Foto: Skærmbillede af Anonyme Billedkunstneres video.

Vi er Amerika – også i filosofien

15. marts 2021
14 minutters læsetid

Lektor emeritus Hans Hauge opruller den filosofiske kanons historie og spår om dens fremtid: Her, som på de fleste andre områder, vil Danmark efterligne USA. Fremtiden på danske universiteter kommer derfor til at byde på mere Black Radicalism, mere New Black Aesthetic, mere Black Lives Matter og mere Critical Race Theory.

 Af Hans Hauge

Danskere efterligner på næsten alle måder USA. Først og fremmest sprogligt ved at indoptage flere og flere amerikanske ord i dansk. Dernæst begivenheder og skikke. Halloween, Black Friday osv. Amerikansk musik har erstattet dansk. Og man kunne blive ved: Mad, underholdning, tøj, gestik, teorier, ideer, universiteter, hvor lektorer kalder sig associate professors med PhDs og bachelors og masters.

Og samtidig siger man, at Tyskland og ikke USA er vores allierede. Danskere gentager i flok og fællesskab Kierkegaards rejser til Berlin, og der taler de engelsk med tillært amerikansk accent, ligesom Margrete Vestager gør i EU. Der er ikke meget, der tyder på, at tysk tænkning er vores allierede og da slet ikke fransk. Tænkningen har samme forhold til Europa, som DF har til EU. Amerikansk tænkning vil blive innovativt imiteret på humaniora i Danmark i fremtiden, hvor de allerede jubler over bemalede statuer i form af forskningsprojekter. Altid er det med ti års forsinkelse og i en farveløs version, for der er ikke mange afrikansk-amerikanske professorer i Danmark. Kun én, og han er da også altid i tv.

Den tysk-franske filosofi vil kun vinde indpas, hvis den kommer via USA og oversat ligesom pizzaen, der først skulle fra Italien til USA og derfra tilbage til Europa – and skewed in translation. Dansk dur ikke rigtigt. Hvis Hegel kommer til USA og bliver læst af Judith Butler, kan Hegel ende på Informations debatsider. Uden Butler ingen Hegel. Det var i øvrigt canadiske filosoffer, som i det forrige århundrede var hegelianere. Canada var til Hegel, USA til Locke, men det er en anden historie. Charles Taylor, en canadisk filosof, skrev lidt af et hovedværk om Hegel for en del år siden.

Canon-busting

I Nordamerika foregår der en konstant canon-busting. Havde det været for tyve år siden, at jeg skulle udnævne markante amerikanske stemmer, ville jeg have nævnt Richard Rorty; en som i eminent grad forbandt amerikansk og tysk tænkning. John Dewey var for ham en amerikansk Martin Heidegger og omvendt. Man jeg kan ikke nævne tre nulevende amerikanske tænkere, så let som jeg kunne med tyske. For tyve år siden ville jeg foruden Rorty have nævnt Hannah Arendt og ville føje Paul de Man til, men den går ikke i dag.[1] Og jeg ville blive helt mundlam, hvis jeg skulle nævne blot en markant nulevende engelsk tænker – Charles Foster? Måske.

Jeg husker Rortys besøg i Aarhus. Han blev budt velkommen af professoren i filosofi, Uffe Juel Jensen, der var medlem af DKP, og i løbet af diskussionen sagde Rorty, at forskellen mellem hans og Habermas’ tænkning kunne forklares med, at USA aldrig havde tabt en krig. Tilhørerne skummede af raseri. Måske tænkte de ikke på, at Tyskland – og Europa – er fyldt med borge og ruiner, og den slags finder man ikke i USA.

Et par år senere var Rorty der igen. Nu var han populær endog blandt filosofferne. Alle var begejstrede. Neopragmatismen fik en kort blomstringsperiode selv i dansk tænkning.[2] Hvor Habermas var til Peirce, var Rorty til Williams James og John Dewey. Efter nogle år forsvandt interessen for neopragmatismen, og semiotikken blev dynamisk og blev en engelsksproget eliteuddannelse, og siden har vi ikke hørt til den. Rorty forlod filosofien og tog hen til litteraturteoretikerne, for det var dér, det foregik, men så flyttede litteraternes hegemoni (French Theory), og det blev jura, som blev det hotte sted. Nu flyttede litteraterne fra litteratur til jura, og mange af de førende CRT-folk (Critical Race Theory) er jurister. Det var jurister, som opfandt det helt store modeord ’intersektionalitet’, uden hvilket man ikke kan begå sig i den akademiske avantgarde.

Judith Butler: Humanisternes heltinde

Jeg kan let nævne en amerikansk mestertænker, som på enestående vis sammenfatter samtidens populære tænkning i sine tekster. Hun nærmest opfandt hate speech, der en talehandling eller en performativ.[3] Det er filosoffen, litteraturteoretikeren, kulturkritikeren eller retorikeren Judith Butler med en dekonstruktiv queer-feminisme udvundet af J.L. Austins talehandlingsfilosofi suppleret med Hegel.

Der findes en hegelsk Geist ovenover skyerne, der bestemmer det hele, synes hun at antage. Hegel sagde, at hemmeligheden ved USA er, at de ikke har en stat – ein Staat. Det er Butler glad for, for hun vil af med enhver stat, for staten er voldelig. Det skulle aktionen med gipsbusten illudere. Hun er heller ikke nogen tilhænger af ytringsfrihed. Ingen tale kan tillades, uden at en anden tale ikke tillades. Det er censur, som tillader tale.  Hun er også i Danmark en yndet ’teoretiker’, som de studerende generaliserende kalder den slags, på litteraturstudierne. Der læses ikke et dansk digt uden Butler. Butler er mere spændende end et lille nyt dansk digt. Queering teori er man godt i gang med.

At slippe ud af Hegel

Dagbladet Information havde en række artikler om Hegel i anledning af 200-året for hans fødsel. Her troede vi, at Hegel kom man til om søndagen efter stormen, og når historien var stilnet af. Når man siger Hegel, siger man kulmination, non-plus-ultra, slut, afslutning, tømning.[4] Men nej. Ikke nu, ikke her. Hegel skal de læse. Jamen ved de ikke, han er under anklage? Ved de ikke, hvad han har sagt om afrikanere og asiater? Information vil informere om, at Hegel er aktuel også i dag. Det lød som en fordring. Du skal. Hvad? Forstå Hegel. Sådan skrev Rune Lykkeberg. Gad vide hvad der blev af Marx? Eller på den anden fløj: Kierkegaard?

I Danmark havde mange ment, at vi havde lagt Hegel bag os, fordi Kierkegaard havde gjort op med ham. Og dem på den anden fløj mente, at de var hinsides Hegel, fordi Marx havde vendt ham på hovedet og sagde det samme om Das Kapital, som Hegel havde sagt om Geist. På et tidspunkt var Karl Popper populær, og ifølge ham var Hegel totalitær. De analytiske filosoffer mente, Hegel var et vrøvlehoved, så han blev ikke nævnt i filosofikum-undervisningen i Aarhus. Men nu er han aktuel igen. Butler har læst Hans-Georg Gadamer og Jacques Derrida og ved, hvor svært det er at slippe ud af Hegel.

Hos Butler er der utallige etiske fordringer om det ene og det andet. Butler indledte sin lille samvirkeartikel i Informationmed at fortælle, at hun lever i angst. Hun er Maxine Elliot, professor på institut for sammenlignende litteratur og kritisk teori på UC Berkeley. Samme sted er hendes partner politologen Wendy Brown. Butler må være stenrig med den produktion, som hun har. Og Brown tjener nu også ganske godt. De to mangler ikke noget.

Butler hinsides Hegel

Men alligevel er Butler bange, fordi ”vore” demokratier er under nedbrydning. Det er en såkaldt falsk performativ. Hun er en sand Untergangsterin des Abendlandes. Verden står over for sit eget sammenbrud, men Hegel kan hjælpe. Hun siger, at sanseoplevelsen af verden er urokkelig.[5] Noget står fast i en flydende modernitet. Det tvivler jeg på, men pyt med det. Hun når frem til, at vi er den type væsen, som ”higer efter anerkendelse”. Vi tilhører hinanden.

Dog hænger Hegel fast i noget. National suverænitet og nationalstatslig magt. Og det på trods af at der ikke fandtes den slags i datidens Preussen, men det ser hun stort på. Butler er fjende af territorialstaten og alle grænser. De er nemlig biopolitiske. Staten har udelukkelsesmagt. Butler slutter med at sige farvel til Hegel. Hinsides Hegel – det er svært, men muligt. Yes, we can, siger hun.

Staten er for Hegel en inkarnation af folkesjælen. Det går hun jo nok ikke ind for. Butler har også skrevet om og imod Hannah Arendt, dvs. hun har radikaliseret visse af Arendts tanker: Parting Ways: Jewishness and the Critique of Zionism (1994). Butler er jo indehaver af the Hannah Arendt Chair at The European Graduate School / EGS, så hun får rejst ret meget. Butler begrunder sit had til nationalstaten med henvisning til Arendt.

Butler vil have Israel nedlagt. Arendt var som ung zionist, og mente jøderne – hun skelnede med the Jew og Jews – skulle have en nationalitet som alle andre. Hun var ikke modstander af den israelske stat. Hun blev (delvis) kritiker af nationsstaten i The Origins of Totalitarianism (1951), idet det etno-nationale skulle forblive i privatsfæren og ikke blandes sammen med politik i den offentlige. Det var jo på det tidspunkt, at det nye Vesteuropa blev gendannet med og kun med etno-nationale stater ved den store etniske udrensning af tyskere, som måtte forlade deres Heimat og arbejde for føden i Vesttyskland. Expulsion som Churchill kaldte det.

Butler erklærer, at hendes anti-zionisme ikke er anti-semitisme. En sådan negation lyder som en tilståelse. Dernæst skelner hun skarpt mellem retfærdighed og lov. En lov er altid statens magtmiddel. En retsstat er altid en uretsstat. Der går en direkte linje fra den liberale nationsstat til NS-racestaten. Alle stater bør, som nævnt, bekæmpes, for de er biopolitiske, og de begrænser og gør forskel på statsborgere og statsløse. Derfor skal Frederik V i vandet.

Det biopolitiske ville man kunne se, hvis vi tager terrorangrebet i København på synagogen. Derefter var der sorg, men en sådan sorg er et statsligt magtmiddel. Det er kun danskere, der sørges over. Det samme ville hun kunne sige om Norges vi-følelse efter Breiviks massakre på Utøya. Det styrkede den norske stat, for de er ligeglade med, at det samme, som skete i Oslo, sker i Kabul eller Bagdad gang på gang. Det har Butler ret i. Sorgen var et eksempel på metodologisk nationalisme. Og mere bliver det ikke til her. Butler er virkelig radikal. Tankevækkende at hun er så populær blandt de unge studerende selv i Danmark, der skal være gymnasielærere i fremtiden.

Filosofisk udslip

Der er naturligvis mange andre amerikanske tænkere end Butler, for USA er et stort land, der ifølge dansk tv består af ’delstater’ og ikke stater, med utallige universiteter, mange statsuniversiteter, de bedste private og tusinder af filosoffer, men sådan ’rigtige’ filosoffer som Donald Davidson og Robert Brandom eksisterer kun i små filosofiske skammekroge, hvorfra der intet udslip er. Når der slipper noget ud, så er det til gengæld underholdende. Jeg tænker på bestsellere som The Simpsons and Philosophy: The D’oh! Of Homer eller David Steeles Heidegger and a Hippo Walk Through Those Pearly Gates. Steeles første solgte hurtigt 500.000.[6] Steele er en Jostein Gaarder uden humor.

Nævnes skal filosoffen Jane Bennett fra det universitet, som alle danskere nu kender navnet på: Johns Hopkins i Baltimore, Maryland. Det har været et af de mest ’europæiske’ universiteter i USA, og der var derfra dekonstruktionen og den franske influenza (French Theory) slap ud i slutningen af 1960’erne og smittede litteraturteorien, men det er inddæmmet, og teorien er helbredt. Bennett er interessant med Vibrant Matter: An Ecology of Things. Den er en fed form for neo-neovitalisme og med forbindelser tilbage til tysk livsfilosofi, til vitalisten Hans Driesch, der virkede i Leipzig i 20’erne og den østrigske konservarive stænderstatsteoretiker Othman Spann og endog til Paracelsus. Hvem havde regnet med, at Paracelsus dukkede op i USA? Og hos Hjerteforeningen i Danmark.

Black Lives Matter mere end alt andet

Endelig er der den såkaldte nye realisme, hvis hovedskikkelse er Iowa-filosoffen Graham Harman, men der er vist langt fra ham til den universitetspopulære Critical Race Theory. Peter Sloterdijk har taget Alain Badious tese til sig om, at den dominerende tendens i det 20. århundrede har været passion du réel – lidenskaben efter det virkelige. Det finder vi stadigvæk et eksempel på fra det 21. århundrede i den nye realisme, som viderefører Heideggers Jung-Realismus, men også inden for skønlitteraturen med virkelighedslitteraturen a la Karl Ove Knausgaard såvel som hos Michael Eric Dyson, som er, eller var (?), stjernen blandt ”The New Black Intellectuals”, og han taler lige så hurtigt på CNN som Vincent Hendricks i Aftenshowet på DR, at det er svært at følge med. Det er nok også meningen.

En af Dysons romaner eller tekster har den sigende titel What Truth Sounds Like, som er sigende, fordi sandheden er aural eller en oralisme og ikke visuel. Vi kan se, noget er sandt, men at høre sandheden er noget andet. Måske tænker Dyson på musik, måske er det blues-criticism eller måske er det, fordi det ærlige menneske synger, men skriver ikke. Dyson er sociolog, men det mærker man ikke.

Fremtiden vil blive dybt præget af, hvad der foregår på amerikanske universiteter. Det gælder Black Radicalism (Cedric J. Robinson), the New Black Aesthetic (Trey Ellis), Black Lives Matter (BLM) og Critical Race Theory (CRT). Det viser sig dog, at helt klassiske filosofiske modsætninger findes intakt i CRT: der er realister og idealister – og der er assimilationister og nationalister. Og vi genkender de politiske modsætninger, når Cornel West går til angreb på den succesfulde romanforfatter Ta-Nishi Coates og kalder ham neoliberal, fordi han støttede Barack Obama. Og det er Cornel West, der dyrkes af Informations chefredaktør.

Nye navne vil dukke op, i takt med at Kant, Hegel og de andre visner væk. Vi vil komme til at høre meget til, hvordan sandheden lyder, og det vil komme fra danske universiteter med SDU’s venstreorienterede ’amerikanister’: Dupont og Dupont (Brøndal og Bjerre Poulsen) i førertrøjen på TV2 sammen med Dennis Ritters kommentarer, og snart følger gymnasielærerne i lange rækker lydigt efter og laver temaforløb om BLM. I CRT og lignende universitetsteorier lever endnu W.E.B.

Du Bois – Dyson er sociolog som Du Bois. Ham nævner jeg, fordi han var i Tyskland bl.a. i 1930’erne for at lære af den tyske uddannelsestænkning; han beundrede tysk kultur, Herder og Nietzsche, han havde forbindelse til Max Weber, så han var før i tiden forbindelsen mellem tysk og afrikansk-amerikansk sociologi og filosofi. Du Bois skrev rosende om Det tredje rige og deres behandling af jøder; det har nu aldrig skadet ham.[7] Han er jo ikke Heidegger.  Heller ikke at han roste Stalin, har man bemærket. Han døde i Ghana.[8] Der er naturligvis også Martin Luther King Jr. der skrev ph.d. om Paul Tillich og Henry Nelson Wieman (1884–1975) (som havde læst hos Ernst Troeltsch).[9] Kings kanon var helt tysk: Kant, Hegel osv. En skam at hans afhandling om Tillich var plagiat, men Dyson har forsvaret ham. Sådan da. Martin Luther King blev en helt, fordi han ikke var Malcolm X, som Dyson har sagt. Forbindelserne er der altså mellem dengang i Tyskland og USA i dag. Modsætningerne er der blandt sorte intellektuelle: Mellem Martinism og Malcolmism.

Det er i nogen grad noget nyt med BLM, CRT osv. Hvis jeg tænker tyve år tilbage var det helt store Chicano og Chicana Studies og litteratur. På det universitet hvor jeg i sin tid læste i Santa Barbara, UCSB, var the Spanish Department langt større end the English Department. Jeg rettede opgaver og var opponent på disputatser om Chicano litteratur. Den er der endnu, ganske som der også endnu er American Indian and Indigenous knowledge-studier. Men de er ikke så populære, og vi hører meget lidt til dem herhjemme. Så vidt jeg ved.

Vestens åndelige forfald

Den kulturkamp, der begyndte under Ronald Reagan, er vendt tilbage. Alan Bloom skrev dengang The Closing of the American Mind. Den blev Bertel Haarder så glad for, så han forsøgte uden held at lave gymnasiet og universiteterne om. På dansk hed den Vestens åndelige forfald.

Titlen på den amerikanske er dobbelttydig. Bloom anklagede amerikanerne for at lukke af til Vesten og for at isolere sig. På den anden side gjorde han alt for at modvirke eller lukke heideggerianiseringen og nietzscheaniseringen af universiteterne ned. En del år senere fik han hjælp til at close the American mind til de to. De var jo nazister. Dengang på Blooms og Reagans tid var det de konservatives (center) kamp mod PC (periferi), men nu synes PC og LGBTQQIP2SAA- (som det hedder i skrivende stund, for der er en såkaldt identitetskø) at have fået overtaget i medier, kulturen, kunsten og universiteterne.

Den nye vicepræsident har en hel del eumelanin i de basale strata af epidermis. Og det er i dig selv en kvalitet i USA. I 1960’erne understøttede CIA literary fiction eller gode romaner. De mente romaner var god propaganda, der kunne hjælpe med at bekæmpe russerne. CIA mente, at literary fiction kunne hylde middelklassen og deres seksualliv. Disse romaner havde ikke personer – eller karakter som vi siger imiterende – havde ingen eumelanin i de deres epidermis’ basale strata. Den slags romaner kaldes neoliberale, fordi de handler om individer og deres familier. Samfundet findes ikke. De er alle Thatcher som litteratur: “There is no such thing as society, only individuals and their families”.

Den filosofiske kanon

Kanon udskiftes eller udfordres, som det hedder med det amerikanske ord, der er gået ind i det danske (challenge). Angrebene på Martin Heidegger fra amerikansk-canadisk-fransk side, først fra højre så fra venstre, er kun begyndelsen på den ændring af den filosofiske kanon, der vil komme også hos i fremtiden på samme måde, som den litterære kanon er ændret til ukendelighed.

Jeg begyndte på engelskstudiet i 1967, og den amerikanske litterære kanon,[10] som dengang var den, vi rettede os efter, ser i dag helt anderledes ud, hvor det ville være utænkeligt, hvis man i dag ikke læste f.eks. Narrative of the Life of Frederick Douglass, an American Slave. Intet er mere populært og karrierefremmende end slaver, som forskningsobjekt naturligvis. Ikke rigtige slaver. Der findes en litteraturens børs, hvor forfattere devalueres og revalueres med mellemrum, det gør der også i filosofien, men der er ikke så store bevægelser at spore endnu.

Den filosofiske kanon er, trods racismeanklager, dog endnu stabil og opretholdes af institutionen. Derfor er der i Tyskland en filosofisk samtale, mens den litterære for længst er ophørt, for ingen har læst det samme. Nazisterne kunne indoptage Kant og germanisere ham, men selv ikke det formår man i dag. Jürgen Habermas står endnu Wacht am Rhein. Ham vil ældre akademikere holde fast ved i corona-BLM-tider.

Hans Hauge er dr.phil. og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.


[1] Det var også let med canadisk. Jeg underviste engang i The Magi of the North: Frye, McLuhan og George Grant.

[2] Der var nogle få, der turde læse Stanley Fish.

[3] Den slags udsagn vil fakta-fetichister nok få det dårligt over, så for at få dem til at falde lidt ned, vil jeg da nævne de to, vi især forbinder med fænomenet: Jeremy Waldron og Catharine MacKinnon (det er hende med anti-pornokampagnen) samt juristerne fra Alabama, ægteparret Richard Delgado og Jean Stefancic.

[4] Peter Sloterdijk, Derrida Ägypter, Frankfurt am Main, 2009, s. 14.

[5] Hun henviser til de allerførste sider af Phänomenologie des Geistes.

[6] Jeg nævner den med the Simpsons, for produceren af serien hedder Ron Hauge og er familie. The Simpsons and Philosophy, red. William Irwin, Mark T. Conard og Aeon J. Skoble, Chicago 2003.

[7] Malcolm X mødtes med den amerikanske nynazist George Lincoln Rockwell i 1961 for at kortlægge deres strategier for raceadskillelse eller apartheid.

[8] Hos sociologen Michael Eric Dyson omtales Du Bois som ”the renowned scholar” i What Truth Sounds Like, New York, 2018, s. 71. Bogen begynder så patetisk, som tænkes kan: “The blood of martyrs soaks the soil of American socety”. John Booth, som myrdede Abraham Lincoln, styrkede de sortes sag.

[9] ”I have a dream” er jo også taget fra en anden. Det er næsten tysk, for de elsker at afsløre politikere med doktorgrader for at have snydt.

[10] Det gælder ikke den engelske, hvor f.eks. Kipling endnu er den mest populære forfatter sammen med Walter de la Mare og Edward Thomas, dvs. forfattere, som nok kun engelsklærere kender (på nær Kipling). Hvad filosofi angår, aner jeg ikke, hvordan det er.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside