Leoparden: tanker ved en genlæsning

25. januar 2021
4 minutters læsetid

Af Anne-Marie Vestergaard

I coronatiden har man lejlighed til at kigge på sin bogreol og genfinde en bog man læste for længe siden – det skete for nylig for mig med den italienske roman Leoparden af Giuseppe Tomasi di Lampedusa fra 1958. Romanen starter med disse ord:

”Maj 1860

”Nunc et in hora mortis nostrae. Amen”

Den daglige rosenkransbøn var til ende. I en halv time havde Fyrstens rolige stemme mindet om Smertensmysterierne; i en halv time havde andre stemmer blandet mellem hinanden været en bølgende summen, fra hvilken sjældent hørte ord skilte sig ud som gyldne blomster: kærlighed, jomfruelighed, død.”” (oversat af Thomas Harder).

Hovedpersonen er den aldrende sicilianske fyrste af huset Salina, der ser den gamle feudale orden smuldre, på grund af borgerskabets fremmarch og hærføreren Garibaldis forstyrrende indflydelse på vej mod en samling af Italien. Vi oplever brydningstiden gennem fyrst Fabrizios øjne og får samtidig et detaljerigt og sansemættet billede af Sicilien og dets mennesker, høj og lav. Fyrsten har tilnavnet leoparden fordi dette dyr optræder i slægtens våbenskjold.

Ligesom leoparden er han elegant, stolt og majestætisk, og han går den nye tid og sin egen alderdom i møde med en sindsro grænsende til kynisme. Hans accept af den nye orden får sit stærkeste udtryk i at hans elskede nevø Tancredi bliver gift med den rige borgmesters billedskønne datter Angelica. Slægten har ikke udmærket sig ved økonomisk sans, så det er kun godt at stærk gensidig tiltrækning og pekuniær soliditet kan gå hånd i hånd.

Udefra set ville fyrsten og hans feudale verden på den vilde og solsvedne ø Sicilien fremstå eksotisk, arkaisk og dekadent på samme tid… Man ville uvægerligt tænke: Ud med undertrykkeren! Men det er romanens geniale greb at synsvinklen i overvejende grad er lagt hos hovedpersonen. Det er hans fintmærkende oplevelse af dels sit eget aldrende liv, dels de skiftende vinde og truslen mod hans egen baggrund og kultur der er dominerende i romanen.

Fyrsten er et både sansende og reflekterende menneske, på én gang æstetiker og rationalist. En elsker af kunst og skønhed, især den kvindelige – og af matematik og videnskab. Han går på jagt og har elskerinder, samtidig med at han er amatørastronom med eget observatorium, hvor han sågar har opdaget to nye planeter.

Romanens alvidende fortæller leverer desuden myriader af detaljer om steder og mennesker i et malende og billedrigt sprog, så man som læser føler sig hensat til det skønne men også brutale og primitive Sicilien. Det hele bliver fortalt empatisk, ironisk og til tider kynisk, hvilket ikke er så selvmodsigende som det lyder.

Det alvidende perspektiv gør også at romanen går videre fra fyrstens død i 1883 til 1910, hvor hans ugifte døtre med fremvisning af en tvivlsom relikviesamling og mere end kulørte religiøse billeder forsøger at få slottets kapel bevaret. I romanens allersidste scene ser man den ene fortidsdyrkende datter der trods alt smider en udstoppet hund fra fyrstens tid ud af vinduet: ”…man kunne have set et firbenet dyr danse i luften, det havde lange knurhår, og dets højre forpote var hævet som i en forbandelse. Så fik det hele fred i en lille bunke gustent støv”.

Den scene har sin egen symbolik, for samme hund var i levende tilstand med i romanens allerførste scene, som en trofast skygge af sin herre fyrsten. Slægten og den feudale orden er endegyldigt død, og der er ingen himmelsk frelse ifølge forfatteren.

Fyrsten udgør som romanens hovedperson den kraft og dynamik som sprænger alle rammer og velkendte skemaer i læserens hoved. Han fremtræder som et individ i egen ret, et produkt af sin tid og dog med evnen til at se ud over den. Værdighed, integritet, stolthed, skønhedssans, rationalitet og menneskekundskab besidder han.

Denne gamle hvide mand som er født med uhørte privilegier, er også et menneske af kød og blod. Han er imposant i sin fremtoning, følsom og intelligent, en livsnyder og iagttager af den menneskelige zoo, hvor magt og begær er de evige konstanter.

Man  følger hans kamp med alderdommen og hans resignation i forhold til de politiske forandringer. Feudalherre, mandschauvinist, kyniker, javist, men han er også en art tilbagetogets helt. Den moderne tid kommer ubønhørligt buldrende, og det nytter ikke at kæmpe imod.

Fyrsten er i sin egen selvforståelse både koloniseret og aristokratisk qua sin baggrund på Sicilien, der gennem århundreder har været under forskelligt fremmed herredømme. Nu bliver han koloniseret igen af repræsentanter for borgerskabet, med deres materialisme, vulgære manerer og dårligt siddende tøj – og af Garibaldis vision om et samlet Italien.

Som alle klassiske romaner formår Leoparden at overskride det specifikke, en bestemt person i en bestemt historisk kontekst, og tematisere det almenmenneskelige, i dette tilfælde magt og afmagt, forgængelighed og forandring.

Forfatteren havde selv en siciliansk adelig baggrund, så han kendte stoffet og mentaliteten godt. Det er imidlertid hans store fortjeneste som impressionistisk sprogkunstner at gøre et menneske og dets miljø lyslevende i bedste attenhundredetalsstil, for så at lade det hele ende på tragisk moderne vis. Derfor er Leoparden på alle måder en utidig roman.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside