Foto: torange.biz

Klimakrisen er kun et blandt mange problemer

21. februar 2021
8 minutters læsetid

Der er grund til optimisme når det kommer til klimakrisen, skriver Marc Sabatier, som mener, at velstand og teknologiske fremskridt er vejen frem. Derfor maner han til besindighed: Klimakrisen er vigtig, men der er andre og mere presserende problemer i verden omkring os.

Af Marc Sabatier

Professor MSO Lars Tønders indbydende bog Om magt i den antropocæne tidsalder er en speciel oplevelse at læse, da den genremæssigt placerer sig mellem det rent fagbogsagtige og det debatterende. Det fagbogsagtige opstår som konsekvens af, at Tønder i udgangspunktet satte sig for at skrive en lærebog om magt, men indser, at et nyt perspektiv skal inddrages for at forstå magt: det antropocæne.

Menneske og natur

Når bogen er debatterende, er dette karakteristisk for det domæne, Tønder bevæger sig i som forsker og forfatter, nemlig det politisk teoretiske. Netop blandingen mellem dette felt og det antropocæne, altså naturen, er det, der gør Tønders bog nytænkende. I Tønders nytænkning er der dog en række antagelser, der er symptomatiske for en bredere tilgang til naturen og klimaet i samfundsvidenskaberne, som er interessante at udfolde og udfordre.

Først kommer selve begrebet ”den antropocæne tidsalder”. Det antropocæne er et begreb der stammer fra naturvidenskaben for at kendetegne en ny geologisk tidsalder, hvor mennesket (anthrōpos) former klimaet. At mennesket påvirker klimaet er ingen nyhed, men det perspektiv Tønder anlægger, forsøger at omfavne både hvordan vi påvirker klimaet og hvordan klimaet påvirker os. Hvor vi ifølge Tønder i tidligere tidsaldre enten var underlagt eller herre over naturen, forgår der nu en sammenfiltring mellem menneske og natur (hvad Tønder betegner som det ikke-menneskelige). Disse tendenser er allerede vidt debatterede, hvorfor Tønder sammenfatter tre mulige fortolkninger af det antropocæne: den dystopiske, den økomodernistiske og den gaiaske.

Gaia vs. økomodernismen

Den dystopiske hævder, at klimaforandringerne vil føre til menneskets undergang, en fortolkning vi kan genkende fra klimaaktivisten Greta Thunberg, særlig i citater som: ”I don’t want your hope, I don’t want you to be hopeful. I want you to panic […] and act as if the house was on fire”. Den diametrale modsætning til dette syn er det økomodernistiske, der kort sagt ser, at man kan innovere sig ud af problemerne. Eksempler på dette syn er rigmanden Bill Gates, der siger, at hovedproblemet i klimakrisen er at ”We’re short about two dozen great innovations.

Det tredje perspektiv, som Tønder selv tilslutter sig, er den gaiaske fortolkning, et udtryk, som Tønder låner fra den franske filosof Bruno Latour. Dette perspektiv deler ikke den økomodernistiske teknologioptimisme, men den hævder ikke at være lige så pessimistisk om fremtiden – om end den kalder på en grundlæggende omlægning af samfundet.

Grund til optmisme

Her mener jeg, at der findes gode argumenter for den økomodernistiske fortælling, givet at disse to perspektiver ikke er nye, men rettere udtryk for to sider af samme debat, der har hersket siden efterkrigstiden. Dette er en debat om ressourceknaphed. Denne debat var tydelig i 1960’erne, hvor biologen Paul R. Ehrlich i bogen The Population Bomb(1968) hævder, at ”[i]n the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now”.[1] Dette syn havde vidtgående konsekvenser, blandt andet på Kina og Indien, der startede omfattende programmer for at bremse befolkningstilvæksten.

Dette gjorde man blandt andet med et-barnspolitikken og massiv tvangssterialisation – i Indien alene tvangssteriliserede man 6,2 millioner indere på blot et enkelt år. Det vil senere vise sig, at de prognoser man tegnede for befolkningstilvækst, ikke formåede at medregne de innovationer, man opnåede inden for agrikultur. Mest vigtig var Den Grønne Revolution, som forbedrede høsten i Sydøstasien markant, hvor ophavsmanden til disse innovationer vandt Nobels Fredspris i 1970 for at have reddet mere end en milliard mennesker fra at dø af sult. Vækst og innovation tillod dermed en verden, hvor milliarder af mennesker er blevet løftet ud af fattigdom, og fortsat vil gøre det, hvis man tillader plads til nye opfindelser.

Vækst kan redde naturen!

Fint med menneskene kan man så tilføje – men hvad med naturen? Den tager alt andet lige skade af, at menneskene bliver rigere? Dette er heller ikke tydeligt. Vækst og rigdom kan nemlig have den konsekvens, at man netop får flere ressourcer til at løfte folk ud af fattigdom, samtidig med at man værner om naturen.[2] Som forfatter Matt Ridley udtrykker det på smukkeste vis:

Here’s a question I put to school children when I get the chance: Why is the wolf population increasing, the lion decreasing, and the tiger now holding its own? The answer is simple: Wolves live in rich countries, lions in poor countries, and tigers in middle-income countries. It turns out that we conservationists were wrong to fear economic development in the 1980s. Prosperity is the best thing that can happen to a country’s wildlife. As people get richer, they can afford to buy electricity rather than cut wood, buy chicken rather than hunt bushmeat, or get a job in a town rather than try to scratch a living from a patch of land.

I samme essay peger Ridley på, at når borgere i et samfund opnår et vist velstandsniveau, ca. $5000 om året, kommer der mere skov, fordi borgerne ikke længere behøves at brænde træ for at varme deres huse. I fortolkningen af det antropocæne, er det derfor afgørende at forholde sig kritisk til den gaiaske fortælling, der kalder på en omlægning af samfundet. Lignende fortællinger har tidligere haft enorme konsekvenser for de svageste borgere i samfundet – de fattigste borgere i Kina og Indien – alt imens at man faktisk havde ressourcerne, til at fremme alle borgernes velfærd, samtidig med at øget velstand fører til at samfund i højere grad har råd til at investere i bevaringen af naturen.

Hvad med dyrene?

Ovenstående er en debat om fortolkningen af det antropocæne – men det betyder ikke, at man kan flygte fra de væsentlige problemstillinger, Tønder rejser. Et af de vigtigste er Tønders præsentation af begrebet den sociocentriske bias. Den sociocentriske bias er en problematisering af samfundsvidenskabernes tendens til kun at fokusere på det menneskelige og fornægte andre livsformer, eksempelvis dyr.

Opgøret med denne bias er afgørende for Tønder, fordi det er hans belæg for senere at foreslå, at dyr skal repræsenteres i demokratiske systemer. Jeg er enig med Tønder i, at samfundsvidenskaberne ikke kun skal fokusere på menneskelig velfærd, men jeg finder belægget problematisk og et, der ultimativt gør det svært at handle på vegne af dyrene.

Det er særlige Tønders normative argument, der er svært: ”Hvis man, som sociocentrismen gør, afviser at tillægge det ikke-menneskelige en aktiv-skabende magt – og hvis man derved udelukker det fra analysen af magt – så har man også gjort det umuligt at tillægge det ikke-menneskelige nogen selvstændig normativ værdi” (72).

Problemet er her, at man for det første ikke afgrænser klart hvilke dele af det ikke-menneskelige man ønsker at tilgodese bedre. Vejret har for eksempel stor magt over mine corona-spadsereture, men ønsker vi, at vejret skal repræsenteres bedre? Omvendt får jeg dårlig samvittighed over at tænke på de forhold mine ægs høne har haft, da de er levende væsener som jeg. Den essentielle normative forskel mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige er for mig et spørgsmål om subjektivitet og evne til at føle smerte. Dette er utilitaristens Peter Singers argument i bogen Animal Liberation(1975), hvori han argumenterer for dyrerettigheder, da man må anerkende dyrenes lidelser i eksempelvis landbruget.

Dyreetik

Dette forbinder sig til mit næste normative argument om at forkaste den sociocentriske bias, som knap så meget er et argument, som det er en bevægelse. En anden bog af Peter Singer, The Expanding Circle (1981), handler om den historiske bevægelse – den udvidende cirkel –, som fører til, at vi har etiske forpligtelser overfor flere og flere. Mennesket er gået fra at have en etisk forpligtelse til stammen, dernæst til alle dem der talte samme sprog, så til alle der lignede dem og nu med menneskerettighederne, har man en etisk forpligtelse overfor alle homo sapiens.

Singer skriver så, at det næste skridt naturligt vil blive at inddrage de dyr, der minder mest om os, såsom delfiner og aber, som allerede ses i flere lande. Pointen er her, at argumentet for at brede ens etiske forpligtelser ud ikke er, at dyr og andre livsformer, nødvendigvis har en aktiv-skabende magt, men at de kan føle smerte. På samme måde vil man i dag ikke acceptere slavehandel, ikke på baggrund af slavers aktiv-skabende kraft, men fordi man anerkender deres subjektivitet.

Magt i den antropocæne tidsalder

Dette leder mig til nogle af de konklusioner, bogen når frem til, med afsæt i netop ovenstående diskussion. Bogens præmis er, at samfundsvidenskaberne må ændres for at løse klimakrisen, hvis betydning sættes over alt. Den præsenterer derfor også hvordan denne tankegang kunne udmønte sig i praksis i demokratiet, hvor Tønder fremhæver et klimaborgerting og nye repræsentationsformer som mulige løsninger.

Ræsonnementet med klimaborgertinget er, at nutidens politikere ikke kan træffe de nødvendige beslutninger, da de har kortsigtede hensyn om at blive genvalgt. De nye reprænsentationsformer tager netop fat i ovenstående diskussion om sociocentrismen, hvor Tønder forslår, at man kunne eksperimentere med nye repræsentationsformer, eksempelvis ved at have forhandlere på vegne af specifikke konstellationer af det ikke-menneskelige.

Er klimaet et absolut mål?

Nytænkning er positivt – men i en diskussion om klimaet og magt, må man også problematisere den måde, hvorpå klima hæves til det ultimativt vigtigste. Der er også en vis ironi i, at det kritisk teoretiske paradigme Tønder navigerer grundet sit valg af teoretikere, altoverskyggende budskab er at forholde sig kritisk til det ”normale” og det ”bredt accepterede”, men at selvsamme paradigme så relativt uproblematisk ophæver klimakrisen over andre problemstillinger.

Dette må de facto være tankegangen, når man ønsker at indføre et nyt politisk kammer til en politisk problemstilling. For hvem får mere magt, når talspersoner for det ikke-menneskelige inkluderes til COP-møderne? Og anser alle i verden klima, som en lige så væsentlig problemstilling, som vi gør på de bonede universitetsgulve?

Da FN i 2015 forsøgte at kortlægge globale prioriteringer, rangerede uddannelse, sundhed og jobs højest – og klima var nummer 16 ud af 16. Undersøgelsen er unik, da den spurgte 10 millioner mennesker fra hele verden om deres politiske prioriteringer. Konklusionen på den behøves ikke at være, at klimakrisen er uvæsentlig – der skal bestemt ske handling. Men den er rettere en nuancering af den fortælling, som Tønder skriver sig ind i, hvor klima hæves op over alle andre problemstillinger.

For hvordan kan globale eliter retfærdiggøre at negligere fortsat udvikling og velstand til verdens fattigste, når det naturligvis er det, de efterspørger? Ja, biokrisen er alvorlig, men hvad med de fortsatte problemer, mange oplever med malaria, tuberkulose og HIV, der påvirker verdens fattige mest?

En ny samfundsvidenskab skal tage klimakrisen seriøst, men den skal passe på med at blive dogmatisk. Vi bør i stedet stræbe mod en samfundsvidenskab, der forstår og erkender, at borgere rundt om i verden har forskellige prioriteringer, og disse skal tages lige seriøst, særlig når verdens fattigste er dem, der har mindst magt i f.eks. fora som FN, til at definere hvordan verden skal handle.

Lars Tønder: Om magt i den antropocæne tidsalder. En introduktion. DJØF Forlag 2020.

Marc Sabatier er stud.scient.pol.


[1] Se også Julian Simons berømte væddemål med Paul Ehrlich, hvor Simon påstod, at der vil komme flere, ikke færre, ressourcer på grund af innovation. Ehrlich måtte selv vælge 5 ressourcer, og væddemålet var, at hvis prisen faldt på alle varer over en 10-årig periode, ville Simon vinde. Prisen på alle 5 faldt naturligvis. Læs mere i Simons The Ultimate Ressource (1981).

[2] Dertil ser flere en afkobling af udledninger og vækst, hvorfor antagelsen om, at vækst er i modsætning til en bæredygtig planet, kan udfordres. Se mere i Andrew McAfees More from Less: The Surprising Story of How We Learned to Prosper Using Fewer Resources—and What Happens Next(2019).

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside