Det er ofte ganske få udtalelser eller handlinger, som i eftertidens lys kommer til at karakterisere en politiker. Om Poul Schlüter, som døde forleden ved vi, at han ikke var så konservativ så det gjorde noget, og at han i øvrigt mente, at ideologier var noget bras. Var de udsagn udtryk for, at han var en principløs politiker, der måske knap så sig selv som konservativ? Nok i virkeligheden tværtimod. Begge udsagn fortæller os noget vigtigt om Schlüters principfaste pragmatisme, som var afgørende for, at han blev Det Konservative Folkepartis første og hidtil eneste statsminister, og den længstsiddende af slagsen siden 2. verdenskrig.

Schlüter var udpræget konservativ, og hele hans fremtoning og personlighed – og en stor del af hans politik – inkarnerede konservative værdier som personligt ansvar, imødekommenhed over for andre og deres synspunkter og en uskrømtet glæde over det Danmark, vi havde fået i arv, som ikke skulle omkalfatres og laves grundlæggende om, men leveres videre til en kommende generation i en endnu stærkere og mere levedygtig forfatning.

Vejen til statsministerposten

Det var en stor opgave, Poul Schlüter påtog sig, da han den 10. september 1982 stillede sig i spidsen for den nye borgerlige Firkløverregering. Danmark var i en ringe forfatning, de borgerlige var i en ringe forfatning, Det Konservative Folkeparti var i bedring, men fortsat også i en ringe forfatning. Sidst, de borgerlige havde haft held til at erobre regeringsmagten, var i 1968 med VKR-regeringen, som var endt med en idépolitisk katastrofe, hvor den nominelt borgerlige regering havde gennemført mængder af venstreorienteret politik og ladet velfærdsstaten eksplodere. Samtidig lykkedes det de konservative at geråde ud i en af de klassiske borgerkrige, og begge dele blev retfærdigt honoreret af vælgerne med en halvering ved jordskredsvalget i 1973.

Da røgen fra borgerkrigen lagde sig, stod Poul Schlüter tilbage på valgpladsen som en ubesmittet kompromiskandidat, der fik til opgave at føre det martrede parti mod nye sejre. Efter endnu et dyk til 10 mandater ved valget i 1975 gik det stille og roligt fremad, og da Anker Jørgensen smed tøjlerne i 1982 var de konservative blevet det største borgerlige parti, og Schlüter, som var vellidt af de fleste, og ikke mindst af nøglepartiet de radikale, som havde mistet tilliden til Anker Jørgen, fik opgaven som regeringsleder.

Tiden som statsminister

Der var en udpræget stemning af, at det ville blive en kortvarig fornøjelse, inden socialdemokraterne igen var tilbage på ministertaburetterne. Schlüter har selv fortalt om, hvordan han håbede, regeringen i det mindst ville sidde nytåret over, så der under hans statsministerportræt ville kunne stå 1982-83 og ikke blot 1982. Det er i dag svært at forestille sig, hvor stor en revolution en borgerlig regering var i Danmark anno 1982, som fortsat var et meget venstreorienteret samfund med en selvopfattelse af at stå sådan lidt neutralt i midten i den kolde krigs afsluttede hårde konfrontationer.

Den mislykkede socialdemokratiske økonomiske politik, hvor man var hoppet fra kriseforlig til kriseforlig, og samfundsøkonomien var stærkt præget af inflation og voldsomme tocifrede renter, blev set som en beklagelig, men nok nærmest uundgåelig livsomstændighed. Mange tænkte tanker om, hvordan samfundet kunne blive endnu mere kollektivistisk og socialistisk. Borgerlige dyder var mildt sagt langt væk.

De store præstationer

Schlüters regeringer indlagde sig først og fremmest umistelig hæder i Danmarkshistorien på tre områder.

Det første var, at økonomien blev rettet op med afskaffelsen af den automatiske dyrtidsregulering og indførelsen af den faste kronekurs, men i et længerevarende perspektiv var det først og fremmest indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne, som virkelig betød et afgørende kursskifte, som gjorde Danmark til et opsparingssamfund, skaffede kapital til dansk erhvervsliv og løftede hovedparten af pensionsbyrden væk fra statens skuldre.

Det andet var, at der blev skabt klarhed over Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske placering med nedkæmpningen af det alternative sikkerhedspolitiske flertal, som opretholdt en illusion om, at Danmark var en slags neutral stat, der så med stor skepsis på det vestlige forsvarssamarbejdes fællesskab.

Det tredje var, at vi blev placeret sikrere som en del af EFs vigtige økonomiske samarbejde ved tilslutningen til det indre marked.

Det kostede sværdslag og hyl og skrig. Protesterne mod Schlüters politik var enorme. Fagbevægelsen brugte et trecifret millionbeløb på at føre kampagne mod den borgerlige regering, der var tusindvis af mennesker, der hyppigt demonstrerede på slotspladsen, og Schlüter selv blev mødt med intens modvilje, bl.a. da han talte på Rådhuspladsen i forbindelse med 40-året for Danmarks befrielsen i 1985. Hvad der skulle have været en smuk, national fejring blev præget af buhråb og kasteskyts, som politiets skjolde måtte stille sig beskyttende i vejen for. Vi var uendelig langt fra VKR-regeringens eftergivende og principløse efterplapren af tidsånden.

Tidsånden blev borgerlig under Schlüter

Tidens ånd blev en anden. Danmark blev langt mere borgerligt i de år. Den konservative bølge, som skyllede over den vestlige verden med Reagan i Det Hvide Hus og Thatcher i Downing Street fik Danmarks Poul som sit ansigt på disse breddegrader, og han inspirerede masser af mennesker og skabte begejstring hos generationer af konservative.

Måske blev de ikke vakte til at læse Edmund Burke og tænke store tanker om Gud, konge og fædreland, men Schlüter inkarnerede det borgerlige Danmark i de år, og velafbalanceret sikrede han, at regeringen i forskellige konstellationer kunne blive siddende. Pragmatisk, men bestemt ikke principløst.

Og læser man i hans taler fra hans mange år i politik, som for nogle år siden blev udgivet i samlingen ”På talerstolen”, så får man indtryk af en sand konservativ, som havde sine værdier fuldkommen på plads. Som brændte for Danmark – og for dansk kultur på en måde, som ingen toppolitikere ville give udtryk for i dag. Alt er skrevet omhyggeligt ned, og man fornemmer, at der ligger mange tanker og meget forberedelse bag. De historiske og litterære referencer er der mange af. Ikke ulig den Poul Møller, som var Schlüter eget helt store forbillede, og som var en nøgleperson i den socialkonservative tradition tilbage til Christmas Møller, som han også så sig selv i. I kongerækken af såkaldt socialkonservative ledere fra Christmas Møller over Aksel Møller og til Poul Møller, der så Schlüter sig selv som den der naturligt bar stafetten videre.

For meget kompromissøgning til trods var Schlüters bedrift enorm

Er der så slet ikke noget at bebrejde ham? Jo, bestemt. Hans pragmatiske regeringsledelse skete ofte på bekostning af de konservatives egne synspunkter, når der skulle findes et kompromis inden for den mangfoldige danske borgerlighed. Schlüters princip var, at når der var konflikt mellem regeringens ministre, så holdt han med ministrene fra de andre partier for at styrke sammenhold og samarbejde. Selvom han selv var forankret i en tydelig konservatisme med vægt på det danske og på det kulturelle og sociale fællesskab, så led partiets idéudvikling under de mange kompromisser. Det blev værre som årene gik, og kompromiserne blev flere, og da Tamilsagens ødelæggende kraft ramte Det Konservative Folkeparti gik partiet i opløsning igen, og måtte endnu engang gennem en mangeårig nedtur, som først for ganske nylig er begyndt at klinge af.

Schlüter kom, så og sejrede, og så gik det ned af bakke igen. Men i den konservative partihistorie vil han altid være en funklende stjerne, som rykkede partiet ud af mange års idépolitisk og mandatmæssigt hængedynd og gav det en retning og en mulighed for at regere, som det faktisk aldrig tidligere havde haft. Pragmatisme og skepsis overfor ideologiernes faste og virkelighedsfjerne verdensbillede er og bliver en konservativ dyd, som Schlüter repræsenterede på en stærk og effektiv måde. Idéudviklingen stagnerede, hvilket partiet lider under den dag i dag, men i det store billede var hans bedrift enorm, og han er i den grad værd at mindes.