tillidsforhold til Det Radikale Venstres leder Niels Helveg Petersen.

Det Radikale Venstres stod nærmest fra dets stiftelse og – med vekslende intensitet – som det parlamentariske nøgleparti i det tyvende århundredes politiske landskab. Om partiet lod sit lod falde i de borgerliges, eller som oftest i socialdemokraternes vægtskål, afgjorde hvem der fik statsministerposten. I to tilfælde havde partiet endog mandatmæssig styrke til selv at besætte posten. Uanset hvad, opnåede partiet en betydelig indflydelse på retningen i dansk politik og var i egen selvforståelse brobyggeren, der trak både socialdemokratiske og borgerlige regeringer mod en midtersøgende kurs.

Efter RKV-samarbejdets endegyldige afslutning i midthalvfjerdserne blev Det Radikale Venstre i stedet en forholdsvist lidenskabsløs støtte af Anker Jørgensens skiftende regeringer, indtil denne frivilligt demissionerede i sensommeren 1982. Støtten var primært motiveret af to årsager: Dels var partiets hævdvundne ønske om et midterorienteret, samarbejdende folkestyre stærkt fokuseret på at holde Socialdemokratiet borte fra en for venstreorienteret kurs, hvis konturer for alvor viste sig i løbet af 1970’erne.

Den kurs blev personificeret i de mange unge, venstreprogressive socialdemokrater som Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Birte Weiss m.fl., der blev valgt ved det, for Socialdemokratiets vedkommende, generationsmæssigt skelsættende valg i september 1971. Dels ønskede Det Radikale Venstre ikke at medvirke til at samle den borgerlige blok, der rent mandat-matematisk stod stærkt ved flere valg i 1970’erne.

De frygtede at trække Venstre og Det Konservative Folkeparti bort fra en midterorienteret kurs, og ‘ud’ mod et tættere, egentligt parlamentarisk samarbejde med i første række det i rent mandattal ganske stærke Fremskridtsparti, og i anden række de mere oplagte, politisk-strategiske konkurrenter hos Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Dette skisma så Poul Schlüter klarere end sin rival som borgerlig statsministerkandidat, Venstres formand Henning Christophersen. Som så ofte før gik vejen til en borgerligt ledet regering gennem et kursskifte hos Det Radikale Venstre, og derfor satsede Poul Schlüter megen ihærdighed på at opbygge et nært og tillidspræget forhold til Det Radikale Venstres leder Niels Helveg Petersen.

Et forhold, der i sidste ende skulle blive den udslagsgivende faktor, når mandaterne skulle gøres op ved dronningerunden. Poul Schlüters vej til Statsministeriet gik paradoksalt nok gennem det parti, der aldrig havde fremstået som nogen speciel allieret af formulerede konservative synspunkter. Nærmest tværtimod, som man siger.

Firkløverregeringen, Poul Schlüters regeringsmæssige basis fra 1982 til 1988, var fra starten lidt af en succes. Regeringen tog med betydeligt hårdhed fat på løsningen af de økonomiske problemer og gennemførte besparelser i en milliardklasse, der ville få selv den finanskrisepræparerede, nutidige generation af politikere og befolkning til at tabe både næse og mund.

De redskaber, som blev taget i anvendelse for at drive landet bort fra afgrundens rand, var af hidtil uset kaliber, og Poul Schlüter viste samtidig en stærk parlamentarisk gennemslagskraft. Hestekuren var dog ikke uden folkelig opbakning, og da Schlüter og den konservative gruppeformand Knud Østergaard afsluttede folketingsåret i juni 1983 med en middag i Tivoli, blev de mødt af spontane, begejstrede tilråb, skulderklap og klapsalver fra havens øvrige gæster.

Regeringen og Poul Schlüter havde medvind på cykelstien og opnåede et historisk godt resultat ved valget i januar 1984, hvor Det Konservative Folkeparti fik 42 mandater. Et resultat, der sætter vores dages mandattal noget i relief.

Statsministeren Poul Schlüter viste sig dog ikke som noget udpræget holdningsmenneske, forankret i en distinkt oppositionel politisk stillingtagen. Både i praksis og i sin selviscenesættelse gjorde Schlüter meget ud af fremstå som en pragmatisk skikkelse, der som en anden skikkeligt myndig huslæge ordinerede en knapt så velsmagende men dog nødvendig medicin. »Det skal gøre ondt før det kan gøre godt«. De første år med firkløverregeringen var præget af en strammerkurs mod den offentlige sektor, hvor navnlig Venstre førte an i reformbestræbelserne.

Firkløverregeringen var ikke uden indre spændinger og kursskifter. Det er utvivlsomt, at der var størst vilje til opgør med den socialdemokratiske samfundsmodel i regeringens første år. Særligt to faktorer medvirkede til en opbremsning på den front.

Den første: I juli 1984 erstattede den konservative Palle Simonsen venstremanden Henning Christophersen på finansministerposten, en manøvre der kun var mulig på grund af den betydelige konservative fremgang ved folketingsvalget i januar samme år. Christophersen forlod dansk politik til fordel for en fortjenstfuld karriere som EF-kommissær. Som nævnt var det navnlig Venstre der pressede på for et grundlæggende opgør med den socialdemokratiske samfundsmodel og Palle Simonsen så grundlæggende anderledes på den sag: Han tilhørte den midterorienterede fraktion i Det Konservative Folkeparti, som bestemt ikke så noget behov for et opgør. Snarere talte Simonsen – blandt andet i bogen ‘Den Danske Model’ fra 1986 – for en letvægtsagtig løsning, hvor en offensiv og målrettet erhvervspolitik anvendtes til at finansiere en stærk og generøs velfærdsstat. Den økonomiske genopretningspolitik vedrørte i Simonsens optik altså i lige så høj grad en fremtidsskring og afstivning af eksisterende velfærdsordninger.

Den kurs, Kristian Mogensen udstak, tog udgangspunkt i en oppositionel stillingtagen til velfærdsstat og skattetryk, og en refokusering på klassisk konservativt tankegods som skepsis over for forhastede samfundsforandringer, et klart og præcist forsvar for retsstaten og endelig et forsvar for selvforsørgelse, flid og iværksætteri. I praksis indebar den stillingtagen, at Schlüter bekendte dels kulør i forhold til, hvilken fraktion der kunne se frem til at nyde fremme, dels kulør i forhold til, hvilken rådgiverkreds han søgte.

Den anden årsag var de midler, der blev taget i anvendelse. En regulær sparestrategi anvendtes primært i regeringens allerførste år. Efterfølgende blev firkløverregeringen begunstiget af en international højkonjunktur, der medvirkede til at bedre den økonomiske situation tilstrækkeligt til, at den offentlige sektor ikke behøvede at holde specielt meget for. Gennem 1980’erne voksede det offentlige forbrug fortsat, stort set uden politisk indgriben. Højkonjunkturen gav også anledning til andre problemer, primært vedrørende samhandelsbalancen og gældsætningen.

Her tøvede firkløverregeringen dog ikke med endog særdeles barske indgreb. Retrospektivt er det hævet over enhver tvivl, at også på det tidspunkt savnedes der aldrig politisk vilje til at gribe ind overfor de private forbrugsmuligheder, hvorimod det var umådeligt vanskeligt at skabe politisk konsensus og vilje til indgreb mod det offentlige forbrug.

Det er vanskeligt at placere ansvaret for dette samlet. Det letteste lod må tilfalde Venstre, der konsekvent viste mest vilje til en reformkurs. I næste række hos de to fraktioner i Det Konservative Folkeparti, hvor forfremmelsen af Palle Simonsen medførte øget indflydelse til den midterorienterede fraktion. I flere tilfælde ytrede den borgerligt orienterede fraktion, repræsenteret af justitsministeren fra 1982 til 1989 Erik Ninn-Hansen, mishag ved nogle af de gennemførte indgreb, navnlig de hårde indgreb i slutfirserne, der var ensidigt vendt mod privatforbruget.

Poul Schlüter valgte selv lidt af en slingrekurs. Sit lod lod han falde hos den midterorienterede kurs i midtfirserne, hvorimod han, inspireret blandt andet af skatteministeren fra 1987 venstreløven Anders Fogh Rasmussen, i slutfirserne slog om på en mere reformorienteret kurs. Det tungeste lod må dog falde hos midterpartierne, i nogenlunde prioriteret rækkefølge hos Centrum-Demokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti. Centrum-Demokraterne havde aldrig et opgør med den socialdemokratiske samfundsmodel som programpunkt, eftersom partiet helt grundlæggende var en afskalning af Socialdemokratiets ‘klassiske’ højrefløj.

Om Det Radikale Venstre kan man sige, at det kan være vanskeligt at få øje på forskellen mellem hovedparten af den midterorienterede fraktion i Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre. Dengang som i dag. Partiet var altså grundlæggende i overensstemmelse med den slebne, pragmatiske kurs som Palle Simonsen stod som eksponent for. Om Kristeligt Folkeparti er der, helt nøgternt, ikke så meget at sige i denne sammenhæng. Ganske enkelt.

Den reformorienterede kurs fik en kortvarig opblusning i perioden 1988-90, hvor Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti erstattedes af Det Radikale Venstre i regeringskonstellationen. Det er uomtvisteligt, at der hos de radikale findes en stærk, liberal tradition, som har ytret sig kritisk overfor en socialdemokratiske tendenser til kassetænkning og centralisering. I åbningstalen den 3. oktober 1988 lagde Schlüter ikke fingrene imellem og man kan her finde hans skarpeste idépolitiske udmeldinger, siden han havde tilsluttet sig Kristian Mogensensføromtalte ellevepunktsstrategi i 1974.

Der var ørefigener til systemernes magt, skattetrykkets evindelige stigning og befolkningens afhængighed af offentlige indkomstoverførsler. Det er tydeligt at Schlüter var slået ind på en ny kurs motiveret af et gradvist konservativt mandattab ved valgene i 1987 og 1988 samt af de føromtalte, nye idépolitiske impulser, der formuleredes af de unge og yngre borgerlige kræfter, som vandt frem i 1980’erne.

Det kneb dog med omstillingen til praktisk politik. Nok affandt Det Radikale Venstre sig med skærpelsen af den idépolitiske profil, til trods for at partiet tidligere, som parlamentarisk støtteparti, i høj grad netop havde virket som en modererende og midtersøgende kraft for regeringen. Kort efter sin tiltrædelse præsenterede KVR-regeringen en stærkt ambitiøs afbureaukratiseringsplan, der skulle nedbringe antallet af offentligt ansatte med 100.000 over ti år, en plan der følges op i juni 1989 med Planen (med stort p), der skulle intonere et idépolitisk borgerligt nybrud til 1990’erne. Nu skulle der andre boller på suppen.

Planen var indiskutabelt ambitiøs. Marginalskatten skulle reduceres med 16 procent fra 68% til 52%. Der foresloges brugerbetaling, besparelser og reduktion af forskellige former for fradrag. I det opfølgende forhandlingsforløb faldt meget af tankegodset dog på politisk stengrund, ikke mindst fordi regeringen på forhånd havde afskrevet Fremskridtspartiet som parlamentarisk grundlag for Planens gennemførelse. I stedet førtes der en stillings- og markeringskrig med Socialdemokratiet, der var langt mere interesserede i regeringens fald end i Planens fuldbringelse.

Dertil var der splittelse i regeringen. Den 30. oktober 1989 forlod finansminister Palle Simonsen dansk politik, ikke mindst motiveret af Schlüters kursomslag mod højre. Lidt over et år senere ved folketingsvalget 12. december 1990 måtte Det Konservative Folkeparti påny indkassere en mandattilbagegang, og det var kun med nød og næppe at regeringsmagten fastholdtes på borgerlige hænder frem til 1993.

Var Poul Schlüter en konservativ statsmand?

Lad os afslutningvist åbne en lille flanke mod statsmandsdiskussionen. Man kan spørge sig selv, hvorfor en statsminister, der havde så lang en embedsperiode, ikke er en del af kandidatfeltet. Herpå kan der gives mange svar:

For det første måtte Poul Schlüter lade sig identificere langt stærkere med en regering som helhed, end de socialdemokratiske bud i kandidatfeltet. Schlüter repræsenterede ganske enkelt ikke et parti, der havde en tradition for at have politikere med en nationalt samlende identifikationsfaktor. I et bredere perspektiv kan dette sættes i forhold til Det Konservative Folkepartis rolle til Socialdemokratiets velfærdsstat.

Erik Ib Schmidt har utroligt rammende formuleret det således, at socialdemokratiske regeringer er ejere, borgerlige regeringer lejere. Poul Schlüter var med sine egne ord ikke så konservativ at det gjorde noget, snarere var han – hvis han endelig var noget distinkt – en borgerlig statsminister, der evnede at favne bredt. Han var populær og afholdt hos midterpartierne.

For det andet måtte Schlüter forlade sig på sin parlamentariske overlevelseskraft mere end sin personlige gennemslagskraft. I sin statsministertid vandt han kun et valg, en fantomsejr i 1984, men hans eget parti måtte tåle mandattilbagegang ved de tre følgende valg i 1987, 1988 og 1990. Han spændte over et parlamentarisk grundlag inkluderende Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Fremskridtspartiet.

En uhomogen gruppe, hvor der kun var enighed om at pege på Poul Schlüter som statsminister. Det gjorde det vanskeligt at gennemføre et egentligt, politisk reformprojekt.

Skal man tilskrive Poul Schlüter et politisk projekt, der kan sættes nogenlunde indenfor en ramme, må det blive den økonomiske genopretningspolitik. Det er indiskutabelt, at Schlüter huskes og vil blive husket for en flittig indsats for at bedre landets økonomi. Så flittig, at han lod sine regeringer komme i mindretal på klassiske statsræsonfelter og på en måde, der ville have forledt andre til at demissionere.

Ud fra en erklæret borgerlig synsvinkel, er det dog indiskutabelt at Schlüters økonomiske genopretningsbestræbelser medvirkede til at afstive en samfundsmodel, som de borgerlige partier grundlæggende ikke havde stået fadder til.

I Poul Schlüters statsministertid vedblev de offentlige udgifter med at stige. Tre, fire og fem procent på årsbasis. Trods den økonomiske krise. Schlüter gennemførte generøse overenskomster, der gav stærkt fordyrende lønfremgange på fem, otte, endog ti procent.

Schlüter gennemførte også en række andre fordyrende indgreb, som vi aldrig er sluppet af med. Momsen steg, afgiftstrykket ligeså. Nok fik indkomstskattetrykket et nøk nedad men kun som led i den måske mest bekymrende udvikling i Vesteuropa:

At skiftende og partimæssigt forskellige regeringer lader indkomstskattetrykket falde, alt imens beskatningen øges tilsvarende – eller yderligere – på en række andre områder. Som anført savnedes der aldrig motivation til at gribe ind overfor det private forbrug, hvorimod det offentlige forbrug – bortset fra regeringens første år – gik upåagtet hen. Det var Schlüters helt store svigt.

Det er uomtvisteligt, at Poul Schlüter havde oddsene imod sig, også når det gjaldt gennemførslen af en idépolitisk velfunderet borgerlig, konservativ politik. Henning Fonsmark har talt om eksistensen af en ‘kompakt enighed’ i efterkrigstidens politiske landskab.

De etablerede politiske partier var, fra slutningen af 1950’erne og i hvert fald fra midten af 1960’erne og fremefter, grundlæggende enige om opbygningen af en generøs velfærdsstat finansieret af højt skattetryk. En dybdegående, fri og kritisk idépolitisk debat var svær at gestalte indenfor rammerne af et konsensuspræget politisk system. Partierne var simpelthen for enige, firkantet sagt.

Videre mener Henning Fonsmark, at 1980’erne, årene med Poul Schlüter som statsminister, forblev nogle år med stilstand. Den grundlæggende model blev der ikke pillet ved, også selvom det kostede en fortsat kraftig stigning i udlandsgælden. En regning alle dog var villige til at betale, eftersom igen ønskede at pille grundlæggende ved systemet og dets defekter.

Alle lod blot stå til. Fonsmark eksemplificerer med en redegørelse, udsendt fra Palle Simonsens finansministerium den 14. april 1989 – som vi har set tidligere, altså i den periode hvor regeringen ellers krampagtigt søgte at polere sin idépolitiske profil af . I redegørelsen står der, at »velfærdssamfundets oprindelige grundlag er ikke til diskussion.« Det var på en gang konstaterende, sigende og profetisk.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside