De nationalkonservative er utopister

24. april 2021
5 minutters læsetid

Forleden skrev to fremtrædende danske konservative skribenter følgende politiske program i et debatindlæg i Berlingske:

”Vi skal fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen. Sætte forbrydere (meget) længere tid i fængsel. Smide kriminelle udlændinge ud og opsige en konvention eller to i den forbindelse. Fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede NGOer. Bygge smukke bygninger igen. Lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet og flytte RUC til Vordingborg. Afsværge feminismens bekæmpelse af meritokratiet. Få et kunstakademi, hvor kunstnere lærer at lave kunst. Give familierne mere tid og understøtte flere børnefødsler. Genkristne vores kulturelle infrastruktur.”

Artiklen og hensigterne blev delt og vel modtaget i konservative kredse på sociale medier, og efter min mening udtrykker citatet meget fint de holdninger der findes i det man kunne kalde det nationalkonservative landskab i Danmark.

I mine øjne afslører passagen en sandhed om den nationalkonservative fløj, som er tydelig i mange af de tekster der produceres fra den side i den danske politiske debat: Grundlæggende er der tale om en utopisk politisk position, der ikke har nogen bund i en pragmatisk og konsensussøgende politisk virkelighed, og slet ikke kontakt til den nuværende danske folkesjæl.

Problemet med et sådan politisk program er, at det utopiske ophæver det konservative, fordi det kun kan gennemføres oppefra og ned, med staten som en kraftigt synlig hånd, der omorganiserer den eksisterende sociale orden der udgør det danske samfund anno 2021.

En del af ovenstående politiske forslag er gode nok i sig selv, men særligt passagerne om at bygge smukt igen, og så den helt igennem urealistiske ide om at genkristne Danmark afslører utopien bag. Passagen bygger simpelthen ikke på et konkret, genkendeligt og nutidigt Danmark.

Staten som konservatismemaskine

Hvis man skal forstå hvorfor konservatisme gennem politisk program er både en dårlig ide og en umulighed, kan man vende sig mod den britiske filosof Roger Scruton, der berører netop dette adskillige steder i sin fine bog ”How to be a conservative”.

Det første sted Scruton forholder sig til det, understreger han at man ikke med lovgivning kan skabe en social orden, der ikke allerede findes. Han ser i sin samtid, at den moralske orden, eller konsensus som er det ord Scruton anvender, måske er under nedbrydning, men at det moralske nedbrud ”is in part the result of state interference, and certainly unlikely to be cured by it” (min understregning).

Det er altså muligt, at vi lever i en tid, hvor man som konservativ må se værdier nedbrydes, som man ellers holder meget af, men det er en intellektuel blindgyde at forestille sig at nedbrydningen kan bremses med politik.

Det andet sted Scruton tydeligt beskæftiger sig med emnet understreger han hvordan samfundsværdi egentlig skabes, hvis ikke med staten: ”Intrinsic values emerge from social cooperation. They are not imposed by some outside authority or instilled through fear”. Kampen for at bevare værdier man holder af i et samfund, kan ifølge Scruton kun ske gennem civilsamfundet. Gennem aktivt arbejde og deltagelse i de mange forskellige typer organisationer og institutioner der skaber social orden. Scruton nævner en lang række af sådanne organisationer som f.eks. kirker, skoler, biblioteker, kor, sportsklubber, historiske selskaber og mange flere.

Scrutons konservatisme

Dermed er det måske oplagt at se lidt nærmere på bestanddelene i Scrutons konservatisme. Det bliver selvfølgelig kun en meget grov skitse, når man betænker på pladsen der er til rådighed her, og så Scrutons omfattende forfatterskab. I ”How to be a Conservative” er det dog muligt at finde to afgørende punkter for konservatismen:

For det første at livet skal leves i frihed, sådan at mennesker bliver ansvarlige for deres egen tilværelse. Scrutons logik er, at frie borgere, der er ansvarlige for egen tilværelse, og således mestendels også fri for statens indblanding i deres liv, i høj grad vil finde sammen i de ovennævnte og menings- og moraldannende organisationer. Gennem disse organisationer og frie sociale interaktioner vil der over tid blive dannet en spontan samfundsorden, som skaber værdi, moral og mening for de mennesker der udgør samfundet. I disse argumenter er det i øvrigt tydeligt og også eksplicit nævnt, at Scruton ikke skelner skarpt mellem det vi i Danmark vil kalde klassisk liberalisme, og så konservatisme. Han trækker således både på Burke, Adam Smith og Friedrich Hayek uden at skelne mellem deres respektive pladser i ideologihistorien.

For det andet er Scruton meget klart bevidst om værdien af samfundets bærende institutioner, og deres skrøbelighed. Institutioner som retssamfundet (rule of law), politisk gennemsigtighed (accountability in public office), en politisk ånd (public spirit) i befolkningen, national vi-følelse og negative frihedsrettigheder nævnes specifikt af Scruton som eksempler på bærende samfundsinstitutioner, der skal overleveres og beskyttes fra generation til generation.

Hvis man på den baggrund skal rette linsen mod de danske nationalkonservative, så er det vist ikke helt forkert at sige, at man i det miljø har det med at håne de liberale partiers bestræbelser på at gøre mennesker frie af staten gennem skattepolitik og frie valg. Man har det måske også med nogle gange at glemme at tage vare på retssamfundet og andre politiske institutioner, som det danske demokrati bygger på, når man f.eks. har fokus på den i øvrigt vigtige og helt legitime kamp mod Islams indflydelse i det danske samfund. Ligeledes kan man pege på, at man på grund af begejstringen over Donald Trumps politiske program er villig til at vende det blinde øje til, at Trump angriber eller slider på bærende amerikanske samfundsinstitutioner som frie valg og ”checks and balances”.

En orden der blev væk

Når man ikke længere ”bygger smukt” i Danmark, eller ikke længere lever i en kristen kulturel infrastruktur, så er det fordi den eksisterende sociale orden i Danmark, den som skabes af borgerne i Danmark, ikke er indrettet efter de værdier der efterspørges i debatindlægget. De værdier der forudsættes for eksistensen af en kristen kulturel infrastruktur findes ikke længere, og de kan ikke genskabes gennem politik. Den orden som de hører til er faldet, og gjorde det måske allerede i 1914-1918, hvis man skal følge Henrik Jensen i storværket ”Det faderløse samfund”. I 1968 sparkede man ifølge Jensen åbne døre ind, fordi vi allerede levede i moderniteten på det tidspunkt, og det er jo altså ikke blevet mindre siden da. Mange af de største sociologer i vores tid identificerer tværtimod en accelererende eller intensiveret modernitet.

Hvis det borgerlige politiske projekt kommer til at lytte for meget til den nationalkonservative position, så kan det gå galt.

Som værktøj for kritisk observation af staten og af venstrefløjens mange håbløse ideer fungerer positionen glimrende, og den kan således hjælpe os med at identificere når bærende samfundsinstitutioner er under pres fra woke-ismen, feminismen eller bare gammeldags socialisme.

Som politisk program er nationalkonservatismen en radikal utopi, frem for et egentligt konservativt politisk program, der faktisk kan relateres til det danske samfunds realiteter. De eksisterende og værdifulde samfundsinstitutioner i Danmark er blandt andet det samarbejdende folkestyre og det stærke retssamfund, som begge er underlagt nationalkonservativ kritik.

Også det danske folk, som det tager sig ud i 2021, tager de mest nationalkonservative afstand fra: danskerne er tolerante, sekulære, modernistiske og velfærdsstatselskende i meget højt grad, og de vil næppe med større ansvar over eget liv blive mere kristne eller større tilhængere af klassisk arkitektur.

Hvis man skulle få magten, og f.eks. vil gennemføre noget så radikalt som at genkristne vores kultur, er den eneste logiske mulighed for de mest nationalkonservative derfor at anvende staten. Dermed taber man ifølge Scruton sin konservative sjæl.

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside