Forfald

Et frygteligt århundrede – en sur replik

15. oktober 2020
5 minutters læsetid

Kåre Lind fortæller det tyvende århundredes historie, og denne oikofobiens historie er ikke just en munter fortælling.

Af Kåre Lind

Ser man tilbage på det tyvende århundrede – og er i det lidt sure humør – er det ganske let at beskrive det som et frygteligt, et ganske frygteligt århundrede. Et uheldigt træk der går igen er foragten for folks hjemstavn og deres kulturelle hjem – til fordel for abstrakte ideer og ”frigjorthed”.

Diktaturets proletariat

Hvis vi starter med en af de mest destruktive tankegange – kommunismen – så blev millioner af menneskers kultur og liv ødelagt:  Bønder i Rusland mistede deres hjem og kultur, folk kom i lejre og blev pint, hvis de havde rod andre steder end i politisk teori.

Eller i Kina: Ming-porcelænet blev ødelagt, landbobefolkningens skikke, selv de uskyldige papirklip blev revet itu. Unge rødgardister smadrede deres barndomshjem.

Og en lang række folkeslag med meget forskellige hjem blev tvunget – om de var polakker, ungarere eller tjetjenere – til at blive ”sovjetter”. Og russere blev smidt ind iblandt letterne, som om det var ligegyldigt, at man havde rod og sprog forskellige steder.  Og så videre.

Über Alles

En anden grum bevægelse – i konkurrence med kommunismen – var nazismen: Her skulle tyskere erstatte deres ret fredelige følelse af hjemstavn med abstrakte, ofte pseudovidenskabelige teorier om race. Imperialistisk (imperialisme var dog også noget, man kunne i århundrederne før) gik nu disse ”ariere” ind i andre menneskers hjem:  Men i Danmark og Polen boede der altså folk, der havde hjem dér.

Studenter – i begge ideologier – der alle dage har ladet sig fange af abstrakte teorier, reducerede deres tale og tænkning til slagord, og højtråbende monologiske stemmer proklamerende, at nu skulle verden rives op med rode.

Og videre i det 20. århundrede:

Forbrug, forbrug

En uhæmmet forbrugerisme blev hyldet. Uden at stikke fingeren i jorden. Badestrande blev plastret til med hoteller uden hensyn til, at her boede lokalbefolkninger med deres traditioner og liv.

Folk opførte sig som var de turister i andre menneskers og i eget hjem.

Forretningsfolk der tænkte på økonomisk rentabilitet og politikere kun tænkende på velstand og modernisering importerede ”arbejdskraft”, som om denne arbejdskraft ikke var mennesker med hjemligt indhold.

Nu viste det sig, at en del at de mennesker faktisk var muslimer, som havde andre skikke. Og som så anderledes på rigtigt og forkert – og nogle endda ville have et helt andet lovsystem!

Hvilket man egentlig kunne have vidst fra begyndelsen af.

Klums

En såkaldt modernistisk arkitektur skar sig gennem byerne – hvid firkantet og erindringsløs – uafhængigt af disse byers ånd.  Og efterfulgtes af postmoderne abstrakt-selvmarkerende bygninger, ofte helt uden sans for den ånd, der var forskellige steder, og størrelsesforholdene i byens krop.

Kunsten var individuel grænse-overskridelse uden at være i stand til at tænke over grænseoverskridelsers omkostninger (som rigtig kunst kan). På kunstakademier konkurrerede man om at være værst, og statsmuseer tilsidesatte længslen efter at skabe skønhed på éns sted – og endte med selvmodsigende at vise en mand med en pik i panden. Statslige medier endte med at synge ”Den danske sang er en ung blond penis”.

Anarkistiske universitetsfilosofier så ukærligt og tomt på hvilket som helst hjem – som bare præget af magtforhold. Gamle forfatteres værker sås gennemskuet uden at man havde følt sig rigtigt ind i dem. Genrer cuttedes op og dekonstrueredes abstrakt, som om genrer ikke er rammer for menneskers liv. Graffiti sprøjtedes på skulpturerne i parkerne.

Store i slaget

I storpolitik sad man rundt om bordet og fandt på staten Israel – som om der ikke var andre mennesker, der havde hjem der.

I EU fandt man på alle mulige regler uafhængigt af forskellige landes virkelighed.  Stemte et lands befolkning efter at have rådført sin identitet, imod noget – men gik afstemningen EU imod – så skulle befolkningen stemme én gang til. Derved byggedes EU på identitetsmæssigt sand.

Så fandt englænderne ud af, at de jo alligevel mest havde rod i England. Så undrede man sig over det!

En tysk regeringsleder fandt på, at det med hjem var lige meget – og tusinder af hjemløse mennesker fra Mellemøsten blev placeret i tyske egne, som om det ikke var tyskerne, der boede her. Meget vrede løb tyske borgere rundt i byerne og råbte at de jo var folket, der boede i Tyskland – men blev så kaldt ”racister”, som om almindelige tyskeres hjem var defineret af race, eller man ville tvinge folket tilbage til Hitlers definition.

Regeringslederen sagde så ”Wir schaffen das” med ringeagt over for det skabte – et karakteristisk træk for det tyvende århundrede. (Mange i det 20. århundrede havde ikke nogen Gud, der kunne stille spørgsmålstegn ved, om man nu ikke var en synder – men det havde nok ikke været bedre, om man havde ment at have en Gud i ryggen).

Lige meget hvor

Popmusikere sang nu: ”lige meget hvem du er, så velkommen her” og/eller ”come together”; smukke utopier uden sans for eget hjem og begrænsninger af egen historie, og uden sans for at andre mennesker med hjem et andet sted aldrig ville synge den slags sange:  Rettroende muslimer kom da heller ikke på Roskilde Festival og romaer løb rundt i deres under-kultur og samlede vesterlandske unges ølflasker op.

Ikke megen bekymring for at ens frigørende utopi kunne have en bagside – noget typisk for århundredet. Og man konstruerede et mere multikulturelt samfund – med megen splid: Breivik i den ene ende af gaden og islamister bag betonklodser i den anden. Hvor hidtil bofaste svenskere i Malmø flyttede væk fra deres sted for ikke at få bilen brændt af.

”Feminister” angreb ”hvide gamle mænd” – diskriminerende folk med bestemt hudfarve, alder og køn – slagord de havde fra amerikanske universitetskulturer, uden tanke på hvor smart det var at overføre racekampsretorik til ens eget hjem, til Danmark – et lille land med en anden historie (men man vidste ikke, hvor man selv var).

Og uvidende om, hvordan så meget af ens vesterlandske hjem var tænkt frem af hvide gamle mænd (deres køn ligegyldigt) – og hvor uklogt det er at fjerne de bærende pinde i ens egen rede: Hvor vigtigt det var, at i ”Europas Vugge” havde været en Sokrates, der havde stillet spørgsmål og øget individets dialektiske bevidsthed – et bolværk mod totalitær underkastelse. At der havde været en Hippokrates, der havde forpligtet læger til at arbejde for de syges gavn (så man ikke hjerteløst skar i folk som nazi-Mengele).

Eller en Montesquieu, der havde delt magten i dømmende, lovgivende og udøvende instanser – så man ikke tilfældigt blev arresteret og dømt og skudt på gaden, som man kan nogle steder i verden.

Eller hvor vigtigt det var, at der havde været en Herder eller Grundtvig, der havde betonet at verdens folkeslag havde forskellig lykke og virkelighed. Forskelligt hjem.

Og at kloge gamle hvide mænd havde været i stand til at skrive grundlove, der kunne passe til disse landes lykke. Og derved skabe folke-styrer.

De europæiske lande der nu igen, igen – ser man bare lidt surt derpå – virker så kaotisk destabiliserede!

Således sluttede det ungdomsorienterede, moderne, progressive, frigørende, intellektualistiske tyvende århundrede, ofte brydende stedlige traditioner, sjældent præget af tøven, konservatisme, omtanke – temmelig grænseoverskridende.

Kåre Lind er højskolelærer og cand.mag. i nordisk litteratur.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside