Reformpædagogikken eller barnet uden kundskaber

17. august 2020
8 minutters læsetid
Reformpædagogikken ser barnet som uspoleret, oprindeligt og godt i sig selv, og regner følgelig lærdom og kundskaber for unødvendigt. Børnene betaler prisen.

Den tyske romantiske forfatter E.T.A. Hoffmann skrev i 1817 eventyrfortællingen Det fremmede barn. Hovedpersonerne er en dreng og pige af den tyske lavadel, Felix og Kristine. Forældrene holder ikke særlig meget på formerne, og børnene får lov til en hel del. De er glade og holder især af at lege frit ude i skoven. En dag får familien besøg af fornemme og rige slægtninge med to artige og dygtige børn der forsager slik, og som kan deres skolelærdom udenad.

Pludselig bliver forældrene flove over deres uopdragne og uvidende børn, og der ansættes snart efter en huslærer der kan give børnene den fornødne lærdom og dannelse. Børnene stritter imod det nye regimente og finder trøst i et fremmed barn som de har mødt i skoven. Dette barn er en æterisk skabning som findes i naturen, og som lærer børnene at lege og bygge med det som allerede findes der. Hverken boglig lærdom eller fint legetøj er nødvendigt i den herlige, guddommelige natur.

Det fremmede barns mor er en fedronning der lever langt borte. Men ligesom Felix og Kristine trues af en ond huslærer, trues fedronningens rige af onde kræfter… Som alle eventyr ender også Det fremmede barn godt!

Den frie opdragelses rødder

Hoffmanns eventyr fremstiller barnet som et individ i egen ret – og ikke blot som en ufærdig voksen, en tom tavle der skal fyldes ud. Det er et barn der i kraft af intuition og fantasi er tættere på den åndelige virkelighed end de civiliserede voksne der med lærdom og dannelse på sæt og vis er blevet ødelagt. Kultur og civilisation har spoleret mennesket og fjernet det fra naturtilstandens harmoni og lighed. Inspirationen fra filosoffen Jean-Jacques Rousseau er tydelig.

Hans berømte bog Emile eller Om opdragelsen fra 1762 fremstiller barnet som et undersøgende og udforskende naturvæsen, hvorfor traditionel, autoritær opdragelse og uddannelse ikke duer. Den voksne skal derfor støtte barnets spontane udforskning af verden. Emile har fået kolossal betydning for synet på barnet og opdragelse i moderne tid. Indenfor tænkning om skolepædagogik er det især den progressive retning reformpædagogik der har taget Rousseaus forestilling om det uspolerede, oprindelige barn til sig. Kultur, kundskaber og skriftlig lærdom er ikke vigtige i sig selv.

Pædagogikken skal tage udgangspunkt i barnet, for det betragtes som lærende og videnskonstruerende ifølge sin medfødte menneskelige natur. Det er et sansende og erkendende væsen fra det er helt lille. Læreren skal blot understøtte den udvikling.

Kampen mod kundskaber

I bogen Kampen mod kundskaber fra 1996 redegør Henning Fonsmark for udviklingen i det danske skolesystem op gennem det 20. århundrede. Nye pædagogiske tanker udvikles og implementeres efterhånden, i den rousseauistiske ånd. Reformpædagogikken som bevægelse i ind- og udland får vind i sejlene fra ca. 1920. Senere allierer de danske fortalere, med Sofie Rifbjerg i spidsen, sig med kulturradikalismen.

Det Fonsmark kalder ”det metafysiske barn” repræsenterer et nyt barne- og menneskesyn, efter første verdenskrigs rædsler og det deraf følgende værdisammenbrud. Reformpædagogerne anser sig selv som en form for avantgardebevægelse der skal skabe en ny verden på ruinerne af den gamle.

Man mener grundlæggende at mennesket er godt, og at barnet med den rette pædagogik i skolen vil blive udviklet som det gode, fredselskende menneske det er. Via den individuelle udvikling vil barnet samtidig erkende sin forbundethed med andre mennesker i én stor menneskehed.

Fonsmark citerer principperne for reformpædagogikken fra et skelsættende møde i Calais i 1921, hvoraf det sidste lyder sådan:

Den nye opdragelse vil, hvis den udøves på rette måde efter de omtalte principper, udvikle barnet ikke alene til fremtidig samfundsborger, som er rede til at gøre sin pligt overfor sine nærmeste medborgere, sin nation og menneskeheden som helhed; han vil også blive et menneske, som er sig sin værdighed bevidst og anerkender den samme værdighed hos andre.

I sandhed et ambitiøst program!  Han tøver ikke med at kalde den filosofi for en tro… Videre beskriver han i bogen hvordan det teoretiske og politiske lag efterhånden bliver mere og mere flettet ind i hinanden, kulminerende med den blå betænkning i 1960 og den socialdemokratiske, lighedsorienterede skole, en af velfærdsstatens juveler.

Forfatterens beskrivelse af nedprioriteringen af boglige kundskaber på bekostning af tværfaglighed og sociale kompetencer baserer sig på skriftlige dokumenter, bekendtgørelser m.m., han er ikke skoleforsker som sådan. Men han gik i gang med den arkæologiske undersøgelse efter at diverse internationale undersøgelser havde placeret danske skoleelever i bund mht. læsekompetence og faglige kompetencer. Det lave niveau var altså også en empirisk kendsgerning.

Intet er lært hvis det ikke kan huskes

I 2006 udgav den erfarne pædagogiske forsker og konsulent Sten Clod Poulsen bogen Tilegnelse af boglige fagkundskaber på eget forlag. Han var i starten af sin karriere med til at udvikle den forkætrede projektpædagogik og dens præmis om tværfaglighed og revolutionerende læring. Via det tværfaglige gruppearbejde ville de studerende nå til dyb faglig indsigt.

Undervejs havde han dog erkendt at da hans generation af akademikere gjorde op med den lærerstyrede, autoritære skole, røg grundfagligheden ud med badevandet. Bogen er et solidt, videnskabeligt funderet forsøg på at redegøre for hvordan der kan bygges bro mellem det han kalder ”basisfaglig, højniveaufaglig og tværfaglig videns- og kompetenceanvendelse inden for en række fag”. Til hans store skuffelse blev bogen mødt med noget nær tavshed i den pædagogiske forskningsverden. Praktikere tog derimod godt imod den.

Clod Poulsen skrev i 2010 et debatindlæg i Weekendavisen med den sigende titel ”Intet er lært hvis det ikke kan huskes”. I en stort opsat artikel i Politiken samme år, med tilhørende tegning af et hus, skriver han modigt om projektpædagogikkens fejltagelse, hvor man ville bygge ”taget” (opnå læring på højt niveau) før fundamentet var støbt.

Clod Poulsen blev også inviteret i Deadline, og der kom en debat med deltagelse af undervisere og andre der godt vidste hvor skoen trykkede. Med de seneste årtiers forskellige pædagogiske teorier og vækkelsesbevægelser med reformpædagogisk inspiration, tilsat projektpædagogikkens implementering i hele skolesystemet, var udenadslære og i det hele taget hukommelsesbaseret indlæring blevet stærkt nedprioriteret.

Kulminationen var nok set i bakspejlet den berømte pædagogiske teori Ansvar for egen læring, der dukkede op i halvfemserne, og som fik stor indflydelse i en årrække. Ifølge Clod Poulsen var undervisningssystemet nødt til at genopfinde sig selv for at sikre forbindelsen mellem den fagligt baserede ”rugbrødsundervisning” og den selvstændige tænkning med fag som man så ofte bryster sig af i Danmark.

Heldagsskolens ideologer

Men det pædagogiske paradigme om det selvstændige, nysgerrige og undersøgende barn var som en supertanker, det kunne ikke bekæmpes og erstattes af et nyt fra den ene dag til den anden. Folkeskolereformen i 2013 var i udgangspunktet en form for indkapsling og instrumentalisering af ”eleven som det undersøgende barn” i en altomfattende læringsforståelse. Alt skulle være formålsbestemt, også det der foregik i frikvarteret og efter skemalektionerne.

Heldagsskolen skulle genindføres. Fag og teori skulle formidles på en relevant, anvendelsesorienteret måde. Under indtryk af teorien om konkurrencestaten og med ønsket om at gøre Danmark konkurrencedygtigt i en globaliseret verden, blev skoleforskeren John Hatties omfattende forskning i hvad der virker formidlet til skoleledere og undervisere. Begrebet ”læringsmålstyret undervisning” og tusindvis af delmål indførtes i fagbekendtgørelser, delmål som læreren skulle hakke af.

Den nye pædagogiske metode hed ”synlig læring”, og læreren forventedes at detailstyre og måle læringsudbytte efter hver lektion. Evidens var det nye sort. Lærere har selvfølgelig altid haft et klart formål med undervisningen, som de efterfølgende har evalueret. Det nye var kravet om at opfylde delmål og vurdere udbytte på en meget bogholderagtig måde. Alt skulle moduliseres og kvantificeres. Endnu engang var det ikke faget, men elevens læring der var i centrum.

Mod en uren pædagogik

Skal man knytte en tråd tilbage til Rousseaus bog Emile, er der påfaldende ligheder. Opdrageren i Emile er faktisk meget styrende i sin bestræbelse på at få barnet til frit og spontant at udforske verden. På samme måde skal den nye reformerede lærer hele tiden skabe oplevelser for eleven der skal give et bestemt læringsresultat. Nyere undersøgelser kan dog ikke påvise et løft i faglighed og kundskaber, hvilket ellers var det erklærede mål med reformen da den blev søsat.

Som bekendt er der foretaget justeringer af folkeskolereformen de senere år, og de mange delmål er blevet reduceret kraftigt og desuden gjort frivillige. De nye lærerstuderende skal heller ikke længere undervises i det forkætrede begreb læringsmålstyret undervisning. Forhåbentlig får de fred til at koncentrere sig om at planlægge, udføre og evaluere undervisning i fag, ud fra deres kendskab til børns udvikling, deres kernekompetence som fremtidige skolelærere…

Brian Degn Mårtensson, pædagogisk forsker og filosof, var tidligt ude med en gennemgribende kritik af folkeskolereformen og det som han kalder ”konkurrencestatens pædagogik” i bogen med samme titel fra 2015. Ifølge ham bryder den med en gammel humanistisk tradition for tænkning om mennesket og dets oplysning og dannelse til fællesskab.

Skal man parafrasere hans kritik, vil resultatet af konkurrencestatens skolesystem være det ”konkurrencestatskompetente” barn. Der sker en form for dehumanisering hvis skolen ændrer sit formål fra at danne og udvikle barnet til at indgå i fællesskabet og demokratiet til at blive en lydig undersåt, blot og bar arbejdskraft i den globale konkurrence.

Han taler i stedet for en ”uren” pædagogik hvis eneste evidens går på kærligheden til barnet, visheden om menneskets dødelighed og viljen til at give kulturen og dens frembringelser – viden og kundskaber -videre til den næste generation. Barnet skal have kundskaber og dannelse, og uden fag ingen dannelse.

Formidlingen af kundskaber og dannelse sker ikke for at redde den verden som de voksne angiveligt har ødelagt, men fordi det ligger dybt i mennesket at overskride det tidslige ved at give noget videre til den kommende generation. På den måde skabes der en kontinuerlig tråd med menneskets ”krydsende tidslighed”, hvor man både er ansvarlig for nuværende og kommende generationer.

Mårtenssons filosofiske definition af viden er spændende: ”Viden er i sin reneste form et udtryk for en kærlighed til livet og verden. Viden er en søgen efter indsigt i det værende, i alt hvad vi er for og med hinanden. Viden er således i sin rene form et udtryk for altruistisk engagement og indlevelse i det sociale fællesskab.” (Citeret fra Tilblivelse og tilsynekomst, 2016). Viden er for ham tæt sammenknyttet med socialitet.

Den voksne, opdrager og lærer, står fast på sin faglighed og sit kulturelle fundament og har en klar idé om hvad der skal formidles videre til den kommende generation. Barnet slipper samtidig for at blive udset som verdens frelser og Messias. En god lektion til alle verdens Greta Thunberger. Er vi med Brian Degn Mårtenssons inspirerende refleksioner omsider på vej ud af reformpædagogikkens spændetrøje, med dens overansvarliggørelse af barnet?

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside