Kaare Dybvad, Pressefoto. folketinget.dk

Kaare Dybvad: Her kan konservative og socialdemokrater mødes

2. maj 2021
7 minutters læsetid

Af Kaare Dybvad Bek

Forestil Dem en tur igennem Skåne. Den praktiske strækning mellem Øresundsbroen og Ysted. Eller den smukkere fra Malmø nordover til Landskrone og Helsingborg. Landskabet er tydeligt anderledes end det sjællandske, og den svenske planlov har sat sine mærker med store krydsfinerreklamer for den næste McDonalds.

Men i det åbne land er arkitekturen umiskendeligt dansk præget. De smukke gule og røde mursten, der bærer bygningerne eller fylder ud i bindingsværkets tømmerrammer. Mange steder ses de karakteristiske østdanske lader i halvanden etage, muret i grundplan og tømret i den øverste halve etage.

Det samme kan man opleve i landsdelens bykerner, der ofte er opført i stil med klassisk dansk købstadsarkitektur. Smukke rækker af byhuse, der munder ud i torve med to-tre etagers murstensbyggerier, som vi kender dem fra Køge, Rønne eller Helsingør.

Bevæger man sig ud i forstæderne eller til bymidternes sanerede kvarterer, er oplevelsen helt anderledes. Her er arkitekturen strømlinet med Stockholms Miljonprogram og de støttede byggerier, som gik forud, fra 1950’erne og frem til oliekrisen i 1973.

Den svenske byggestruktur med opgange i husets kerne, syv-otte etager og de karakteristiske, flade tagkonstruktioner med elevatortårne er markant anderledes end samtidens danske kransporsbyggerier i 3-4 etager.

Velfærdsstaten er national

Denne introduktion handler ikke om arkitektur. Den handler om, at velfærdsstaten er national. Den handler om, at de naturlige overgange, der udviklede sig i den markedsbaserede, industrielle æra, blev til skarpt optrukne linjer i efterkrigstidens samfundsforandringer.

Naturlige overgange mellem Sjælland og Skåne, og mellem det sydlige og nordlige Slesvig, blev til stadig større kløfter, i takt med at hver nation blev stadig mere forpligtet i de nationale velfærdsprojekter.

Skånes skoler og boligområder var et anliggende for Riksdagen og Rosenbad, ikke for sjællandske entreprenører og teglværker. Sønderborgs hospital skulle tegnes af den samme modernistiske arkitekt som Odenses og Rigshospitalet, og lige store katastrofer blev det. Ikke af de tyskere, der havde tegnet Marinestationen på matriklen ved siden af.

Jeg skriver dette, fordi jeg af Berlingskes chefredaktør er blevet anklaget for ikke at bekymre mig om Danmark som nation, men kun for velfærdsstaten. For mig er påstanden meningsløs, for opbygningen af de fælles normer og værdier, som langt størstedelen af Danmarks indbyggere abonnerer på, er også et resultat af velfærdsstatens opbygning.

Hvad der er dansk, er formet af historien og den virkelighed, som alle danskere tager del i hver dag. Men at vi er så bevidste om det danske, har også at gøre med det sociale fællesskab, vi har skabt sammen, og som er blevet langt stærkere de seneste halvtreds år.

Det gamle klassesamfund

Selv var jeg bevidst om at være dansk, lang tid før jeg var bevidst om velfærdsstaten eller Socialdemokratiet. Som syvårig oplevede jeg Danmark vinde Europamesterskabet i fodbold, og i skolen lærte vi om alle de tabte svenskekrige, om den fredelige grænsedragning i Sønderjylland og om besættelsen og modstandsbevægelsen. Og samtidig gik vi til håndbold i den nybyggede kommunale hal og fik rettet vores skæve tænder hos skoletandlægen, uden at vi tænkte på det som noget, man skulle tage stilling til.

Havde jeg været født i en anden tid, et andet sted, havde rækkefølgen været omvendt og følelserne anderledes. For et arbejderbarn født på Vesterbro i mellemkrigstiden stod den politiske bevidsthed meget klart, mens de nationale institutioner som skole og kirke forekom som et fællesskab, man ikke var velkomment i.

Her var det arbejderbevægelsens organisationer og sociale fællesskaber, der var det naturlige, mens spanskrør og salmevers var repræsentanter for det nationale rum, som man endnu ikke havde erobret sin rimelige plads i.

Det store fællesskab tog ikke hensyn til arbejderklassen, så man skabte sit eget, der rummede næsten halvdelen af befolkningen.

Velfærden blev bygget på det nationale fællesskab

På samme måde blev min mor født i et funktionærhjem i Horsens-forstaden Stensballe, der dengang udgjorde størstedelen af den selvstændige kommune Vær-Nebel. Den indgik i Foreningen af Bymæssige Kommuner, der var konservativt domineret, og i kommunale spørgsmål ofte stod overfor den socialdemokratiske Købstadsforeningen og den Venstre-styrede Samvirkende Sognerådsforening.

I Stensballe var man i opposition til den barske industriby Horsens og man indrettede sig med lavere skatter og færre offentlige tilbud, ligesom folk i hovedreglen boede i egne eller lejede parcelhuse. Både i den befolkningsmæssige sammensætning og i lokalsamfundets sociale struktur var man markant anderledes end købstaden og man satte en ære i det.

Kommunalreformen i 1970 ramte Stensballe som en damptromle: Sammenlægning med Horsens købstad og fem andre land- og forstadssogne. Vær-Nebel Sogn udgjorde nu et par tusind indbyggere i en mastodontkommune med mere end 50.000 borgere.

De konservative bymæssige kommuner, de landlige venstresogne og den store, socialdemokratiske købstad blev nu tvunget sammen, og med tiden blev de klassebaserede livsformer hos arbejderne, funktionærerne og i landbosamfundet udvandet, og erstattet af en fælles kultur i primærkommunerne.

Det blev ikke nødvendigvis et klasseløst samfund, men det blev et samfund, hvor ens klassetilhør ikke er definerende for det sociale miljø, man som barn vokser op i. Jeg blev socialdemokrat, fordi jeg blev tilbudt medlemskab af DSU, da jeg var på Grøn Koncert i Valby. Selvom jeg voksede op i en håndværkerfamilie, blev jeg aldrig taget i hånden ned til DUI og eller til juletræsfest i LO.

Jeg blev ikke født ind i en social klasse, men i et nationalt og lokalt fællesskab, som i høj grad var bygget op omkring velfærdsstatens institutioner som en afløsning af de klassebaserede organisationer.

Velfærden blev bygget på det nationale fællesskab. Den kan kun eksistere indenfor den ramme. Og den er ved sin eksistens med til at forstærke nationen som fællesskab.

Centralisering er ikke en naturlov

Som Indenrigsminister ser jeg det som min opgave at sikre, at man alle steder i landet kan fastholde de stærke lokalsamfund, som er byggestenene i såvel vores nation som i vores velfærdsstat.

De har især været udfordret siden kommunalreformen i 2007 satte gang i en lang række centraliseringer af uddannelse, politi, retsvæsen, miljøkontrol og meget mere.

Det betyder, at vi risikerer at miste mange af de kvaliteter, som de lokale fællesskaber skaber. Evnen til at integrere udlændinge i Danmark er langt stærkere her, end i de store byer. Man får flere unge til at tage en uddannelse. Og man bærer en stor del af den eksportindustri, som udgør rygraden i vores økonomi.

Vi skal ikke investere i de stærke lokalsamfund for deres skyld, vi skal gøre det for hele landets skyld. Vi bliver et fattigere samfund, menneskeligt og økonomisk, hvis vi ikke gør det.

Det betyder, at vi skal udfordre den forestilling, at det er en naturlov, at folk flytter til stadig større byer. Erfaringen siger os, at politiske beslutninger også betyder en del.

I tiåret efter 1970, hvor vi som samfund satsede på de nye kommunebyer med mellem 1.000 og 5.000 indbyggere, blev andelen af danskere, der boede i byer af den størrelse, fordoblet. Siden kommunalreformen er det de store, nye kommunecentre med mellem 20.000 og 100.000 indbyggere, som er vokset hurtigst.

Der, hvor samfundet vælger at prioritere udviklingen, flytter flere til.

Bedre muligheder i hele Danmark

Konkret kommer regeringens arbejde til at lægge vægt på at sikre, at flere kan træffe et aktivt valg om at flytte til eller blive boende i købstæder og mindre byer. Langt de fleste unge bliver i dag boende i den kommune, hvor de bor, når de går ud af skolen.

Men de fleste steder, er der meget få muligheder for at tage en videregående uddannelse. Giver man flere muligheder, bliver flere boende. I Aalborg, hvor mange i sin tid mente, at der ikke var brug for et universitet, vælger 80 % af de unge, der søger en universitetsuddannelse, at søge Aalborg Universitet. Og det selvom, at mange uddannelser, fx teologi, tandlæge eller dyrlæge, slet ikke udbydes i Aalborg.

Regner man dem fra, er det næsten alle nordjyske unge, der vælger at blive boende og bruge det lokale tilbud. Derfor skal vi sikre langt flere videregående uddannelsespladser i hele landet.

En anden væsentlig forhindring for mange, er mulighederne for at låne til hus i de mindre byer, hvor mange oplever at få afslag, selvom de har en sund økonomi. Der er der behov for at sikre, at vores velrenommerede kreditforeningssystem giver rimelige forhold i hele landet.

Et tredje afgørende forhold er muligheden for at kunne transportere sig på en fornuftig måde, uanset hvilken transportform man foretrækker. Her har vi allerede præsenteret et forslag til nye investeringer i vores veje og jernbaner, som kan sikre bosætning og erhvervsudvikling, også i provinsen.

Kampen for Danmark samler konservative og socialdemokrater

Samlet set kommer vi til at præsentere en række forslag, der har til formål at understøtte et sammenhængende land, udgjort af stærke lokalsamfund. Det gør vi, fordi vi grundlæggende tror, at det er den bedste måde at fremtidssikre vores land, og at skabe et samfund, hvor alle får de samme muligheder, uanset hvor de vokser op.

Jeg ved, at mange konservative, der læser med, ville foretrække en slankere og mindre statspræget udgave af velfærdsstaten.

Men må man ikke samtidig, som konservativ, støtte sig til en politik, der fastholder og udbygger de stærke, lokale fællesskaber, som alle har adgang til, og som bygger på fælles forpligtigelser og normer?

Hvis man gør det, er det en afgørende forudsætning, at der stadig er udviklingsmuligheder i de mindre samfund, og at vi støtter en energi og skabertrang, der er i erhvervslivet og civilsamfundene lokalt.

Kaare Dybad Bek er indenrigs- & boligminister, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og forfatter til bøgerne De Lærdes tyranni (2017) og Udkantsmyten (2015)

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside