Kvinde, kend din plads (på stemmesedlen)!

5. juni 2020
3 minutters læsetid

Af Stig Høgh Rasmussen

Den progressive parole om, at ’mangfoldighed er en styrke’ har efterhånden sat sig godt fast flere steder. Både i store selskaber som Google, hvor kritik af mangfoldighedsstrategier kan medføre en stykke gråt papir og på universiteter, hvor konsekvenserne af politisk ukorrekthed allerede har vist sit grimme ansigt. Og nu også i det amerikanske præsidentvalg, hvor Joe Biden har givet løftet om en kvinde (og her menes ikke løftet om ikke at røre ved hende!)

Nej, Joe Biden har på en debatscene højt og helligt lovet, at hvis han vinder nomineringen som demokraternes præsidentkandidat, vil han vælge en kvinde som vicepræsidentkandidat. Et løfte, der for nogle uden tvivl vil anses som et vigtigt skridt i kampen for ligestilling, men som ikke slipper en bitter eftersmag af et nedladende kvindesyn.

”Not worth a bucket of warm piss”

Posten som vicepræsident har historisk været betragtet som værdiløs, ikke mindst af de personer, der enten har haft embedet eller fået tilbuddet om det. En betragtning, der i øvrigt også har fundet vej ind i kulturen gennem HBO-serien Veep.

Da Daniel Webster, senator fra New Hampshire, blev spurgt om at stille op som Whig-partiets vicepræsidentkandidat lød svaret efter sigende: ”I do not propose to be buried, until I am dead”.  Thomas Marshall, den 28. vicepræsident skulle engang have fortalt:

Once there were two brothers. One ran away to sea; the other was elected vice president of the United States. And nothing was heard of either of them again” .Om embedet udtalte John Adams, den første vicepræsident at: “The vice presidency is the most insignificant office that ever the invention of man contrived or his imagination conceived”, og John Nance Gardner, den 32. vicepræsident karakteriserede embedet som “not worth a bucket of warm piss”  og “the worst damn fool mistake I ever made”.

leflepotentialet

Tilsvarende nedladende kommentarer om posten er også kommet fra Calvin Coolidge, Harry Truman og Theodore Roosevelt, der alle på et tidspunkt besad embedet. Det siges endda Joe Biden tøvede med at acceptere tilbuddet fra Barack Obama, da han frygtede dette ville medføre tabet af den magt og indflydelse, han havde opnået i Senatet.

Valget af vicepræsidentkandidat, de såkaldte ”Veepstakes”, er ellers en oplagt chance for at ’appellere bredt’, eller som de fleste uden for det politiske spil ville kalde det: skamløs leflen for udvalgte vælgersegmenter.

Halter man bagud i målingerne med bestemte demografiske grupper, eks. kvinder, kan man nominere en kvinde (Ferraro i 84 og Palin i 08); skal man appellere ideologisk til andre fløje i partiet, vælger man som politisk progressiv/konservativ en mere moderat kandidat (Bush i 80 eller Bentsen i 88) eller vil man vinde terræn i bestemte dele af landet, vælger man en politiker herfra (Edwards i 04 eller Nixon i 52).

Når valget er overstået, og kandidaten til embedet har bidraget med enten demografi, geografi eller ideologi, er der kun få ting, vicepræsidenten traditionelt bidrager fast med: At kunne tage over i den situation, der sker noget med præsidenten; at kaste den afgørende stemme i tilfældet af, der er stemmelighed i Senatet og i øvrigt repræsentere administrationen til udenlandske diktatorers begravelser (Sidstnævnte er dog ikke nævnt i forfatningen!).

Kvalifikation: to X-kromosomer

Posten som vicepræsident er altså ikke meget værd, når der ikke er valgkamp. Så når Joe Biden højt og helligt lover, at han vil nominere en kvinde, krakelerer kampen for ligestilling på samme måde, lidt som når kvinder ansættes i forskerstillinger eller tildeles bestyrelsesposter gennem en målsætning eller en lovgiven kvote.

Valget handler om kønnet, og intet andet. En tilsvarende tendens ses i delstaterne hvor viceguvernørposten, et politisk embede endnu mere ubrugeligt end vicepræsidentposten, beklædes af kvinder i 15 stater; der skal appelleres til kvindelige vælgere, og når guvernørposten er vundet, er hun blot en nullitet.

Løftet om at vælge en kvinde har ikke blot taget den medieopmærksomhed fra kampagnen, som et valg af en kvindelig medkandidat ville medføre. Det reducerer den pågældende kvindelige politiker til et spørgsmål om at tiltrække kvindelige vælgere (hvilket i øvrigt ikke burde være nødvendigt, når man opstiller som demokrat, og præsidenten hedder Donald Trump).

En strategi, der ikke lod til at have den store effekt i hverken 1984 eller 2008. Geraldine Ferraro udtalte selv, at hun ikke var blevet vicepræsidentkandidat, havde hun heddet Gerald Ferraro. Da Palin blev spurgt blot dage før hun blev valgt, om hvorfor hendes navn var på McCains liste over mulige bud, var hendes forståelse klar: at Republikanerne endelig havde indset, at der var behov for mangfoldighed, og at partiet ikke blot kunne bestå af rige, gamle, hvide mænd.

Joe Biden kan af indlysende årsager ikke løbe fra sit løfte, og ej heller vælge en uerfaren kvinde til posten (en hård lektie lært fra valget af Palin). Her kunne eks. Kirsten Gillibrand, Maggie Hassan, Tammy Baldwin eller Jeanne Shaheen være kvalificerede bud. De har den fornødne politiske erfaring, og ville kunne begå sig i en hård valgkamp.

Men valget ville stadig have en nedladende eftersmag af kønskvotering. Hvilket i sig selv er et nedladende kvindesyn.


Stig Høgh Rasmussen er jurist fra Aarhus Universitet. Han er aktiv i Konservativ Ungdom og har bl.a. skrevet for tidsskriftet Paragraf. Derudover er han altid krænket af krænkelseskulturen. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om bl.a. retsstaten, udlændingepolitik, de postfaktuelle indspark i debatten og naturligvis krænkelseskulturen. 

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside