Trump populisme
Foto: Gage Skidmore

Kampen om det sande folk

6. april 2021
12 minutters læsetid

Populisme-begrebet strøs gerne med løs hånd udover en lang række forskellige positioner i det politiske landskab af i dag. Frederik Thomsen forsøger at indkredse betegnelsen og spørger, om populismen er demokratiets redning, undergang – eller noget midt imellem?

Af Frederik Thomsen

Som en toneangivende tendens og kontroversiel realpolitisk faktor har populismen i de seneste årtier skabt rystelser i Vestens politiske typografi og udfordret de etablerede modeller og systemer, der kendetegnede perioden efter afslutningen på den kolde krigs geopolitiske rivalisering. Som politisk magtfaktor har den ikke blot gjort op med den klassiske højre/venstre-skalas konventionelle ideologiske opdelinger, men ligeledes sået tvivl om den udbredte forestilling om, at en konsensual forståelse af det liberale demokratis fortræffeligheder ville udgøre fundamentet for det 21. århundredes historieskrivning.

En hybrid-ideologi

Uagtet dette synes populismebetegnelsen at dække over et inkonsistent og elastisk kampbegreb, der i form af en negativt værdiladet etikette ofte hæftes på politiske modstandere, og derfor kan forekomme svært at indkredse som empirisk fænomen. I forlængelse heraf er populismens politiske disruption ikke skåret over en fasttømret ideologisk ramme baseret på et manifest med klart definerede doktriner eller autoritative sociale såvel som økonomiske programerklæringer.

For i modsætning til det forrige århundreders øvrige ismer, der i grove træk blev formuleret af tænkere som Edmund Burke, Karl Marx, Adam Smith, John Stuart Mill, Pierre-Joseph Proudhon og Mikhail Bakunin, synes populismens nuværende aktører ikke at have udarbejdet en selvstændig teori om samfundet, hvorfor de snarere fremstår som eksponenter for en hybrid-ideologi. En hybrid-ideologi baseret på en platform af konfrontation, der som politisk brændstof næres af kriser og konflikter i samfundet. Med inspiration fra den hollandske politolog Cas Mudde kan den fremadstormende populisme således betragtes som en ”tynd ideologi”, der stående på et fundament af fortidens mere substantielle ideologier opfanger og inkorporerer tidens tendenser i sine politiske budskaber.

Men selvom populismen umiddelbart kan virke som et uensartet og svært begribeligt fænomen uden nogen grundlæggende enhed – en art semantisk blindgyde –, er det ikke desto mindre en særdeles udbredt politisk etikette, der aktuelt anvendes som samlebetegnelse for en lang række systemkritiske bevægelser på det politiske kontinuums yderfløje.

I forlængelse heraf er der i de senere år blevet udgivet flere bøger af fremtrædende samfundsforskere som for eksempel Jan Werner Müller og Pierre Rosavallon, hvori populismens gennemgående karakteristika søges udfoldet. Bøger, der med fordel kan studeres i bestræbelsen på at kvalificere brugen af dette omdiskuterede begreb, samt indgå i den stadige debat vedrørende den populistiske bevægelse i tiden. En bevægelse, der i folkemunde kan rumme alt fra den franske socialist Jean-Luc Mélenchon til nationalkonservative Rassemblement National og Alternative für Deutschland. Alt fra fuldblods autokraterne Nicolas Maduro, Victor Orban og Racep Erdogan til Brexitpartiets formand Nigel Farage, USA´s forhenværende præsident Donald Trump og de sydeuropæiske partier Podemos, Syriza og Lega.

Men hvori består fællesnævnerne og er der tale om en række luftkastellers flyvske bestyrere eller et legitimt opgør med en selvforherligende politisk adel af strukturbevarende levebrødspolitikere og embedsmænd? Er populismens demokratiet autentiske stemme, som den amerikanske samfundsrevner Christoffer Lasch skrev i sit social-konservative hovedværk Eliternes oprør fra 1994, eller bør den snarere betragtes som en direkte trussel mod det selvsamme demokrati og dets grundlæggende institutioner?

Populismens anatomi

Overordnet set kan man identificere en række variationer i bestemmelsen af populismens egenart på tværs af den politiske, idéhistoriske og politologiske litteratur, hvori vor tids vandrende ”spøgelse” både udlægges som en genuin politisk tradition, et symptom såvel som en politisk metode og strategi.

Ifølge den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller skal populismen hverken forstås ud fra et specifikt politisk indhold eller diverse socialpsykologiske vælgerprofiler, men derimod på baggrund af den moralske påstand om at være eksklusivrepræsentanter for en entydig og autentisk folkevilje. I sin bog Hvad er populisme? skildrer han netop den moralske påstand om eksklusivrepræsentation som populismens væsentligste kendetegn, hvilket gør den antipluralistisk og tendentielt antidemokratisk i sin essens.

Ved at hævde dette moralske monopol, at kun de repræsenterer og fuldbyrder folkets vilje, stemples afvigende stemmer som værende i modstrid med det sande folks røst, hvorved de udelukkes fra befolkningens empiriske helhed og fratages deres gyldige demokratiske repræsentation. På denne baggrund fremstår populistiske partier som det teknokrati de angriber, hvori politiske, ideologiske og interessemæssige modsætninger ligeledes ophæves. Müller tilskriver desuden populismen en antielitær kerne, en anti-establishment-attitude, der spiller et mytisk og moralsk ophævet folk ud mod en parasitær og korrupt elite, hvorved han gør den dikotomiske samfundsopfattelse central for karakteristikken af populismens grundidé.

Suverænitet og følelser

En anden tænker som har gjort populismen til genstandsfelt for indgående analyse, er den venstreintellektuelle demokratiforsker Pierre Rosanvallon, der i sin bog Populismens århundrede udlægger populismen som en opstigende ideologi med dybe historiske rødder og en særlig tilgang til spørgsmålet om folkesuveræniteten. Rosanvallon betragter grundlæggende populismen som et sammenhængende politisk projekt, baseret på et minimalistisk demokratiideal, hvor folkeafstemningens direkte suverænitetsafgivelse ophøjes på bekostning af administrative mellemled og repræsentative partibureaukratier – en snæver demokratiforståelse, som Rosanvallon blandt andet anfægter med henvisning til dennes manglende sammenkobling af den politiske vilje og det politiske ansvar.

I lighed med Müller forbinder Rosanvallon desuden populismen med idéen om et imaginært enhedsfolk i opposition til en ikke-repræsentativ politisk elite, der menes at konfiskere demokratiet ved at udlicitere den politiske vilje til rationelle eksperter, dommere og markedets anonyme kræfter. Suverænitetsbegrebet gøres således til en uadskillelig del af populismens natur og bredspektrede palet af national-protektionistisk filosofi, hvor globaliseringen ikke kun vurderes ud fra en social og økonomisk målestok, men kritiseres for at fordreje folkeviljen og udhule idéen om et alternativ til den eksisterende orden.

Som idealtypisk konstruktion udgør populismen derved en politisk protestkultur, der opererer ud fra idéen om det u-korrumperede folks rene dømmekraft. Populisten betragter sig i forlængelse heraf som inkarnationen af denne sammensmeltede folkeenheds fælles vilje, og vender sig, som folkesuverænitetens dedikerede tjener, med en krigerisk retorik mod det ”postdemokratiske”, parlamentarisk-repræsentative systems ”elitære pampervælde”.

Rosanvallon fremhæver desuden populismens evne til at udnytte og rehabilitere menneskets følelsesverden, der ellers tidligere blev betragtet som en farlig og irrationel kraft i politik. Oplevelsen af vrede, afmagt og manglende anerkendelse i en hyper-kompleks og truende verden udlægges således som væsentlige psykologiske drivkræfter bag populismens folkelige tilslutning, ligesom dyrkelsen af den menneskelige følelseskerne er essentiel for dannelsen af populismens manikæiske os mod dem-samfundssyn. Et modsætningsforhold, der typisk aktiveres ved brug af upræcise billeders stærke mobiliseringskraft (fx »den ene procent« eller »teknokraterne i Bruxelles«), og som tilbyder en entydig fortolkningsramme i en forplumret og uoverskuelig politisk og social virkelighed – hvad enten den er skåret over en konfliktteoretisk/marxistisk eller etno-nationalistisk skematik.

Både venstre- og højrepopulismen deler ifølge Rosanvallon disse karakteristika, der i form af en fælles ideologisk sokkel forener de populistiske bevægelser i en antagonistisk elite-folk-dikotomi samt karsk kritik af europæisk politik og overnationale institutioner.

Demokratiets forvrængning

På ovenstående baggrund kan man konkludere, at den moralske påstand om eksklusivrepræsentation er en central komponent i populismens anatomi, hvorfor populisterne – ved at prætendere at samle hele befolkningen – strukturelt afviger fra andre og mere traditionelle partier, der som koalitionssøgende instanser ideelt set kan udlægges som organiserede udtryk for specifikke gruppers interesser. Populisten fremstår derved i konflikt med den liberale demokratiforståelse, hvor formålet med repræsentation er at afspejle forskellighed og afstemme divergerende om end legitime interesser via parlamentarisk deliberation.

I dette lys betragter tidens populister da heller ikke nødvendigvis den retlige sfære som autonom, men snarere som politisk, idet forfatningen er udtryk for et magtforhold og folket er kilden til magten. Denne politisering af staten i folkesuverænitetens hellige navn repræsenterer imidlertid en farlig tendens, der underminerer det liberale demokratis balancering mellem flertalsstyre og mindretalsrettigheder.

Populismens illiberale slagsider

I forlængelse heraf synes populismen da også ofte at tage at tage staten i besiddelse og tilsidesætte forfatningsbestemte procesregler, når den vinder frem, hvilket aktuelt kommer til udtryk i Ungarns (Fidesz) og Polens (PiS) nationalkonservative opgør med Vestens ”løsslupne liberalisme” og ”moralske forfald”. Et opgør, der har udmøntet sig i en erosion af de to landes demokratiske institutioner samt medført, at enhver opposition til den ”entydige” folkeviljes legitime repræsentanter betragtes som udemokratiske landsforrædere.

Både Rosanvallon og Müller fremhæver da også den populistiske bevægelses illiberale slagsider, hvorimod især Müller forekommer mindre følsom over for den sociale og kulturelle virkelighed, som bærer populismen frem og får den til at ræsonnere i brede befolkningslag. Her kan man derimod søge indsigt i Anna Libaks Forstå populismen fra 2018.

Populismen som symptom

Hvor Rosanvallon og Müller udfolder populismens natur, sætter Libak dens årsager i fokus. Årsager, hun primært identificerer med globalismens fallit, forstået som den idépolitikske strømning, der siden Den Kolde Krigs afslutning har udbredt idéen om grænseløse markeder såvel som nationer (globaliseringen som ideologi).

Forestillingen om den globale landsbys harmoniske sameksistens forudsætter imidlertid, at alle har samme præferencer, hvilket ikke er tilfældet, og Libak påpeger i den forbindelse, at globalismens underliggende ideal (tanken om, at Vesten i kraft af sin hegemoniske status kan udbrede sine værdier og forme verden i sit billede) globalt set er under afvikling. Forestillingen om den store harmoni via konvergens til vestlige standarder har med andre ord været en illusion, og Vesten er, som følge af sin vigende økonomiske og demografiske magt, derimod kun et af flere magtcentre i en multipolær verdensorden. I forlængelse heraf udlægger Libak populismen som et forsøg på at fastholde kontrollen med de europæiske samfunds udvikling, en art beskyttelsesreaktion, udsprunget af Vestens fald som global magtfaktor.

Libak tematiserer grundlæggende en række bagvedliggende problematikker, som populismen næres af, og som i form af for eksempel stigende ulighed samt integrations- og kulturkonflikter har været en udløsende faktor bag populismens politiske mobilisering, og stimuleret store gruppers oplevelse af manglende repræsentation og fremmedgørelse. En oplevelse, der har afledt liberalismens nuværende krise og fået tilslutningen til sociale eksperimenter som multikulturalisme og europæisk føderalisme til at forvitre til fordel for tidens populistiske protestpartier, der – med den moralske forurettethed som politisk metode – retter deres systemkritiske røst mod globaliseringens negative konsekvenser.

Libak betragter altså ikke populismen som en ideologisk perversion, men som et symptom på reelle problemer i den liberale globalisme. Populismens inkarnerer i den forbindelse en anti-globalistisk bevidsthed, som udfordrer det liberale idékompleks, der under dække af ”nødvendighedens politik”, en art teknokratisk ikke-politik, har udstukket de seneste årtiers politiske kurs.

Den politiske viljes genkomst

I dette lys kan man fremhæve, at Vestens politiske system, det liberale demokrati, består af to grundlæggende elementer, et liberalt og et demokratisk. Hvor populismen jævnfør ovenstående ofte tenderer mod at underminere den liberale dimension, forstået som fundamentet af retssikkerhed, magtens deling og respekten for individuelle rettigheder samt uafhængige politiske institutioner, har den demokratiske dimension, hvor folkets vilje omsættes til politiske beslutninger, ligeledes været under pres som følge af den liberale ideologis enerådige sejrstogt i årene efter Sovjetunionens fald. En tendens, hvorigennem den virkelige repræsentation af samfundets iboende konfliktspændinger ofte er blevet afvist med henvisning til en teknokratisk tale om ”økonomiske” realiteter eller en belærende oplysningsetik.

I forlængelse heraf kan man tilføje, at mange beslutninger i de seneste årtier er blevet udliciteret til domstole, centralbanker, handelsaftaler og overnationale institutioner, hvilket også har fået politologen Cas Mudde til at beskrive populismen som en illiberal demokratisk reaktion på årtier med udemokratisk liberal politik. Som politisk ideologi og samfundssystem synes liberalismen således at rumme en tendens til at udskifte politikudøvelsen med jura, administration og moraliseren, hvorfor populismen i en vis udstrækning kan betragtes som politikkens genkomst efter et apolitisk interregnum mellem murens fald og finanskrisen i 2008, hvor den jævne befolknings udfordringer ofte blev reduceret til en form for irrationel indskrænkethed, en art kognitiv defekt. En tendens, der også har givet næring til den elite-folk-modsætning, som udgør en retorisk grundfigur blandt den fremadstormende populismes forskellige repræsentanter.

I forlængelse heraf kan populismens rehabilitering af sociologiske kategorier som værdighed, anerkendelse og selvrespekt tolkes som et opgør med globalismens ny-republikanske udrensning af følelser, kultur og identitet, såvel som den liberale ortodoksis post-nationale dagsorden, der ikke synes forankret i nogen bred politisk legitimitet, men derimod er i konflikt med store befolkningsgruppers ønske om politisk suverænitet samt kulturel og demografisk selvbestemmelse. Populismen har dermed revitaliseret en række immaterielle værdier, der i bestræbelsen på at sikre borgerne tryghed, genkendelige samfund, tillidsfulde fællesskaber og en lokalitet at identificere sig med rækker udover den klassiske fordelingspolitik og distribution af velfærdsgoder.

Populismens ”wake up call”

På baggrund af den historiske erfaring bør man generelt være skeptisk over for ledere, der føler sig udset af folket og højere magter til at overvinde tidens udfordringer, ligesom populismens dyrkelse af massernes instinktive fornemmelse for almenviljen og det beslægtede opgør med intellektualismens ”giftige rationalisme” historisk set udgjorde farlige ingredienser i mellemkrigstidens revolutionære radikalisering.

Populismen er dog lykkedes med at opfange signaler og spotte påtrængende problemer, som andre har negligeret, hvorfor den også appellerer til vælgere, der føler sig overset eller ”overhalet” af udviklingen. Ved at tale til ”glemte” gruppers anerkendelsestrang har den således medvirket til at inddrage marginaliserede vælgergrupper i den politiske proces, og dermed balancere fordelingen af politisk magt imellem samfundets sociale grupper.

I forlængelse heraf har populismen adresseret misforholdet mellem de statistiske helhedsbetragtninger, som de regerende trækker på, og store gruppers reelt erfarede livsbetingelser. Som transnationalt fænomen er populisternes polariserende verdensbillede altså ikke blot virkelighedsforvanskende retorik (som hos Müller), men afspejler derimod også et reelt klassemodsætningsforhold i samfundets økonomiske, kulturelle og politiske magtrelationer, der er vokset med udbredelsen af de seneste årtiers ”teknokratiske neoliberalisme”.

I en tid med økonomiske kriser, kultursammenstød, ulighed, migrantionspres og gennemgribende opbrud i gamle industrier, sektorer og arbejdsmarkeder har populismen således formået at adressere de etablerede partiers blinde punkter, hvorfor den – ved at kanalisere frustrationer ind i det politiske system – nok kan tilskrives en demokratisk værdi. I praksis synes populismen imidlertid ofte at dyrke den folkelige vrede, der – fremfor at blive forsøgt adresseret indenfor rammerne af det repræsentative demokratis institutioner – som en opløsende kraft spilles ud mod det etablerede liberale demokratis magtinstanser og institutioner. En farlig såvel som problematisk tendens, da populismen, ved at spille en symbolsk konstrueret folkelig og national enhedsvilje ud mod de etablerede institutioner, igen og igen undergraver den politiske kultur, der som et raffineret lag fernis indordner masserne under folkestyrets institutioner og agerer bolværk mod de mørke kræfter i mennesket.

Et alternativ til populismen

Det kan imidlertid virke utilstrækkeligt blot at forsvare den eksisterende orden, når man skal give tilfredsstillende svar på de udfordringer, som nærer grobunden for vor tids populistiske bevægelser. Inddæmningen heraf forudsætter derimod, at Vestens traditionelle magtpartier adresserer globaliseringens negative aflejringer og udvikler troværdige alternativer til den populistiske kur, hvis bannerførere sjældent formår at omsætte deres polemiske retorik til pragmatisk politisk handlen og reelt gangbare politiske initiativer. Alternativer baseret på en antropologisk realisme, der – uden at forfalde til højre-populismens racistiske tilbøjeligheder eller chauvinistiske genindlejring af individet i etnisk definerede kollektive identiteter – besinder sig på nationalstatens historisk betingede fælleslighed, og fastholder blikket for det lokale, rodfæstede og kontingente.

Populismens alternativ bør endvidere adressere de ulighedsskabende eksklusionsmekanismer, der gør sig gældende i tidens globaliserede og postindustrielle økonomi, hvori værdien af kulturel kapital, uddannelse og individuelt entreprenørskab er blevet de primære determinanter for løn, status og socialt avancement. Mekanismer, der sideløbende med globaliseringsparadigmets neoliberale skævvridning af samfundsressourcernes fordeling har undermineret det liberale verdensbilledes løfte om vækst og fremgang i den brede befolknings produktion og levevilkår (især i USA og England).

Uagtet at folkedybets røst ikke nødvendigvis er smuk, og til tider synes hævet over den liberaldemokratiske respekt for fakta, moral og anstændighed, kan frembringelsen af et mere lydhørt demokrati, hvorigennem borgernes oplevede virkelighed gøres tilstedeværende på den politiske scene, desuden medvirke til at undgå det repræsentations-underskud, som baner vejen for populismens demagogiske forvrængning af en i befolkningen iboende indignation. Ved at være kritisk overfor populismen såvel som dens årsager, og derigennem ikke blot svække populismens politiske udbud, men også dens efterspørgsel, kan Vestens ansvarsbærende partier forhåbentlig befæste det liberaldemokratiske regimes politiske legitimitet.

Man bør imidlertid fastholde, at folket ikke eksisterer i ental, men kun i dets sociale og politiske diversitet, ligesom demokratiets essens er et åbent og pluralistisk fællesskab. Ethvert anslag mod denne etiske rettesnor for samfundet udgør derimod en fare for den oplyste og debatterende politiske proces, som er grundlaget for det liberale demokrati.

Frederik Thomsen er cand.soc. fra Aalborg Universitet og konsulent i Hvidovre Kommune.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside