Trump
Foto: Gage Skidmore

Dem der ikke vil forstå, hvorfor vi fik Trump, har intet forstået

19. januar 2021
4 minutters læsetid

Tyvende januar bliver Biden USAs nye præsident. For mange var Trump en bizar episode, der nu er drevet over. Men vi har intet lært, hvis ikke vi forstår hvorfor han blev valgt.

Spørgsmålet er blevet stillet og forsøgt besvaret utallige gange de sidste fire år. Et af de bedre bud kommer fra den amerikanske filosof Michael Sandel, der i sin nye bog The Tyranny of Merit peger på en hidtil underbelyst forklaringsmulighed.

Sandels analyse

Sandels analyse går på, at der særligt de sidste 40 år er sket et meritokratisk udviklingsskred. Hvor man i de tidligere klassesamfund var tildelt sin klasse fra fødslen, er de vestlige samfund i dag så forhippede på at alle kan, hvis de vil, eller arbejder hårdt for det.

I det meritokratiske samfund er det således idealet, at dem der fødes ind i underklassen, har mulighederne for at stige, hvis bare de kæmper hårdt nok. Det har et frigørende perspektiv, der er meget tiltalende for alle. Både for dem i toppen og dem på bunden.

Dem i toppen kan nu svælge sig i, at deres succes og position ikke skyldes, at de er født ind i overklassen, men at de selv er ansvarlige for deres succes grundet meritokratiets belønning efter fortjeneste. Det er deres hårde arbejde og store talenter der har bragt dem frem – ikke held eller familie.

Meritokratiets bagside

Samtidig har dem i bunden af samfundet fået muligheden for succes, hvis bare de arbejder hårdt nok for det. I dansk kontekst kan man som eksempel pege på self-made mænd som Jesper Buch. En mand alle unge mænd elsker, fordi han repræsenterer meritokratiets positive aspekter.

Meritokratiet er på overfladen således ikke andet end et system, der belønner individer efter fortjeneste.

Fair? Ja. Uheldige bivirkninger? I den grad.

Sandel peger på, at meritokratiet godt nok fordeler belønning i form af rigdom og succes mere retfærdigt end de tidligere klassebaserede samfund, men til gengæld mindsker meritokratiet ikke den forskel vi tillægger hinandens værdi som mennesker og for samfundet.

Tværtimod har meritokratiet skabt en moralsk orden, hvor uligheden i succes er velfortjent fremfor et udtryk for skæbne, held, familie og netværk. Man er på toppen af samfundet fordi man fortjener det, som L’oreal ville udtrykke det. I det hele taget er ”the rethoric of rising eksploderet, hvor snart sagt enhver politiker, reklame, lærer eller forældre taler om, at alle har muligheden for alt, og dem der lykkes de har fortjent det.

Meritokratisk hybris

Dem der til gengæld ikke lykkes med at komme til tops og opnå prestige, uddannelse og økonomi, har således kun én forklaringsmulighed for deres manglende succes i dag: At erkende at de fejlede og derfor er værdiløse, da det er deres egen skyld. For i meritokratiet er vi selv herre over vores skæbne og succes, og selv skyld i udfaldet af livets succeser.

Det giver dem i toppen en “meritocratic hubris”, hvor man har en selvovervurderende forståelse af sig selv og sit værd, samtidig med at man har en stærk foragt for bunden, da dem i bunden selv er udenom, at de er værdiløse. Hillary Clinton udtrykte denne meritocratic hubris som stjerneeksempel, da hun snakkede om, at Trumps vælgere var “a basket of deplorables”.

Meritokratiet har i den forstand ikke mindsket forskellen i den værdi, vi tillægger hinanden. Meritokratiet har tværtimod slået fast, at uligheden er velfortjent, og at der er forskel på mennesker.

Meritokratiet, som den moralske kraft det er i dag, legitimerer i den forstand overklassens følelse af overlegenhed, og slår fast, at bunden hører til på bunden. Meritokratiet, der som system er bygget til at frigøre den enkelte, er i sidste ende blevet et legitimeringssystem til at legitimere sin overlegne position overfor andre.

Hvad har det så med Trump at gøre?

Her kommer forklaringen på Trump så ind i analysen. I modsætning til de venstreliberale har Trump aldrig talt meritokratisk. Han har aldrig talt om, at alle skal kunne nå deres drømme, hvis bare de arbejder hårdt for det, i modsætning til f.eks. Obama og Clinton som byggede deres kampagner op omkring the rethoric of rising.

Trump har derimod talt meget direkte om, at der er vindere og tabere, og at han står på tabernes side imod de selvovervurderende vindere. Trump taler således ikke om, at hans vælgere skal have bedre mulighed for at stige i det meritokratisk system, han benægter meritokratiets succeskriterier som uddannelse, kulturel dannelse og prestigiøse jobs som et mål for succes i det hele taget. ”I love the poorly educated” som han sagde.

Netop denne anprisning af menneskets værd uafhængigt af dets performance i det meritokratiske system tiltaler vælgerne. I sidste ende handler det om anerkendelse – ikke økonomi og karrieremuligheder.

Nedvurderingen af det fysiske arbejde

Sandel peger i sidste ende på, at meritokratiet har ødelagt den fælles forståelse for den værdi, vi hver især har. I det klassebaserede samfund var overklassen udmærket bevidst om, at den hårdtarbejdende arbejderklasse var rygraden i samfundets velstand og stabilitet.

I det moderne meritokratiske samfund mener overklassen, at samfundet ville være bedre, hvis underklassen pakkede sine ting og forsvandt. Underklassen har jo haft mulighederne, men valgte at smide dem væk. Derfor skal vi i stedet hylde økonomer, eksperter, ph.d.’er og succesfulde virksomhedsledere, for de har bevist sit værd i meritokratiet.

Netop her ligger kimen til den polarisering, vi ser i USA, hvor der ikke længere er en fælles anerkendelse af grundlæggende aktiviteter såsom fysisk arbejde. Fysisk arbejde er måske nødvendigt for at bygge huse, men det er nogle tabere, der gør det, og de fortjener ikke at blive lyttet til.

I modsætning hertil peger Sandel på at arbejde i sig selv er værdigt og afkræver respekt, uanset om det er fysisk hårdt eller immaterielt. Vi skal med andre ord genfinde en anerkendelse af ”the dignity of work”.

Rasmus Ulstrup Larsen

Rasmus Ulstrup Larsen er cand.merc.fil. fra Handelshøjskolen i København. Han har i en årrække arbejdet som gymnasielærer. I dag er han redaktør ved Årsskriftet Critique og arbejder som politisk konsulent på Christiansborg. Rasmus Ulstrup Larsen er desuden forfatter til den anmelderroste bog Tidens Tegn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside