Frank Dahlgaard

Det Konservative Folkepartis fire fatale svigt

29. april 2021
9 minutters læsetid

Det Konservative Folkeparti har på afgørende politikområder svigtet i det seneste slægtled. Det ved månedens kronikør alt om, for han var med på forreste række – og sloges navnlig for at EU-politikken kom mere på rette spor.

Af Frank Dahlgaard

Det politiske parti, som mere end noget andet har svigtet sine grundlæggende principper, er Det Konservative Folkeparti. Der er tale om fire svigt af historiske dimensioner – svigt, som i mine øjne er utilgivelige. Når Det Konservative Folkeparti ved valget i 2015 blev Folketingets mindste parti med kun seks mandater skyldes det disse svigt. Siden har partiets vælgertilslutning rettet sig – nok især på grund af Venstres nedsmeltning i indre stridigheder. Men vel også fordi Det Konservative Folkeparti trods alt har ændret lidt på sin politik i konservativ retning. Desværre kun lidt. Hvad er det da for historiske og fatale svigt, som Det Konservative Folkeparti har præsteret gennem årtier?

Det retspolitiske svigt

For det første har de konservative svigtet i retspolitikken. Til trods for at partiet fra 1982 til 1993 og igen fra 2001 til 2018 har siddet på justitsministerposten, er der taget mere hensyn til forbrydernes bekvemmeligheder, end til voldsofrenes og de pårørendes følelser. Hvad udrettede de egentlig, alle disse konservative justitsministre: Ninn-Hansen, H.P. Clausen, Hans Engell, Lene Espersen, Brian Mikkelsen, Lars Barfoed og Søren Pape Poulsen? Kom der mere politi på gaderne? Blev der mindre kriminalitet? Nej og atter nej. Alle disse ministre sagde nok de rigtige ting, når journalisterne henvendte sig, men de gjorde jo ikke noget mærkbart ved problemerne. Tværtimod har de konservative medvirket til bygning af et milliarddyrt fængsel på Falster, som er så provokerende luksusbetonet, at det må sammenlignes med et hotel. En hån mod voldsmændenes ofre. Den danske politistyrke er i dag så beskeden, at politiet i realiteten har givet op over for mange lovovertrædelser. Indbrudstyve, voldsmænd, vanvidsbilister og netsvindlere har fået næsten frit spil.

Det forsvarspolitiske svigt

For det andet har de konservative svigtet i forsvarspolitikken. Partiet har villigt medvirket til at afruste Danmark efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Hans Engell var forsvarsminister fem år i 1980’erne, og i løbet af 1990’erne deltog han som de konservatives politiske leder i forsvarsforlig, der rundbarberede vores militær. Ja, han pralede nærmest af sin indsats på de konservative gruppemøder. Jeg deltog selv i disse møder og talte ham kraftigt imod, da han ville afskaffe den almindelige værnepligt. Hans argument var, at den militærtekniske udvikling i dag krævede professionelle soldater. Glemt var argumentet om forsvarets folkelige forankring, og om den vigtige fællesskabsfølelse, som en værnepligt skaber. Og naturligvis om den afskrækkelseseffekt, der ligger i at kunne mobilisere flere hundredetusinde mand i en krisesituation.

Den almindelige værnepligt blev i realiteten afskaffet i 1990’erne, kaserner i hobetal blev nedlagt, ubådsstyrken blev helt afskaffet, og vi har kun få fungerende kanoner og kampvogne tilbage i hæren. Søværnet har så få krigsskibe, at vi ikke på troværdig vis kan opretholde vores suverænitet omkring Grønland. Det er da direkte pinligt – i hvert fald set med konservative øjne. Dansk forsvar har i dag en størrelse, som bestemt ikke vækker respekt i andre lande. Et helt uforståeligt svigt af konservative værdier.

Det udlændingepolitiske svigt

For det tredje har de konservative svigtet fatalt i udlændigepolitikken. Enhver snak om at dæmme op for indvandringen fra kulturfremmede lande i 1990’erne blev stemplet som racistiske. ”Vi skal ikke være som Dansk Folkeparti”, var omkvædet, når jeg og nogle få andre i folketingsgruppen vovede at tage ordet og opfordre til at opgive strudsepolitikken i denne sag. Efterhånden var Dannebrog blevet et partiflag for Dansk Folkeparti, hvilket jo skyldtes de andre partiers svigt. Resultatet er kendt: I takt med indvandringen fra Mellemøsten og Afrika flygtede vælgerne til Dansk Folkeparti, som blev det største borgerlige parti. Det ændrede sig først, da de konservative (og Socialdemokratiet) tilsluttede sig Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Og da Nye Borgerlige med succes dukkede op på den politiske scene.

I dag går den konservative leder, Søren Pape Poulsen, rundt med et stort Dannebrogsflag i knaphullet. Bedre sent end aldrig. Men det historiske svigt er svært at tilgive. Socialdemokratiets leder, Mette Frederiksen, har for længst givet en offentlig undskyldning for partiets forkerte og fejlslagne udlændingepolitik. Undskyldningen blev givet til de mange socialdemokratiske borgmestre i Københavns omegnskommuner, som gennem 1990’erne stadig mere højlydt havde råbt op om massive integrationsproblemer i indvandrerghettoerne – uden at blive hørt eller forstået på Christiansborg.  Men har Søren Pape Poulsen undskyldt sit partis svigt i denne vitale sag? Ikke så jeg har opfattet det. I dag har vi mere end 250.000 muslimer bosat i Danmark, og nogle af dem er særdeles fjendtligt indstillet over for dansk kultur og danske myndigheder. Det er et megastort problem, som Det Konservative Folkeparti bærer en stor del af ansvaret for.

Det EU-politiske svigt

For det fjerde har de konservative svigtet helt grundlæggende i EU-politikken. Man burde vel kunne forvente, at Det Konservative Folkeparti mere end noget andet parti ville stå vagt omkring det danske folkestyre, dansk selvstændighed og Danmarks suverænitet. Det er mildest talt ikke forståeligt for selvtænkende konservative vælgere, at deres parti i årtier har arbejdet for, at mere og mere lovgivning skal flyttes fra København til Bruxelles. På denne måde at undergrave det danske folkestyre er og forbliver et svigt set med konservative briller. At Det Konservative Folkeparti i realiteten i 90’erne og 00’erne har arbejdet for at omdanne Danmark fra et selvstændigt land til et slags amt i Europa er i mine øjne utilgiveligt. ”Gud, Konge og Fædreland” har alle dage været et godt konservativt slogan. De konservative har i den grad svigtet fædrelandet ved at ville omdanne Danmark til en delstat i Europas Forenede Stater. Det er både uforståeligt og skandaløst, og partiets EU-politik er jo ikke ændret afgørende.

Af de anførte fire konservative svigt valgte jeg som konservative MF’er i 1990’erne at koncentrere mig om at tage kampen op for at ændre partiets EU-politik. Det lykkedes ikke, men det lykkedes heller ikke for partiets ledelse at lukke munden på mig. Så jeg blev til sidst (i juni 1999) smidt ud af partiet. Jeg fortsatte så i Folketinget som løsgænger og koncentrerede mig om at forhindre, at den danske krone skulle afskaffes til fordel for EU’s fællesvaluta, euroen. Det lykkedes heldigvis. Folkeafstemningen den 28. september 2000 resulterede i et nej til euroen – og altså et ja til at beholde den danske krone, en selvstændig dansk nationalbank og en selvstændig dansk penge- og valutapolitik. Siden har Sverige også valgt at holde sig uden for euroen. Såvel Danmark som Sverige har siden haft en flot økonomisk udvikling – langt flottere end man har haft i eurolandene.

På 20-årsdagen for euroafstemningen udgav jeg som hovedforfatter en bog ”Kampen om kronen”, som i tankevækkende detaljer beskriver forløbet frem til afstemningen. Bogen dokumenterer også den fornemme udvikling, som dansk økonomi har gennemgået siden. Alle eurotilhængernes argumenter er blevet tilbagevist af udviklingen. Vores krone-økonomi har været intet mindre end en fantastisk succes.

Euroen

Op til folkeafstemningen om euroen i 2000 begyndte de konservative i Folketinget trods alt at få kolde fødder. Det var blevet ubehageligt for dem, at jeg som konservativ løsgænger hele tiden hamrede løs på dem med argumenter, som gjorde indtryk på borgerlige vælgere. Derfor skiftede de konservative fra en opfordring om at stemme ja til en opfordring om at stemme ”ja med omtanke”! Det er ikke engang løgn! Mange konservative fulgte da også deres partis råd og stemte med omtanke. De stemte nemlig ja til den danske krone – og altså nej til euroen!

Tidligere – allerede tilbage i 1994, da jeg netop var valgt ind i Folketinget – havde Hans Engell forsøgt at berolige de tvivlende konservative ved at lancere sloganet ”Vi siger ja til EU, men ikke halleluja”. Smart slogan, men problemet ved en folkeafstemning er jo, at enten stemmer man 100 pct. ja (og det er halleluja) eller også stemmer man 100 pct. nej.  Vælgerne gives jo ikke mulighed for f.eks. at stemme 70 pct. ja og 30 pct. nej.  Ja-Nej-valget bevirker, at den politiske stemning bliver polariseret op til folkeafstemninger. Debatten bliver sort-hvid. Der bliver ikke plads til nuancer.

Når den konservative EU-politik har været et fatalt svigt, er det fordi et ja til unionen er i strid med grundlæggende konservativ filosofi. Ét af de vigtigste overordnede principper i den konservative filosofi er jo ”frihed under ansvar”. Altså at man har sin frihed som menneske, men så må man også tage ansvaret for sine handlinger. Dette gælder naturligvis også for Danmark som nation. Som ægte konservativ må man selvfølgelig kæmpe for, at Danmark bevarer sin fulde frihed – også i den økonomiske politik. Fører Danmark, som det skete i 1970erne, en uansvarlig økonomisk politik, så må vi selv tage ansvaret herfor – og mærke konsekvenserne heraf. Dét er god, konservativ grundholdning.

 

Og det gjorde vi sandelig også. Konsekvenserne dengang var inflation, dårlig konkurrenceevne, store underskud over for udlandet, voksende gæld til udlandet, nedskrivninger af kronen, faldende realløn, stigende rente og en stor og stigende arbejdsløshed. Da man nåede hen i sommeren 1982, og renten i Danmark var kommet op på 22 pct., talte økonomerne seriøst om et Danmark på vej mod den økonomiske afgrund. Danmark var i 1982 ved at bevæge sig derhen, hvor vi ikke kunne låne mere i udlandet, og hvor vi – for at kunne låne mere – måtte bede om at blive sat under administration af Den Internationale Valutafond og EU. Det ville blive på skrappe betingelser.

Økonomisk genopretning

Så gav den socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering imidlertid op i september 1982, og en borgerlig regering med den konservative Poul Schlüter i spidsen tog over. Kursen blev ændret, og i løbet af de næste ti år blev en økonomisk genopretning gennemført. Den nye økonomiske politik var så overbevisende succesfuld, at da Socialdemokraterne med Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft i spidsen tog over i 1993, videreførte de Poul Schlüter og Henning Christophersens økonomiske politik i alle væsentlige hovedtræk. Og der har lige siden været udbredt enighed om den økonomiske politik i Danmark: Lave prisstigninger, god konkurrenceevne, en fast kronekurs over for D-marken (nu euroen), og overskud på betalingsbalancen.

På netop denne baggrund er det uforståeligt, at de borgerlige partier – og især de konservative – vil binde Danmarks økonomiske handlefrihed fremover. Vi klarede jo selv at rette vores økonomi op. Vi tog selv ansvar og vendte skuden. Det danske folkestyre magtede selv at arbejde Danmark ud af underskud og gældsætning. Vi har faktisk gennem det meste af de sidste tyve år haft en bedre økonomi end Tyskland. Således er vores offentlige gæld pr. indbygger klart mindre end tyskernes. Vi har de sidste tyve år uden afbrydelser overholdt EU’s regler for offentlige underskud og gæld. Det er mere end Tyskland har. Så hvorfor i al verden skal vi binde os op til ”tysk økonomisk ansvarlighed”, som det siges af såkaldte konservative politikere? Det giver jo ingen mening, når vi siden midt i 1990’erne har klaret os lige så godt – eller bedre – end Tyskland. Og det er i hvert fald i klar modstrid med den konservative ideologi om frihed under ansvar.

Jeg sad selv i den konservative folketingsgruppe fra 1994 til 1999 og hørte gang på gang argumentet: Vi skal med i den økonomiske og monetære union og også helt med i euroen. Det skal nemlig ikke i fremtiden være muligt for os at begå sådanne dumheder, som Danmark begik i 1970’erne. Hallo! Er det konservativ politik, at vi skal opgive vores frihed? Skal vi opgive vores egen handlefrihed i den økonomiske politik? Er det virkelig konservativ politik, at vi frivilligt skal lade os binde til masten på det tyske førerskib i EU-flåden? At vi skal underkaste os ”tysk økonomisk ansvarlighed”? Ja, ifølge flertallet i den konservative folketingsgruppe, så var det fornuftig politik i 1990’erne – og det er det vist nok stadig.

Jeg var og er dybt uenig og gav klart udtryk for det på flere gruppemøder: Jeg vil kæmpe for, at vi i Danmark bevarer muligheden for, at vi også i fremtiden kan begå dumheder i den økonomiske politik. Det giver os nemlig også mulighed for selv at gøre det meget bedre end de andre. Jeg vil kæmpe for den konservative kerneværdi, som hedder frihed under ansvar. Janteloven står ikke over den danske grundlov. Vi skal tro på, at vi kan selv. Ti år med en konservativt ledet regering i 1980’erne var jo en succes. Vi har jo vist, at vi kan selv. Vi har ikke brug for at lade os binde til masten på EU-skibet. Det er ikke i overensstemmelse med grundlæggende konservativ filosofi. Forstå det dog!

Frank Dahlgaard er cand.polit. og forhenværende folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside