Hvor meget nationalselvbestemme har et lille land egentlig, når dette står over for en hegemon?
Valutamarkederne er et klassisk eksempel på, at ambitionen om, at vigtige beslutninger om egne forhold kun skal træffes i ens eget land er urealistisk for små lande. Såvel Danmark som Storbritannien har oplevet, hvor hjælpeløs man er, når først kapitalmarkederne beslutter sig for at gå i en anden retning, end hvad man lige selv ønsker.
Briterne er ved at lære på den hårde måde, at de er en lilleputstat uden reel evne til at fremme egen eksport. Det viser Brexit-forløbet, hvor pundet står markant svækket fem år efter folkeafstemningen, britisk BNP har sakket bagud i årevis og vil nok gøre det i mange år endnu, og aktiemarkedet har ligget vandret.
For lilleputstater er det et vilkår, at forholdene i ens eget land i høj grad påvirkes af de beslutninger, der træffes uden for landet. Opgaven er derfor ikke at opføre sig som om, man er stormagt når man ikke er det, men i stedet at navigere den udenrigspolitiske virkelighed for at indfri sine mål til lavest mulige omkostninger.
Idépolitisk rod
Hvis der er en ting, som kendetegner Brexit-forløbet er det, at det er en større omgang idépolitisk rod.
I europæisk politik hersker der på højrefløjen en forståelse af, at EU-medlemskabet medfører betydelige suverænitetsafgivelser, hvormed der menes underkastelse og løbende ydmygelse. Fortællingen går endvidere på, at mange europæiske udfordringer kan henføres til manglende »kontrol« med egne love. Blot den nationale selvbestemmelse kan tilbagetages, ville mange udfordringer kunne løses til gavn for alle borgere.
I Storbritannien skrev Theresa Mays gamle spindoktor, ideologen Nick Timothy umiddelbart efter at den nye handelsaftale med EU var underskrevet om formålet med Brexit:
»For the Prime Minister, like most Leavers, Brexit is about democracy and sovereignty, and a recognition that EU membership was incompatible with parliamentary democracy and self-determination.«
Senere sammesteds skriver Timothy om den handelsaftale, EU og Storbritannien indgik, som skulle styre handelsforholdene områderne imellem: »This is Brexit. Out of the single market, out of the customs union, outside the jurisdiction of European laws and the European Court, we are free to determine our own future.«
National selvbestemmelse – under parolen »take back control« – var et afgørende mål for Johnsons regering i forhandlingerne med EU. Ved at melde sig ud af EU og Det Indre Marked havde Storbritannien nu fået sin nationale selvbestemmelse og parlamentariske suverænitet tilbage.
National selvbestemmelse er ikke suverænitet
Først og fremmest er der behov for begrebsafklaring. Suverænitet og national selvbestemmelse er ikke synonyme begreber. Suverænitet er en absolut størrelse – enten har man det, eller så har man det ikke. Nationalselvbestemmelse er et spørgsmål om relative magtforhold.
Sir Noel Malcolm, historiker og journalist forklarer i sin pamflet »Sense on Soverignty« fra 1991, at ethvert udgangspunkt for en diskussion om suverænitet må skelne mellem magt og kompetencer. En stat har kompetencen til at udforme og vedtage ny lovgivning. En stat kan de facto være magtfuld eller magtesløs, selvom den de jure har kompetencer til at udforme og vedtage love. Kompetencerne følger af et lands suverænitet, men et land vil ofte have en interesse i at uddelegere kompetencer for ad den vej at opnå større gennemslag med sine mål.
Det ser vi bl.a. i stigende grad inden for den internationale handelspolitik, hvor forudsætningen for at nedbryde handelshindringer og dermed skaffe adgang for eksportvarer er kompromisser, der indebærer kompetencedeling.
Man kan på den måde sige, at internationale aftaler – også handelsaftaler – undergraver ikke suverænitet, men er i stedet et udtryk for suverænitet.
Alene det faktum, at ethvert EU land altid kan påberåbe sig artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union er sig selv et bevis på, at landet er suverænt. Storbritannien kan dermed ikke siges nogensinde at have afgivet sin suverænitet. Man kan til gengæld spørge, om en given aftale fremmer eller undergraver de mål, man politisk ønsker at opnå. Set med de briller er en aftale blot et redskab, og kan ligesom redskaber i øvrigt være god eller dårlig til formålet. Det afhænger af jo af formålet.
Kortslutningen
Det politiske spørgsmål som folkeafstemningen i 2016. skulle løse var ikke, om Storbritannien skulle hjemtage sin suverænitet – den har briterne aldrig mistet. Afstemningen handlede om, hvorvidt briterne troede på EU-projektet på lang sigt, men også om, hvad den rette balance mellem de kompetencer, der skulle uddelegeres og hjemtages var.
Imidlertid fortolkede de britiske konservative folkeafstemningen således, at man ønskede at hjemtage samtlige kompetencer, der var uddelegeret til EU. Jo flere kompetencer, man hjemtog, des mere kontrol, jo mere magt og nationalselvbestemmelse til briterne.
Dermed kortsluttede May og Johnson den vigtige diskussion, om balancen mellem uddelegering og politiske resultater mellem de enkelte kompetenceområder var hensigtsmæssigt set med briternes øjne. Frem for en nøjsom gennemgang af enkeltområderne fastholdt man en stor, overordnet fortælling om, at uddelegering af kompetencer til EU af en hvilken som helst art var uønskelig.
På intet tidspunkt handlede diskussionen om, hvorvidt det overhovedet var hensigtsmæssigt for briterne at hjemtage en given kompetence – hvordan så den samlede opgørelse, der sammenholdt fordele og ulemper ud ved, at man fx ønskede at være helt og aldeles fri til selv at forme regulering på SPS-området (sanitære og fytosanitære foranstaltninger) eller fravælge arbejdskraftens frie bevægelighed?
Resultatet blev at mange baby’er – for mange baby’er – blev smidt ud med badevandet. Dermed bliver Brexit en helt unødig dyr oplevelse for briterne.
Hvad kan briterne bruge deres nyvundne suverænitet til?
Briterne har gennem den nye handelsaftale prioriterede fleksibilitet i forhold til selv at kunne fastsætte den tekniske regulering af varemarkeder og tjenesteydelse. Denne prioriteringer følger igen af den britiske Brexit-retorik: »take back control«.
Sagen er bare den, at denne frihed svækker britisk økonomi noget så voldsomt. Det skyldes, at forudsætningen for at kunne eksportere er jo, at ens varer er konkurrencedygtige, og konkurrencedygtigheden udspringer af den regulatoriske harmonisering mellem Storbritannien og EU. For jo mere denne fleksibilitet og valgfrihed til at forme egen regulering udnyttes og britisk regulering dermed afviger fra EU’s, des mere vil EU svare igen ved at afgiftspålægge britiske varer eller helt at udelukke de produkter, der ikke lever op til EU’s krav.
Og i modsætning til simple neoklassiske økonomiske teorier og globale varemarkeder med globale priser, så er sandheden for mange virksomheder at de ikke kan eksportere til den øvrige verden til samme pris som de kan eksportere til EU. Andre markeder vil jo have deres egne tekniske handelshindringer, som britisk eksport skal indrette sig efter. Hertil kommer lange tilpasningsperioder med tabt omsætning.
David og Goliath
EU er en handelspolitisk hegemon, og det kan briterne ikke gøre noget ved, med mindre de kan mangedoble størrelsen på deres økonomi. Det sker næppe. Derfor forbliver Det Indre Marked nu og på lang sigt det vigtigste marked for briterne overhovedet. Godt halvdelen af britisk eksport går til EU. Der findes ingen mulig handelsaftale, der tilnærmelsesvis kan opveje de økonomiske fordele, som adgang til Det Indre Marked medfører. Nøglen til velstand i Europa er den gnidningsfrie adgang til Det Indre Marked – det absolut største forbrugermarked i verden. Og den gnidningsfrie adgang forudsætter teknisk harmonisering – at man bruger sin suverænitet til at afgive nationalselvbestemmelse på udvalgte områder, fordi det tjener et højere formål.
Kan man af den grund udlede, at udmeldelse af EU er en dårlig idé, hvis man ønsker et rigt samfund? Nej. EU-medlemskab er helt åbenlyst ikke en forudsætning for velstand. Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein er europæiske småstater, der står uden for EU, men nyder stor velstand og inden for udvalgte brancher også indflydelse (Norge især). Men helt afgørende for disse landes velstand er, at ovennævnte lande i vid udstrækning har sikret sig gnidningsfri adgang til EU’s indre marked gennem ambitiøse aftalekomplekser.
Skal teknisk harmonisering så forstås som underkastelse for EU’s handelspolitiske dagsordener? Ja og nej. Men det kræver en snu og virkelighedsorienteret handelspolitisk strategi, hvor man sætter alt ind på få, men udvalgte sejre inden for få, men udvalgte brancher sådan som fx nordmændene er verdensmestre i.
