Betragtninger om vind og vejr

16. november 2020
6 minutters læsetid
Hvordan er et folk påvirket af dets natur og omgivelser? I Dansk natur undersøger Kasper Støvring i tolv essays dansk naturs indvirkning på det danske sindelag. Desværre truer glæden over og betagelsen af naturen ifølge Repliques anmelder med at slå over i sværmeri. 

Litteraten Kasper Støvring har udgivet en bog med tolv essays, ”indlejre[de] i personlige fortællinger, erindringer, stemninger og refleksioner”, som det hedder i forordet, omhandlende emnet dansk natur. Undertitlen – [f]ortællinger om vejr og sind – sætter perspektivet.

Bogen er perspektiv-forivret fra begyndelsen, og hermed grundlægges nogle alvorlige problemer ved den. Det er en skam, idéen er ellers god, og man noterer sig at Støvring har gjort forsøget i aviskronikker tidligere. Støvring skriver i forordet, at bogen vil rumme ”meteorologiske skildringer af forskellige vejrfænomener og sansenære beskrivelser af naturens brogede mangfoldigheder”. Man må nærmest klatre over ordene, ikke ulig møbelopsætningen i Arnesens tid, og Støvring har vitterlig sat et forhindringsløb af ord op for sig selv og læseren i bogen.

”Meteorologiske skildringer” skriver Støvring, og hvad betyder det så i en essayistisk sammenhæng? Den benævnte videnskab sætter, så vidt det er nærværende anmelder bekendt, processer først – meteorologi an sich – og så vejret bagefter. Af og til gør vejret ikke som trykmåleren siger, for nu at formulere paradokset i lægmandstermer. For nu at blive i analogien er Støvrings bog blevet en hårdtpumpet en af slagsen, og hvorfor vil fremgå af det følgende.

En vag idé

Det væsentligste problem ved bogen er, at Kasper Støvring har kombineret en vag idé om bogens indhold med programmatiske virkemidler. Den vage idé findes formuleret i forordet, ”ind i tykninger og ud i lysninger uden helt at vide, hvad målet er”, skriver Støvring her metaforisk, og bogens tolv kapitler hæftes hver især op på forskellige, fænomendefinerede overskrifter. ”Mørket”, ”Det flade land”, ”Søerne” og ”Sneen” er fire eksempler.

Den vage idé fremgår af en række refleksionsmæssige selvmodsigelser, som ikke kan forklares af det løse udgangspunkt. Er danskerne udholdende eller er de melankolikere? Er det oplagt, midt i skildringen af en morgenstund, at referere til en af de mest kendte aftensalmer (Bliv hos os, når dagen hælder)? Er det beføjet at benævne både britisk og tysk national identitet som ”politisk dikterede, selvhævdende og radikale” ved at henvise til Britannia Rule the Waves (sic) og Deutschland über alles (sic) og principielt modstille denne med dansk?

Læs selv de i øvrigt smukke verselinjer – blandt andre ”Thy cities shall with commerce shine” og ”Deutsche Frauen, deutsche Treue // Deutscher Wein und deutscher Sang // Sollen in der Welt behalten // Ihren alten schönen Klang” og træf afgørelsen. Det skal retfærdigvis bemærkes, at fransk national identitet også nævnes, men det er nok mere beføjet at modstille denne principielt med dansk national identitet.

På et mere overordnet plan – og hinsides sådant, der jo kan benævnes pedanteri – hæmmes bogen dog også af for løse associationer.

Løse associationer

Støvring kredser i et af kapitlerne, tematiseret ved havet, suppleret med overskriften ”Den muntre larm”, om den afdøde konservative debattør og chancerytter Mads Holger, uden nogen iøjefaldende kobling mellem temaet og personen. Kapitlet er karakteristisk. Støvring skildrer først sit rent personlige, men alligevel distancerede forhold til Mads Holger, herefter gives en fuldtonet overfladisk karakteristisk af denne, jakkesættet, jakkesættet, og, som afsnittene hober sig op, ender det ved en svulstig lobhudling. Ordene får lov at tale for sig selv:

Mads Holger er en skæbne, der meget vel kan vokse til symbol, i hvert fald for det slægtled, som han og jeg tilhører. Han var inkarnationen af ”La Belle Époque”. Når han ikke er her mere, skyldes det, at denne skønne tid heller ikke er her mere. Den muntre larm er forstummet et sted i det fjerne, som lykkens skib, der er sejlet ud på det disede hav. Den sidste romantiker gav så meget, men kun få forstod at tage imod det. Det var også hans livs tragedie.

Andetsteds – i et kapitel tematiseret ved regnen med overskriften ”Himlens væde og jordens fedme” – får et voldsomt regnvejr over en tysk motorvej danne karakteristik, og det forekommer unægtelig besynderligt i en bog om dansk natur. Dertil præges samme kapitel, syv og en halv sides tekst, af henkastede og overdrevne referencer til Søren Ulrik Thomsen, Ole Sarvig, C.V. Jørgensen, græsk mytologi og Første Mosebog. Nærværende anmelder har svært ved at forstå, hvad der har styret den ellers så ligevægtige Kasper Støvrings associationer i bogen. De og den virker uvedkommende.

Sproglige virkemidler

Bogens virkemidler er også et kapitel for sig. Én ting er Støvrings store forbrug af tillægsord. Sådanne kan være udmærkede, men skal være menings- og virkningsfulde. Solbilleder er gnistrende, muld er mørk, tang lugter ramt. Kan rim skimle? Kan musik være tung og samtidig kvægende? Højstemt sprog taber dets mening, hvis det smøres ud i et tyndt lag. Sådan er det, ud over hele bogen. Ikke mindst når dette meningstab kobles til et andet sprogligt kritikpunkt ved bogen.

Støvring er nemlig ikke blot storforbruger af bogstavrim, men overforbruger. Eksempler er påkrævede, hvis nærværende anmeldelse skal være meningsfuld. ”Vidtrækkende varmeudstråling ud mod verdensrummet og vedvarende vinde fra nordøst” hedder det et sted. ”Jord og græs blandedes i sårene og udgjorde sammen med syvoghalvfjerdsindstyvende andre elementer en smørelse, der stillede smertens hunger” et andet. ”Smudsige af skidt og snavs i fjæset, og frisuren var forvandlet til formørkede fuglereder” et tredje. ”Den skønne smag af pesto og pasta, parmesanost og parmaskinke” hedder det, i nogle i øvrigt uklare refleksioner fra en ferietur til Toscana, hvor man i sproglig henseende føler sig hensat til en fjernsynsreklame. Nærværende anmelder har svært ved at forstå, hvad der er hændt den ellers så velskrivende Kasper Støvring.

Æstetisk betragtning eller sværmeri

Denne anmeldelse skal afrundes med to kommentarer. Den ene om den betragtelsesmåde, der kan tænkes at være grundlaget for bogen. Der er nemlig en kridtstreg mellem en ligevægtig, alment æstetisk opfattelse af naturen – et bestemt landskab er kønt eller smukt, glæden ved at se solen – og så en besjælet en af slagsen.

Nærværende anmelder anser bogen Dansk natur som for præget af træk af tiden: dette besjælede syn på naturen, hvor den tillægges åndelig kraft eller sjæleligt indhold. Denne betragtelsesmåde er problematisk og leder til de i bogen dominerende, smægtende følelser – og er i øvrigt basis for det herskende miljø- og klimapolitiske fantasteri, hvor man indtil videre har fået sat fiskeriet og landbruget i lænker og nu har taget fat på at gøre det samme med industrien. Alt sammen dirigeret fra skriveborde i byerne. USA’s tidligere præsident, nu afdøde Ronald Reagan, havde mange vittigheder på lager, og en af dem gjaldt en ældre husmand, der havde opdyrket et stykke vindtør og stenet jord med møje og besvær. Den stedlige præst besigtigede stedet og roste jordens grøde, ”Gud ske tak og lov”. Hertil bemærkede husmanden, at pastoren da skulle have set stedet, da Vorherre gjorde arbejdet selv. Menneskets bestemmelse er at betvinge jorden, men vor tid er mere til selvforgudelse, hvor en forloren storbyærefrygt for ”miljøet” gør enhver fisker, bonde eller minkavler suspekt. Disse kan efterhånden ikke få lov til at udøve deres erhverv, uden at spørge en akademiker eller kontorist om lov først.

Den anden kommentar gælder identifikationen af en udtalt raptus i bogen, der måske kan forklare visse af dens påfaldende træk. Mod slutningen skriver Kasper Støvring nemlig:

Mens mine landsmænd står i kø foran shoppingcentrene for at købe de nyeste iPhones og fladskærms-tv, danner muslimer køer ved deres helligdomme, hvor der prædikes helt anderledes, åndeligt opbyggelige ting.

Vi tager den lige igen: ”Åndeligt opbyggelige ting”. Forfatteren vedlægger ingen supplerende forklaring. Nærværende anmelder ved ikke hvad Støvring mener og kan heller ikke forestille sig det. Kasper Støvring er vist bedst tjent med at komme videre til det næste bogprojekt. Vejen står ham åben.

Kasper Støvring: Dansk natur – fortællinger om vejr og sind. Forlaget Hovedland, 2020.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside